Tidligere på året var der masser af gode nyheder om koralrevet ud for Australiens østkyst, The Great Barrier Reef. Efter to år med rekordstor udbredelse, 2022 & 2023, så det ud til at 2024 holdt sig oppe på niveauet. Det fik bl.a. Bjørn Lomborg til at komme ud med kurven vist her som fig. 1.
Lomborg baserede sine tal på de resultater, som det australske marineinstitut AIMS hvert år offentliggør i sine årsrapporter. Rapporterne opdeler revet i tre dele, den nordlige, centrale og sydlige (hver del er vel godt 1000 km lang). Her kan man se, hvordan hver del har klaret sig, og frem til 2020 var der også en sammentælling for hele revet, men som Lomborg påpeger, så holdt man op med det. Så sammentællingen er der så andre, der har udført.
Fig. 2 viser et eksempel fra AIMS’s 2024 rapport, her for revets nordlige del. Det ser jo fint ud, og kurverne for de to andre dele viser et tilsvarende billede.
På fig. 3 vises en oversigt over de samlede undersøgelser og resultater for 2024. Dækningen med levende koraller optælles ved at man trækker en dykker hen over med et tov efter en båd, og dykkeren gør så sine notater undervejs, procenten af levende (dvs. ikke-blegede) koraller, eventuelle skader eller angreb af tornet søstjerne. Et mindre udsnit af revene bliver målt op på den måde, og på hvert sted foretages der en stribe dykninger. Processen har vi beskrevet i flere detaljer tidligere.
Rapporten fra AIMS lægger ikke skjul på, at tallene fra dykningerne ser godt ud, men det påpeges, at målingerne blev foretaget i løbet af sidste sæson, dvs. august 2023 – juni 2024. Imidlertid blev revet i perioden januar-marts ramt dels af to cykloner, der anrettede betydelige skader, og dels af en periode med højere havtemperaturer. Sidstnævnte førte til udbredt blegning mange steder.
AIMS’ rapport er derfor delvist misvisende, hvad den heller ikke lægger skjul på, da en del af målingerne er foretaget, før ulykkerne ramte revet.
På sin hjemmeside har Jennifer Marohasy taget fat i spørgsmålet, og hun anklager Lomborg for at være lige lovlig optimistisk på revets vegne. Hun har selv dykket ved flere af revene og set ødelæggelserne og blegningen her og der. Hun påpeger også, at AIMS som oftest kun måler i udkanterne af revene, fordi korallerne midt på er så tæt på havoverfladen, at det er farligt eller endda umuligt at sejle hen over dem og trække dykkeren efter sig.
I praksis er det meget svært at fremkomme med pålidelige tal for dækningen med koraller. Der er ingen tvivl om, at det fra år til år er stærkt svingende, men korallerne overlever, og trives, så snart forholdene er passende igen.
Verden havde et varmt år efter den seneste El Niño, og faktisk kan klimaforskerne ikke forklare, hvorfor temperaturen ikke er faldet igen. De forhøjede temperaturer ved Australiens østkyst er også en følge af de store havstrømme i Stillehavet, der svinger med uregelmæssige mellemrum. Det har meget lidt med ”menneskeskabte klimaforandringer” at gøre, men er udtryk for naturens gang.
2024 er udnævnt til året for endnu en ”masseblegning” af koraller globalt set, og det hævdes, at blegningerne er blevet hyppigere siden 1980. Det ved vi bare ikke noget om, fordi der findes ikke nogen dækkende statistikker fra før det år. Koraller reagerer på ændringer i temperaturen, som de altid har gjort, men de er som arter ikke truet af det, og de kommer hurtigt igen, når de har tilpasset sig de nye forhold. At havet generelt er blevet en smule varmere, globalt set, har ingen betydning, koraller er dyr, der trives bedst i troperne med høje havtemperaturer.
At blande korallerne ind i klimadiskussionen er useriøst, men meningen er selvfølgeligt, at de skal spille den rolle, som isbjørnene gjorde tidligere og som desværre gik lidt skævt, fordi der er blevet for mange velnærerede hvide bamser overalt i Arktis.