I de to foregående artikler har vi refereret Javier Vinós’ hhv. første og anden del af gennemgangen af Jordens klima og Solens rolle. I første del så vi på klimaet i forhistorien, mens anden del drejede sig om klimaet i nutiden. I begge var der tydelige tegn på, at Solen spillede og spiller en rolle.
I tredje og sidste afsnit prøver Vinós at få styr på teorierne for hvad, der styrer Jordens klima. Udgangspunktet er selvfølgeligt IPCC’s model, der reelt fratager Solen enhver indflydelse på klimaet her hos os. Det ser man på fig. 1, der til højre viser IPCC’s fortolkning af temperaturen siden 1850 sammenholdt med deres opfattelse af Solens aktivitet. Til venstre på fig. 1 ser man så mere retvisende kurver, dels temperaturen renset for byvarme-effekter og dels en mere troværdig kurve for solaktiviteten. Man ser, hvordan de to kurver følges ad, og det viser, at Solen i hvert fald har en vis indflydelse på temperaturen.
Vinós nævner derefter Henrik Svensmarks teori om den kosmiske stråling og skydannelsen, se fig. 2. Her er der et sammenfald fra 1985 til omkring 2005, men derefter bliver skydækket mindre i forhold til strålingen, så her må der være noget andet på spil. Det mindre skydække kan til gengæld forklare en del af den opvarmning, vi har set i de senere år.
Vinós’ egen teori går ud på, at en del af klimaforandringerne styres af varmetransporten i atmosfæren og havets øverste lag. Varmetransporten kan godt være reguleret af Solens aktivitet, men effekten er indirekte, og derfor vil de to ikke nødvendigvis følges ad – eller have en lineær sammenhæng, som man siger på fagsprog.
Princippet i varmetransporten er vist på fig. 3. Solens indkommende stråler har størst effekt nede omkring Ækvator, og her er der et stort overskud af energi, dvs. udstrålingen af varme i troperne er langt mindre end den indkommende stråling fra Solen. Varmen transporteres herefter mod nord og mod syd (ved strømninger af luft og vand), hvor den gradvist afgives som stråling ud i verdensrummet, men en væsentlig del når næsten til polerne, før den forsvinder. Det interessante ved polerne er, at luften er kold og tør, der er meget lidt vanddamp og dermed meget lidt drivhuseffekt, kun CO2 spiller sin beskedne rolle her.
IPCC giver i sin seneste rapport klart udtryk for den opfattelse, at den interne varmetransport i havet og atmosfæren ikke har nogen indflydelse på den globale temperatur, det er kun strålingsbalancen i toppen af atmosfæren, der tæller. Intuitivt kan det virke rigtigt. Hvis man fylder mere vand i en spand end man tager ud, så stiger niveauet af vand, uanset om man rører rundt i spanden eller ej. Men virkeligheden er ikke så enkel, fordi man ikke bare kan måle den totale udgående stråling for hele Jorden, den er højst forskellig fra Ækvator og så længere mod nord eller syd.
Med den ”globale” temperatur forstår vi varmegraderne i atmosfæren nær jordoverfladen og så det allerøverste lag af havet. Men energiindholdet her er beskedent sammenlignet med hvad de næste par hundrede meter hav kan rumme. Det er derfor, at en El Niño kan få det til at se ud som om, at kloden opvarmes kraftigt, men i virkeligheden er det blot varme, der trækkes op af havet og fordeles i atmosfæren.
Den globale opvarmning har indebåret en kraftig temperaturstigning i de arktiske egne, som vi kan måle med vores termometre. Den varme kan ikke skyldes lokale drivhusgasser, fordi som nævnt er der meget lidt vanddamp her, specielt om vinteren, hvor der heller ikke er noget sol. Varmen er kommet sydfra i form af transport gennem atmosfæren og de øverste lag af havet. Det er således ændringen i transporten, der bevirker temperaturstigningen. Situationen er illustreret på fig. 4. Her ser man vintertemperaturen i Arktis siden 1980 og nedenunder den udgående stråling for november-april, som 5-årige gennemsnit. Den er vist sammen med solaktiviteten i samme periode. Man ser faldet i solaktivitet følger stigningen i udgående stråling og temperaturen.
