I afdelingen for mere kuriøs forskning er her et eksempel på undersøgelser af Jordens fremtid – om mange millioner år. Vi ved jo alle sammen, at kontinenterne forskyder sig i forhold til hinanden. Således er Europa og Nordamerika på vej væk fra hinanden, splittelsen går ned gennem det vestlige Island, hvor man populært sagt kan stå med et ben på hver af de to såkaldte kontinentalplader, den europæiske og den nordamerikanske. Et andet eksempel er Indien, der fortsat skubber sig nordpå og i forbindelse hermed presser Himalaya endnu højere op. Endeligt er Afrika ved at blive delt i to, der går en dal igennem Kenya m.fl. som gradvist vil blive dybere og bredere og til sidst bliver fyldt med vand.
Men hvordan ender det her? Det spørgsmål har en række forskere undersøgt, og i en artikel beskriver de, hvordan de er nået frem til, at om ca. 250 millioner år vil alle kontinenterne været møvet sammen til ét såkaldt superkontinent, som er blevet døbt Pangæa Ultima.
Hvorfor ikke bare Pangæa? Det er fordi, vi har haft sådan et før, det eksisterede for 245-200 millioner år siden. Det var en tid, hvor livet havde det svært, hele det store fastland menes at have været varmt og tørt, og dyrene dengang – dinosaurernes forfædre – levede primært langs kysterne. Men så brød det op igen, vi fik perioderne Jura og Kridttiden, hvor dyrelivet blomstrede op som aldrig før – tænk Tyrannosaurus rex.
Hvordan bliver vejret så om 250 mio. år? Det har forskerne regnet på ved hjælp af en kraftig computermodel, og resultaterne ser ikke rare ud. Der bliver varmt over størstedelen af landjorden, fordi den ikke har den kølende effekt fra havet. Samtidigt forventes Solen til den tid at skinne kraftigere, end den gør nu. Hertil kommer en masse vulkansk aktivitet, der vil lukke store mængder af CO2 (gys!) ud i atmosfæren. Niveauet forventes at nå 600 ppm. Som følge heraf vil den globale temperatur stige til 40-50 grader celsius, og vi vil have endnu varmere hedebølger. De høje temperaturer vil være ledsaget af høj fugtighed, nogle steder og tørke andre steder. Måske vil kun 8-16% af landjorden være beboelig for pattedyr, og det bliver svært at dyrke mad i større mængder.
Situationen ser så alvorlig ud, at forskerne forudsiger en ny masseuddøen, hvor bl.a. menneskeheden vil blive udryddet. Årsagen skulle være, at det er for varmt til, at vi kan opretholde vores kropstemperatur ved at svede (åbenbart har vi til den tid glemt alt om, hvordan man bygger køleanlæg).
Nu spørger læserne nok, hvorfor vi dog skal ofre tid og plads her på Klimarealisme til sådan en historie. Det skal vi pga. den forunderlige krølle, der her skal præsenteres i form af en udtalelse fra en af forskerne bag artiklen:
Det er af afgørende betydning, at vi ikke taber den nuværende klimakrise af syne, hvilken er et resultat af menneskelige drivhusgas-udledninger.
Mens vi forudsiger en ubeboelig planet om 250 millioner år, så oplever vi allerede i dag ekstrem varme, som er skadelig for menneskenes helbred. Det er derfor afgørende, at vi når ”netto-nul” hurtigst muligt.
Det er klart, at opkoblingen til klimasagen sikrer bevillinger, villige tidsskrifter til offentliggørelse og med lidt held også opmærksomhed i medierne. Men hele sammenkædningen med nutiden er søgt, for nu at sige det mildt.
Hvis menneskeheden har opfyldt klima- og miljøforkæmpernes hedeste drømme og igen lever i huler ude i skovene som jæger/samlere (og vi ikke afholder flere COP-møder om klimaet, hvilket selvfølgeligt vil være en god ting), så bliver den naturligvis yderst sårbar over for det, der kan ske. Men bare med vores nuværende tekniske formåen, for slet ikke at tale om teknologi, der er milevidt over, hvad vi kan i dag, vil der ikke være noget problem.
Man må huske, at ændringen vil være gradvis, måske over flere millioner år. Dyrene vil tilpasse sig, nogle arter uddør, men andre lever videre og får nye efterkommere, der er mere tilpasset forholdene. Menneskeheden vil tage det i stiv arm, og f.eks. glæde sig over, at det ikke længere er nødvendigt at flyve eller sejle fra Cape Town til Miami, man kan nøjes med en kort tur ad motorvejen.
Men alle disse spekulationer om den fjerne fremtid giver reelt set meget lidt mening. Hvad er sandsynligheden for, at mennesket overhovedet eksisterer til den tid? Vi kan have udryddet os selv mange gange forinden, eller gå til grunde ved gigantiske naturkatastrofer, f.eks. et nyt asteroride-nedslag, som det, der gjorde kål på dinosaurerne for 66 mio. år siden. Man kan heller ikke udelukke dræbende virusangreb, en covidpandemi på steroider.
Men budskabet er, som vi har set, også et helt andet. Klimakrisen og ”netto-nul”, og det er ikke fri for at være noget trættende.
Danish
Jøsses dog. Det værste er næsten, at man sikkert om 250 millioner år vi bebrejde os, at vi ikke formåede at holde temperaturen på niveauet lige efter at Den Lille Istid var klinget af. Græmmelse og ruelse vil plage mig til mit liv ende. Men trods alt tak til Søren Hansen for at advare os.
Han kunne også godt have ret i, at sammenkædningen med nutidens klimadebat er en smule påklistret.
Til sidst en lille servicemeddelelse. I behøver hverken at rejse til Island, Indien eller Afrika for at stå med en fod på to forskellige kontinentalplader. Bornholm klarer det hele for jer. Tæt på Aakirkeby kan I stå med 1,2 milliarder år mellem hver fod. Her støder – efter hvad jeg ved – den skandinaviske og europæiske kontinentalplade sammen. Og det er ikke farligt at stå der, som det kan være på Island. Ikke engang en utidig kildren i mellemgulvet kan det blive til. Men måske en smule ydmyghed over naturens kræfter.
https://bornholm.info/den-fennoskandiske-randzone/
De begynder nok også snart at vise Waterworld igen på tv.