Svar som spurgt

En finansiel myndighed i USA, Commodity Futures Trading Commission (CFTC), har bedt om informationer vedrørende de økonomiske risici i forbindelse med klimaet. CFTC skriver i oplægget, at klimakrisen vil medføre ændringer i samfundet, både pga. af klimaet selv og pga. den nødvendige grønne omstilling. CFTC citerer så en anden finansiel institution for følgende:

I de seneste ti år har der været stigende opmærksomhed ….. på den trussel som klimaforandringerne udgør for de finansielle systemer og økonomi, globalt, nationalt og lokalt. Intensiteten og hyppigheden af ekstreme vejr- og klima-relaterede katastrofer er voksende og påfører allerede nu samfundene betydelige økonomiske omkostninger. Sådanne omkostninger … kan forventes at stige yderligere i takt med, at de akkumulerede følger af fortidens og nutidens globale udledninger fortsætter med at påvirke den globale temperatur og tilhørende klimaforandringer, førende til stigende klima-relaterede risici til det finansielle system.

Der er en bred videnskabelig konsensus om, at klimaforandringerne forårsages af udledningerne af drivhusgasser, som følge af menneskelige aktiviteter. Ifølge IPCC har klimaforandringerne ramt klimaet i alle verdensdele, disse forandringer bliver større og større og nogle af dem, f.eks. havstigninger, forventes at være irreversible.

Fysikeren William Happer og klimaforskeren Richard Lindzen har forfattet en længere redegørelse som svar til CFTC. Happer og Lindzen vil være kendt af denne sides læsere og kræver vist ikke nærmere introduktion. D’herrer lægger hårdt ud:

I følge vores videnskabelige overbevisning er der ingen videnskabelig begrundelse for CFTC’s forespørgsel. Rigtig videnskab har påvist, at der ikke er nogen klimakrise, og der er ikke nogen klima-relaterede finansielle eller andre risici forbundet med fossile brændstoffer eller CO₂.

Derefter følger godt 30 siders koncentreret, men let forståelig, gennemgang af hele klimasagen. Rapporten kan varmt anbefales interesserede læsere, her i det følgende vil vi nøjes med nogle udpluk.

Happer & Lindzen gør en del ud af begrebet konsensus, som er så vigtigt i klimaforskningen og alt, hvad der foregår (politisk) omkring den:

Ifølge vores erfaring har der aldrig været noget i videnskaben, der ikke kunne diskuteres. Det er forunderligt, at et af de mest komplekse spørgsmål i fysikken (nemlig hvad der sker i en blanding af væske og gas med ind- og udstråling og turbulens [= atmosfæren, red.]) af regeringen – og de bevillingsgivere, den kontrollerer – er udråbt til at være så meget afgjort, at skeptikere bliver pålagt tavshed. At de modeller, der understøtter fortællingen om en klimakrise, ikke er i stand til at gengive observerede data, bekræfter, at opgaven er uløst. Hvad der især gør denne besynderlige situation farlig, er de ledere i Verden, som har vendt ryggen til videnskaben og dens strenge krav…

Derefter beskrives hvordan rigtig videnskab er skruet sammen. Den består af opstillede teorier og efterfølgende forsøg på at underbygge dem ved eksperimenter eller målinger i naturen. Denne vekselvirkning er afgørende for kvaliteten af det videnskabelige arbejde, hvor der kontinuerligt skal være plads til tvivl. Man kan tilføje, at arbejde med computermodeller ikke tæller som forsøg på underbyggelse, hertil er der alt for mange muligheder for forskeren til selv at påvirke resultatet i den ønskede retning.

Konsensus har ingen plads i rigtig videnskab. Det har politik heller ikke. Her kommer Happer & Lindzen ind på den bemærkelsesværdige fremgangsmåde, når IPCC skriver sine rapporter:

IPCC har to regler. Den første siger, at Sammendragene for Beslutningstagere (Summary for Policy Makers) skal forhandles linje for linje af alle de medvirkende landes repræsentanter, og først når der er enighed, kan dokumentet udsendes. Det betyder jo i praksis, at Sammendraget ikke mere er et videnskabeligt dokument, men et politisk.

Regel nr. 2 handler så om hovedrapporten bag Sammendraget. Her står der følgende:

”Accept” er processen, der bruges til hovedrapporten … efter at dens Sammendrag er godkendt. … Ændringer … er begrænset til dem, der er nødvendige for at sikre overensstemmelse med Sammendraget.

