Bjørn Lomborg fik store tæsk for at påvise, at den globale opvarmning ind til videre har medført en lille stigning i varmedødsfald, men til gengæld et meget større fald i antallet af døde pga. kulde. Derved vovede han jo at antyde, at CO2 og den globale opvarmning var godt for noget – og det må man som bekendt ikke.
Det modsatte budskab er derimod helt i orden. Hjemmesiden Science.org havde således en klimanyhed, hvor man bl.a. kunne læse følgende:
I midten af januar, var Sydamerikas sydligste spids ramt af den værste hedebølge i mange år. I Argentina steg temperaturen i mere end 50 byer til mere end 40oC, mere end 10oC varmere end den typiske gennemsnitstemperatur i byer som Buenos Aires. Den brændende varme forårsagede naturbrande, gjorde en tørke meget værre og fik Buenos Aires’ elforsyning til midlertidigt at bryde sammen.
Der henvises til en ny videnskabelig artikel, Kephart et al., der citeres for at tilfælde af ekstrem varme eller kulde har kostet mange menneskeliv i Sydamerika de seneste 15 år. Artiklen er baseret på statistikker for byer i Syd- og Mellemamerika.
Science.org fortsætter:
Selvom antallet af dødsfald på ekstremt kolde dage – ca. 785.000 – var meget højere end dem på ekstremt varme dage – ca. 103.000 – var der generelt flere dage med intens kulde, hvilket kunne forklare forskellen. Men for nogle byer, f.eks. Buenos Aires, Rio de Janeiro og Mérida er varme mere dødelig end kulde: Forskerne anslår, at på meget varme dage stiger risikoen for at dø med 5,7 % for hver én grads temperaturstigning. ”Det er meget alarmerende hvor hurtigt risikoen for dødsfald stiger ved varme temperaturer, selv ved 1oC” siger en forsker.
Det er jo ikke så godt, at artiklen faktisk taler om flere dødsfald ved kulde, og det forsøger Science.org at få tilsløret efter bedste evne:
[En sociolog,] Rosana Abrutzky … kender kun situationen alt for godt. ”Det er om sommeren at temperaturændringerne har den stærkeste og hurtigste virkning,” siger hun. ”Der er ikke nogen hurtig måde, hvorpå man kan slippe væk fra høje temperaturer. I et studie fra 2019 fandt hun og hendes kollegaer, at de daglige dødsfald steg med 43% under en hedebølge i Buenos Aires i 2013.
……
I de kommende årtier vil Latinamerika opleve en betydelig stigning i forekomsten af hedebølger, så forskerne kigger også på fremskrivninger af temperaturerne i disse byer i de næste 50 år for at danne sig et billede af, hvordan antallet af dødsfald vil stige, og hvilke byer der vil være hårdest ramt.
Kephart et al.s artikel er klar nok: Man har kigget på 326 latinamerikanske byer og analyseret godt 15 millioner dødsfald. Overdødeligheden i forbindelse med ekstrem varme blev fundet til at være 0,67 %, mens den tilsvarende overdødelighed i forbindelse med kulde var 5,09%. Den relative risiko for at dø var 1,057% pr. grads temperaturstigning ved ekstrem varme, og 1,034% pr. grad det blev koldere i kuldeperioder. De to sidstnævnte tal er jo statistisk set helt ens.
Kephart er tydeligvis lidt utryg ved sine konklusioner og prøver også at skrive lidt om, at fremtidig global opvarmning vil give mange flere varme-relaterede dødsfald, men artiklens resultat er ellers ret entydigt og det holdes der fast i.
Vi andre kan jo kun undre os. Når fakta strider mod teorien, griber man til at tilsløre fakta og ikke ændre på sin teori. Det er en forskningsmæssig praksis som er ret enestående for klimavidenskaben.
Tak til Kip Hansen på WUWT.
Danish
Glimrende kommentar, Mikael. (Jeg synes dog ikke, at Bjørn Lomborg ”sagde en masse tossede ting i nullerne”).
