– som indeholder det maritime dyreliv i havet i Danmark for 60-70 millioner år siden, og som modbeviser forskere og mediers alarmistiske påstande om forsuring af nutidens hav og de deraf følgende trusler mod dyrelivet.
Danmark var for 60-70 millioner år siden dækket af et varmt hav. Sidste del af perioden hedder Danien, opkaldt efter Danmark, fordi man netop i Danmark har de mest velbevarede rester af dette hav.
På et senere tidspunkt hævede den 60-70 millioner gamle havbund sig og blev til land. Møns Klint kandiderer til at komme på UNESCO’s verdensarvsliste. Stevns Klint er allerede i 2014 kommet på verdensarvslisten. I klinten ser man et lag, det såkaldte fiskeler, som stammer fra det meteornedslag, som for 65 millioner år siden slog ned i Mellemamerika, og som udryddede dinosaurerne.
I Thy prøver man ligeledes at få moleret på Mors og Fur på verdensarvslisten.
Indholdet af CO2 både i havet og luften var dengang langt højere end i dag. Man mener, at den megen CO2 stammede fra vulkansk aktivitet.
Som det fremgår af grafikken nåede CO2-indholdet sit maksimum for omkring 50 millioner år siden. Herefter er det gået jævnt ned ad bakke, og indholdet af CO2 nærmede sig et kritisk punkt. Under et indhold på 100 ppm vil planter ikke kunne overleve, men allerede ved 150-200 ppm hæmmes plantevæksten.
Heldigvis har mennesket ved afbrænding af fossile brændstoffer udledt CO2 til atmosfæren, og indholdet er nu steget til omkring 420 ppm. Det har medført, at kloden i de sidste 30 år er blevet mere grøn og frugtbar. Det viser satellitmålinger. Ørkenerne er også på retur.
Den menneskelige udledning af CO2 reddede i realiteten livet på jorden fra at blive udslettet som følge af lavt CO2 indhold.
Tilbage til den 60-70 millioner år gamle havbund.
I kridthavet var der en stor produktion af planteorganismer, som havde en skal af kalk. Når de døde og sank til bunds blev der over millioner af år skabt en tyk kalkaflejring, som siden hævede sig, og blev til det, som vi i dag kender som Møns Klint.
Bunddyrerne i kridthavet levede af døde planteorganismer, som sank til bunds. Ved Møns Klint finder man blandt andet fossiler af muslinger, snegle og søpindsvin.
Faxe Kalkbrud er interessant, fordi det er et stort koralrev af koldtvandskoraller. Koldtvandskoraller lever på dybt vand. Udover koraller finder man fossiler af det dyreliv, som levede på revet. I Faxe Kalkbrud finder man fossiler af hajtænder, koraller og mange slags muslinger.
Moler er ikke kridt, men er alligevel aflejringer i havet fra omkring 55 millioner år siden. Moler består af 1/3 ler og 2/3 aflejringer fra kiselalger. Moler finder man i Danmark kun på øerne Mors og Fur. I moleret finder man fossiler af mange dyr og planter.
De mange fossiler fra Møns Klint, Faxe Kalkbrud og Fur vidner om, at forskerne tager fejl, når de mener, at menneskelig udledning af CO2 og mere CO2 i havet er til fare for den del af havets dyreliv, som danner skaller af kalk. Mere CO2 i havet gør havet mindre basisk. Det kalder forskerne en forsuring af havet.
Danmarks Naturfredningsforening slår i den grad alarm om det stigende indhold af CO2 i havet. Man skriver:
CO2 i havene truer alt liv i havet
Den voldsomme stigning af CO2 i havene er en alvorlig trussel mod alt liv i havet.
De spæde organismer, fiskeyngel og organismer med kalkstrukturer som koralrev, mange alger, muslinger og krebsdyr er de første ofre for et surere hav, fordi kulsyren opløser kalken.
Danmarks Naturfredningsforening burde tage til Møns Klint, Faxe Kalkbrud og Fur for at se, at meget mere CO2 ikke truer livet i havet.
Danish
Glimrende indlæg. Man kan også bruge sandsynlighedsregning. Jordkloden er 4-5 mia. år gammel og istider er kommet og gået med jævne mellemrum helt uden menneskelig indgriben. Industrialiseringen er kun 150 år gammel, hvilket kun er et splitsekund i forhold til 5 mia. år. Det er dermed usandsynligt, set i et tidsmæssigt perspektiv, at Jorden går under på grund af industrialiseringen. Vores civilisation vil højst sandsynligt ende som et geologisk lag.
Hvis der er mange planktonalger i det åbne hav og tangskove og havgræsenge på det lave, kystnære hav, vil de optage CO2 og frigive ilt, en proces der øger pH, så det modvirker forsuring. Også kemosyntese formidlet af bakterier har medvirket til at mindske forsuringen.
En Calvincyklus kan beskrives sådan:
6 CO2 + 24 H+ (“kemisk energi”) → C6H12O6 + 6 H2O
Fotosyntesen fra alger og planter kan beskrives sådan:
12 H2O + 6CO2 + fotoner / lys –> C6H12O6 + 6O2
Landjorden har været dækket af vegetation som urskove og moser. Det har skabt mikroklimaer, som mange dyr har overlevet i, hvis der blev for varmt, og endnu vigtigere har det modvirket tørke. Svampene har dannet sporer der virkede som kondenskerner, hvilket får skydannelsen til at ske i meget lavere højde end ellers. Lavtliggende skyer giver både regn og kraftig nedkøling om dagen, så lokalt eller regionalt kan skovene have reddet mange dyr.