Det er åbenlyst, at denne udvikling ikke har noget med det voksende indhold af CO2 i luften over Arktis at gøre. Der er ikke tale om nogen drivhuseffekt. Stigningen i CO2 var godt i gang allerede fra 1980, mens temperaturen og den udgående stråling først steg fra år 2000 og frem. En drivhuseffekt ville ikke optræde med så stor forsinkelse, den vil virke øjeblikkeligt.
Til gengæld har forskning afdækket, at sammenhængen mellem varmetransporten og solaktiviteten har stået på i tusindvis af år. Men hvilken mekanisme kan der her være tale om?
Vinós forklarer, at der er en direkte sammenhæng mellem solaktiviteten og så ozonlaget i stratosfæren. Dette bevirker ændrede luftstrømme i stratosfæren og de forplanter sig ned i troposfæren og får derved indflydelse på varmetransporten mod nord. Hele processen er ganske kompliceret og den interesserede læser henvises til Vinós’ artikel i linket.
Men konklusionen er, at Solen har spillet en væsentlig rolle i opvarmningen af Jordens atmosfære gennem de seneste 100 år. Solens aktivitet har været den højeste i meget lang tid i perioden frem til 1990 og her blev der ophobet en stor mængde energi i Jordens atmosfære og have. Det er ikke Solens indstråling af lys og varme, der betyder noget, det er primært ændringer i den ultraviolette del af strålingen, den påvirker ozonlaget i stratosfæren og sætter alle mekanismerne i gang.
Vinós anfører, at det stigende CO2-indhold givetvis også har bidraget til det 20. århundredes opvarmning, men hvor meget er usikkert. Og alle klimaændringerne før 1850 kan ikke forklares med ændringer i drivhusgasserne, men derimod meget fint med Vinós’ mekanismer. Derved er der ingen grund til på hockeystav-manér at udtvære temperaturændringerne i fortiden (f.eks. Middelaldervarmen eller Den Lille Istid), de var reelle nok og falder fint sammen med de naturlige mekanismer, der her er afdækket.
Konsekvenserne af det her er selvfølgeligt, at vi mennesker ikke kan ”styre” temperaturen, som nogen måske troede, og selv opnåelsen af ”netto nul” i udledninger vil ikke nødvendigvis standse den globale opvarmning, og så vil alle anstrengelserne og udgifterne jo i stort omfang have været spildt.
En fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren giver ikke en fordobling af CO2’s drivhuseffekt. Hertil kræves teoretisk en tidobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren! Derfor, de sensitivitetsanalyser, der diskuteres ovf., er grøn ost!
I princippet kunne man reducere klimamodellerne til et optimalt sikkert grundlag og derefter bygge dem op igen på basis af Vinós argumentationer og modeller. En omkalfatring fra teorien om drivhuseffekten til en teori baseret på naturlig variationer. I den proces vil der uden tvivl dukke en masse interessante spørgsmål op og områder som burde efterforskes yderligere. Hvor forfriskende ville ikke det være?
Klimasensitivitet er et mærkeligt irrelevant begreb, eftersom hovedparten af klimasensitiviteten skyldes den effekt, at CO2 øger mængden af planter, og planter øger mængden af fugt i atmosfæren, og det medfører varmere klima – men på en meget, meget lang sigt.
Således skal vi nok omkring 1000 år frem i tiden, for reelt at tale om klimasensitivitet af en fordoblet CO2, og her spiller ind, at vi ganske vist har mulighed for at brænde fossil energi af til at fordoble – men overhovedet ikke nok til at fastholde i 1000 år, da allerede nu halvdelen af vores udledning primært forsvinder ned i havet, hvor den kun har forøget dets indhold af CO2 med ca. 2% – der er plads til meget mere, og det tager mega lang tid også …
Så om tusinde år – vi kan slet ikke have en fordobling af CO2 – og vil da slet ikke kunne aflæse det egentlige reelle resultat af en fordobling.
