Klima-drama i retten

Forleden blev en meget klimarelevant retssag afsluttet i Washington DC. Sagsøgeren var ingen anden end Michael E. Mann, hockeystavens fader, og de sagsøgte var to konservative skribenter, Rand Simberg og Mark Steyn. Mann mente, at de havde beklikket hans gode ry og rygte, og søgte nu kompensation gennem domstolen.

Sagen har været undervejs i 12 år, her har advokaterne udført deres forpostfægtninger, og det har været en dyr historie for de to sagsøgte. Selv har Mann udtalt, at han ikke har brugt en cent af sine egne penge. Specielt Steyn, der ellers er en meget slagfærdig person, der altid er underholdende at høre på, er blevet hårdt ramt. Han har haft tre hjertetilfælde og optrådte i retten i rullestol. Han var i øvrigt sin egen advokat, mens Simberg blev repræsenteret af en sagfører.

Men hvad var det, der skete for 12 år siden? Simberg og Steyn offentliggjorde næsten samtidigt korte indlæg om Michael Mann. Simberg lagde for, hvorefter Steyn bragte en lettere forkortet version på et andet netmedie. På det tidspunkt var Mann ansat på Penn State Universitetet i Pennsylvania. På samme universitet havde Jerry Sandusky huseret i mange år, men var nu netop i 2012 blevet afsløret som seriemisbruger af børn. Det viste sig, at universitetet, under ledelse af en Graham Spanier, i gennem flere år havde holdt hånden over Sandusky. Steyn og Simberg tog nu udgangspunkt i denne sag i deres kritik af Mann.

Det hører med til historien, at Mann jo også spillede en hovedrolle i Climategate-skandalen, hvor lækket korrespondance mellem Mann og diverse andre klimaforskere både i USA og i England afslørede en meget betænkelig og ikke særligt videnskabelig fremgangsmåde for at sikre, at klima-alarmistiske synspunkter blev enerådende, f.eks. hos IPCC. Steyns udgave af ovennævnte indlæg gengives her, lettere forkortet, i oversættelse.

Jeg hentyder til en anden mørklægning og hvidvask, der fandt sted dér to år før, før vi lærte om hvor rådden og korrupt kulturen på universitetet var. Men nu, da vi ved hvor galt det stod til, er det måske på tide, at vi igen kigger på Michael Mann-sagen, specielt set i lyset af alt det, vi også har lært om hans og andres hockeystav-snyderier siden. Man kan sige, at Mann er klimavidenskabens Jerry Sandusky, bortset fra at han, i stedet for at begå overgreb på børn, har begået overgreb og torteret data i en politisk videnskabs tjeneste – en videnskab, der kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for nationen og planeten.

Michael Mann var manden bag den svindelagtige klimaforandrings-”hockeystav”-kurve, Ringenes Herre i træernes årrings-cirkus. Og da Climategate-email’ene blev lækket, følte Penn State sig forpligtet til at ”undersøge” professor Mann. Graham Spanier, præsidenten for Penn State, som blev tvunget til at træde tilbage i forbindelse med Sandusky, var den samme fyr som undersøgte Mann. Og som med Sandusky nægtede universitetet at finde noget som helst forkert ved et af sine stjernenavne.

Hvis en institution er parat til at dække over systematiske voldtægter af mindreårige, hvad kan den så ikke dække over? Uanset om han er ”klimaforandringernes Jerry Sandusky”, så forbliver han klimaforandringernes Michael Mann, bl.a. fordi ”undersøgelsen” af ham, udført af en dybt korrupt administration, var en vits.

Det var grove løjer, selvfølgeligt, men nu er Michael Mann jo ikke nogen, der holder sig tilbage, når det drejer sig om at svine modstandere i klimasagen til. I forbindelse med sagsanlægget skrev Mann således i en e-mail, at han håbede at sagen ville ”ruinere denne ynkelige undskyldning for et menneske”, hvormed han mente Steyn. Mann fortsatte: ”han har bagvasket og løjet hele livet. Nu sætter vi en stopper for det.”

Manns sag er baseret på en række punkter. Dels mener han, at der ikke er noget forkert ved hans forskning, den kan på ingen måde betragtes som ”svindel”. Dels har han fremført, at Simberg & Steyns skriverier har haft negative konsekvenser for Manns muligheder for at skaffe bevillinger til sine aktiviteter.

