Energinet kan vist ånde lettet op. Vi beskrev i går alle bekymringerne i forbindelse med den voldsomme udbygning med solceller og vindmøller, som Energistyrelsen har vedtaget. Men efter den artikel var skrevet, kom nyheden om, at 3 GW havvind i Nordsøen ved udbudsfristen torsdag overhovedet ikke fik nogen reaktion fra investorerne.
I Energistyrelsen havde man ellers glædet sig til at åbne kuverter med bud, torsdag kl. 14. Men der kom ikke nogen kuverter.
Men hvad drejede sagen sig egentligt om? Fig. 1 viser på et kort, hvor der i alt var udbudt 6 GW havvind i parker à 1 GW. De tre er beliggende i Nordsøen lige syd for Thor-parken, der er ved at blive bygget nu. Af de tre andre ligger to i Kattegat og den sidste er øst for Møn, ved Kriegers Flak.
I denne omgang gjaldt det de tre parker i Nordsøen, som vist i flere detaljer på fig. 2. Investorerne kunne byde på dem enkeltvis. Man ser også, hvordan der er afsat yderligere et areal til endnu flere møller. Fristen for at afgive bud var d. 5. december kl. 14. De tre andre parker har først frist i april 2025.
Med lidt besvær lykkedes det at finde nogle af tenderdokumenterne og forslag til kontrakt fra EU’s fælles projektside. Dokumenterne er allerede fjernet for Nordsømøllernes vedkommende, men i stedet kan vi kigge på Kattegat. Dokumenterne viser, hvor skrappe Energistyrelsens betingelser var i denne omgang. Stemningen var jo helt i top, efter at budrunden vedr. Thor blev afgjort i 2021, og fem bydere indvilligede i at levere strømmen til markedspris og hertil betale 2,8 milliarder kr. til staten.
Så til de nye 6 GW parker ville der ikke være nogen garanteret pris på strømmen, og investorerne skulle tilmed betale en årlig koncession til staten – over de næste 30 år, som er kontrakternes minimale løbetid. Filosofien var, at olieselskaberne jo betaler koncessioner i forbindelse med deres udvinding, så det kunne da også gælde vindmøllerne, som en slags husleje for havbunden.
Investoren skal stille en række garantier, bl.a. for at projekterne afsluttes til tiden. Der vanker store bøder for enhver forsinkelse, og loftet på bøderne er så højt som ca. 2 mia. kr. sammenlagt. Investorerne har mulighed for såkaldt overplanting, hvor der (for Kattegats vedkommende) kan opstilles 0,8 GW ekstra møller, men hvis investoren vælger den mulighed, er der igen tidsfrister og bøder på bordet.
Investoren skal stå for nedrivning og bortskaffelse af møllerne ved endt levetid efter 30-40 år. Vingerne på møllerne skal være af en type, der kan genanvendes. Det er et lidt skrapt krav, for sådanne vinger findes ikke endnu som velafprøvet teknologi.
Hertil kommer, at staten skal have ret til at købe 20% af vindmølleparken for et beløb, der svarer til den procentdel af investeringen. Regeringen er allerede i fuld gang med at etablere det selskab, der skal administrere investeringerne, og det bliver årlige udgifter op imod måske 36 millioner kr.
Investoren påtager sig de fulde økonomiske risici ved projektet. Det er interessant, fordi kontraktforslaget ikke rigtigt siger noget om de forventede priser på strømmen, eller mulighederne for overhovedet at kunne afsætte den. I tenderbeskrivelsen kan man finde et tal nævnt for kontraktens ”fulde værdi”, for 1 GW er den sat til 47 mia. kr. Det kan man jo prøve at omregne til en forventet gennemsnitspris pr. kWh, og med en kapacitetsfaktor omkring 50% får man godt 35 øre pr. kWh.
Siden de glade dage i 2021 er priserne på vindmøller og øvrigt udstyr steget voldsomt, og samtidigt er renten skudt i vejret, fra 0% til 3-4%. Det betyder en meget voldsom belastning af økonomien, fordi stort set alle udgifter falder i starten i form af investeringen. Pengene kommer først hjem efter op til 30 år, og så vejer ikke mindst renterne tungt.
