Her er et yderst interessant indlæg skrevet af Jim Steele og offentliggjort på WUWT. Her beskrives, hvordan CO2 i fortiden har spillet en temmelig afgørende rolle for livets udvikling. Ikke ved at skabe ”farlig opvarmning”, som klimaforskningen ellers altid bider sig fast i, men tværtimod det modsatte, som dog ikke havde noget med temperaturen at gøre.
I de fleste naturromantikeres sind findes der en forestilling om, at naturen i sig selv altid er ”god” og i ”balance”. Det ”naturlige” for Jorden er derfor et CO2-indhold i atmosfæren svarende til de 280 PPM, som vi havde, før menneskeheden påbegyndte sit storforbrug af kul, olie og gas. Naturen er ”tilpasset” dette indhold, og det ville forblive konstant, hvis det ikke var for os mennesker.
Her er der dog tale om en fundamental misforståelse af, hvordan livet på Jorden fungerer. Der er ikke balance nogetsteds, der er i stedet tale om, at de enkelte organismer forsøger at optimere deres egen situation ved at gribe fat i alle de ressourcer, de kan. F.eks. vil rovdyr spise løs af deres byttedyr, indtil der ikke er flere, eller næsten ikke flere. Så sulter rovdyrene og deres antal falder drastisk. Derved får byttet mulighed for at genrejse bestanden, hvorpå der atter er masser af mad til rovdyrene, der straks begynder at forøge sit antal. Den slags cyklusser – op og ned – er velkendte fra naturen, der findes masser af eksempler.
For 300 millioner år siden havde vi et tilsvarende tilfælde, men denne gang i global skala og potentielt meget farligere for livet på Jorden. 100 millioner år før var Jorden i den periode, der er kendt som Devon-tiden, hvor det meste af livet fandtes i havet, og fiskene styrede det hele. CO2-indholdet i atmosfæren var den gang oppe at runde 1000 PPM. Men så begyndte livet at gå i land, først planterne og insekterne og derpå en række padder. Nu var vi i Kultiden. Planterne spredte sig og dannede store fugtige og frodige skove.
De mange planter medvirkede til at hæve atmosfærens iltniveau til mellem 30 og 35% (i dag er det 21%). Det gav gode betingelser for dyr, der ånder gennem huden, bl.a. de nye landlevende padder, men også insekter og andre leddyr, der opnåede kolossale størrelser, se fig. 1.
Når alle de mange træer døde, gik de imidlertid ikke i forrådnelse, men sank ned i mudderet og blev gradvist til vores nuværende forekomster af kul. Derved blev der trukket store mængder af CO2 ud af luften, og de vulkanudbrud, der fandt sted, kunne slet ikke erstatte den forsvundne CO2. Resultatet var, at atmosfærens CO2-indhold faldt ned til faretruende lave værdier, måske helt ned til 150 PPM for ca. 300 mio. år siden, se fig. 2, og derved blev planternes vækst alvorligt hæmmet.
Det medførte, at Kultidens frodige urskove kollapsede og samtidigt blev havets planteplankton også ramt. Derved blev fødekæderne for dyrene ødelagt, og det medførte en langtrukken masseuddøen. Vi var nu nået ind i den geologiske periode Perm, der netop hen igennem var præget at et voldsomt tab af dyrearter. Tabet blev forstærket af at iltindholdet i atmosfæren også faldt (fig. 3), og dermed uddøde mange af kæmpedyrene fra Kultidens storhedstid.
Hele dyreverdenen blev i flere omgange udskiftet med nye typer og arter, dyr, der var meget mere hårdføre end Kultidens padder og leddyr. Det var småt med vegetation, og det kan man også se ved, at der i modsætning til Kultiden blev aflejret meget lidt kul i løbet af Perm, se fig. 4.
I slutningen af Perm kulminerede omfanget af uddøen, og klimaforskere vil gerne hænge det op på voldsomme vulkanudbrud, der forøgede atmosfærens CO2-indhold drastisk og dermed gav anledning til ”farlige” temperaturstigninger. Situationen var dog nok snarere omvendt. Dyrene døde i den sidste periode med det lave CO2-indhold. Da indholdet derefter endeligt kom op igen, medførte det den opblomstring af dyrelivet, der karakteriserer den efterfølgende periode Trias, der bl.a. omfattede dinosaurernes opståen og hurtige udbredelse.
