Klima-hokuspokus

Klimasagen bygger i høj grad på frygten for fremtiden. Lige nu døjer vi jo ikke med alverdens følger af den moderate globale opvarmning på ca. en grad celsius, og det stigende indhold af CO₂ i atmosfæren har haft en meget gunstig indflydelse på plantevæksten og høstudbytterne. For at få det hele til bare at se lidt negativt ud, har man så grebet til sammenkædningen af ”klimaforandringerne” med tilfælde af ekstremvejr, storme, oversvømmelser, tørke osv. Men den sammenkædning er som bekendt meget svagt funderet rent videnskabeligt og modsiges af de faktiske statistikker over den historiske udvikling i disse begivenheder.

Vi må derfor kigge på fremtiden, hvor det hele ifølge klima-alarmismen bliver meget værre. Her vælger man gerne et tidspunkt mange år fra nu, f.eks. år 2100. Her bliver alting helt forfærdeligt, hvis ikke vi i mellemtiden har gennemført den grønne omstilling med en total forandring af vores energiforsyning og liv i øvrigt.

Kølige hoveder, her i blandt vores egen Bjørn Lomborg, har så sat sig for at regne på omkostningerne. Vi har jo principielt to muligheder. Enten gennemfører vi hele den grønne omstilling hurtigst muligt, og derved falder udgifterne i forbindelse med klimaskaderne til nul. Eller også lader vi stå til, undlader at bruge penge på vindmøller og solceller og betaler i stedet, hvad det koster at rydde op efter oversvømmelser og stormvejr, bygge diger og gennemføre de nødvendige omlægninger i landbruget for at sikre høstudbytterne i situationer med ændrede regnmængder eller temperaturer (som man jo altid har gjort i landbruget).

Lomborgs konklusioner er meget lidt velsete i klimakredse, han konkluderer klart, at kuren er meget værre end sygdommen, dvs. at den grønne omstilling vil koste os meget mere, end klimaskaderne kan medføre af tab. Derfor bør vi lade stå til og fokusere på fortsat at udvikle vores samfund og økonomi.

Selv IPCC har svært ved at nå frem til nogle andre tal. Den nyligt udkomne rapport, Sammendraget af Sammendraget af Sjette Vurderingsrapport havde ikke mange konkrete tal, og slet ikke for de politisk vedtagne klimamål om hhv. 1,5 eller 2 graders opvarmning. Specielt førstnævnte vil ellers blive uhyggeligt dyrt at nå ved hjælp af grøn omstilling (og i øvrigt helt umuligt). Den grønne omstilling er kostbar, erkender IPCC, men det kniber meget mere med at sætte tal på de mulige klimaskader, og de tal, man når frem til, er sjældent spor alarmerende.

Hvad gør man så? I USA er der for et stykke tid siden udsendt en national klima-rapport National Climate Assessment (NCA) – lidt i stil med dem, vores hjemlige Klimarådet udsender. Den amerikanske rapport er meget lang, men undervejs er der et interessant afsnit om klimaomkostningerne i 2090 (100 år fra 1990, hvor det amerikanske ”klimaråd” blev dannet). Man regner på to af IPCC’s scenarier. Det ene er det berygtede RCP8.5, hvor de årlige udledninger af drivhusgasser tredobles over de næste 50 år. Dette scenarie benævnes ofte ”business as usual”, men blev oprindeligt skabt som et teoretisk ekstremt tilfælde, for at få en serie af scenarier med tilpas spredning. Når NCA bruger det i sine fremskrivninger, kan man trygt gå ud fra, at det umuligt kan blive værre. NCA medtager så også et andet scenarie: RCP4.5, som indebærer mere beherskede udledninger.

