Klimarealisme i medierne, Modeller

Klimasagen kort

Her følger en oversættelse i sin helhed af en kort og fyndig artikel skrevet af en af giganterne inden for klimasagen, Anthony Watts, der også er ansvarlig for Verdens bedste klimahjemmeside Watts Up With That. Hvis man ikke har ret meget tid, men gerne vil klædes på til en klimadiskussion, så er det her, man skal læse med:

Jeg bliver ofte spurgt på de sociale medier, om der sker klimaforandringer, så jeg besluttede at give et enkelt svar til indledning.

1. Grundlaget: Klimaet ændrer sig

Lad os komme helt på det rene – klimaforandringerne finder sted i virkeligheden, bogstaveligt talt. Jordens klima har ændret sig gennem milliarder af år. Vi har geologiske data, der viser perioder, der var meget varmere (som f.eks. Eocæn, med krokodiller i Arktis) og meget koldere (som istiderne der dækkede Nordamerika [og Nordeuropa] med gletsjere).

Selv her for nyligt har vi haft det Holocæne klima-optimum, som var betydeligt varmere end i dag.

Fig. 1: Jordens temperatur de seneste 11000 år før nu.

Så ja – klimaet ændrer sig, og det har det altid gjort. Diskussionen er ikke om hvorvidt, det forandrer sig, men hvorfor, hvor hurtigt, og hvor stor indflydelse menneskene har på det i dag. Diskussionen drejer sig også om hvor præcist, vi er i stand til at måle temperaturændringer og om den overdrevne vægt, der bliver lagt på klimamodeller til forudsigelse af fremtiden, fremfor målte data.  

2. Hvad siger ”Konsensus” – og hvor falder den til jorden

Den generelle holdning (IPCC, NOAA, NASA osv.) er, at opvarmningen i nyere tid – ca. 1,1 grader celsius siden slutningen af 1800-tallet – først og fremmest skyldes det forøgede CO2-indhold fra menneskelige aktiviteter, primært fra brugen af de fossile brændstoffer.

Men her er problemet: Det synspunkt er stærkt afhængigt af klimamodeller, som er kendt for at være meget usikre. Som meteorolog af uddannelse kan jeg fortælle jer, at modellerne kæmper med skydannelsen, havstrømmene og deres cyklusser, variationer i Solens indstråling og fremskrivninger for enkelte regioner – og de er alle afgørende, hvis man vil forstå klimaet.

Når modellerne bliver sat til at køre baglæns er de ofte ude af stand til at gendanne variationerne i fortidens klima præcist nok, f.eks. Den Middelalderlige Varmeperiode eller Den Lille Istid – med mindre de justeres kraftigt. Det rejser jo en berettiget tvivl om deres pålidelighed i forbindelse med prognoser langt ud i fremtiden.

3. Naturlige klimavariationer: Elefanten i rummet

En hel del opvarmning i det 20. århundrede fandt sted før CO2-indholdet begyndte at stige hurtigt efter 2. Verdenskrig. For eksempel:

Fig. 2: Den globale temperatur siden år 1900.
  • Opvarmningen fra 1910 til 1940 fandt sted med meget lavere CO2-indhold i atmosfæren.
  • Derefter var der en periode med afkøling fra 1940’erne til 1970’erne, på trods af stigende CO2-indhold i det tidsrum.

Det er tydeligt nok, at naturlige faktorer – som Solens cyklusser, svingninger i havet (PDO, AMO), vulkansk aktivitet og ændringer i skydækket – stadigvæk spiller en rolle og bliver formentligt undervurderet i klimaforskningens budskaber.

4. Sammenhængen med CO2: Overdrevet?

CO2 er en drivhusgas, ingen tvivl om det. Men dens effekt på temperaturen er logaritmisk – hvilket betyder, at jo mere CO2 man tilsætter, desto mindre opvarmning får man pr. mængde. De første 100 ppm har den største indflydelse, og vi er langt forbi det punkt, jfr. fig. 3.

Fig. 3: Bidraget til den globale opvarmning fra hver 20 ppm CO2-indholdet i atmosfæren stiger

Hertil kommer, at satellit-data fra UAH og RSS viser en langsommere opvarmning end data fra jordoverfladen, som HadCRUT eller GISS. Afvigelsen rejser spørgsmål om datajusteringer, byvarmen og systematiske fejl på instrumenterne.

5. Er vi i krise?

 Selv hvis vi accepterer, at menneskene har indflydelse på klimaet, er ideen om at vi befinder os i en ”eksistentiel krise” uden grundlag. Udviklingen i ekstremvejret (orkaner, tornadoer, tørke) viser ikke et forværret mønster, så snart man medtager i betragtning den forbedrede registrering og befolkningstilvæksten i sårbare områder, som f.eks. ved kysterne.

FN’s Klimapanel (IPCC) er enige, og har kun lav tiltro til at mange nuværende og kommende vejrbegivenheder er påvirket af klimaforandringer. Ideen om en ”eksistentiel krise” er stærkt afhængig af klimamodel-forudsigelser, som notorisk er upålidelige og i modstrid med målte data.

Havniveauet er stigende – men med en langsom uforandret hastighed på ca. 3 mm/år. Det er ca. 30 cm pr. århundrede, og det samme, som man observerede før de store industrielle udledninger af CO2

Konklusion

Ja, klimaet forandrer sig. Det har det altid gjort. Ideen med, at klimaet skal være uforanderligt, er simpelthen forkert. Det virkelige spørgsmål er, hvor meget af nutidens ændringer er forårsaget af menneskelige aktiviteter, hvor pålidelige er vores fremskrivninger, og hvorvidt de foreslåede tiltag til afhjælpning [grøn omstilling, red.] er berettigede – eller om de snarere vil gøre mere skade end gavn.

På Watts Up With That har vi i årevis påpeget, at hele sagen er hjemsøgt af forudfattede meninger, overdreven tiltro til modeller og udvælgelse af data til rapportering. Der er ingen fornuftig grund til at indskrænke økonomien eller at ombygge samfundet baseret på den ufuldstændige klimaforandrings-videnskab.  

Så ja, der findes klimaforandringer, men nej, der er ikke tale om nogen krise.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jørgen Staadsen Petersen

    Helt enig i at det er en glimrende opsummering.
    Vi må ikke glemme alle fordelene ved opvarmningen, såfremt der måtte komme lidt mere af det. Her tænkes der bl.a. på en kortere og billigere fyringssæson, bedre fremkommelighed på vejene om vinteren, mindre ekstrem kulde, en længere vækstsæson for planteavlen, en længere sæson for udendørsaktiviteter som f.eks. fodboldspil og alt muligt andet udendørs.

  2. JENS JAKOB KJÆR

    Glimrende opsummering, men hvordan får vi budskabet kommunikeret ud til den brede befolkning?

    Vi bør udlove en dusør til den, der kan finde en bred platform, hvor budskabet kan komme ud.

    Jeg tror vi har brug for en ung dygtig, ambitiøs, dybdegravende journalist. Det var en dybdegravende journalist der fællede energisvindlen i Californien for mere end 20 år siden. Se ENRON the biggest fraud in history.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*