Min mistanke om at klimaapologeterne af al magt bekæmper offentliggørelse af videskabelige resultater, der strider mod deres faste opfattelser, blev tilvarende vakt, da jeg (også i nullerne, tror jeg) tilfældigt så et nyhedsindlæg på TV, der handlede om at Henrik Svensmark på en konference skulle fremlægge sin teori om solaktivitet og deres sandsynlige – men dog vistnok ikke videnskabeligt beviste – indflydelse på jordens klima. Indslaget viste en fnysende arrig engelsk klimaforsker, der bogstavelig talt råbte ad Henrik Svensmark, at han ikke skulle komme her og fortælle ham, at der var andre årsager til den globale opvarmning (det hed “drivhuseffekt” dengang) end den menneskeskabte. Nu havde han studeret disse forhold i 20 år, så skulle Henrik Svensmark ikke komme her og fortælle ham noget andet. Jeg blev fuldstændig blæst bagover af denne mangel på akademisk niveau. Hvordan kan en videnskabsmand ikke være interesseret i ny indsigt? Dette var for mig det definerende øjeblik i relation til tilgangen til oplysning om klima. Bjørn Lomborgs skæbne er et andet. Kun ét narrativ tillades.
Derfor er jeg også så glad over at “klimarealisterne” findes. Jeg tilslutter mig fuldt ud din tak til denne sides flittige skribenter.
“Indslaget viste en fnysende arrig engelsk klimaforsker, der bogstavelig talt råbte ad Henrik Svensmark”
– sandsynligvis “The first chairman of the IPCC, Sir John Houghton”(?`). Se evt.:
https://www.klimadebat.dk/forum/tv2-svensmarks-klimamysterium-d14-e301.php#post_2566
“sandsynligvis “The first chairman of the IPCC, Sir John Houghton”(?`)”
– nå, der huskede jeg alligevel forkert!: Det var Sir Basil Mason, jf.:
https://www.klimadebat.dk/forum/tv2-svensmarks-klimamysterium-d14-e301.php#post_2575
“Det var Sir Basil Mason, jf.:”
– hvis nogen er interesseret, kan Weekendavisens omtale af filmen læses her:
http://hansogoline.dk/netv/Klimaskift.pdf
Måske jeg har misforstået, men umiddelbart fås det indtryk at der kan reddes liv ved en mindre temperaturstigning ?
Referencen til Bjørn Lomborg fik mig til at tænke tilbage på det tidspunkt, hvor jeg som et i øvrigt grønt tænkende menneske, undredes over den voldsomhed klimaforskere fremturede med overfor Lomborg.
Lomborg sagde mange tossede ting dengang først i nullerne, men det at han mente at man burde tænke grundigt over hvordan de til rådighed værende penge blev anvendt var vel fornuftig nok.
Min helt subjektive opfattelse af forløbet (jeg fulgte det kun i pressen) var at jeg syntes klimaforskerne nærmest kastede sig over manden som vilde dyr og anklagede ham for videnskabelig uredelighed. Min umiddelbare tanke var, at der var noget der skulle knaldes ned i en fart før der kom for meget opmærksomhed.
Mistanke om urent trav blev vakt.
Nedenfor et uddrag af forløbet omkring Lomborg sagen:
“Spørgsmålet om, hvorvidt Bjørn Lomborgs bog “The Skeptical Environmentalist” fra 2001 (på dansk “Verdens Sande Tilstand”) er videnskabelig uredelig eller ej, vil formentlig aldrig blive afgjort.
Det står klart, efter at Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har opgivet at revurdere sagen. Det meddelte udvalget fredag.
Den famøse sag om den lige så famøse debatbog tog den første skarpe drejning, da UVVU den 6. januar 2003 meddelte, at man fandt bogen objektivt set videnskabeligt uredelig ikke mindst fordi bogen var baseret på en systematisk ensidighed i valget af data.
På grund af Bjørn Lomborgs manglende videnskabelige ekspertise i de temaer, som bogen behandler, fandt UVVU imidlertid ikke, at Bjørn Lomborg havde handlet forsætligt eller groft forsømmeligt. Bjørn Lomborg blev derfor frikendt for beskyldningerne for, at han havde handlet videnskabeligt uredeligt, men UVVU udtalte samtidig, at han klart havde handlet i strid med god videnskabelig skik.
Kendelsen medførte stor ballade, og den 13. februar samme år klagede Lomborg så til Videnskabsministeriet over afgørelsen. Og ministeriet traf så i december den relativt opsigtsvækkende afgørelse, at bede UVVU revurdere sagen, fordi UVVU efter ministeriets mening havde begået en stribe fejl i sin behandling.”
UVVU opgav og henlagde sagen, hvorfor Lomborg ikke fik oprejsning. Desværre for Bjørn Lomborg har presse hetzen medført at mange mennesker i dag ikke anser Lomborg for troværdig.
Jeg tænker stadigt grønt, men søger også sandheden og at være bredt oplyst. Derfor tak til denne sides flittige skribenter.