Sjette Masseuddøen

I Jordens mere end 600 millioner år lange historie har der været flere perioder, hvor en meget stor del af dyrelivet forsvandt. Man kan se det ved deres fossiler, der pludseligt forsvinder fra de geologiske lag, og først i noget yngre lag dukker der så resterne af andre dyrearter op. Disse begivenheder kaldes ofte for ”masseuddøen” og normalt regner man med, at der har været fem af dem op gennem tiderne.

Den sidste er nok den mest berømte. For 65 millioner år siden ramte en såkaldt asteroide fra det ydre rum Jorden. Asteroiden var formentligt omkring 10 km i diameter og slog med meget stor hastighed ned på Yucatan-halvøen ved Mexicos atlanterhavskyst. Den skabte et gigantisk krater og slyngede kolossale mængder af støv op i atmosfæren, hvorved sollyset blev forhindret i at nå jorden, planterne døde og med dem dyrene.

Det gik ud over alle dinosaurerne, flyveøglerne og nogle af de store reptiler i havet. En masse andre dyre- og plantearter forsvandt, og tilbage var der nogle få og små pattedyr, krybdyr, fisk og fugle + insekter m.v., der så kunne bringe livet videre. Hvordan de overlevede, vides ikke med sikkerhed. Men uden dem ville vi ikke være her i dag.

De forudgående episoder med masseuddøen skyldtes så vidt vides ikke asteroidenedslag, men var måske en følge af gigantiske vulkanudbrud eller voldsomme klimaforandringer, hvor Jordens temperatur f.eks. faldt med mange grader på kort tid. Men hver gang gik det hårdt ud over dyrelivet.  

Man grupperer dyrene i såkaldte slægter og i forbindelse med de fem tilfælde af masseuddøen er typisk over halvdelen af alle (kendte) slægter og 70-80% af alle arter forsvundet.

Nu får vi at vide, at vi i dag står midt i den Sjette Masseuddøen. Medierne er fulde af alarmerende historier desangående. Det er selvfølgeligt menneskenes skyld, både direkte og indirekte ved de klimaforandringer, som vi siges at have forårsaget. En smagsprøve:

Den sjette masseuddøen foregår lige nu, og denne gang er årsagen ikke en meteor, men os – mennesket.

Mellem 7,5 og 13 procent af alle planetens kendte arter uddøde de seneste 500 år… Og da vi kender omkring to millioner arter, svarer det til mellem 150.000 og 260.000 arter, der ikke længere eksisterer. På grund af os.

Tænk lige lidt over dét tal. Jorden har altså de seneste 500 år mistet omtrent fem gange flere arter, end der lever i hele Danmark i dag.

Denne viden er det naturligvis altafgørende at popularisere, fordi det er den direkte årsag til, at vi har brug for en ekstremt ambitiøs naturpolitik, der afsætter plads til store vildere naturområder, hvor biodiversiteten har førsteprioritet.

Det er tydeligvis et led i kampagnen mod det moderne samfund og den brede befolknings muligheder for at opnå trivsel i deres tilværelse – ikke mindst i den 3. Verden. Agitationen kommer fra folk, der bare ikke kan få nok af indskrænkninger i menneskenes råderum – uanset omkostningerne i liv og velfærd. Påstanden er, at vores egen overlevelse 100% afhænger af opretholdelsen af ”biodiversiteten” på kloden.

Det er en menneskefjendsk holdning, der tilsvarende gennemsyrer hele klimasagen på samme måde. Her vil man gladeligt sætte hele energiforsyningen over styr i drømmen om at ”redde” Jorden fra menneskeheden.

Men hvad ved vi så om den Sjette Masseuddøen? De andre fem var karakteriseret ved et meget stort tab af arter blandt de større dyr. Det er jo dem, der har efterladt sig fossiler, som vi kan måle på og tælle op. Mht. den nuværende situation er vores bedste værktøj nok IUCN’s såkaldte rødliste, hvor man opregner dyrearter, og herunder mærker dem, der anses for at være truede, næsten uddøde eller formentligt uddøde. IUCN: International Union for the Conservation of Nature (”Internationale Union for Bevarelse af Naturen”).