Relevansen for nutiden af denne historie er, at under den sidste istid var vi igen i en situation, hvor CO2-indholdet i atmosfæren begyndte at blive betænkeligt lavt. Det skyldtes bl.a., at havet var koldt og derfor kunne rumme mere CO2 i opløsning. I teorien kan man godt forestille sig, at den situation kunne blive forværret i de kommende hundrede tusinder af år, men her har vi mennesker så grebet ind og givet atmosfæren et skud CO2 fra depoterne i form af de fossile brændstoffer, og det er nok ikke nogen dårlig ting.
Danish
En væsentlig medvirkende årsag til det lave CO2 indhold i atmosfæren for 300 mill. år siden er den Kambrisk-Permiske istid, som varede mange millioner år. Den har bevirket, at havet var koldt ligesom i dag. Derved kunne havet optage mere CO2 i opløsning. Der var nok tale om maksimal opløselighed.
Ligesom i dag var der is på polerne. Iskolde poler bevirker nedsynkning af koldt (tungere end varmt vand), iltholdigt vand ved polerne, som strømmer langs bunden mod ækvator. Det skaber en lagdeling i vandsøjlen, som kan være fremmende for dannelsen af iltfattige bundmiljøer ved havniveau stigning (på den relativt lavvandede fastlandssokkel) og dermed dannelse af kildebjergarter (organiskholdige sedimenter) for fremtidige oliefelter.
Tak til klimarealisme.dk at bringe de mange “kontroversielle” artikler.
På https://denstoredanske.lex.dk/atmosf%C3%A6ren finder jeg følgende :
“Hvis iltindholdet i atmosfæren ligger blot få procent højere end de 21, vil skovbrande ikke kunne slukkes, og hvis det ligger blot lidt lavere, kan skovbrande ikke opstå. Fossile spor af både skove og skovbrande må således tolkes som vidnesbyrd om et konstant iltindhold gennem mange millioner år.”
Hvad er forklaringen til at jorden ikke var en ildkugle for 300 mio. år siden, da der var 30 og 35% ilt i atmosfæren?
Når vi skal langt langt tilbage i jordens historie, så mener jeg også vi skal nævne den periode for ca. 700 mio år siden, hvor klimaet kollapsede og jorden frøs til is. Dette var en kritisk tid for jordens liv.
Jorden klarede dog selv problemet ved med kraftige vulkanudbrud at bryde hul i islaget og udspyede kolossale mængder CO2 til gavn og glæde for datidens klima og den fremtidige udvikling af jordens flora og fauna.
Det har nok ikke så megen relevans for den nuværende klimadebat, men jeg syntes bare vi lige skulle have det med også.
Men kulden den gang skyldtes formentligt ikke et lavt indhold af CO₂ i luften. Ifølge Henrik Svensmark passerede Jorden den gang et område af Mælkevejen (en spiralarm), der var meget rigt på stjerner. Det gav en masse kosmisk stråling og dermed et meget tæt skydække på Jorden – hvilket igen førte til, at det meste af sollyset blev kastet tilbage, og Jordens overflade blev kold. Skyerne gav en masse nedbør i form af sne i tilgift. Først da solsystemet kom fri af dette stjernerige område, faldt den kosmiske stråling og dermed skydækket, og den globale temperatur steg igen.
Der har bredt sig den opfattelse, at CO₂ skal spille en rolle gennem hele Jordens geologiske historie, men den er ikke berettiget. Klimaets udvikling kan sagtens forklares uden.
– Men så ville 20.000 “forskere” og “formidlere” jo blive arbejdsløse.
– Men det var jo heller ikke så galt, da vi “mangler hænder”.
– Problemet er så blot, om de kan omskoles til noget brugbart?
Søren Hansen: du har jo ret i, at “man nok ikke umiddelbart kan bedømme de klimatiske forhold for 300 mio. år siden med nutidens situation”. Men det gælder kun, hvis man er meteorolog og skal forudsige vejret for i morgen. Vanddamp, CO2, metan og lattergas havde samme drivhusvirkning som i dag. Alle atmosfærens fysiske kræfter/faktorer er uændrede, de er universelle og uændrede.
