Klimarådet udgav sin store rapport fra 2020 om opfyldelsen af Danmarks 2030-mål for reduktion i CO2-udledningerne med 70%. Det var generelt en relativt sober rapport, der ikke lagde skjul på vanskelighederne ved at honorere ambitionerne. Man pegede på, at en del af målopfyldelsen ville kræve ny teknologi, som vi endnu ikke har.
Desværre er Klimarådet siden drevet væk fra virkelighedens verden, som vi så i deres statusrapport for 2022. Her ignorerede man i stort omfang alle de tekniske og økonomiske problemer forbundet med opfyldelsen af ambitionerne, og holdningen var nærmest, at ”det går nok alt sammen”.
For nyligt bragte vi en omtale af en længere podcast med Klimarådets formand Peter Møllgaard. Det var en skræmmende omgang, hvor troen på klimakatastrofen overtrumfede enhver form for fornuft, og efterlod intervieweren Martin Ågerup fra tænketanken CEPOS noget rystet.
I december 2022 barslede Klimarådet med en rapport, der kigger på Danmarks rolle som ”foregangsland” i forbindelse med vores klimamål, som regeringen netop i denne tid overvejer at skærpe. Rollen som foregangsland er nødvendig, da Danmarks eget bidrag til den globale opvarmning er mikroskopisk, vi står for ca. 0,1% af udledningerne af drivhusgasser og har ingen direkte indflydelse på den globale temperatur.
Man kunne tro, at vi som foregangsland skulle gennemføre nogle tiltag, der dels opfyldte klimamålene, og dels var noget, som andre lande kunne kopiere. Her er f.eks. vores overforbrug af biomasse og udnyttelse af store mængder vandkraft fra Norge jo ikke lige noget, som andre lande bør eller overhovedet kan kopiere. Men i denne omgang bekymrer Klimarådet sig slet ikke om de praktiske vanskeligheder med den grønne omstilling, i stedet ser man på Danmarks mål ud fra en teoretisk synsvinkel:
Det er hverken ønskværdigt eller praktisk muligt, at alle lande vil gøre som Danmark. I stedet er
modelberegningerne en måde at oversætte et enkelt lands klimamål til en global temperatureffekt, som så kan holdes op mod Parisaftalens temperaturmål. Metoden er et redskab til at vurdere, hvordan Danmarks udledninger vil påvirke klimaet, når der tages hensyn til Danmarks størrelse og ansvar.
M.a.o. bruger Klimarådet en model, der opskalerer Danmarks udledninger til et teoretisk tilfælde, hvor alle Verdens indbyggere har tilsvarende udledninger pr. person, og derefter ser man, om resultatet overholder Paris-aftalens 1,5 graders mål for temperaturstigningen, eller i hvert fald holder sig ”pænt” under de 2 grader.
Klimakrisen og klimamålenes berettigelse er slet ikke til diskussion hos Klimarådet. I rapportens Hovedkonklusions-del kan man læse følgende:
Selv en midlertidig overskridelse af de 1,5 grader vil udsætte mange menneskelige og naturlige systemer for alvorlige risici. Et nyligt studie viser, at risikoen for at overskride en håndfuld af de såkaldte tipping points går fra mulig til sandsynlig, hvis temperaturstigningen går fra 1,5 til 2 grader.
En række konkrete eksempler fra IPCC’s 1,5-gradersrapport illustrerer forskellen på 1,5 og 2 graders temperaturstigning i 2100. 2 grader fremfor 1,5 grader betyder fx, at:
• 400 millioner flere mennesker vil blive udsat for ekstreme hedebølger med stor hyppighed.
• havniveauet vil stige yderligere 10 cm, og den ekstra havvandsstigning vil øges efter 2100.
• verdens koralrev vil reduceres med 99 pct. frem for 70-90 pct.
