Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Massiv grøn statsstøtte gør os alle fattigere

CEPOS har udgivet en kritisk analyse af den grønne statsstøtte. Forfatterne er Otto Brøns-Petersen, som vi alle kender og et nyt navn på CEPOS: Line Andersen, som holdt et glimrende indlæg om analysen forleden på CEPOS’ onsdags-morgenmøde:

Line Andersen, økonom på CEPOS

Her er pressemeddelelsen om analysen:

Det er ikke velbegrundet, at EU svarer igen på den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA). Det vil gøre den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt og kan desuden optrappe en handelskonflikt over Atlanten, viser ny analyse fra CEPOS.

EU overvejer at svare igen på den amerikanske klimapakke med omfattende statsstøtte til grøn omstilling og klimaneutrale industrier. EU-landene giver imidlertid allerede i forvejen omfattende statsstøtte, ikke mindst til grøn omstilling og grønne industrier. Desuden indeholder blandt andet EU’s genopretningspakke fra 2020 massiv grøn statsstøtte.

”Det ligner en optrapning af en handelskrig, og det er ikke særlig velbegrundet fra EU’s side. Med planerne om at optrappe statsstøtten i EU kommer man op på noget, der minder om det tredobbelte af den amerikanske statsstøtte, når vi ser det i forhold til økonomiens størrelse,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

EU bør ikke indlede et støttekapløb med amerikanerne, da der allerede er afsat masser af milliarder til grønne teknologier i Europa.

Mens IRA udgør 0,15 procent af USA’s BNP, viser den nye CEPOS-analyse, at EU-politikerne allerede har afsat 0,38 procent af EU’s BNP til grønne teknologier.

Det er primært penge, der er blevet afsat i forbindelse med EU’s genopretningspakke fra 2020.

Alligevel har EU-Kommissionen foreslået en modoffensiv med flere forskellige støtteinitiativer, som vil udgøre yderligere omkring 0,10 pct. af EU’s BNP, viser CEPOS-analysen.

Hertil kommer, at de enkelte EU-lande allerede giver omfattende statsstøtte til grøn omstilling.

”Direkte statsstøtte er ikke en omkostningseffektiv metode til grøn omstilling, og omkostningerne rammer primært de lande, der yder støtten. Det er den helt forkerte vej at gå,” siger Otto Brøns-Petersen.

Resumé

Det er ikke velbegrundet, at EU svarer igen på den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA). Det vil gøre den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt og kan desuden optrappe en handelskonflikt over Atlanten.

Der er alligevel ønsker i EU om at svare igen på den amerikanske klimapakke med omfattende statsstøtte til grøn omstilling og klimaneutrale industrier. EU-landene giver imidlertid allerede i forvejen omfattende statsstøtte, ikke mindst til grøn omstilling og grønne industrier. Desuden indeholder bl.a. EU’s genopretningspakke fra 2020 massiv grøn statsstøtte.

Direkte statsstøtte er ikke en omkostningseffektiv metode til grøn omstilling, og omkostningerne rammer primært de lande, der yder støtten.

Når det gælder handelspolitik, er protektionismen i EU på omtrent niveau med USA.

  • Omkring 1 pct. af EU’s samlede BNP bliver brugt på national statsstøtte, hvoraf over halvdelen går til den grønne sektor.
  • I 2020 brugte EU-landene 600 mia. kr. på national statsstøtte til vedvarende energi m.m., hvilket svarer til 0,57 pct. af EU’s BNP.
  • USA vil med IRA yde, hvad der svarer til 0,15 pct. af amerikansk årlig BNP i statsstøtte til grøn omstilling over ti år.
  • I EU’s genopretningsplan fra 2020 og andre centrale EU-programmer er afsat, hvad svarer til 0,38 pct. af BNP i grøn støtte om året over 7 år (heraf udgør genopretningsplanen 0,25 pct. af BNP om året).
  • EU-kommissionens udspil til ”modsvar” lægger op til udgifter, der anslås at svare til yderligere 0,10 pct. af EU’s BNP om året. 

Læs hele analysen her.

Denne analyse er en del af ”Projekt 3%.” Projektet har til formål at identificere reformer, der kan hæve den økonomiske vækst i Danmark til 3 pct. årligt de næste ti år. Projektet er støttet af Kraks Fond og af Novo Nordisk Fonden. (NNF20SA0066299)

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*