Danmark roser sig af, at en stor del af vores energiforbrug er fra ”vedvarende” energikilder. Man tænker så umiddelbart på sol og vind, men i virkeligheden er langt den største del af vores vedvarende energi biomasse, se fig. 1. Noget af biomassen kan godt anses for at være ”CO2-neutral”, f.eks. biogas, når den fremstilles af affaldsprodukter som gylle, spildevandsslam m.v. Den er bare dyr i omkostninger.
Værre er det, at en stor del af biomassen er importeret, hvor man rundt omkring i Verden fælder træer, konverterer dem til træpiller og sejler den til Danmark, hvorefter vi kan påstå, at vi producerer strøm og varme ”klimaneutralt”. Det er der nu flere og flere, der sætter spørgsmålstegn ved.
Det samme er tilfældet i England, hvor man på et tidspunkt konverterede et gigantisk kulfyret elværk, Drax, delvist til biomasse-fyring. 4 ud af 6 kulfyrede blokke er blevet konverteret siden 2013. Det var meningen, at de to sidste skulle lukkes ned, men pga. energikrisen er de midlertidigt sat til at køre videre. Det er svært at finde oplysninger om forbruget af træpiller, men på basis af opgivne tal kan man regne ud, at det må ligge omkring 10 millioner tons om året. Drax skriver selv, at de giver anledning til absolut 0 i CO2-udledninger.
Drax importere de fleste træpiller fra det østlige USA og British Columbia i Vestcanada. Med sidstnævnte leverandør skal pillerne ud på en meget lang sejltur, før de når frem til England. Drax har selv investeret i skovbrug i British Columbia og hævder, at alle pillerne stammer fra overskuds- eller affaldstræ. Det er der så en række uafhængige observatører, der er uenige i, der er vist tale om regulær nedhugning af store skovarealer.
Siden 2019 har Drax modtaget 2,5 milliarder engelske pund i statsstøtte til sit biomasse-eventyr. Nu har den britiske energiminister Kwasi Kwarteng imidlertid fået nok. Han finder, at hele biomasseprojektet ikke er spor bæredygtigt og ikke giver mening. Mange engelske politikere er enige med ham. Men det er dog uvist, hvad de vil gøre ved det.
Drax har til gengæld projekter i støbeskeen med opsamling og deponering af CO2, hvilket jo er en anden måde, hvorpå man kan pynte på CO2-regnskabet. Men også her har selskabet hånden fremme i håb om at modtage yderligere statstilskud.
Selv de værste klima-alarmister har efterhånden fået øjnene op for biomassens problemer, omend fra en anden synsvinkel, end vi ville vælge her på Klimarealisme. Citat fra en videnskabelig rapport fra EASAC (De Europæiske Akademiers Videnskabelige Rådgiverpanel):
Klimakrisens akutte tilstand kræver, at enhver vedvarende energi-teknologi skal nedbringe indholdet af CO2 i atmosfæren hurtigt nok til, at vi kan opfylde målene fra Paris-aftalen. Med den globale opvarmning allerede over 1 grad, forekommer det EASAC’s forskere at en ”vedvarende” energikilde, der faktisk forøger indholdet af CO2 i atmosfæren i adskillige årtier, kun vil medvirke til at vi skyder over målene på 1,5oC – 2oC. En sådan teknologi er ikke effektiv til at afhjælpe klimaforandringerne og kan endda forøge risikoen for farlige klimaforandringer.
Problemet for EASAC er, at når man har fældet et træ, går der lang tid, før et nyt træ har opsuget en tilsvarende mængde CO2. EASAC omtaler en klassifikation af biomasse efter hvor lang tid, der går, før de netto har medført en nedsat CO2-udledning sammenlignet med fossile brændstoffer.
- Kort – 1-2 årtier
- ”Formentligt” medium – 3-5 årtier
- ”Usandsynligt” medium – over 5 årtier
- Langtids – over 100 år eller aldrig
Reelt er det eneste scenarie med kort CO2-effekt, hvis man opsamler kviste og grene fra nåletræer, men man skal dog lade noget tilbage af hensyn til jordens kvalitet og biodiversiteten.
Scenarier med skovhugst og genplantning af træer ender i bedste fald i kategorien 3-5 årtier men kan være endnu værre.
Nu er der ingen grund til at tage Paris-aftalens 1,5 og 2 grader seriøst, det er politiske tal trukket op af en høj hat. Men den uhæmmede brug af (importeret) biomasse kan på ingen måde karakteriseres som ”bæredygtig”, alene af den grund at der slet ikke er træer nok i hele Verden til at alle lande kunne følge vores og englændernes ”gode” eksempel. Hertil kommer, at klimaet også har det meget bedre, hvis man lader træerne stå.
Brug af træpiller i energiforsyningen bør ophøre snarest muligt.