NCA opregner nu ikke færre end 22 faktorer, der kan give anledning til skader som følge af klimaforandringerne, se fig. 1. Man kommer langt omkring. De tunge poster er f.eks. dødsfald pga. hedebølger, oversvømmelser ved kysterne og indenlands, hertil kommer udbredelse af smitsomme sygdomme, skader på landbruget og naturen osv. osv. Tabellen i fig. 1 viser de anslåede årlige udgifter til hvert af de 22 punkter i forbindelse med RCP8.5-scenariet. Der er så også vist, hvor meget tallene bliver reduceret ved RCP4.5-scenariet.

Det ser jo voldsomt ud, og skal vel tjene til at animere amerikanerne til straks at sætte fart på den grønne omstilling. Men som det påpeges i en omtale af rapporten. Der mangler noget….

For det første bliver de 22 tal aldrig lagt sammen, for at se den samlede udgift. For det andet bliver denne sum ikke sammenlignet med det forudsete amerikanske årlige nationalprodukt til den tid, hvor man regner med, at det vil nå ca. 70.000 milliarder dollars.

Tæller man nu tallene i fig. 1 sammen, får man en total på 508 milliarder dollars for RCP8.5 og 284 milliarder for RCP4.5. Ja men hov, selvom man har griset med de fossile brændstoffer, som RCP8.5 forudsætter, bliver klimaomkostningerne kun ca. 0,7 % af nationalproduktet! Det er jo ingenting og vil slet ikke kunne mærkes til den tid.

Den logiske konklusion er selvfølgeligt, at man bør glemme alt om grøn omstilling – der jo ellers, vel at mærke, ville koste uendeligt meget mere end de 508 milliarder – og bare lade stå til.

Den konklusion kunne NCA-forfatterne dog ikke få sig selv til at udbasunere, så derfor måtte de gribe til kunstgrebet med den manglende sammentælling og i stedet fylde rapporten med tågesnak med en sammenligning af tabene fra de tre største kategorier i 2090 med de mindste delstaters årlige nationalprodukt i dag:

Årlige tab i visse økonomiske sektorer forventes at nå hundreder af milliarder dollars ved århundredets udgang – mere end de nuværende nationalprodukter for mange amerikanske delstater.

Det er selvfølgeligt tæt på svindel. For det første sammenligner man fremskrivninger fra 2090 med faktiske tal fra i dag. For det andet er der meget stor forskel på de amerikanske delstaters økonomiske vægt, staten Vermont har således et bruttonationalprodukt, der kun udgør 0,16% af USA’s samlede tal. Klimaskaderne rammer hele landet og omkostningerne skal selvfølgeligt sammenlignes med hele landets økonomi.

Udover dette lille nummer med sammentællingen har NCA-forfatterne et andet trick oppe i ærmet. De viser diagrammerne vist som fig. 2 her. Her ser man udviklingen i udledningerne (C ikke CO₂) over tid ved de forskellige RCP-scenarier. Til højre er så en graf, der viser de forventede tab som funktion af opvarmningen, der igen hænger sammen med RCP-scenariet. Her ser tabene meget voldsommere ud – op til 10% af nationalproduktet.

Det viser sig så, at grafen til højre slet ikke har noget med NCA’s tal fra fig. 1 at gøre, den er, uden nærmere forklaring, hentet fra et helt andet og meget mere pessimistisk studie fra tidsskriftet Science. At det forholder sig således, skal man langt ned i obskure fodnoter i NCA-rapporten for at finde.

Det er tydeligt, at forfatterne bag NCA-rapporten ikke prioriterer ærlighed særligt højt, for dem er det vigtigere at få et alarmistisk budskab ud over rampen. Det er skammeligt, for at sige det mildt.

Og med Bjørn Lomborg kan vi så afslutningsvis nævne, at selv et klimarelateret tab på 5% af bruttonationalproduktet i 2090 er, sammenholdt med en velstandsstigning på over 3 gange i forhold til i dag, stadigvæk kun et lille beløb, der dårligt nok vil kunne mærkes til den tid. Det berettiger i hvert fald ikke nogen til at kaste sig ud i en ruinerende grøn omstilling.  

Tak til WUWT