Hermed en kommentar med lidt data (jvr kommentar fra Poul Sehstedt)
Aflejringerne ved Møens Klint klint og de nedre lag ved Stevns Klint består af en blød eller ucementeret kalksten (med flintlag) og kendes som ‘skrivekridt’ (fra 100-66 mill. år siden). Lagserien er ældre end Danian (dvs fra ca 66 til 61 mill. år siden) som blev nævnt ovenfor; 99% af skrivekridtet består af kalk (kalciumkarbonat eller kalk = CaCO3). Men det karakteristiske ved skrivekridtet er, at kalken består af mikroskopiske encellede organismer, som danner en kugleformet skal (eller kalcium skjold). Skelettet kaldes en coccosfære og er 5-100 micrometer (um) i størrelse (dvs fra 0,0005 til 0,005 cm). De er det første led i fødekæden, og er et vigtig led i kulstofkredsløbet. De lever i havet ved overfladen, hvor de udfører fotosyntese og betragtes idag som ‘Jordens lunge’ (og ikke regnskovene, der højst afgiver 7% til den frie ilt). Når organismen dør synker skelettet til bunds og falder fra hinanden og de små dele bliver derefter kaldt coccolitter. Tiltrods for deres lille størrelse har de kunne danne aflejringer op til 2,5 km i mægtighed (dvs kompakteret lagserie) og lagserien er vidt udbredt i vores undergrund. Blandt geologerne er kridtaflejringerne et klart udtryk for Jordens/naturens reaktion – eller svar- på et varmt klima. Kridttiden var i ‘Greenhouse climatic stage’ med pCO2 over 1200 ppm og temperaturer som var mindst 4 grader celsius højere end nu. Desuden er coccosfærerne et klassisk eksempel på hvor stor den biologiske produktivitet kan være under gunstige forhold – et faktum som overses – bl.a. af biologerne, da produktiviteten normalt overgår vores almindelige opfattelse.
Artiklen er i grove træk oplysende, men jeg savner mere præcise angivelser som f. eks, hvornår CO2 indholdet blev kritisk. Eller hvad var temperaturen på (i) det varm hav, der dækkede Danmark? Eller hvor meget grønnere er Jorden blevet? Hvem er kommet med disse målinger. (Jorden er siden 1981 blevet 14 % grønnere (øget tilvækst af løvbærende planter), hvilket målinger fra NASA og NOAA viser). Det er vigtigt, at artikler indeholder præcise angivelser, helst med kildehenvisninger. Mange klimarealister påpeger gerne, når alarmisterne slynger udokumenterede påstande ud og derfor skal realisterne have grundlaget på plads.
Ja, længe leve den Jordklodes Magiske Evolution – i et magnetisk univers med Solen – som kan dokumenteres i Geologien. Der er lige fundet en lille knogle af en Flyveøgle i Holtug Kridtbrud, som Jesper Milán på Geomuseum Faxe glæder sig over! Og så er der fundet en Muddervulkan i det norske dybhav, som vidner om at havvandet jo også opvarmes fra Jorden indre: https://videnskab.dk/naturvidenskab/dybt-i-det-iskolde-hav-forskere-fandt-muddervulkaner-og-hundredvis-af-fascinerende-skabninger/?utm_medium=email&utm_source=vores-nyhedsbrev
Danmarks Naturfredningsforening tager grundigt fejl. Situationen er vel, at havet optager markant mindre CO2.
Årsagen er, at faldet i vindhastigheden over de sidste fire årtier betyder, at der er sket en stratifisering af vandsøjlen med et stabilt overfladelag og mindre rotation af vandsøjlen. Det betyder at vi får forhøjet overfladetemperatur og overfladevandet mættes med CO2. Der trækkes derfor mindre CO2 ned i dybet og dermed er der sat en prop i den væsentligste del af kulstofcyklussen. Dette kan være forklaringen på stigningen af CO2 indholdet i atmosfæren. Vindhastighedens betydning for havets optag af CO2 følger en potensfunktion med eksponent på 1.675. I Danmark har vi konstateret et fald i middelvinden på ca. 24 %, hvilket betyder at i havet omkring Danmark er optaget af CO2 aftaget med ca. 37 % over de sidste fire årtier. Samme situation ses ved USA’s østkyst og selv midt i Atlanten er det konstateret af NASA, at CO2 optaget er aftaget grundet mangel på vind.
Karin Egede har bidraget med en yderst interessant forsknings-rapport fra havbunden mellem Grønland og Svalbard.
Læs endelig den!
Måske er der langt om længe ved at falde nogle brikker på plads mht. spørgsmålet om hvorfra vores kulstof kommer. Afsnittet om muddervulkaner på havbunden fortæller at varm vand og metan strømmer i store mængder op af havbunden i disse muddervulkaner. Metan-gassen vil ende i atm. og omdannes til CO2 og vand. Derfra går CO2 enten i biologisk kredsløb eller udfældes som karbonater i både jord og havbund.
Hvis man ser CO2 og metan i vores atm. I det perspektiv er det helt ude af proportion at ville “regulere” de to gasser ….for at opnå “klimamål” . Det har vi langt fra midler til at ændre en døjt på. Men lade naturen råde i det spil.
Fascinating article! Thank you Jørgen!