Denne udvikling var åbenbar for enhver, der ønskede at se på tingene. Konsulenthuset PwC udsendte i juni i år en rapport, der klart viste, at havvind ikke længere var rentabel, og der ville slet ikke være penge til koncessionsbetalinger.
Men Energistyrelsen, klimaministeren og politikerne var fortrøstningsfulde. Det skulle nok gå alt sammen, om ikke andet så ville branchens Onkel Joakim, TotalEnergies helt sikkert byde. Dagen før tidsfristen meddelte en af kandidaterne, Vattenfall, at man ikke havde tænkt sig at byde. Begrundelsen var i al korthed, at man ikke kunne få økonomien til at hænge sammen, akkurat som spået af PwC.
Og så oprandt torsdagen kl. 14 og indbakken i Energistyrelsen forblev aldeles tom. Klimaministeren Lars Aagaard udtaler:
Det er virkelig skuffende, og det var slet ikke forventningen, da vi indgik havvindaftalen for halvandet år siden. Dengang fik vi at vide, at der var kæmpe interesse for at bygge, men virkeligheden har desværre ændret sig siden.
Aagaard havde selvfølgeligt hørt om branchens bekymringer, men han var forblevet fortrøstningsfuld, fordi der løbende blev spurgt til projektet, hvilket han tolkede som en klar interesse. Nu er problemet selvfølgeligt de næste 3 GW, hvor ministeren siger, at den manglende interesse ikke giver:
grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april.
Ministeren vil nu have Energistyrelsen til at undersøge nærmere, hvorfor investorerne holdt sig væk. Måske var det bare nogle detaljer i betingelserne, f.eks. tidsfrister eller lignende? Det er imidlertid nok noget optimistisk. Kristian Jensen, fra Green Power Denmark – også kendt som Vindmøllelobbyen udtaler:
Den grønne omstilling i Danmark er lige nu gået i stå. Der bliver opstillet for få vindmøller på både hav og land, og hvis ikke den situation ændrer sig, vil vi fortsat hænge på strøm fra sorte energikilder. Politikerne er nødt til at forholde sig til, at vindmøller ikke er pengetræer. Det er redskaber, som skal gøre os uafhængige af fossil energi og fjendtlige magter.
Ja vi skal tilbage til de gode gamle dage med rigelig statsstøtte. Der florerer også det budskab, at vindmøllerne vil gøre os ”uafhængige af russisk energi”, hvilket jo er en meget bøvlet løsning, hvis det virkeligt var problemet. Det ville være meget bedre at udvinde noget mere gas fra Nordsøen.
Brintbranchen er heller ikke lykkelig ved situationen, og her er budskabet endnu mere utvetydigt, at nu skal staten i gang med at betale for alvor. Men sjovt nok advarer man mod statsstøtte til vindmøllerne. Næh, støtten skal gives til brintprojekterne, fordi så vil der komme den nødvendige efterspørgsel efter al den nye havvind. I Brintbranchen er man overbevist om, at budrunden blev en fiasko, fordi der ikke var sikkerhed for, at nogen ville købe strømmen. Det kan da være en medvirkende forklaring, men er brintbranchen parat til at betale den pris, som havvinden kommer til at koste?
Det er den måske nok, hvis den kan få tilstrækkeligt med støtte:
Nu er opgaven for politikerne at få løsnet den her gordiske knude, og det kan kun lade sig gøre, hvis man fra statens side anerkender alvorligheden af manglende ny havvind og brintproduktion. Derfor skal staten nu garantere, at der bliver etableret brintinfrastruktur, så der er sikkerhed for projektudviklerne, og staten bør tillige yde anlægsstøtte som man bl.a. gør i Nederlandene. Det betyder dermed også at bookingkravet for brintindustrien helt skal fjernes.
”Bookingkravet” er vist nok statens dybt urimelige krav om, at hvis den betaler for brintrørledningen, så skal brintfabrikkerne også forpligte sig til at bruge røret.
En anden nyhed er, at Energiø Bornholm, der skulle have yderligere 3 GW havvind, er blevet udskudt. Udbudsrunden skulle have været igangsat i år, men er nu udsat til næste år. Årsagen er de velkendte problemer med de kolossale udgifter til forbindelseskablerne til Tyskland og Sjælland. Energiøen skulle ellers have været klar inden udgangen af 2030, men det kommer til at knibe.
