Javier Vinós har påbegyndt en serie i tre dele på Judith Currys hjemmeside. Vinós skriver i første del om Solens indflydelse på Jordens klima. Her er den gængse klimavidenskab af den opfattelse, at variationerne i Solens indstråling er så små, at de umuligt kan have nogen virkning på Jordens temperatur, se fig. 1.
Det andet argument, der bruges af tilhængerne af CO2 som den altdominerende kontrolknap, er, at Solens aktivitet og Jordens temperatur ikke har fulgtes ad de seneste 50 år. Det illustreres ofte med kurven vist på fig. 2. De seneste 50 år har Solens aktivitet været nedadgående, mens Jordens temperatur er fortsat med at stige. Dermed er teorien om menneskeskabt global opvarmning bevist, og vi må hellere se at komme i gang med den grønne omstilling.
Nej, siger Vinós, så enkelt er det ikke. Vi må kigge lidt grundigere på de data, vi faktisk har til rådighed (og så glemme klimamodellerne et øjeblik). Fig. 3 viser en rekonstruktion af den globale temperatur tilbage til udgangen af den sidste istid. Det er en graf, man vil genfinde fra mange forskellige kilder. Den varmeste periode var for 6-9000 år siden, det var det såkaldte Holocæne Optimum. Meget tyder på, at temperaturen den gang var lidt højere end den nuværende.
Det interessante ved fig. 3 er imidlertid, at Vinós også har indtegnet udviklingen i Verdens gletsjere, det er de blå søjler for oven. De er vendt rundt, således at jo længere de rager ned over diagrammet, desto større vækst var der i den periode. Hver søjle repræsenterer 100 år. Man ser, hvordan der ikke var megen fremgang for gletsjerne under det Holocæne Optimum, men de kom mere i vækst under den efterfølgende afkøling. Væksten bremser under de kendte varmeperioder i nyere tid: Bronzealderen, Romertiden og Middelalderen. Til gengæld bliver der rekordstor vækst under Den Lille Istid for 200-600 år siden.
Det bemærkelsesværdige ved fig. 3 er den fine overensstemmelse, der er mellem de to helt uafhængige rekonstruktioner af fortidens temperaturer. Det er tydeligt, at der er noget på spil – og det kan ikke være CO2-indholdet, der var næsten konstant i hele perioden.
Det vides, at Solen har forskellige svingninger i udstrålingen over længere tidsperioder. Den tager et dyk med mellemrum på ca. 2500 år. Hver cyklus varer ca. 2800 år. På fig. 4 er perioderne med lav solaktivitet indtegnet, og man ser, at de fleste falder sammen med tydelige nedgange i temperaturen, hvoraf Den Lille Istid klart var den største.
Solens aktivitet tilbage i tiden kan vi måle indirekte på flere måder. I hvert fald nogle tusinde år tilbage kan vi se det ved indholdet af radioaktivt kulstof-14 i træ. Indholdet vil svinge i takt med Solens aktivitet.
Fortidens temperatur afspejler sig også i andre forhold end vores proxymålinger. Vinós viser på fig. 5, hvordan temperaturen generelt hænger sammen med antallet af mennesker, her i Storbritannien og Irland. Lavere temperaturer giver dårligere tider, mens højere giver fremgang og velstand, og dermed forøgede folketal.
Vi kan nu vende tilbage til fig. 1 og 2. Det er tydeligt, at de ikke fortæller hele historien om Jordens klima, Solen spiller tydeligvis en meget større rolle, end variationerne i indstrålingen antyder. Solen har de seneste knap 100 år haft næsten rekordstor aktivitet, og det har direkte eller indirekte tilført Jorden en masse energi, som helt givet har bidraget væsentligt til den opvarmning, vi har haft her i vores tid. At opvarmningen er fortsat, efter et fald i solaktiviteten, skyldes givetvis at Jordens reaktion på Solens variationer optræder med betydelige forsinkelser.
