Debatindlæg, Klima i Medier

Klimapropaganda til de små

– Gæsteindlæg

Børn læser ikke så mange bøger nu om dage, har man hørt. Især drenge synes bedre om andre ting. Gaming for eksempel. Som ivrig læser af bøger og som bedstemor burde jeg være bekymret, men ikke her. Hvor er jeg altså glad for at se de eksemplarisk velholdte klimabøger, som jeg fik lånt hjem fra mit lokale bibliotek. Der er heldigvis ikke ret mange, der har haft dem i hænderne! Pyh, sikke en lettelse!

Der udkom faktisk en hel stak klimabøger til børn i årene 2019 og 2020, som måske skyldes den varme danske sommer i 2018. Nu skulle det endelig være, med den alarmerende ophedning og dermed hele klodens ødelæggelse – hvis ikke vi alle sammen gjorde noget. Især børnene, som jo ejer fremtiden. Det forpligter også dem forstås.

Politikens Forlag har udgivet ”DEN STORE KLIMABOG” netop i 2020, og den er helt åbenlyst rettet mod drengebørn. På omslaget ser vi undertitlen: ”SÅDAN BLIVER DU EN VASKEÆGTE KLIMAHELT!”

Den yderst beslutsomme klimakrigers hoved er pakket ind i en globus som beskyttelseshjelm, hvor øjnene kigger ud i Atlanterhavet og munden i Sydamerika. Han har fat i en gaffel som våben, der lige har spiddet et tusindben. Det vrider sig i sin dødskamp. En lille bitte pige i en lyseblå babydragt flyver i det fjerne på et elektrisk skateboard. Hun er kun en randfigur og vil ikke forstyrre den maskuline helts mission.

Bogen har 8 kapitler og tilbyder 6 diplomer på de sidste sider. Budskabet er: Vær en klimahelt! Aldrig klimaskurk.

Jeg præsenterer skurkene først:

1.     Donald Trump (”en af de allerstørste klimaskurke”, siger ”LALALA!”)
2.     Exxon Mobil (graver olie op)
3.     The Koch Brothers (”de mener at klimaforandringer er noget værre fis”)
4.     Køer (”har helt vildt meget luft i maven”)
5.     Sarah Palin (”spreder utroligt mange løgne om klimaet”)

Så er det på plads. Nu kommer heltene:

1.     Greta Thunberg (20. august 2018 sad hun med sit papskilt SKOLESTREJK)
2.     Mette Frederiksen (vinder klimavalg i 2019)
3.     Paven (”Vi må passe på Guds klima”)
4.     Svante Arrhenius (Opfundet CO2-teorien og har også et eget frimærke)
5.     Connie Hedegaard (”Klimahvisker”)
6.     Poul la Cour (Elektriske vindmøllers fader)
7.     Arnold Schwarzenegger (Bygget mange vindmøller og solceller i Californien)
8.     Elon Musk (”Klimaets Georg Gearløs”, elbil Tesla)
Danmark: Klimahelt og klimaskurk (Vindmøller, men alt for meget CO2 per person)

Efter en gennemgang af alle de gængse argumenter i nutidens klimaformidling, kommer vi til kapitel 7, hvor den futuristisk prægede dreng Artos dagbog præsenteres. Arto er født i det magiske år 2030, hvor alt bliver bedre. Nu er han blevet 13 år og giver indblik i sin hverdag og sine tanker.  Start: 24. august 2043.

Dag 1: Arto skriver om et robotstyret luftskib, der leverer madvarer
Dag 2: Maden består af græshopper, tofu, tørret hvidkål, quinoamælk
Dag 3: Lejet ny jakke i ”Blæredygtig”-butikken, lavet uden CO2, af fiskeskind
Dag 4: Siger farvel til forældrene og robot-butler, ser 50 kæmpevindmøller på vej til skolen – ligner ”dansende, gigantiske, hvide træer”
Og så videre til dag 12.

Utopien består i, at Artos verden er et højteknologisk, gennemelektriseret samfund, hvis energiforsyning kommer fra vindmøller. CO2 er ikke noget problem længere, fordi en CO2-støvsuger tændes hver aften kl. 22.00. Træhøjhuse bygges til 120. etage og der findes ”AR-spil”, hvor man ”kæmper mod gamle, sure mænd om at redde verden”.