– – –
Eksempler viser, hvor bizart klimavidenskab er uden relevante videnskabelige begreber – og indsigt.
Hvor ligger mætningspunktet?
Enhver husejer ved at det er godt at isolere sit hus, da det holder på varmen. Men også at der er et punkt hvor mere isolation ikke længere gør en forskel. Man har nået et punkt hvor der ikke bremses eller fanges mere varme, man har nået et mætningspunkt. Det samme gør sig gældende for CO2 i atmosfæren. Ved meget lave koncentrationer bidrager CO2 til at fange varme, men der er et mætningspunkt hvor CO2 ikke længere gør en forskel. Ny forskning af polske forskere under ledelse af Jan Kubicki bekræfter igen, at dette punkt er overskredet. At over 400 ppm (parts per million) har CO2 ingen yderligere isolerende effekt. Deres forskning er offentliggjort på den fagfællebedømte (peer review) platform Science Direct tilhørende Elsevier. Sidste år demonstrerede såvel professor i atmosfærisk videnskab Yi Huang fra McGill universitet, som Chen et al det samme, at mætningspunktet i forhold til CO2 i atmosfæren er nået. Den tyske professor i fysik Dieter Schildknecht sætter mætningspunktet så lavt som 300ppm. Nobelpris vinder John Clauser og professor emeritus i fysik fra Princeton William Happer, er andre kendte tilhængere af teorien om et allerede overskredet mætningspunkt. Om punktet ligger ved 300 eller 400 ppm er egentligt ligegyldigt. Det væsentlige er at mere CO2 i atmosfæren ingen forskel gør. Kun en positiv, da det vil stimulere plantevækst.
Jeg glemte lige at nævne at plankton-opblomstringen i havets overflade, vel ikke mindst, skyldes at der også er mere opløst CO2 i vandet i og med forhøjelsen af denne gasart i luften.
Javier Vinos viser os noget meget interessant mht. relationen: varmefordeling (energiindhold) og temperaturforhold.
De ændringer i biosfæren som menneskelig aktivitet har medført er jo “MEGET ANDET” end afbrænding af fossile energienheder. Vi har måske også ændret mærkbart på havets øverste vandlag så mere sollys absorberes i overfladen og mindre i dybet, så vi måler højere temperatur på overfladen end “normalt” og dermed opnår den effekt som Vinos gør opmærksom på.
VI har tilført havet store mængde plantenæringsstoffer (jord-erosion) som medfører mere plankton og dermed mindre gennemsigtighed og større varmeabsorbering fra sollyset i havoverfladen.
Hvorvidt noget er spildt eller ej afgøres ganske enkelt af klimasensitiviteten, der efterhånden er fint beskrevet i mange, mange undersøgelser.
Klimasensitiviteten er omkring 3 grader for en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren.
Klimasensitiviteten bestemmes mig bekendt ud fra klimamodellerne, og her er der bud fra 1,8 til 5,6 grader celsius ved fordoblingen af atmosfærens CO₂-indhold. Så ligefrem “fint beskrevet” er måske at tage munden lidt for fuld. Klimasensitiviteten forudsætter jo også, at CO₂ får “hjælp” af vanddamp, på egen hånd giver CO₂ vel kun ca. 1½ grad. Men alt det er jo efter den gængse alarmistiske klimavidenskab, som Vinós netop gør op med. Hvis CO₂ ikke spiller hovedrollen i den temperaturstigning, vi har haft, så er både klimamodellerne og snakken om klimasensitivitet forkert på den. Det er her, det bliver interessant.
Der er bud på klimasensitiviteten helt ned på 0,5 grader. W. Happer og R. Lindzen siger ‘under 1 grad’
Det er ganske enkelt forkert. Læs den serøse forskning. Usikkerheden på klimasensitiviteten er ved at blive reduceret gennem flere store undersøgelser.
Prøv selv med Google
På Google kan man også finde opslag, der hævder at månen er en grøn ost. Villadsen, prøv nu i stedet at kommenter på emnet, som jo her er Javier Vinós udtræk af den seriøse klimavidenskab.