Vi skrev forleden her på siden om filosoffen Karl Popper og hans teorier om videnskab. Han fremførte, at man aldrig kan bevise en videnskabelig teori, man kan kun modbevise den, falsificere den. En teori overlever så længe, der ikke er fundet noget modbevis. Karl Popper gik så skridtet videre og sagde, at en teori kun er videnskabelig, hvis den i princippet kan falsificeres.
Som eksempel kan vi tage astrologien, teorien om at planeternes bevægelser har indflydelse på vores liv her på jorden. Horoskoper formuleres altid relativt vagt, så næsten uanset hvad der sker bagefter, kan det hævdes, at de havde ret. Man kan således ikke opstille en test, der én gang for alle kan modbevise astrologien. Derfor er astrologi, ifølge Karl Popper, ikke videnskab.
Linket her er til en kort video med Climate Depot’s Marc Morano, hvor han viser, hvordan klimavidenskaben effektivt har sikret sig mod falsificering. Vi hører meget om ”klimaforandringer”, der vil medføre alt muligt slemt. Men der er så mange teorier om, hvad den globale opvarmning vil medføre, at det efterhånden er rene helgarderinger. Klimaforandringerne vil medføre:
- Flere orkaner / færre orkaner
- Tørre områder: Mere tørke / mindre tørke
- Våde områder: Mere regn / mindre regn
- Mere sne / mindre sne
Så uanset hvordan det går i fremtiden, vil klimafolkene få ret! Karl Popper ville nok ikke finde klimavidenskaben særligt videnskabelig.
Gør jer selv den ulejlighed at se videoen, den er meget fornøjelig, og Morano er i topform her!