Bogen opfordrer sine unge læsere til at tage på en klimamarch (på side 119), lave skilte og bannere, råbe højt, helst ”noget der rimer på klima”.

Det var så Politikens Forlags udgivelse af Anna Fenger Scheftes og Anders Nolting Magelunds værk. 

Kapitel 1 hedder i øvrigt: ”De voksne har fået klimatitis”.

Lyder det ikke som en sygdom? Så er man advaret. 

Lad dog børnene være i fred!

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Karin Egede

    Tak, Greta Gallandy-Jakobsen, for dit klimarealistiske budskab.
    Fordi, ja, FN og Greta Thunberg fik i sin tid held med at Klima-forskrække….. selv de danske unge mennesker i en sådan grad, at man i Købehavn oprettede en Klima-Sorggruppe.
    Men nu får De Grønne Munke forhåbentlig ordet i en Klimarealistisk debat, som starter i København den 26. April 2024 ….til gavn og glæde også for Biodiversiteten i vort lille Ørige.

  2. Greta Jo Larsen

    Som mor, pædagog og cand. pæd. soc. er jeg helt lamslået over dette SVINERI AF EN OMGANG INDOKTRINERING for offentlige midler. Der er brugt skattekroner på sådan noget.

    VIL staten skræmme vores børn?

    VIL regeringen skræmme vores børn?

    Til de ansvarlige:
    Sæt jer en weekend og få læst noget fakta om klimaet. Læs især noget fakta om CO2 – det kan godt være du skal begynde med folkeskolens indføring i kemi. Gør det. Få læst noget.
    Læs også hvad det gør ved børn, at blive skræmt på den måde.

    Det her er det mest skammelige, jeg nogensinde har set. Det minder om Putin der fortæller sin befolkning, hvordan andre lande er.

    Tak til Greta for at ha’ udarbejdet artiklen. Jeg ved, at alle jer ikke får penge for at holde denne hjemmeside i gang – i modsætning til alle dem der skræmmer. Hvis nogen ikke ved det, så er et foretagende som Vestas interesseret i at sælge vindmøller til hele Danmark og alle de fattige lande, så de fattige lande får ustabil og dyr energi. Vestas er baseret på oldnordisk teknologi og kan derfor ikke klare sig i konkurrencen uden staten betaler til det. Statens penge er de penge vi bliver ribbet for i skat.

    • Felix Krull

      Sæt jer en weekend og få læst noget fakta om klimaet. Læs især noget fakta om CO2 – det kan godt være du skal begynde med folkeskolens indføring i kemi. Gør det. Få læst noget.

      Det handler ikke om uvidenhed, de ansvarlige er udmærket klar over at klimahysteri bare er en politisk gimmick der skal få højere skatter og mere ulandsbistand til at glide lettere ned hos skatteborgerne.

  3. Mange tak for god anmeldelse Greta, indsigt i hvad der foregår i børnehøjde, og glad for at du ikke hedder Thunberg til efternavn ;-).

    “The Hand That Rocks the Cradle Is the Hand That Rules the World”

    Og det værktøj fra det offentliges værktøjskasse, har desværre været brugt i generationer, og bliver fortsat den dag idag flittigt brugt i folkeskolen og i public service kanalerne.

    Jaa, hvad kan man gøre udover at opløse folkeskolen og DR, og kun have uafhængige privatskoler og uafhængige medier, der kan formidle viden, uden at formidle statskontrolleret tro til de uskyldige små.

    For skole og medier bør vel ikke handle om tro, men viden i et samfund der skamroser sig selv for at være et moderne oplysningssamfund.?

  4. Jørgen Keinicke

    Ved det netop overståede skolevalg var klima ikke det emne, som blev afgørende for valget, som Liberal Alliance vandt.

    De mest populære emner var:
    Gør arbejdet for unge under 18 år skattefrit
    Giv gratis frokost i folkeskolen
    Afskaf topskatten
    Afskaf brugerbetaling på offentlig transport
    Giv 17-årige ret til at køre bil alene

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*