• havet i Arktis vil være isfrit cirka én gang hvert tiende år frem for cirka én gang hvert hundrede år
Man bemærker, at de fire punkter reelt ikke virker specielt afskrækkende, måske bortset fra korallerne, som er det rene sludder. I Analyse-delen nævnes der lidt mere:
Blandt de observerede forandringer ses, at ekstreme varme- og nedbørsbegivenheder er blevet hyppigere og mere intense, og at havene er blevet varmere, mere syreholdige og med lavere indhold af ilt.
Her udleves klimatroen uden stopklodser. ”Syreholdigt hav”…
Der filosoferes meget over risikoen ved at overskride de 1,5 grader. Selv hvis det sker midlertidigt, er der fare på færde for Jorden. En midlertidig overskridelse kunne f.eks. komme, hvis vi her i Danmark ikke får begrænset vores metanudslip hurtigt nok, fordi metan virker kraftigt, lige når den bliver sluppet ud, men over en årrække forsvinder den igen. Så landbruget skal have et ordentligt gok i nødden hurtigst muligt. Rapporten:
Det ser efterhånden ganske svært ud, hvis den globale opvarmning skal holdes under 1,5 grader, og vi er måske endda ikke langt fra grænsen for, hvornår klimaforandringerne for alvor bliver problematiske på global skala og måske endda kommer ud af kontrol. Vi ved ikke præcist, hvor denne grænse går, og det taler for, at verden udviser forsigtighed og gør mest muligt for at begrænse opvarmningen.
Danmarks nuværende klimamål vil ikke holde Verden under 1,5 grader hele tiden, se fig. 1. Der bliver nogle ubehagelige år mellem 2030 og 2085, hvor der er 50% chance for at vi befinder os i det meget farlige område over de 1,5 grader.
Det anføres i øvrigt et sted, at da der er usikkerhed på tallene, må vi hellere satse på endnu mere ambitiøse reduktionsmål – bare for at være på den sikre side.
Danmark har mulighed for at øge sit bidrag til Parisaftalen ved at sætte højere mål og nye mål. Det gældende 2030-mål kan hæves til fx 75 eller 80 pct. reduktion i forhold til 1990, der kan sættes et nyt, ambitiøst 2035-mål, og året for klimaneutralitet kan fremrykkes fra senest 2050 til fx 2045 eller 2040. Bidraget kan også øges ved at målrette reduktionsindsatsen mod metan frem for CO2, hvilket især kan ske ved en indsats i det animalske landbrug. Hvis disse mest ambitiøse mål kombineres, vil en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader blive mere realistisk, når de danske klimamål oversættes til globalt niveau baseret på Danmarks andel af verdens befolkning.
Klimarådet er godt klar over, at hele Verden ikke er alt for ivrig efter at følge Danmarks eksempel:
Verden bliver stadigt varmere, og klimaforandringerne kan ses og mærkes mange steder. Samtidig er der ikke meget, der tyder på, at verdens lande er ved at vende udviklingen. Udledningerne af drivhusgasser bliver ved med at sætte nye rekorder, og atmosfærens koncentration af CO2 og andre drivhusgasser er i dag højere end på noget tidspunkt de seneste 3 mio. år. I det lys advarede FN’s generalsekretær, António Guterres, på det netop afsluttede COP27 om, at ”verden er på en motorvej med kurs mod et klimahelvede med foden plantet på speederen.”
De danske udledninger udgør under én promille af den globale klimabelastning. Derfor er Danmarks direkte påvirkning af klodens temperatur beskeden, og kampen mod klimaforandringerne vil først lykkes, når mange lande tager fat.
Generelt går det ikke så godt, som det ser ud lige nu. Fig. 2 viser de maksimale temperaturer og de forventede temperaturer i 2100 ved forskellige scenarier for Danmark, EU og resten af Verden. Hvis vi bare lader stå til, kunne Verden ryge op over 2,5 grader og så er katastrofen en realitet – ifølge Klimarådet.
Klimarådet gør en del ud af diskussionen om, hvad der er mest retfærdigt. Skal alle lande have lov til at udlede lige meget pr. indbygger, uanset om de er rige eller fattige, eller skal de rige lande sætte udledningerne endnu længere ned, for at ”sone” fortidens synder?