Med andre ord, først skrives der en stor videnskabelig rapport (hovedrapporten). Derefter udarbejdes et forslag til et sammendrag baseret på denne rapport. Dette sammendrag udsættes nu for en ren politisk behandling, der ikke har noget med videnskab at gøre. Til sidst bliver hovedrapporten rettet til, så den stemmer overens med sammendraget. Derved bliver hovedrapporten også et politisk dokument. Påstanden om, at IPCC’s rapporter repræsenterer den ypperste videnskab, er simpelthen ikke rigtig.  

Happer og Lindzen tager derefter fat på klimaforandringerne, og her læner de sig meget op ad Steven Koonins fremragende bog ”Unsettled”. Koonin påviser jo hvordan, der ikke er nogen synlige klimaforandringer, hverken mht. storme, tørke, naturbrande osv. Happer og Lindzen gør en del ud af et virkeligt hårrejsende eksempel på klimapropaganda af værste skuffe, gengivet af Koonin, og som vi da ikke skal snyde læseren for her:

Amerikanske myndigheder udgiver jævnligt nogle nationale klima-statusrapporter (National Climate Assessment), hvoraf første bind blev kaldt CSSR (Climate Science Special Report). Her kan man læse følgende sætning:

Der har været tydelige ændringer i ekstreme temperaturer over USA’s fastland (stor tiltro).

Det udsagn er så illustreret med diagrammet vist i fig. 1. Det ser jo voldsomt skræmmende ud, med en eller anden gigantisk stigning her på det sidste – utvivlsomt en følge af drivhusgasudledningerne. 

Diagrammet vakte dog Koonins opmærksomhed. Det er en meget finurlig måde at stille tallene op på, man ser på forholdet mellem antallet af rekord-varme og rekord-kolde dage år for år. Tallet vil være 1 i år, hvor der slås lige mange kulde- og varmerekorder. Er der flere varme- eller kulderekorder, bliver tallet større end 1 (farven på søjlen viser om det er flest varme- eller flest kulderekorder det pgl. år) og her ender det i 2012 på 7!

Sagen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi det samme kapitel fra CSSR også har følgende illustration, se fig. 2. Her ser man, at de varmeste rekord-dage slet ikke var i nutiden men derimod tilbage i 1930’ernes tørkeperiode. Så hvorfor ser fig. 1 ud som den gør?

Koonin fik samlet grafen i fig. 3, der viser grundlaget for forholdstallene i fig. 1. Her er år for år vist både kulderekorder og varmerekorder. Og nu er det tydeligt, at der er sket et fald i antallet af kulderekorder, mens antallet for varmens vedkommende er uforandret. Det hænger godt sammen med at vintrene er blevet lidt mildere, men er jo absolut ikke udtryk for livsfarlig opvarmning.

Happer og Lindzen kigger i et større afsnit på den temperaturstigning, vi har haft og dens mulige sammenhæng med atmosfærens stigende CO₂-indhold. Før vi for alvor lukkede CO₂ ud i store mængder varierede temperaturen også. Fig. 4 viser en sammenstilling af opvarmningen i perioderne 1895 – 1946 og 1957 – 2008. Deres udgangspunkter er justeret, så de har samme nulværdi for anomalien. De ligner jo unægtelig meget hinanden, ændringen i temperatur over de 2 x 50 år er meget ens og lige stor. Men i 1895 – 1946 var udledningerne af drivhusgasser ganske små, mens de i den senere periode var meget større. Vi har altså en naturlig temperaturstigning i samme størrelsesorden som den ”menneskeskabte” umiddelbart efter. Det synes ikke rigtigt at være logisk, og den eneste sandsynlige forklaring må være, at langt fra al opvarmningen i den senere periode skyldes udledningerne af drivhusgasser.

Det er da også åbenbart, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den globale temperatur og atmosfærens CO₂-indhold, det kan man se på fig. 5, der er en rekonstruktion af begge dele 600 millioner år tilbage i tiden.

Happer og Lindzen kommer ind på teorien bag drivhuseffekten og den forventede temperaturstigning ved et forøget indhold af drivhusgasser i atmosfæren. Effekten af CO₂-koncentrationen er logaritmisk aftagende, således at en fordobling fra 200 til 400 ppm vil give den samme temperaturforøgelse som en fordobling igen fra 400 til 800 ppm. Det er illustreret på fig. 6, der viser, hvor megen temperaturstigning, vi kan forvente hver gang CO₂-indholdet forøges med 50 ppm. En stigning fra de nuværende godt 400 ppm til 800 ppm vil således give en temperaturstigning på ca. en grad celsius.

