Golfstrømmen, en lille perle

Med fare for at trætte læserne så kort tid efter artiklen vedr. de nyeste forudsigelser om Golfstrømmens, dvs. AMOC’s endeligt, skal I dog alligevel ikke snydes for en interessant udvikling i sagen. Den vender vi tilbage til, men først en lille omtale af endnu en artikel om truslerne mod vores kilde til varme her i Skandinavien. Det var en venlig sjæl, der gjorde undertegnede opmærksom på skriftet her.

Det drejer sig om den såkaldte Beaufort-hvirvelstrøm, et område i det Arktiske Ocean, nord for Canada, se fig. 1. Her cirkulerer en større vandmængde, hvoraf en del er ferskt vand. Artiklen er desværre bag betalingsmur, men der er en fyldig omtale af den i et andet medie.

Forskerne har målt på denne cirkulære havstrøm siden 2003 og finder, at den efter 2010 har taget til i styrke. Vandlagene har også ændret tykkelse, ligesom det lokale havniveau er steget. Hvirvelstrømmen indeholder nu mere ferskvand end man mener, at den gjorde i 1970. Det skulle alt sammen være tegn på, at havstrømmen måske vil bryde sammen på et tidspunkt og derefter lede store mængder af ferskvand ud i Atlanterhavet. At vandet skulle søge den vej og ikke ud i det nærliggende Stillehav, via Tjukterhavet og Beringstrædet er lidt uklart, men der er forhåbentlig en forklaring i selve den videnskabelige artikel.

Men det er jo altid en bekymring, når der lukkes større mængder ferskvand ud i Atlanterhavet, det er præcis det, Grønland også mistænkes for at gøre, når indlandsisen smelter som følge af den globale opvarmning. Ferskvandet menes at ville virke som en bremse på AMOC, Golfstrømmen går i stå, og vi får nordnorske tilstande her i Danmark.

Forskernes måleserier er ganske korte og de har så – selvfølgeligt – suppleret op med computermodel-beregninger. Tilsyneladende falder det dem ikke ind, at det, de ser, nok bare er udslag af nogle mere naturlige svingninger i klimaet, de samme svingninger, der har sikret, at havisens udbredelse efter et fald fra 1990-2007 nu er stabil på 17. år.

Men truslen om Golfstrømmens snarlige undergang giver omtale, prestige og penge til mere forskning. Det var også, hvad Ditlevsen & Ditlevsen fik ud af deres artikel fra i fjor, hvor de forudså, at Golfstrømmen måske ville stoppe allerede i 2026. Man kan dog imidlertid også løbe ind i modstand, og det er netop hvad man finder i en ny, fagfællebedømt artikel, skrevet af Maya Ben-Yami et al., og udsendt af Science Advances.

Her er hovedbudskabet, at de data, klimaforskerne har til rådighed, slet ikke er præcise nok til, at man kan gennemføre alle de komplicerede beregninger, som f.eks. Ditlevsen & Ditlevsen gjorde. Som udgangspunkt skal man have data for mange år, målt med stor akkuratesse, og det har man slet ikke. Man har målt på havstrømmene i nogle få år, og de enkelte måleserier er ikke specielt enige, f.eks. om nogen udvikling i AMOC. Den mest robuste konklusion er, at der ikke har været nogen udvikling, hverken i retning af større eller mindre strøm.

Ditlevsen & Ditlevsen brugte temperaturerne i et areal sydvest for Grønland som deres målepunkt, eller proxy for AMOC. En ændret temperatur her skulle efter deres mening bevirke en ændring i AMOC’s styrke. Nu er problemet, som Ben-Yami påpeger, at de temperaturer kender vi heller ikke særligt godt. Der er udarbejdet flere store datasæt, men i det omfang forskerne har manglet måleresultater, har de brugt computermodeller til at fylde de manglende tal ind. Det gør ikke tallenes pålidelighed bedre, fordi de vil være afhængige af forskernes antagelser. Vi har således en situation, hvor computermodeller på basis af andre computermodeller skal komme ud med en forudsigelse om AMOC’s endeligt med få års præcision. Det giver simpelthen ingen mening, tallene kunne lige så godt være trukket op af en høj hat.

Ben-Yami kommer så med en perle af en illustration, der demonstrerer pointen på smukkeste vis. Ditlevsen & Ditlevsen brugte det havtemperatur-datasæt, der hedder Had1SST. Det gav så de forudsete datoer for AMOC’s sammenbrud i dette århundrede. Men hvis de to forfattere nu i stedet havde brugt et af de andre datasæt, f.eks. HadCRUT5, og fyldt de data ind i deres model, så ville tidspunktet blive flyttet ca. 100 år ekstra ud i fremtiden, jfr. fig. 2. Endnu værre ville det blive, hvis de havde valgt ERSSTv5, så ville deres beregninger vise, at AMOC først kollapser om godt 1000 år!

Flere medier i Danmark tog faktisk sagen op efterfølgende og korrigerede deres indledende dommedagsbudskaber. Det gælder bl.a. TV2, hvor Peter Ditlevsen blev interviewet og måtte indrømme, at der var betydelige usikkerheder ved studierne:

– Min mavefornemmelse siger, at måske er vi lidt for pessimistiske, og usikkerhederne er stadig så store, at det kan være, vi tager fejl, hvilket vil være ønsketænkning.

Konklusionen er helt klart, at vi hverken har viden eller data nok til at sige noget fornuftigt om AMOC og dens fremtid. Alle gætterier om en snarlig kollaps er baseret på løse antagelser, og næret af klima-alarmismens trang til at skræmme folk. Men de holder selvfølgeligt også en større industri af forskning i sving, og det er de involverede nok ikke så kede af.

P.s. I forlængelse af Berlingskes stort opsatte artikel nævnt tidligere, skrev undertegnede et læserbrev og gjorde opmærksom på Ben-Yami et al.s artikel. Jeg foreslog, at Berlingske skulle overveje en opfølgning, ligesom bl.a. TV2 havde gjort. Efter nogle dage meddelte læserbrevsredaktøren, at han havde sendt brevet videre til ovennævnte Lars Henrik Aagaard – og siden har der været helt stille.