Vinós skriver i sin foreløbige konklusion:
[Det er en] god nyhed, at hvis meget af det tyvende århundredes opvarmning skyldes Solen, så er der ikke nogen klima-nødsituation. At tro, at alle klimaforandringer skyldes vores udledninger, er en af de fejl, som nogle gange forekommer i videnskaben, som f.eks. troen på at Jorden er solsystemets centrum, at det ydre rum er fyldt med æter, eller at mavesår skyldes stress og ikke bakterier.
Vi glæder os til fortsættelsen.
Den røde kurve i figur 5 kan ikke være en proxy for befolkningstallet. Hvad er skalaen så?
Som jeg læser den oprindelige kilde til figuren (https://www.pnas.org/doi/full/10.1073/pnas.1709190114), er det en proxy for den årlige befolkningstilvækst i procent. Artiklen understreger, at man skal være varsom med de specifikke tal for tilvæksten. Men den viser altså en sammenhæng mellem den overordnede befolkningstilvækst og solaktiviteten. Så denne kommentar ændrer ikke noget ved konklusionen.
At man skal være varsom med, at gå ind og aflæse et specifikt tal for befolkningstilvæksten i et enkelt år, ses ved at tilvæksten ikke er negativ omkring 1350 (Den sorte død) . Men det er imponerende, at man faktisk kan få fornuftige tal for befolkningstilvæksten ud fra C14 aldersbestemmelser af over 30000 arkæologiske udgravninger.
Den røde kurve i fig. 5 er en proxy for befolkningens størrelse – og ikke tilvæksten. Sidstnævnte ville ikke give mening.
Forfatterne til den artikel, du har gravet frem skriver:
We identify several episodes of regionally consistent population decline — the later fourth millennium BCE, the early first millennium BCE, and the 13th–15th century CE, respectively.
Der tales om nedgang i folketallet (population) og ikke bare et fald i stigningstakten. Og det er jo netop også hvad vi ved f.eks. fra 1350.
Det giver bare ikke mening at figuren viser det samlede befolkningstal. I så fald skulle der have været flere mennesker i Storbritannien+Irland for 4000 år siden end der var for 500 år siden. Så det er noget uklart hvad skalaen til højre viser, hvis ikke det er procent. Det kan ikke være millioner.
Men jeg giver dig ret i, at det heller ikke passer godt med befolkningstilvækst i procent, når vi ved at der har været regulære fald gennem historien. Men Forfatterne skriver i ‘Results and Discussion’ af figuren, at:
‘Although caution is required in inferring actual population growth rates directly from rates of change in summed radiocarbon, the latter values exceed 1% during this earliest phase,…’
I øvrigt ‘gravede’ jeg den op ved at se i Vinós kildehenvis nummer 5.
Skalaen til højre er udtryk for antallet af kulstof-14 analyser som arkæologerne har udført, og det siger noget om antallet af fundne genstande og dermed er det et indirekte mål for befolkningens størrelse (flere genstande -> flere mennesker). Så skalaen skal nok ikke tages alt for bogstaveligt, men kurven giver et fint indtryk af, hvor hårdt det går ud over befolkningen i kuldeperioder.
Tak. Det tror jeg du har ret i.
Der står jo selvfølgeligt også, at det er en proxy for befolkningsstørrelsen.
Tak Søren for denne opløftende viden om Javier Vinós. – Fordi det om Solen er jo ren logik, selv for Burhøns & Akvariefisk. – Apropos: Spanien er godt i gang med at omdanne saltvand til ferskvand og meget andet interessant for landbruget, for at kunne modstå tørken.
Her i Danmark er man kun lige begyndt at vågne op og indse, vi har et modsat problem med alt for meget vand, både grundvandsstigning og det faktum at havet omkring Dannmark æder sig ind på vore kyster, og diverse klinter kælver ler, sten og kalk.