Efter sigende har Mann fremlagt mere end en million dokumenter for at underbygge, at forskningen er god nok. Årene er ellers gået med argumentation frem og tilbage om delspørgsmål, og bl.a. kom ytringsfriheden på banen og nåede helt op til højesteretten, der dog afviste at tage den. Steyn og Simberg har gentagne gange forsøgt at få retten til at afvise sagen, og der har været mange retsmøder gennem årene. Men sagen er overlevet, og så her i januar 2024, efter flere yderligere udsættelser, kom den for retten.

Retssagen brugte i starten adskillige dage på mindre spørgsmål. Et af dem var, hvorvidt Michael Mann overhovedet er en troværdig person. I hans sagsanlæg kunne man bl.a. læse:

Dr. Mann er en klimaforsker, hvis arbejde har fokuseret på global opvarmning. Sammen med andre forskere, var han en af de første, der påviste den støtte stigning i overflade-temperaturer gennem det 20. århundrede og den stejle stigning i målte temperaturer siden 1950-erne. Som følge af denne forskning modtog Dr. Mann og hans kollegaer Nobels Fredspris.

Mann har aldrig modtaget Nobels Fredspris. Den blev givet til IPCC (og Al Gore) og efterfølgende sendte IPCC et officielt dokument ud til en stribe forskere, heriblandt Mann med Nobelkomiteens certifikat og en skrivelse fra IPCC neden under. Nogle journalister fik fat i sagen og sætningen om Manns Nobelpris blev slettet fra sagsanlægget, men kan stadigvæk findes i den originale version, der bliver gemt i sagens akter.

Dernæst kom Manns påstand om, at han havde tabt forskningsbevillinger fra staten som følge af Steyn & Simbergs indlæg i 2012. Under de lange forberedelser havde Simbergs advokater bedt om en liste over disse bevillinger, som Mann mente at være gået glip af, men det havde Mann nægtet den gang, med den begrundelse, at denne information ikke var relevant for noget aspekt i sagen.

Under retssagen havde Mann så fremført, at det svar var noget, hans advokater havde rådet ham til. Det lød jo lidt mærkeligt, og da der blev gravet yderligere i sagen, viste det sig, at Mann faktisk i flere omgange har fremlagt sine lister over tab. Det bemærkelsesværdige er nu, at listerne nævner forskellige tal på de samme bevillinger. Det værste eksempel var en bevilling, der i første omgang skulle have været på 9 millioner dollars, i den reviderede liste optrådte den med et beløb på 100.000 dollars. Det var jo noget af et spring…

Manns undskyldning var, at det var en ”ærlig fejltagelse”. Der var dog tale om dokumenter, han havde underskrevet under ed, så dem skulle han måske ikke have taget så let på. Vores korrespondent spekulerer på, om de ni millioner kom på i første omgang i et forsøg på at skræmme modparten, men at det så var gået op for Mann, at han ved at fastholde dem kunne komme i alvorlige juridiske vanskeligheder. Angiveligt var der tale om en bevilling, der skulle deles mellem en stribe universiteter, og Penn States andel var beskeden.

En sag mere, der kom op, var sletningen af emails efter at Climategate-skandalen kom frem. Phil Jones, en engelsk klimaforsker, bad Mann om at slette en stribe mails fra deres korrespondance og sende beskeden videre til en hr. Wahl. Mann havde efterfølgende undladt at slette mails på sin egen computer, men han havde sendt beskeden videre til Wahl, der havde slettet sine. At slette mails, når man står over for en anmodning om aktindsigt (og det var tilfældet her) er også i USA en alvorlig forbrydelse.

Dernæst kom en sagkyndig i statistik, en professor Wyner, i vidneskranken, og han gav udtryk for, at Manns brug af data til rekonstruktioner af fortidens temperaturer var både ”manipulerende” og resultaterne ”vildledende”. Wyner udtalte, at usikkerhederne på Manns hockeystav-kurve var tegnet alt for snævre. Med mere retvisende usikkerheder ville man til gengæld ikke være i stand til at fastslå, at temperaturerne for flere 100 år siden var lavere end i dag.

Wyner blev til sidst spurgt, om han kendte til nogen statistik-kyndig, der havde forsvaret Manns kurve. Det var der ikke, så vidt Wyner vidste. Og det kan tilføjes, at Mann heller ikke til retssagen indkaldte noget vidne til forsvar for sit statistiske arbejde.

