Træfyret skib

De første hjuldampere tilbage i 1800-tallet blev i vid udstrækning fyret med træ. Her var der et brænderum under en kedel. Fyrbøderne læssede brændet ind og holdt damptrykket oppe til at drive maskinen. Træ var vanskeligt at håndtere, og ikke altid så let at skaffe i tilstrækkelige mængder, så man gik hurtigt over til at fyre med kul i stedet. Kullene var lettere at transportere og håndtere på skibene, og i anden halvdel af 1800-tallet begyndte de oceangående skibe at blive bygget af jern og de medtog store mængder af kul til de lange sejladser. Kullene skulle dog stadigvæk bæres ombord i sække og fødes manuelt ind i fyrrummene.

Det var derfor et teknologisk fremskridt, da man i starten af det tyvende århundrede gik over til at bruge olie som brændstof. Den kunne let pumpes ombord i de store skibe og fremføres til kedlerne ved hjælp af pumper.

Men nu, i disse besynderlige tider, hvor vi er på vej tilbage til vindmøllerne – en 1600-tals teknologi – som energikilde, kigges der igen på træ som brændstof til skibene. Det engelske kraftværk Drax er en af Verdens allerstørste biomasseforbrugere. I 2023 brændte man 6,4 millioner tons træ af, svarende til ca. 27 millioner træer.

Drax importerer størstedelen af brændstoffet i form af træpiller fra Nordamerika. Det er jo en lang sejltur, der medfører et stort forbrug af bunkerolie til skibene. Nu har man indgået et samarbejde med tre japanske rederier om at udvikle et ”bioskib”, som skal fyres med træflis. Det første skib skulle efter planen søsættes i 2029.

Tanken er, at skibet i første omgang skal fragte træflis fra Draxs skove i Nordamerika til nye markeder i Japan. Hermed skulle vejen være banet for ”netto nul”-skibsfart, også med transport af mange andre ting.

Drax er ikke specielt konkurrencedygtig på det engelske elektricitetsmarked, så man modtager hvert år rundhåndet statsstøtte, der i 2022 udgjorde 617 millioner engelske pund og i 2023 £587 millioner.

Der er selvfølgeligt nogen, der mener, at Draxs virksomhed ikke er specielt miljøvenlig eller ”bæredygtig”, men sådan ser virksomheden ikke på det. Tværtimod har direktøren udtalt, at man frem mod 2030 planlægger at fordoble produktionen af træpiller i USA til 8 mio. tons pr. år. Så der skal fældes endnu flere træer, men det går jo også fint, så længe hele aktiviteten betragtes som ”klimaneutral”.

Faktum er jo imidlertid, at afbrænding af træ giver næsten dobbelt så store udledninger af CO₂ som afbrænding af kul, målt pr. produceret mængde af energi. Mange sagkyndige peger på, at teorien om at skovenes vækst kompenserer for disse udledninger år for år, ikke holder i praksis. I disse år medfører aktiviteterne et langt større forbrug af træ, end der genvokser, og det giver naturligvis på papiret en ekstra ”klimabelastning”.

Markedsmæssigt hænger Draxs aktiviteter kun sammen, så længe virksomheden modtager de enorme tilskud fra regeringen. Uden dem stoppede det hele med det samme. Her er nok en væsentlig årsag til Draxs ekspansionsplaner og flyvske ideer om træfyrede skibe. Det er et led i at få virksomheden til at fremtræde mere grøn – og dermed blive mere uundværlig.

Men miljøet og skovene lider – og klimaet sker der ikke noget med.