Censur-forsøg

For et stykke tid siden udgav 4 italienske forskere en længere artikel om klimaforandringerne. Deres konklusion var grundlæggende, at der ikke indtil videre er tegn på, at vejret har ændret sig, når bortses fra den moderate opvarmning. Der er ikke flere orkaner og storme, ikke mere tørke eller oversvømmelser, omend den globale nedbør har været svagt stigende over de seneste 100 år, se fig. 1.

Intet af dette turde være kontroversielt på nogen måde, vi har tidligere bragt en detaljeret omtale af arbejdet. Vi har jo også for længst påpeget, at IPCC i deres videnskabelige rapport heller ikke ser nogen klare tegn på klimaforandringer – endnu i hvert fald.

Italienerne peger også på de kraftigt stigende udbytter i landbruget siden 1961, hvilket selvfølgeligt er en konsekvens af bedre afgrøder og dyrkningsmetoder, men det modsiger samtidigt påstandene om, at vi har en fødevarekrise lige om hjørnet pga. klimaforandringerne. I konklusionen skriver forfatterne (let forkortet):

Frygten for en klima-nødsituation uden at den er underbygget af data, betyder, at vi ændrer vores prioriteringer og dermed bliver dårligere i stand til at tackle fremtidens udfordringer, og vi kan spilde vores ressourcer på det forkerte. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget ved klimaforandringerne, vi skal mindske vores belastning af kloden, og vi skal nedbringe vores sårbarhed over for ekstreme vejrbegivenheder.

Hvis vi giver stafetten videre til vores børn uden at pådutte dem klimaangst, vil de være i stand til mere objektivt og konstruktivt at håndtere de problemer, de vil støde ind i, uden at vi har spildt vores sparsomme ressourcer på kostbare og ineffektive løsninger. Hvordan klimaet vil udvikle sig i det 21. århundrede er meget uklart. Vi skal fokusere på at kunne modstå, hvad klimaet nu måtte finde på at udsætte os for.

Vi skal minde os selv om, at håndtering af klimaforandringer ikke er et mål i sig selv, og klimaforandringerne ikke er det eneste problem, vi står over for. Målet for os må være at forbedre menneskenes levevilkår i det 21. århundrede, mens vi passer godt på miljøet.

Sobert og redeligt alt sammen, men så skete det hverken værre eller bedre, end at nogle klima-alarmistiske forskere fik nys om artiklen, og så blev der ballade.

En britisk forsker, Richard Betts udtaler bl.a.:

Artiklen giver indtryk af at være skrevet specielt for at agitere for, at der ikke er nogen klimakrise, i stedet for at give en objektiv, omfattende og opdateret vurdering … Forfatterne ignorerer IPCC’s rapport, der udkom få måneder, før de indleverede deres artikel … IPCC skriver, at menneskeskabte klimaforandringer allerede har indflydelse på mange vejr- og klimarelaterede ekstreme begivenheder i hver eneste region i Verden … Dokumentation for ekstreme vejrbegivenheder som hedebølger, skybrud, tørke og tropiske orkaner og – især – deres sammenkædning med menneskelig indflydelse, er blevet styrket, siden den forrige IPCC-rapport for 8 år siden.

En anden klimaforsker, Friederike Otto, udtaler, at italienerne har været i ond tro og helt har udeladt omtale af hedebølger, hvor sammenhængen ellers er så lysende klar.

Så har vi Stefan Rahmstorf, fra Potsdam Instituttet for Klimafølge-forskning, han er også meget vred:

Artiklen er skrevet af folk, der ikke arbejder med klimavidenskab og ikke har kendskab til emnet og relevante data … Den er ikke offentliggjort i et klimatidsskrift – det er en fremgangsmåde ofte benyttet af ”klimaskeptikere” for at undgå fagfællebedømmelse fra videnskabens rigtige eksperter …. De ignorerer simpelthen artikler, der ikke passer med deres historie og er nået frem til den modsatte konklusion.

Artiklens forfattere er fysikere og en enkelt er meteorolog. Artiklen blev offentliggjort i The European Physical Journal Plus, som udgives af Springer Nature. Det er ikke et klimatidsskrift og måske var det derfor, at der gik noget tid, før artiklen blev ”opdaget”.

De 3 ovennævnte klimaforskere og en fjerde: Peter Cox, er enige om, at artiklen aldrig skulle have været offentliggjort. 2 af dem, heriblandt naturligvis Rahmstorf, forlanger ligefrem, at udgiveren skal trække artiklen tilbage.

Det er jo, mildest talt en meget uvidenskabelig fremgangsmåde. Den normale procedure vil være at skrive et svar til det pgl. tidsskrift, hvor fejlene påpeges, med passende dokumentation. Derefter vil artiklens forfattere ofte få lejlighed til at replicere. Derved får man en ægte videnskabelig debat, og vi bliver forhåbentligt alle sammen klogere.

Ligefrem at forlange at en artikel trækkes tilbage, er derimod et usædvanligt og drastisk skridt. Det bliver relevant, hvis man direkte kan påvise, at artiklens forfatter har svindlet med data eller løgnagtigt refereret sine kilder. Det er jo ingenlunde tilfældet her, italienerne har lagt alt frem, og som nævnt i indledningen er mange af deres kurver nogen, vi har set før. Til gengæld er de fire kritikere straks på tyndere is, når de påkalder sig IPCC som grundlag for deres kritik, og henviser til ting, der faktisk ikke står i IPCC’s rapport.

I en kommentar kigger Paul Homewood fra Not a Lot of People Know That nærmere på nogle af klimafænomenerne, efter tørt at have konstateret, at det er underligt at Friederike Otto fokuserer så meget på hedebølger og ikke nævner noget om de faldende dødstal fra kulde-episoder.

Vedrørende nedbør viser Homewood en figur fra IPCC, se fig. 2. Her ser man at mange regioner har haft en stigning i omfanget af kraftig regn, men at der ikke er megen tiltro til, at det skyldes menneskelig indflydelse (”lav” eller ”medium” tiltro, med Nordeuropa som den eneste undtagelse).

Det samme gælder tørke, hvor der også er generel enighed om, at der ikke er nogen klar tendens i opadgående retning, igen i overensstemmelse med IPCC’s rapport.

Stormvejret har vi været inde på.

Det interessante ved sagen er, at netop Friederike Otto er en af hovedpersonerne i bestræbelserne på at sammenkæde tilfældene af ekstremvejr med klimaforandringerne. Det har vi beskrevet tidligere og det går ud på at kigge på modelberegninger, hvor man sammenligner vejret, som det er nu, med vejret, som det formodes at ville have været, hvis atmosfærens CO₂-indhold stadigvæk lå på de førindustrielle 280 ppm. Det er jo klart, at Otto ser en trussel mod sin forretning, når italienerne på basis at reelle data modbeviser hendes modeløvelser. Men hvad skal vi tro mest på, modeller, eller det, vi kan observere i virkelighedens Verden?

Klimaforskernes reaktion her minder undertegnede om, hvad man ser blandt religiøse ledere, når de konstaterer, at nogen forsøger at udfordre deres tro. Censur, bål og brand er reaktionen, ikke nogen åben debat.

Er det så fordi hele klimasagen efterhånden hviler på så spinkelt et grundlag, at den slags metoder kommer på tale?