Hen mod slutningen af retssagen kunne forsvaret præsentere flere vidner, velkendte navne som Steven McIntyre og Ross McKitrick. McIntyre beskrev i retten om alle sine vanskeligheder med at få udleveret Manns data og computerprogram til den statistiske behandling. Det er jo en velkendt historie, som vi også har omtalt her på siden.

McKitrick kom ind på de data fra årringe i træer, som Mann havde brugt. Der var en hel stribe, men langt de fleste viste ikke nogen temperaturstigning op imod nutiden, de lignede ikke ”hockeystave”. Men der var et par stykker (ud af i alt 15), der gjorde, og det blev netop dem, Mann udvalgte som grundlaget for sin temperaturkurve.

Der er altid et dilemma i retssager, når man kommer ind på meget tekniske eller videnskabelige finurligheder. Juryen består af ikke-fagfolk, og de lader sig ikke overbevise, selvom en sagkyndig udtaler sig om den statistiske R-værdi, der er udtryk for pålideligheden af resultaterne. Derfor skal man som part i sådan en retssag være forsigtig med at kede juryen (og dommeren) for meget.

Michael Mann blev som bekendt undersøgt internt på Penn State efter, at Climategate kom frem. Undersøgelsen blev foretaget af to af universitetets administratorer, og deres mandat var meget snævert. De foretog sig ikke meget andet end at interviewe Mann, og derefter skrive en rapport, der blev lettere redigeret af universitetets præsident Graham Spanier og derpå udsendt – som en total frikendelse af Mann. En videooptagelse med de to administratorer blev vist retten, optagelsen var fra et af de forberedende møder. Men de to kunne ikke bidrage med meget andet, end at de havde fået det snævre mandat.

Da Steyn jo var sin egen advokat fik han mulighed for at udspørge Mann i vidneskranken direkte. Det gik ikke stille af. Mann forklarede, hvor svær hans tilværelse havde været efter de to indlæg fra 2012. Blandt andet havde nogle folk ”kigget ondt” på ham i et supermarked, hvor han var på indkøb med familien. Sammenligningen med Sandusky havde også taget hårdt på Manns datter, da hun fik det at vide (hvorfor hun så havde det).

Steyn spurgte også Mann, hvorfor han ikke mente, at man kunne kritisere værdien af data fra årringe uden, at det drog hele klimavidenskaben i tvivl. Mann svarede, at han ikke var forsker i årringe, og han mente, at Steyns bemærkninger ”lød for mig som et mere generelt angreb, som om du prøver at antyde, at hele klimavidenskaben er præget af svindel.”

Det er jo interessant, når man kigger på hele tilfældet om hockeystaven, som den blev afsløret under Climategate, så er det jo netop sagen, der er det vigtigste for Mann & Co. Kurven skal tjene til at drive budskabet om de farlige menneskeskabte CO₂-udledninger frem, koste hvad det koste vil. Derfor må man opfatte det således, at et angreb på hockeystaven i Manns optik er et angreb på hele klimabudskabet, som han tror på det.

Retssagen er nu afgjort, juryen har talt. Michael Mann endte som vinderen og Simberg og Steyn blev dømt til at betale erstatning.

Sjovt nok accepterede juryen ikke, at Mann havde lidt noget økonomisk tab, og derfor blev han kun tilkendt 1 dollar fra hver sagsøgte som kompensation. Men hertil kommer begrebet ”erstatning som straf” punitive damages, og her blev Simberg dømt til at betale 1000 dollars, mens Steyn skulle betale 1 million dollars. Det er jo en sjat penge.

Juryen begrundede denne erstatning med, at Simberg og Steyns indlæg indebar ondskabsfuldhed, foragt, ringeagtelse, hævngerrighed eller overlagte forsøg på at skade. Straffen skulle afholde andre fra at prøve på noget tilsvarende.

Nu bliver det jo interessant om dommen bliver appelleret, helt eller delvist. Steyn og Simberg udtrykte tilfredshed med, at retten fandt, at Mann reelt ikke havde lidt nogen skade. Straf-erstatningerne skal nu vurderes juridisk.

Mann på sin side var i hopla. Tilbage i 2021 blev hans søgsmål mod de internetmedier, der havde offentliggjort Steyn & Simbergs indlæg, afvist af en domstol. Nu ville Mann i gang med at undersøge, om de sager kunne genoptages. Oprindeligt havde Mann jo lovet, at han ville ”ruinere” de to platforme.

En trist affære hele vejen rundt.