For nyligt ramte en ny kurve for den globale temperatur de seneste 500 mio. år medierne, og gav anledning til en del omtale. Kurven (se fig. 1) viser, at Jorden i lange tidsrum i fortiden havde meget højere temperaturer end i nutiden. Det blev så udlagt på forskellige måder rundt omkring i nyhederne. Nogle bed mærke i, at Jorden har gennemgået en lang afkøling, og derfor er den nuværende opvarmning helt ubetydelig, mens andre gav udtryk for at der var fortilfælde for ”farlig” opvarmning – lige som den vi er midt i nu.
Kurven stammer fra en videnskabelig artikel i tidsskriftet Science, så den skal forestille at være seriøs klimavidenskab. Den var dog aldrig blevet optaget der, hvis ikke den var passende klima-alarmistisk, og det er den da så også.
Forfatterne havde besluttet at forsøge sig med en rekonstruktion baseret på en kombination af proxyer og så modelberegninger. Proxyerne, som typisk er kemiske analyser af gamle aflejringer af sten (i praksis ofte målinger af isotoper af f.eks. ilt), stammer alle fra havet, således at rekonstruktionen kun er baseret på havtemperaturerne og ikke på de tilsvarende på land. Men sådanne målinger er svære, og her kommer modellerne ind i billedet. De kan helt uden besvær give fine kurver over temperaturerne gennem tiderne, og det er de så også blevet brugt til – i samspil med proxyerne.
Herom skriver forfatterne:
Den ujævne fordeling af dækningen af proxyer, både i tid og geografisk, kan skævvride resultaterne for temperaturen, og troværdigheden af både data og proxy-antagelserne bliver mere og mere usikre, jo længere vi går tilbage i tiden. I modsætning hertil er det nemt at udregne den globale temperatur fra computermodellerne, men det kræver dog nogle antagelser om forholdene (f.eks. drivhusgas-indhold, isdække) som kan være vanskelige at fastlægge langt tilbage i tiden.
Ja, den slags modeller bygger netop på en stribe af antagelser, og en af dem vil i gængs klimaforskning altid være, at CO2-indholdet i atmosfæren spiller en stor, hvis ikke afgørende, rolle for den globale temperatur.
Det er jo derfor ikke den helt store overraskelse, at artiklen når frem til, at netop CO2 er den altdominerende faktor, der bestemmer temperaturen. Man tager så skridtet videre og beregner klimafølsomheden, dvs. hvor meget den globale temperatur vil stige ved en fordobling af CO2-indholdet, og her når man frem til 8 grader celsius – hvilket er et langt større tal, end f.eks. IPCC tror på.
Af fig. 1 fremgår det, at der er tale om voldsomme temperaturudsving gennem tiderne, fra de nuværende ca. 14 grader og helt op til 36 oC! I de varmeste perioder, mener forfatterne, at temperaturen i troperne kunne nå op på 42 oC, hvilket er så meget, at det er tvivlsomt, om der overhovedet kunne være noget liv der.
Her har mange andre forskere peget på, at temperaturen i troperne formentligt har været ganske stabil gennem hele perioden, fordi hvis den bliver højere end ca. 28-30 grader bliver der en voldsom fordampning af vand og tilhørende skydannelse, der forhindrer temperaturen i at stige yderligere. Men vores forskere baserer sig her på et par artikler, hvor nogen har målt iltisotoper i nogle forstenede alger fra bl.a. Tanzania. Man kan altid finde det, man har brug for, i klimalitteraturen.
Værre er det med sammenligninger med det rekonstruerede indhold af CO2 i atmosfæren over de 500 mio. år. Fig. 2 viser artiklens kurver for både temperaturen og for CO2. Der er en nogenlunde overensstemmelse frem til starten af Trias-perioden (for 250 mio. år siden), men i de følgende ca. 200 mio. år (dinosaurernes tidsalder) er CO2-indholdet tæt på at være uforandret, mens temperaturen stiger og falder i flere omgange. Det forhold væver artiklen en del om, bl.a. med henvisning til noget hypotetisk metan, der skulle have været tilstede i varierende mængder. Der er dog ingen målinger, der underbygger den teori. De seneste godt 50 mio. år viser fald i CO2 og i temperatur, der flugter nogenlunde.
Vi står her endnu en gang med en på papiret seriøs artikel, der igen lider af alle klimaforskningens svagheder. Den udbredte brug af computermodeller til at ”bevise” noget er en uskik og ikke det mindste videnskabelig. Det skinner også så tydeligt igennem, at der er en forudbestemt dagsorden, vedr. den ”farlige” globale opvarmning, som vi befinder os i nu. Forfatterne er ikke det mindste skamfulde over at optræde med en absurd høj klimafølsomhed, det er noget både Science og deres stampublikum kan lide. Men videnskab er det ikke – og ingen bliver klogere af den kurve.
Danish