I det lys har et rigt land som Danmark et ansvar for at gå forrest. Studier viser, at Danmarks historiske udledninger, som gennem mange år har været langt over det globale gennemsnit målt pr. indbygger, på ingen måde er konsistente med højst 1,5 graders opvarmning.
Det er et åbent spørgsmål, hvad der kan betragtes som Danmarks rimelige bidrag til den globale klimaindsats, men et metastudie af rimelighed i global klimapolitik tildeler Danmark udledninger svarende til mindre end halvdelen af verdensgennemsnittet opgjort pr. indbygger.
Der mumles også lidt om vores enorme import af varer, hvor klimabelastningen tilfalder eksportlandet, ikke os. Det skal der kigges på ved lejlighed.
Med hensyn til den kolossale og gennemgribende grønne omstilling er Klimarådet, som nævnt ikke alt for bekymret. Der er tid nok:
Der er endnu 12-13 år til 2035. Denne relativt lange tidshorisont giver tilpasningsmuligheder. Mange anlæg og transportmidler vil skulle udskiftes i løbet af perioden, og til erstatning kan virksomheder og borgere vælge grønne alternativer. Ligeledes er 12-13 år lang nok tid til at kunne omstille store dele dansk landbrug til klimavenlig fødevareproduktion. … uden at de samfundsmæssige omkostninger bliver uoverstigelige.
2030 er på mange måder ’lige om hjørnet’, men ikke desto mindre vil det være muligt at reducere endnu mere [end de 70%, red.] de næste syv til otte år, hvis der er politisk ønske herom. Det vil formodentligt kræve betydelige tiltag i særligt landbruget og transporten. Klimarådet har endnu ikke undersøgt de mulige tiltag i detaljer, men planlægger at gøre det i en kommende analyse.
Til sidst slippes jordforbindelsen totalt, og Klimarådet flyver direkte ind i Nirvana og ”redder” Verden:
Et dansk 80-procentsmål i 2030 vil have en betydelig effekt på den globale gennemsnitstemperatur i en beregning, hvor de danske mål oversættes til global størrelse. Sammenlignet med et mål på 70 pct. reducerer den maksimale temperatur med cirka 0,1 grader.
Yderligere forbedringer af klimapåvirkningen kan opnås ved, at målet om klimaneutralitet i tillæg
fremrykkes til fx 2040. Så vil den maksimale temperaturstigning i regnestykket begynde at komme
under 1,6 grader med 50 pct. sandsynlighed.
Troen på klimakrisen er nu så fuldstændig, at rimeligheden ved alt dette slet ikke mere er til diskussion. At nogen seriøst kan mene, at en stigning i den globale temperatur (så dårligt den er defineret) på bare 0,4 grader fra det nuværende (den er steget 1,1 grad siden ”førindustriel tid” iflg. Klimarådet), skulle kunne medføre al landsens ulykker er jo absurd. Hele snakken om ”faren” ved at overskride de 1,5 grader bare midlertidigt giver slet ingen mening.
Klimavidenskaben har været god til at sælge sin sag, Klimarådet har slugt historien om ”tipping points” råt (der er en lang forsludret gennemgang af smeltningen af Grønlands indlandsis), vi dør simpelthen, hvis bare temperaturstigningen når op i nærheden af de 2 grader. Sådan er Jordens klima jo ikke skruet sammen. ”Tipping points” er netop en politisk opfindelse, kogt sammen i aktivistiske klimaforskeres computermodeller og med resultater, der var defineret på forhånd.
Den grønne omstilling, som man drømmer om, vil aldrig blive gennemført, og slet ikke inden 2030. Det er en meget større opgave, end Klimarådet og politikerne forestiller sig. Vi kan ikke undvære de fossile brændstoffer, og vi kan slet ikke få stablet alternativer på benene så hurtigt.
Den største fare, vi således står overfor, er hvis klimatroen driver os ud i et forsøg på grøn omstilling, som vi slet ikke kan overskue, gennemføre eller overleve. Forsøget vil medføre, at uhyggeligt mange værdier i samfundet bliver ødelagt, og man kan frygte, at det først for sent går op for Klimarådet & Co., at de er på vildspor.