Happer er her på hjemmebane og diagrammet vist på fig. 7 er med i rapporten, sammen med en krystalklar forklaring på, hvad det går ud på. Det er en figur, der ofte optræder i klimalitteraturen, men den er ikke umiddelbart så let at forstå. Så her skal forklaringen gengives en gang til.

Den blå glatte kurve er tabet af energi fra Jorden til Verdensrummet som funktion af strålingens bølgelængde – og for det tilfælde hvor der slet ikke var nogen drivhusgasser. Man skal summere tallene op pr. bølgelængde og summen giver så arealet (”integralet”) under kurven. For den drivhusgasfrie Jord ville tabet således være 394 W/m² (watt pr. kvadratmeter). Det er meget, her ville hurtigt blive iskoldt.

Men heldigvis har vi vanddamp i atmosfæren, og den bevirker, at tabet pr. bølgelængde følger den meget ujævne sorte og grønne kurve. Den grønne del viser situationen uden CO₂ i atmosfæren, dvs. for ren vanddamp. Nu er tabet reduceret til 307 W/m². Den sorte del af kurven under den grønne viser situationen, som den er nu, med vanddamp + 400 ppm CO₂. Tabet er da 277 W/m². Og hvis vi derpå fordobler CO₂-indholdet til 800 ppm, får vi den røde kurve, der ligger meget tæt op ad den sorte og kun reducerer tabet med 3 W/m² til 274. Det er ca. en procent og betyder meget lidt.

IPCC og klimavidenskaben taler imidlertid om meget større temperaturstigninger, og tilskriver det en meget forstærkende indflydelse fra vanddamp. Herom skriver Happer og Lindzen følgende:

IPCC’s meget større temperaturstigning ved en fordobling af CO₂-indholdet skyldes den enorme hypotetiske positive tilbagekobling (feedback) fra ændringer i vanddamp og skyer i atmosfæren. Vi noterer os, at store positive tilbagekoblinger er usædvanlige i naturen. De fleste tilbagekoblinger er negative, og dette er ifølge Le Châtelier’s princip, der ofte udtrykkes således:

”Når ethvert system, der har været i ligevægt i lang tid, bliver udsat for en ændring …. vil systemet ændre sig til en ny ligevægt, og denne nye ligevægt vil gå imod den påtrykte ændring.”

Jordens klima har været forbavsende stabilt de seneste 600 millioner år, det har stort set hele tiden sikret trivsel for livet i alle afskygninger, og voldsomme ændringer påtrykt udefra har ikke gjort andet end kortvarig skade. I tilfældet med vanddamp vil Le Châteliers princip modvirke den selvforstærkende vekselvirkning mellem temperatur og vanddamp, f.eks. ved at der dannes flere skyer og kommer mere regn. Skyerne reflekterer sollyset og virker kølende, og regnen tager vanddampen ud af atmosfæren igen.

Happer og Lindzen kommer som nævnt langt omkring i deres skrift, men her vil vi nøjes med at citere fra konklusionen:

Efter vores videnskabelige mening, som karriere-forskere, er der ingen videnskabelig begrundelse for CFTC’s forespørgsel. Rigtig videnskab har påvist, at der ikke er nogen klimakrise, og der er ikke nogen klima-relaterede finansielle eller andre risici forbundet med fossile brændstoffer og CO₂.

Ærligt talt, så er den ”videnskab” der citeres som baggrund for CFTC’s forespørgsel, ikke andet end en politisk opfattelse fra IPCC … hvilket ikke er videnskab.

Tilmed vil der i forbindelse med en reduktion af forbruget af fossile brændstoffer og CO₂-udledningerne til ”netto nul” være en katastrofal risiko for de fattige, folk i hele Verden, fremtidige generationer og nationen. I modsætning til hvad der ofte skrives, er CO₂ afgørende for livet på Jorden. Uden CO₂ ville der ikke være nogen fotosyntese og derfor ingen føde til planterne. En nedbringelse af CO₂-indholdet i atmosfæren vil reducere mængde af fødevarer til de fattige og folk i hele Verden.

Og, uden fossile brændstoffer vil der ikke være nogen billig energi på Jorden og mindre CO₂ til fotosyntesen, der skaffer mad.

Derfor, med al respekt, CFTC bør ikke begynde at udstede retningslinjer, fortolkninger, politikker eller regler, eller foretage sig andet under den katastrofale antagelse i videnskabens navn, at der skulle være klima-relaterede finansielle eller andre risici forårsaget af fossile brændstoffer og CO₂.

Skal vi gætte på, at CFTC alligevel udsender en masse klima-inspireret nonsens?