Til Lars Nielsen
Du har fuldkommen ret, hvis det foregik på den måde, du skriver. Altså at der ikke skoves mere årligt end skovarealet genfikserer af CO2.
Problemet er at det ikke er sådan det foregår. Heller ikke hvis standarderne overholdes. Så er der også svindlere og korruption desværre. Så nej.
Søren Hansen skriver fejlagtigt, at der går lang tid fra man fælder et træ, til et nyt træ har opsuget lige så meget.
Det er forkert, fordi hele skoven vokser. Det er altså ikke bare de nye træer men også alle andre træer i skoven, der opsuger CO2. Så hvis den samlede tilvækst i skoven er lig den mængde, man tager ud, vil skoven opsamle lige så meget CO2, som der udledes ved at afbrænde den fældede mængde træ.
Ydermere er det sådan, at det er de unge træer, der vokser hurtigst og opsuger mest CO2. Så regnskabet går op, hvis man fælder de ældste og største, når den jord de stod på, bare bliver genplantet.
Man skal også huske, at en normal skov kan genplante ved selvsåning. Så al den hype om træs uegnethed som grøn energi er faktisk noget vrøvl.
Der hvor det går galt, er hvor man fælder regnskov for at dyrke andre afgrøder, der opsuger mindre CO2 per km2
Mange steder fælder man store arealer af skov og efterlader enorme åbne områder. Det er lidt svært at forestille sig, at de umiddelbart efter kan opsuge en tilsvarende mængde CO2.
Jeg er efterhånden bange for, at vi kan ende som et skrækeksempel for hele verden. Trist.
Hvis man er af den overbevisning, at det engelske kraftværk Drax kun fyrer med træ fra USA og Canada, så tager men fejl. For ved et tilfælde opdagede jeg for cirka fem måneder siden, at der anløb en bulkcarrier til Immingham Harbour (verdens største indskibningshavn for biobrændsel og som Drax benytter sig af) der kom fra Brasilien.
Også København Havn modtog rundt regnet for et par måneder siden en bulkcarrier med træflis beregnet for kraftværker, og det kom ligeledes fra Brasilien, nærmere betegnet fra havnen Santana … og så anklager man Brasilien for at afskove Regnskoven, men købe deres brænde det gør vi gerne i “det falske grønne lys som de hellige soler sig i” …
At sejle træ fra British Columbia (det er jo Stillehavet) til Europa for at brænde det af er forkasteligt – jeg har været i BC – og der er alt andet end styr på bæredygtigt skovbrug.
Når der går ussel mammon i den, bliver godt træ meget hurtigt til “overskud” eller “affalds” 😟 prøv evt selv at zoome ind på f.eks. Vancouver Island i google earth og se de bare pletter.
Kommentar til Paris-aftalen:
Man hører dagligt anklager om nogle, som ikke overholder Paris-aftalen. Det er noget sludder. Paris-aftalen er et løfte om, at man vil holde temperaturstigningen inden for 1,5-2 grader, og da der ikke er nogen der ved, hvad det kræver, så er der heller ikke nogen, der kan sige om, man holder aftalen.
Jeg tillader mig at genindsende min kommentar til et tidligere debatindlæg af 29. juli i år.
Lidt om den danske satsning på massiv afbrænding af biomasse i vores kraftværker, som jeg finder dybt umoralsk og et absolut fejlskud i den grønne omstilling. Selv Ida Auken har erkendt at dette tiltag nok ikke er bæredygtigt.
Danmark har med vedtagelsen af verdens mest seriøse klimalov ønsket at fremstå som foregangsland, som alle andre nationer skal se efter og gøre som vi. Derved kan Danmark trods landets lidenhed bevirke, at CO2 udledningen på verdensplan kan komme under kontrol. Den danske selvtillid fejler i hvert fald ikke noget.
Men hvis vi mener at alle skal gøre som os, hvordan skal det så gå med verdens skove ?
Hvordan skal vi f.eks. overbevise Bolsonaro om at han skal stoppe afbrænding af Amazonas, når vi selv tager ud i verden og fælder andre landes skove ?
EU har vedtaget at kontrolleret afbrænding af skov ikke medfører CO2 udledning. EU har udarbejdet standarder for dette og medfølgende certificeringsordninger, således at f.eks. Københavns Kommune trygt kan indkøbe træ i udlandet så længe den aktuelle skovejer skriver under på, at han vil genplante skoven og passe på den i de næste 50 år. Herved kan Københavns Kommune sætte CO2 udledningen fra Amagerværket til 0, hvilket er helt afgørende for kommunens plan om at blive CO2 neutral.
Dygtige journalister har allerede afdækket massiv svindel med den papirtiger EU har udviklet. Så jeg spørger igen. Hvordan skal det gå med verdens skove hvis alle gør som vi her i Danmark ?