Danish
Angående tipping point. Da indholdet af CO2 for nogle hundrede milioner år siden var 7.000 PPM (nuværende X 20) var der ikke noget tipping point, indholdet er jo siden reduceret til næsten 200 PPM, hvorfra det rejser sig til gavn for fødevareproduktionen. Gad vide om tilstrækkelig fødevareproduktion aktuelt er mulig med et PPM på 200?
De klimatroende har en kæmpe hær. Det bliver Davids kamp mod Goliat. Men vi vil sejre fordi vi har Vorherre og sandheden på vores side. CO2 er en guddommelig luftart der er livets byggesten og som skaber grøn vækst på jorden. Vi står overfor en kamp der minder om Reformationen for 500 år siden, hvor vi er protestanterne. Men Luther fik stoppet afladshandlen.
Det mest slående – og dybt uvidenskabelige – ved den fortsatte klima-alarmisme er tendensen til helt bevidst at ignorere en central pointe, nemlig at vi inden længe støder panden imod en meget alvorlig og hidtil upåagtet råstofkrise:
En global “grøn omstilling” vil kræve enorme mængder af sjældne jordarter og metaller, som vi slet ikke har! I en uhyre tankevækkende artikel i Berlingske Tidende sætter en af verdens førende råstof-eksperter, australske Simon Michaux, ord på problemet:
“Hans hovedbudskab er, at mængden af metaller, der skal til for blot at kunne skabe den første fulde generation af grøn teknologi, der kan erstatte fossile brændsler, »er meget større end oprindelig antaget«.
Over for Berlingske fortæller han, at han udfærdigede rapporterne »med det udtrykkelige formål at bringe EU-Kommissionens embedsfolk ud af deres vildfarelse med et chok«. Og chokeret blev de angiveligt, da han med sine udregninger viste, at samtlige kendte reserver på kloden af eksempelvis kobber og nikkel kun bringer os henholdsvis 20 og ti procent ad vejen mod den totale grønne omstilling i verden – og vel at mærke kun i første generation af omstillingen …
For alle disse utallige nye vindmøller og solceller, de milliarder af battericeller til klodens kommende kæmpeflåde af elkøretøjer og ikke mindst til de endnu større mængder af batterier til centrale batteribanker vil lægge beslag på så ubegribelige mængder af metaller, at der umiddelbart slet ikke er nok af dem på kloden.
Kobber og nikkel er ikke engang de mest kritiske metaller, for ifølge den finsk bosatte forsker er der kun koboltreserver nok til sølle tre procent af det første store hug i den globale grønne omstilling, grafitreserver til knap fire procent, vanadium til 3,5 procent og litium til cirka ti procent ad vejen.”
Tænk, hvad det siger om den danske regering, om erhvervslivet, om Klimarådet, om alverdens klimaforskere, om EU, om FN og om IPCC, at man anbefaler og iværksætter så ambitiøse og samfundsomvæltende planer for en global grøn omstilling, som viser sig at være fuldstændig urealistisk, på grund af noget så basalt som mangel på råstoffer – og vel at mærke råstoffer, som ikke på nogen måde kan fremskaffes i de nødvendige mængder.
Enten er disse organisationer, og menneskene bag dem, rystende inkompetente – eller også der en skjult, samfundsnedbrydende agenda. Vælg selv.
Du skriver: “Enten er disse organisationer, og menneskene bag dem, rystende inkompetente – eller også der en skjult, samfundsnedbrydende agenda..”. Jeg er helt enig. Jeg vælger begge dele. Der kan ikke herske tvivl om, at de er rystende inkompetente. De har jo hverken uddannelse eller erfaring, der skulle tilsige, at de har forstand på tingene. Så kunne man forvente, at de havde en masse rådgivere med forstand. Men hvem rådgiver dem? Er det ikke lobbyisterne fra vindmølle industrien o. lign.? Nu er en af lobbyisterne ovenikøbet blevet klimaminister (Lars Aagaard), mens Dan Jørgensen er sat til at ordne det globale klima, intet mindre. Hvor dum kan man være? Så hvad er motivet? Efter min mening er det som altid MAGT og PENGE. Magten cementerer man ved at opskræmme befolkningen med alverdens skræmmekampagner om jordens undergang, efterfulgt af, at det heldigvis kan løses, hvis lige befolkningen betaler x antal milliarder. Sådan rager de penge til sig med den gamle forretningsfidus, som også den katolske kirke på et tidspunkt brugte og i øvrigt mange uhæderlige firmaer har brugt igennem tiden.