Det hele ser ikke godt ud for den grønne omstilling, men det er en god ting for Danmark, at vi slipper for de havmøller. Forhåbentligt giver den begmand, regeringen og Energistyrelsen her har fået, anledning til lidt dybere tankevirksomhed om fornuften i at forsøge sig med en energiforsyning baseret på upålidelige kilder som sol og vind.
Danish
Det er snart på tide, at det offentlige ansætter nogen voksne, der vil tage ansvaret for vedvarende forsyningssikkerhed alvorligt. Forsyningsministeriet?
Hører nu lige, at Norge ikke vil være med til fremover at bevare kablerne til at forsyne Danmark med nødstrøm fra vandkraft.
Mette plejer at bryste sig af, at Danmark skal være et foregangsland. Vi må gå forrest ved at tage totalansvaret for vores egen energiforsyning, herunder grundlast. Vi må derfor planlægge med brug af Nordsøens fossile ressourcer. Energiministeriet?
Hvis også klimamål skal tilgodeses, kommer vi ikke udenom Kerneenergi som den eneste vedvarende, stabile og grønne energikilde. Klimaministeriet?
Der er nok at tage fat på. Kom i gang!
I relation til dit seneste svar: Det virker som om, du ikke helt forstår, at det jeg efterlyser, er beregninger af sandsynligheden for, at de velkendte fænomener, som du beskriver, vil optræde. Og i relation til dette, hvad omkostningerne og muligheden for at afhjælpe problemerne vil koste.
Selvfølgelig – hvis du har henvisning til sådanne sandsynlighedsberegninger, vil jeg da gerne have nogle link til dem. Men det skal altså være sandsynlighedsberegninger, ikke en beskrivelse af, hvad der er sket i et konkret tilfælde.
Set i denne forbindelse burde der ikke være nogen problemer ved at henvise til (fremtidige) teoretiske beregninger, sådan som du mener. Det ville se skidt ud for verden, hvis vi ikke regnede på, hvad det kostede at løse de problemer, vi måtte møde.
PS:J eg har lige set på sandsynligheden for ”Dunkelflauten” over store dele af Europa. Wikipedia skriver følgende: “Events that last more than two days over most of Europe happen about every five years!” Det må vi så “tygge” lidt på.
Det er så sidste omgang i denne her tråd.
I vedvarende-energi-forskningen har man udført tusindvis af beregninger over forsyningssikkerhed, mere eller mindre baseret på realistiske “vejr-år”. En af de bedre blev udført af The Royal Society, hvor de viste, hvor store lagre, der skulle til for at holde en forsyning med sol og vind kørende med leveringssikkerhed. De var endog meget store, og selv her var størrelsen nok undervurderet.
https://klimarealisme.dk/2023/10/14/aerlig-forskning-i-groen-omstilling/
Men ellers er de fleste modelberegninger justeret, så man få det ønskede positive resultat. Det kan ikke bruges til noget.
Nu behøver en Dunkelflaute jo langt fra dække “most of Europe”, før vi har balladen. Én, der dækker Nordeuropa inkl. hele Tyskland vil i praksis gøre støtte udefra gennem kabler umulig. Det er jo helt urealistisk, at f.eks. Sydeuropa nogensinde skulle være i stand til at dække 100 GW, som behovet ville være i dagevis – og slet ikke om natten, da en stor del af den “vedvarende energi” i f.eks. Spanien er solceller.
Og Nordeuropa hjemsøges af Dunkelflauter flere gange hver vinter. Slut for nu.
På en måde kan man sige at udbudsmaterialet var godt, da det klarlagde hvor omkostningerne skal ligge, også efter end levetid. Derved kom almindelige forretningsmæssige principper i brug og resultatet var en tommelfinger ned.
Omkostningerne til HVDC forbindelse til fastlandet er det stadigvæk forbrugerne, der skal betale. Samlet set viser det klart at offshore-vind ikke er konkurrencedygtig sammenlignet med atomreaktorer, der kan opstilles tæt på de større forbrugsområder, hvorved transmissionssystemet ikke belastes så hårdt.
