Fjern istid

Meget tyder på, at hele jordkloden langt tilbage i tiden var dækket af sne og is. Vi skal ca. 700 millioner år tilbage, og tilstanden af ”snebold-jord” her varede ikke mindre end ca. 66 millioner år (717-661 mio. år). Det var før, der for alvor kom liv på Jorden. Der var små encellede mikroorganismer, og hvorvidt de samlede sig i større grupper allerede da, er uklart. Efter istidens ophør kom den periode, der kaldes Ediacara, hvor der dukkede større og mere komplicerede organismer op, de fleste af dem ligner ikke noget, vi har i dag. Først derefter, omkring for 530 mio. år siden startede perioden Kambrium, og her tog dyrelivet for alvor fart. Alt sammen i havet, men der levede mange af forfædrene til de nuværende dyregrupper, bl.a. snegle, muslinger, leddyr og orme.

Så vores snebold-jord ligger i en meget fjern fortid, men alligevel har man selvfølgeligt udforsket den, og et af spørgsmålene er naturligvis, hvad der forårsagede denne ekstreme kulde. Det har bl.a. klimaforskningen kastet sig over, og her skal omtales en nyligt udkommet artikel, Dutkiewicz et al. om emnet.

Klimaforskningen er jo i meget høj grad låst fast i det dogme, at varme på Jorden hænger sammen med et højt CO₂-indhold i atmosfæren, mens kulde betyder, at det er lille. Der er efter gængs opfattelse ikke andre faktorer, der spiller en rolle for Jordens klima den seneste milliard år. Derfor gælder det nu om at få afklaret, hvordan CO₂-indholdet kan have udløst snebold-Jorden for 700 mio. år siden.

Den gang var der kun et meget beskedent liv, og biologisk omsætning af kulstof har næppe betydet alverden. Derfor mener forskerne, at CO₂-indholdet i luften stammede fra vulkanudbrud, og især fra de undersøiske højderygge ude i havet, hvor de tektoniske plader skilles fra hinanden. Sådan en højderyg har vi jo i dag f.eks. midt ude i Atlanterhavet, og bevægelserne medfører at afstanden mellem Europa og Nordamerika ganske langsomt forøges, med måske et par cm hvert år. Revnen skærer i øvrigt tværs igennem Island, hvor man i nærheden af Reykjavik kan finde et sted, hvor man kan stå med et ben på hver plade, hhv. den nordamerikanske og den europæiske.

I datiden blev CO₂-en så opsuget af klipper, der blev nedbrudt og dannede de såkaldte karbonater. Der kunne således etableres en form for ligevægt mellem udledt og opsuget CO₂.

Nu er sagen vedrørende snebold-jorden næsten grydeklar. Forskerne skal bare påvise, at der i en periode blev udledt meget mindre CO₂, end der blev opsuget, og så faldt niveauet – og Jorden blev kølet voldsomt ned pga. den manglende drivhuseffekt.  

Vi har selvfølgeligt ingen tal for CO₂-indholdet i atmosfæren så langt tilbage i tiden, så vores forskere kigger efter en indirekte metode, og vælger her den totale længde af de undersøiske højderygge. I takt med at kontinenterne flyttede sig rundt, ændredes Jordens geografi og dermed også længden af kilderne til CO₂.

Der foreligger to rekonstruktioner, hhv. Merdith et al. og Li et al., af Jordens geografi den gang, som vist på fig. 1. De to er rygende uenige om hvordan, Jorden så ud på det tidspunkt, men Merdith et al. havde i perioden op til 720 mio. år tilbage en væsentligt kortere totallængde på højderyggene end Li et al., (se fig. 2) så Dutkiewicz et al. vælger at tro på Merdith et al. Nu er det en smal sag ved hjælp af computermodeller at beregne, hvor lidt CO₂, der blev lukket ud i årene før istiden, og dermed effekten på den globale temperatur. Artiklen nævner ikke nogen tal for dette CO₂-indhold, så vi ved ikke, om man mener at være så langt nede, at livet den gang ville få det svært med fotosyntesen.

Missionen er fuldført, det er ”videnskabeligt” påvist, at også snebold-Jorden kan forklares med atmosfærens CO₂-indhold og intet andet. Klimafortællingen er reddet, og vi må i gang med grøn omstilling.

Men ret beset er der tale om en meget fattig videnskab. Der gøres ikke noget forsøg på at belyse andre faktorer, der kan have spillet en rolle den gang. Dem er der ellers masser af, f.eks. Solens indstråling, jordklodens (helt anderledes) geografi, havstrømme og varmetransporter osv. Og så er der jo Henrik Svensmarks meget relevante tanker om indflydelsen fra den kosmiske stråling. Netop i perioden hvor vi havde snebold-Jorden vides det, at Solen passerede igennem en af Mælkevejens spiralarme, hvor der er rigtigt mange stjerner og dermed en kosmisk stråling, der er mange gange større end den, vi oplever p.t. Det har bl.a. medført et meget kraftigere skydække, måske så tæt, at Solens stråler ikke rigtigt kunne trænge ned på Jordens overflade, der derved blev voldsomt afkølet. Teorien forklarer på eleganteste vis, hvorfor vi kom ind i snebold-tilstanden og hvordan vi kom ud af den igen (da Solen var kommet fri af spiralarmen).

Dutkiewicz et al. forklarer det kun ved ændringerne i længden af de undersøiske højderygge, som vist på fig. 2, og her er det ikke lysende klart, hvorfor den længde havde nogen større indflydelse i perioden, når man ser på Merdith et al.s kurve.

Man kan drømme om den dag, hvor videnskaben får vristet sig fri af CO₂-skrækkens kløer og igen bliver drevet af ægte og fordomsfri nysgerrighed efter at lære og forstå.