Ha ha
Gik den katolske kirkes forretningsmodel ikke ud på at paven havde overskud på good will kontoen hos gud, og at paven gjorde det muligt for almindelige syndere at købe noget af det good will så de slap nemmere gennem skærsilden. Luther gennemskuede dog fupnummeret.
I dag ser vi også at rettroende betaler aflad for deres CO2 synder, f.eks. når der skal flyves på ferie. Bedøm selv sammenligningen.
Hele klimahistorien er vel et langt bevis på store udsving i temperaturen før eller siden vender tilbage temperaturer man har set før… til enten istid eller mellemistid. Altså at der altid er udsving (på vej mod enten varmere eller koldere temp. i et tidsrum ) for siden at vende tilbage igen.
Men vi skal også erkende at der er irreversible ændringer på jorden. Jordens “totale” tilstand er er på ethvert tidspunkt “ny” og aldrig set før. Fordi der sker en udvikling hele tiden….f. eks. har mængden i atmosfærens CO2 indhold været faldende i løbet af 100 mill. år til et meget lavt indhold, sådan har naturen opført sig, fordi der sker gradvise (irreversible) ændringer hele tiden…men læg mærke til at netop selv denne ændring er ved at vende til et større indhold af CO2 i atmosfæren!! Så selv der vinder en vis reversibilitet ind, med menneskelig medvirk vel at mærke.
Hvis CO2 virkelig skulle være så farlig, så sig det til Adolf Putin.
Mon ikke hans ageren (og Kinas snarlige krig mod Taiwan) er 1000 gange farligere for verdens befolkning end en smule CO2?
Hvor meget CO2 bliver der mon udledt på grund af sådan en krig, og måske genopbygning bagefter,- hvis altså der bliver nogen bagefter?
Måske skulle de hjernevaskede klimahysteriske regeringer bruge alt deres energi på at få stoppet den sindssyge krig i stedet for at hyle op om ligegyldig CO2 hele tiden.
Det er efterhånden til at kaste op over at høre på.
Se dog tingene i det rette perspektiv.
CO2 er ikke farlig overhovedet. I så fald ville vi alle være døde for længst. CO2 er jo fundamentet for alt liv, en byggesten for levende væsener som os selv. En kamp imod CO2 ser jeg som en livsødelæggende kamp. Den udspringer af en ond ideologi, som er fjendtlig overfor mennesket og selveste livet. Men præsenteres selvfølgelig som det modsatte, hvilket en forbløffende stor del af den såkaldt “veluddannede” befolkning æder råt.
Nu er der vel ingen, der “kæmper imod CO2”? – men vi er nogen, der kæmper imod at fordoble tilstedeværelsen af en gasart i atmosfæren, fordi det har uoverskuelige konsekvenser for klimaet – og ukendte konsekvenser for mennesket.
Hvad konsekvenserne er for mennesker (direkte) ved vi ikke, for der har ikke levet mennesker (som vi kender dem nu) før her på jorden med 600 ppm CO2. Men det er åbenbart et lotteri, du er villig til at tage (på dine efterkommeres vegne – vel og mærke)?
Det er over 10 millioner år siden, der senest var CO2 niveauer over det nuværende. Det er kun 250 tusinde år siden Homo Sapiens så dagens lys.
Så jo, vi er i gang med et stort fysik- og biologi-eksperiment, hvoraf vi ikke rigtigt ved andet end, at det vil få den globale temperatur til at stige – markant.