I det hele taget medfører fluktuerende vedvarende energi en masse ekstraomkostninger, der ikke tales om. Man kan jo bare spørge, hvordan Pederhåbs Maskinfabriks ordrebog ser ud for nødstrømsanlæg.
Konklusionen på Dokument Danmarks artikel er jo snarere, at det kunne betale sig at opjustere elnettet.
Er der der nogen, der kender noget til Dokument Danmark. Det ser lidt mystisk ud?
Storbritannien er i den situation, at man mangler forbindelseskabler mellem syd og nord. De ville kunne hjælpe på situationen i Skotland, men det er kun indtil, man får bygget endnu flere vindmøller. I Danmark er vi allerede nået den situation, hvor flere forbindelseskabler ikke vil gøre den store forskel. Brintbranchen har for så vidt ret i, at der skal mere forbrug til, før afsætningen fra de nye 3 GW er sikret. Men hertil er brintelektrolyse nok ikke egnet, for de har heller ikke nogen kunder.
Forstår det ikke helt. Hvis elnettet ikke har kapacitet nok, kan kapaciteten vel øges. Men selvfølgelig kan man ikke i det uendelige øge kapaciteten i forhold til spidsproduktionen. Her må der sikkert nogle økonomiske beregninger til.
Du skal skelne mellem produktionskapaciteten og elnettets kapacitet. Sidstnævnte kan kun flytte strøm fra ét sted til et andet, men hvis hele området er mættet med forsyning, vinder du ikke noget ved at kunne flytte mere strøm. Omvendt, med en Dunkelflaute over hele Nordeuropa har du ingen glæde af alle dine forbindelseskabler. Læs mere her:
https://klimarealisme.dk/2023/08/22/geografisk-backup/
De fleste kan nok finde ud af at skelne mellem produktions- og transmissionskapacitet. Og videre – hvis et område er mættet med strøm, afhænger mulighederne for at udnytte produktionskapaciteten fuldt ud af mulighederne for at afsætte overskudskapaciteten længere væk end det område, der er mættet med strøm.
Det er vel det, der handler om, uanset hvad du skriver i dit første indlæg. Men denne tilpasning må jo i det lange løb indpasset under almindelige forretningsmæssige betingelser, således som sådan som Henning Holm Sørensen så udmærket beskriver. Det kan der regnes på.
Den omvendte situation med et stort område med periodevis stop for vedvarende energi, kan der jo også regnes på. Man kunne jo begynde med sandsynligheden for at dette sker. Man kan desværre frygte, at denne sandsynlighed øges, hvis det er rigtigt, at klimaforandringerne medfører øget hyppighed både af vedvarende tørke og vedvarende regnfuldt vejr.
Du prøver at skrue diskussionen tilbage til et mere teoretisk niveau, men alle spørgsmålene her er jo for længst afklaret – i al deres gru. Overskud af strøm kan optræde i meget store områder samtidigt, således at der ikke er nogen steder at sende den hen. Det er derfor at Tyskland nu systematisk lukker ned for producenterne, vindmøller og solceller. Hele elforsyningen i Europa balancerer på en knivsæg nu om dage, pga. de enorme svingninger i produktionen fra sol og vind.
Ligeså med Dunkelflaute, det er et velbeskrevet fænomen, der optræder over store områder af Europa hvert år. Hver hændelse kan typisk vare i mange dage, ja op til flere uger. Om “klimaforandringerne” vil give ændringer i forekomsten, er der vist ingen der ved.
Godt at ingen vil være med til at deltage i politikernes ønskedrøm om at ødelægge vores elnet endnu mere.
Se hvordan det går i England f. eks.
14 milliarder smidt ud i den blå luft.
https://www.document.dk/2024/12/06/skandale-om-vindkraft-betaler-14-milliarder-for-at-lukke-vindmoeller-ned/
God artikel. Tak til Søren Hansen for din enorme indsats.
Det ser ud til at der er tale om et groft tilfælde af bygherre-arrogance i udbudsmaterialet.
Ja, det er nok tilfældet. Alle som sidder i en bygherrerolle bør selv have prøvet at være leverandør eller entreprenør. Jeg er selv meget opmærksom på problemet fordi jeg har været i begge roller i mange år.