Villi, men nu forudsætter du, at Jordens klima styres udelukkende af drivhusgasser – lige som IPCC gør det. Javier Vinós peger på de store havstrømninger og ditto i atmosfæren, der i dag trækker varme fra Ækvator mod polerne, primært over havet. Varmetransporten styres også af de cirkulære luftstrømme omkring polerne. For 300 mio. år siden så verdenskortet helt anderledes ud og varmestrømmene fulgte radikalt anderledes mønstre. Derfor kan du både have haft højere eller lavere temperaturer den gang – helt uafhængigt af atmosfærens indhold af drivhusgasser.
Nej, jeg forudsætter ikke at Jordens klima styres udelukkende af drivhusgasser. Jeg påpeger kun, at de fysiske love, som var gældende dengang, også er det i dag. D.v.s, at det er de samme kræfter, som styrer vejr og klima dengang og nu. Men hvis verdenskortet ændrer sig, ændrer det naturligvis forudsætningen for beregninger af vejr og klima. Imidlertid ændrer det intet i forhold til “tipping-points”, der ikke kan påvises i geologisk tid, som forårsaget af øget CO2-koncentration.
En væsentlig grund til til den konstante CO2-nedgang i atmosfæren fra 150 mio. år (kridttiden) er formentlig hav-skaldyrenes succes: muslinger, snegle, større krebsdyr og krill. Deres skaller er dannet af calciumkarbonat (CaCO3), altså calcium + CO2 +ilt. Når disse skaldyr dør, synker de til bunds i dybhavet, og deres indhold af kulstof er ude af det naturlige kulstofkredsløb i millioner af år. De ligger i nutiden som kilometertykke kridtlag i undergrunden og kan ses f.eks. på Møns Klint. Derfor var livet måske på vej til sin udslettelse for 150 år siden; men det blev reddet på målstregen, fordi mennesket blev i stand til teknisk at udnytte de fossile brændstoffer.
Kridtlagrene må jo stoppe al diskussion om havets forsuring, de må ligge som enorme pH-stabilitets-lagre
Ja, havets pH-værdi er ca. 8,1, hvilket altså er klart basisk. Begrebet “havets forsuring” er ren propaganda. Når pH-værdien ændres fra 8,2 til 8,1, er det selvfølgelig ingen forsuring.
Johannes Krüger refererer i “32 myter om klimaet —” på side 136 IOCC”s 2013-rapport (AR5) for co2-omsætningen i atmosfæren.
CO2-indhold i atmosfæren er 3200 GT = 420 ppm. Årlig tilførsel er 760 GT = 100 ppm, heraf stammer 33 GT fra menneskelig aktivitet.
3200 GT = 2% af havets indhold på 160.000 GT.
Da den årlige øgning af CO2 er 2 ppm, heraf 0,08 ppm fra menneskelig aktivitet, må de resterende 98 ppm fjernes fra atmosfæren på forskellig vis. Havet er største aftager, og noget fjernes ved forskellige processer i klipper og jord.
En ændring af atmosfærens indhold på 100 ppm = 25% svarer til en ændring på 0,5% af havets indhold.
En ganske lille ændring i forholdet mellem hav og luft-temperaturen vil betyde en lille %-ændring i havets CO2-indhold, men en stor %-ændring i atmosfæren.
Kan en ændring i forholdet hav / luft temperaturen ændre CO2-indholdet i atmosfæren tænkes?
Når ilt-indholdet har været op mod 35%, har den så øget den totale luftmængde? Har tykkelsen på luftlaget været større, så mere varme er optaget i luften og mindre varme har nået jord / hav-overfladen?
Er det temperaturen og temperatur-differencen, der styrer CO2-indholdet i atmosfæren?. Johannes Krüger har påvist i kapitel 12, at øgningen af CO2 følger efter temperatur-øgningen.
Det gennemsnitlige regnfald er 810 mm. Før det falder skal det fordampes så det stiger op. Dertil kræves en effekt på 60 Watt / m2 (det er mange 60 Watt pærer på en grund på f.eks 800 m2). Der er store energi-omsætninger, og selv små ændringer må betyde store ændringer i atmosfære-temperaturen
Du kan nok ikke umiddelbart bedømme de klimatiske forhold for 300 mio. år siden med nutidens situation. Den gang var fordeling af landjord og hav helt anderledes, og havstrømmene var vidt forskellige fra, hvad vi har i dag. Omsætningen af CO₂ må også have været anderledes, der skal gennem årene meget til, hvis iltniveauet kan hæves helt op over 30%.
Meget spændene indlæg. Tak for det.