Model-redningsforsøg

Det har længe generet klimaforskningen, at temperaturudviklingen siden ophøret af den seneste istid ikke rigtigt kan genskabes af klimamodellerne. Der er udført masser af rekonstruktioner baseret på proxymålinger, og de viser stort set alle sammen, at temperaturen for ca. 8000 år siden nåede et toppunkt, hvorefter den har været faldende frem til et minimum under Den Lille Istid måske 200 år før nu. Der er uenighed blandt temperaturkurverne om, hvorvidt den maksimale temperatur 8000 år tilbage var højere end nutidens, og i mange rekonstruktioner når man frem til en forholdsvis flad kurve, så nutiden bliver absolut den varmeste. Men man kan stadigvæk se toppen i temperaturen for 6-8000 år siden.

Klimamodellerne er omvendt baseret på, at drivhusgasserne er det eneste, der styrer temperaturen. Ved ophøret af den sidste istid lå indholdet af CO₂ i atmosfæren nede omkring 250 ppm, og hen gennem de seneste 10.000 år er det steget ganske svagt, indtil det nåede de 280 ppm omkring år 1800. Den stigning skulle så ifølge klimamodellerne give en svag, men støt stigende global temperatur. 

Så enten er der noget galt med klimamodellerne, eller også er det rekonstruktionerne, der tager fejl. I klimaforskningen vil man jo helst ikke drage modellerne i tvivl, så her kommer en videnskabelig artikel, Bova et al., offentliggjort i Nature i 2021, ind i billedet.

Bova et al. opererer ud fra den teori, at temperaturrekonstruktionerne fortolker data forkert. De er i virkeligheden ikke udtryk for gennemsnittet af den globale temperatur over hele året, men derimod kun for en del af året. Det kan f.eks. hænge sammen med, at årringe i træer viser noget om sommertemperaturen, hvor træet er i vækst, men de viser ikke noget om, hvorvidt vintrene var tilsvarende kolde eller varme.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit, nu kan Bova et al. indføre nye teoretiske beregningsmodeller, der ”retter” denne fejl, og nu viser det sig sandelig, at temperaturen faktisk slet ikke havde nogen top for 8000 år siden, tværtimod, den har været ganske svagt men jævnt stigende de sidste 10.000 år, og til sidst kom den bratte forøgelse som følge af vore udledninger. Situationen er vist på fig. 1. Her bemærker man, hvor smukt den nye rekonstruktion stemmer overens med modellernes resultater. Samtidigt er vi tilbage til klima-alarmismens faste påstand om, at nutiden er den varmeste siden ophøret af sidste istid og formentligt også den varmeste i de seneste 125.000 år.

Nu var resten af klimavidenskaben ikke umiddelbart til sinds at acceptere disse nye fortolkninger. Andy May fra WUWT har gennemgået sagen og refererer kritikken, der blev offentliggjort i flere omgange i Nature. Bova et al. har gjort sig skyld i flere fejltagelser med hensyn til klimaets reaktioner på f.eks. ændret solindstråling over årstiderne og effekten af drivhusgasser fra årstid til årstid. Bova et al. nåede som sagt frem til sine resultater ved hjælp af en model, og det giver jo altid vid lejlighed til at få facit til at stemme med det, man gerne ville have på forhånd.

May viser så en meget interessant kurve, her gengivet som fig. 2. Der er jo bl.a. påstande om, at Den Lille Istid var et lokalt (europæisk) fænomen og ikke udtryk for den globale temperatur. I fig. 2 er målinger fra grønlandske iskerner sammenstillet med en rekonstruktion baseret på data fra en proxy i Indonesien, der jo ligger langt væk fra Grønland, for at sige det mildt.

De to kurver stemmer forbløffende overens, både i forløbet hen gennem perioden, men også i de rekonstruerede temperaturer. Toppen for 8000 år siden er meget prominent, og bunden i Den Lille Istid ligeså. Kurven her er lidt usædvanlig, fordi den kun medtager to enkelte proxy-rekonstruktioner. Det normale er at bundte mange proxyer sammen, men det fører, som vi har set, ofte til at variationerne udviskes, og dermed får man ”hockeystav”-kurver.

For 6-8000 år siden ser den globale temperatur ud til at være højere, end den er i dag. Perioden var meget gunstig for menneskeheden, det var netop den gang, at de første større og mere velorganiserede samfund opstod, primært i Asien og i Mellemøsten. De første regulære byer dukkede op, og der var så tydeligvis gode betingelser for landbruget – der jo netop skaber det overskud, der skal bruges for at etablere mere komplicerede samfund, byer osv. Så der er ikke noget, der tyder på, at den højere temperatur forvoldte nogen skade, hvilket måske sætter Paris-målene med maks. 1,5 eller 2 graders opvarmning i forhold til Den Lille Istid noget i relief.

Tilbage står spørgsmålet, hvor længe endnu skal vi blindt stole på klimamodellerne? Mere herom i morgen.