Den globale rødliste indeholder i alt 157.000 forskellige dyrearter, heraf er godt 50.000 hvirveldyr, dvs. pattedyr, fugle, reptiler og fisk. Resten er hvirvelløse dyr, blæksprutter, snegle og ikke mindst insekter. Men listen er meget langt fra at være komplet, der er fundet omkring 2 millioner forskellige dyrearter, hvor de fleste er ganske små insekter og andre såkaldte leddyr.

Ud fra IUCN’s liste kan man få et ganske godt billede af, hvor mange af de større dyr, der er uddøde. Man har talt dem op siden år 1500 og finder, at det drejer sig om ca. 900. Det svarer til 0,6% af alle dyrene på listen. Det er jo ikke noget skræmmende tal, ikke mindst fordi mange af de uddøde dyr levede på små isolerede øer, f.eks. i Stillehavet, hvor de ikke havde nogen naturlige fjender. Det ændrede sig så, da menneskene kom til med deres husdyr og andet godt.

Det er selvfølgeligt en meget beklagelig ting, men ikke noget, vi kan ændre på her på nuværende tidspunkt, og næppe noget, der sælger mange billetter til biodiversitets-kampen.

Der skal nogle større og mere alarmerende tal på bordet, og så har forskerne kastet sig over alle de smådyr, der ikke er med på IUCN’s liste. Her løber man straks ind i problemer. Et meget stort antal af de arter, man har registreret, kendes kun fra et enkelt fund, ofte på ét eller andet afsides sted. Om der siden er sket noget med den art, er umuligt at vide. Der er ingen tvivl om, at et betydeligt antal arter formentligt er forsvundet, f.eks. i forbindelse med rydning af urskov og andre naturområder. Mange arter lever, eller har levet i områder med meget lille udstrækning, og de kan sagtens forsvinde, hvis der kører en bulldozer hen over og en vej bliver anlagt.

Nu har vi jo heller ikke fundet alle de dyrearter, der lever på Jorden. Der er mange skøn på det totale antal, men et ofte set bud er 8 millioner. Så vi kender kun til en fjerdedel af dem. Det gør jo opgaven med at bedømme omfanget af uddøen helt umuligt, hvordan kan man vide, om et dyr, man aldrig har set, er uddødt?

Der er flere mulige veje at gå. Man kan selvfølgeligt forlade sig på computermodeller, men de skal jo helst hænges op på nogle data, og her giver IUCN-tallene slet ikke et alarmerende nok grundlag. Der er så forsøgt med vurderinger af lokale bestande af én eller en anden dyregruppe, således blev der i et tilfælde foretaget optællinger af snegle.

Det anslås, at der er ca. 200.000 arter af snegle, og af disse er ca. 8800 blevet studeret nærmere, og 300 menes at være uddøde. Det giver så en procent på 3,4. Den kan man jo så omregne til de 200.000 snegle, eller endda til de formodede 8 millioner dyrearter og så får man 270.000 uddøde dyr, tæt på tallet i ovenstående citat og lige guf for overskrifter i medierne.

Godt til overskrifter, men måske mindre pålideligt som videnskab.

Det hævdes som nævnt, at klimaforandringerne medvirker til denne påståede masse-uddøen, men igen er det småt med beviser. Den nuværende opvarmning har forekommet mange gange før og er ikke større end det naturlige interval dyrene er vant til at leve i. Så umiddelbart forekommer påstanden ikke videre sandsynlig, men tjener snarere som skræmmemiddel.

Men har vi så den Sjette Masseuddøen? Vi kan ikke sammenligne den med de fem foregående, fordi vi ikke har nogen anelse om, hvor mange arter af smådyr, der forsvandt ved de lejligheder. Men målt på større dyr, hvor vi kan bruge IUCN’s tal, er vi slet ikke i nærheden af nogen masseuddøen. Op igennem Jordens historie har der altid været dyr, der uddøde, det skønnes, at 99% af de dyrearter, der har eksisteret, ikke findes mere. Dyrearter kommer og går. Det eneste sted, vi kan betragte den nuværende udvikling som lidt usædvanlig, er i forbindelse med de små øers dyreliv, men den slags sker, og det har i hvert fald intet med klimaet at gøre.