I forlængelse af vores lille indslag i går om helgarderinger inden for klimavidenskaben er her et fint eksempel på, hvad der foregår. Artiklen her er baseret på en tidligere udgave af Dr. Sebastian Lünings Klimaschau, små videoer, som vi er begyndt at bringe med undertekster her på siden.
I 2006-7 var vandniveauet i Victoriasøen i Afrika meget lavt. Det fik en direktør fra Global Nature Fund til at udtale:
”Vi ser de første effekter af klimaforandringerne i Victoriasøen og andre søer rundt omkring i verden. Uden en hurtig nedsættelse af klimagasserne i de industrielle lande, vil livsgrundlaget for millioner af mennesker være truet.”
Sidste sommer nåede søens vandniveau efter lang tids regn et meget højt niveau. Det medførte så at en Dr. Raymond Omollo udtalte følgende:
”Det er et fingerpeg om det faktum at klimaforandringerne er virkelige, og med mindre vi kan få vores stemmer til at blive hørt og få gjort noget ved følgerne, så vil vi hurtigt miste opholdsgrundlaget for en masse mennesker…”
Så klimaforandringerne giver både lav vandstand og høj vandstand? Realiteten er imidlertid, at niveauet i søen svinger meget som følge af de naturlige cyklusser i havene, hvilke giver de store variationer i nedbør over land. Figuren her viser variationerne i vandstanden i Victoriasøen fra 1950 til nu. Hverken det lave niveau i 2006 eller det høje niveau i dag er ”uden fortilfælde” og kan fint forklares med naturlige klimavariationer.