Med fare for at kede læserne ud over det rimelige vil vi her kort gennemgå den seneste udvikling inden for forskningen i AMOC, den Atlantiske Havstrøm, med et finere ord den ”termohaline cirkulation”. ”Termo” er jo varme og ”haline” salt, og grundlæggende føres det varme vand nordpå af vinden og Jordens omdrejning om sin akse. Undervejs sker der en fordampning og saltindholdet stiger. Derved bliver vandet tungere og synker ned i dybet, hvor det så langt under havoverfladen søger tilbage mod Ækvator. Denne cirkulation skulle nu blive forstyrret ved de store mængder let ferskvand, der strømmer ud fra Grønlands smeltende is. Derved er der ikke så meget tungt saltvand tilbage, det kan ikke synke ned, og hele cirkulationen stopper. Det er selvfølgeligt alt sammen vores skyld, fordi den globale opvarmning får isen på Grønland til at smelte.
18. november udsendte to forskere en artikel om AMOC. I deres sammendrag skriver de, at målinger af havstrømmen har vist en støt svækkelse siden 1950, hvorimod klimamodellerne ikke når frem til denne svækkelse. Det er jo mindre godt. Heldigvis kan de to forfattere nu manipulere med modellerne, og sandelig om ikke det lykkes at få computeren til at vise en tilsvarende nedgang i havstrømmen, den opgives til 0,46 Sverdrup pr. årti (hvis nogen skulle have glemt det, så er en Sverdrup 1 million kubikmeter pr. sekund). Så ånder vi lettet op, og forskerne fortæller os, at AMOC vil være 33% svagere ved 2 graders opvarmning, sammenholdt med situationen, hvor vi var forblevet i kulden fra 1850.
I en artikel i The Conversation smører de to forskere tykt på. Den svækkede AMOC vil naturligvis have en masse negative konsekvenser, hårdere vintre her i Norden, varmere vejr syd for Ækvator, mindre monsunregn. Og nedgangen kan ske meget før end hidtil antaget. Har vi hørt den før?
Men hvorfra kommer påstanden om, at AMOC allerede er svækket så meget? Her henvises til en anden artikel i tidsskriftet Nature: Caesar et al., hvor selveste Stefan Rahmstorf er medforfatter. Så ved man, hvad der er i vente. Forskerne har her kigget på en masse proxyer og ved hjælp af dem rekonstrueret AMOC helt tilbage til år 400. Deres konklusion er, at AMOC har haft en lang og relativt stabil periode frem til starten af det nittende århundrede, hvor AMOC begyndte at blive svækket en smule. Derefter blev nedgangen mere alvorlig fra midten af det tyvende århundrede, og nu står vi med den svageste AMOC i de seneste årtier.
Det var netop den nedgang, som klimamodellerne i den førstnævnte artikel ikke rigtigt kunne finde. Det er der måske en god grund til, fordi et tredje hold forskere, Kilbourne et al., fik offentliggjort en kommentar til Caesar et al. i Nature. Den er bag betalingsmur, og man kan kun få lov til at se de første to linjer af sammendraget. Er det fordi, det er politisk uønsket stof for tidsskriftet? Heldigvis kan man ofte finde den slags tekster andetsteds og i sammendraget hedder det:
Caesar et al. hævder at en svækkelse af AMOC begyndte i det nittende århundrede og blev kraftigere i midten af det tyvende århundrede. Om end argumentet og den foreslåede udvalgte dokumentation har en vis værdi, finder vi, at deres konklusioner ville være anderledes, hvis man tog en mere komplet serie af data fra Nordatlanten med i betragtning. Vores synspunkt er, at styrken af AMOC over de seneste århundreder stadigvæk ikke er forstået særligt godt, og at den forventede svækkelse formentligt ikke er startet endnu.
Den har Rahmstorf nok ikke været glad for.
Det, der driver værket i AMOC, er jo bl.a. saltindholdet i de forskellige egne af Atlanterhavet, og det indgår som en væsentlig faktor i modellerne. De simulerer naturligvis saltindholdet geografisk fordelt, og her har Klimanachrichten moret sig med at sammenligne modelresultaterne med virkeligheden, som vist her på fig. 1. Her ser man ændringerne i saltindholdet i perioden 1980-2023. Til højre er vist modellens simulering og til venstre de faktisk målte tal. Der er, mildt sagt, ikke nogen god overensstemmelse.
Der er en levende interesse i at få malet situationen med AMOC op så sort som muligt. Når nu både isbjørnene og korallerne har det godt, så er der brug for noget andet til at skræmme offentligheden med. Således udkommer der stribevis af alarmistiske artikler om AMOC, hvoraf vi allerede har refereret nogle stykker.
Men midt i al larmen kan man dog finde små indrømmelser af, at situationen måske ikke er så entydigt en konsekvens af menneskeskabt global opvarmning. I en artikel fuld af snak om alle problemerne – baseret på modelberegninger, kan man pludseligt finde følgende mere sobre betragtninger:
Det ser ud til, at den kraftige styrkelse af AMOC ved 55oN i 1995-2004 er en forsinket reaktion på den kraftige fase af NAO [”Nordatlantiske Svingning”, red.] i 1985-1994, som hænger tæt sammen med det dybeste og tungeste Labrador Havvand skabt i den periode. Tilsvarende er det sandsynligt, at den relativt svage AMOC ved 55oN i årtierne før og efter 1995-2004 skyldes de relativt svage faser af NAO og tilhørende effekt ved Labrador. Disse resultater peger på, at ændringerne i AMOC i de sidste mange årtier ikke er påvirket udefra af stigende mængder drivhusgasser, men snarere styret af naturlige langtids-klimasvingninger i forbindelse med NAO. Faktisk ser man tilsvarende variationer i AMOC ved 26,5oN og 30oS. Denne konklusion stemmer også overens med adskillige studier fra nyere tid baseret på diverse proxyer, historiske målinger og analyser af havstrømmene, inkl. to nylige AMOC-rekonstruktioner i de seneste 30 år. Derfor er det sandsynligt, at den tidligere annoncerede svækkelse af AMOC ved 26,5oN i perioden 2008-2016 sammenlignet med 2004-2007 skyldes langtids-variationer i forbindelse med NAO.
Kan det siges tydeligere? Konklusioner baseret på få års målinger hist og pist siger intet om udviklingen af AMOC over længere tid og en eventuel forbindelse til den globale opvarmning eller menneskeskabt CO2. Der er store naturlige svingninger på spil, og de løber måske over 60 år eller mere, og de kan meget nemt spille klimaforskningen et puds nu og da.
Danish