Naturbrande og klimaforandringer

På WUWT har der for nogen tid siden været to interessante artikler om naturbrande, der jo som en selvfølge kædes sammen med ”klimaforandringerne”. End ikke en brand i en skraldespand går fri af påstanden om, at det må skyldes menneskeskabt global opvarmning.

Tanken er jo også nærliggende, og vi har set mange tilsvarende eksempler på, at klimasagen er glad for ”nærliggende tanker”. Varmere havvand giver således mere energi til orkaner, og derfor bør den stigende globale temperatur medføre flere og voldsommere tilfælde. At det så ikke rigtigt stemmer med virkeligheden, ignorerer man bare.

Med naturbrandene er det naturligvis de øgede temperaturer (kræver ild ikke varme?) og så den deraf fremkaldte tørke, der forårsager flere og voldsommere brande. Også det er en grov forenkling, der ikke tager hensyn til realiteterne. I mange områder gror der således de såkaldte étårige græsser. De vokser op om foråret, visner hen over sommeren og ligger så klar som tørt brændbart materiale sidst på sommeren. Paradoksalt vil år uden tørke, men f.eks. med rigelig nedbør om foråret, fremme væksten af disse græstyper, der bliver mere græs, og når først de har sat frø, går der kun få dage, før de er tørre nok til at kunne nære en brand noget så eftertrykkeligt. Så fugt – og ikke tørke – fremmer risikoen for store brande i de områder. Det er jo ikke just den mest nærliggende tanke, man kunne få.

Anthony Watts har nu skrevet om den store brand i det nordlige Californien tidligere i år, The Park Fire, der endte med at blive den femtestørste i statens historie (så vidt vides), hvad areal angår.

Medierne var naturligvis ikke i tvivl, her BBC:

Otte af de ti største brande i Californiens historie har fundet sted inden for de seneste fem år. Forskerne siger, at følgerne af naturbrande og andre ekstreme vejrbegivenheder er blevet værre pga. klimaforandringerne.

Watts påpeger, at ja, der var høje temperaturer i området, da branden startede, men området var på ingen måde tørkeramt, som det fremgår af fig. 1. Områder med tør tilstand er markeret med farve, men de ramte områder er end ikke klassificeret som sådan (de er hvide). Branden blev imidlertid forværret og spredte sig relativt hurtigt pga. vind sydfra, men det er der jo ikke noget klima-unormalt ved. I området var der netop store arealer med tørt græs.

Branden var påsat af en eller anden skør person. Rigtigt mange brande i USA nu til dags er påsatte eller startet uagtsomt af mennesker, se fig. 2. Men hvis de rette omstændigheder er til stede, vil brandene komme før eller siden, uanset hvad.

Watts gør endvidere opmærksom på, at i Californien i dag brænder der langt mindre arealer end der gjorde før 1800-tallet hvor området blev koloniseret. Den gang var det ifølge forskningens rekonstruktioner ca. 4,4 millioner acres, der brændte hvert år, hvor det årlige areal nu ligger mellem 90.000 og 1,6 millioner acres. Helt frem til 1930-erne var de brændte arealer i hele USA også mange gange større, end de er i vor tid.

Der har været en stigning i de ramte arealer siden 1983. Det skyldes dog ikke ”klimaforandringer” men hænger sammen med naturbevarelsen, og beskyttelsen af bl.a. den plettede ugle. Fra 1990 og fremefter begyndte man at begrænse skovhugsten af samme grund, hvorved der blev ophobet mere brændbart materiale i naturen, og dette slår så igennem på det brændte areal, jfr. fig. 3.   

Et tilsvarende billede gør sig gældende for hele USA, som det fremgår af den anden WUWT-artikel skrevet af Don Healy. Fig. 4 viser her det ramte areal sammenholdt med tilvæksten i brændbart materiale. Her ser man hvordan brændbart materiale følges ad med de brændte arealer, mens temperaturen har været stort set uforandret siden 1983.