Den værste af alle verdener

I sin klumme i dag fra Berlingske redegør Otto Brøns-Petersen for hvorfor vi “i den værste af alle verdener kommer vi til at betale regningen for en dyr og ineffektiv politik uden at gøre noget væsentligt ved klimaforandringerne”

Og skriver videre om den politiske udfordring som består i at beslutte den løsning, som minimerer de samlede omkostninger. Problemet er, at den mest hensigtsmæssige løsning slet ikke flugter med de politiske incitamenter. Der er et stort såkaldt kollektivt handlingsproblem. Hver enkelt politisk beslutning har meget lille indflydelse på klimaet. Til gengæld kan udformningen af de politiske beslutninger have stor betydning for interessegrupper og den symbolske effekt. Derfor er der en risiko for at træffe dårlige og utilstrækkelige beslutninger. Samlet set er den politiske udfordring uden sammenligning den største. Modsat de andre udfordringer, er manglen ikke primært viden.

Og om den galloperende alarmisme og blåøjede tro på den “billige” sol & vind:

Nogen synes at mene, at risikoen for politisk inaktivitet bør modsvares af tilsvarende større alarmisme eller ved at underdrive omkostningerne ved klimapolitik: Det ses i påstande om, at klimaforandringer udgør klodens største og mest akutte problem, eller at grøn omstilling kan give samfundsøkonomisk overskud. Men som sagt er der ikke blot en risiko for at gøre for lidt, men tillige at gøre det forkerte. En politik, som hviler på forkerte præmisser, tiltrækker erhvervslobbyister, politiske aktivister og symbol-politikere med sans for at kapre dagsordenen.