Varme modeller

Zeke Hausfather er blevet refereret her på siden før. Han har flere gange kastet et kritisk blik på klimamodellerne og påpeget, at de generelt overvurderer den forventede globale opvarmning. Det kan man se ved, at deres simuleringer af temperaturen frem til 2020 langt overstiger de reelt målte tal. Nu er Zeke Hausfather på ingen måde ”klimabenægter” eller for den sags skyld ”klimarealist”. Han mener, at den globale opvarmning er ved at føre os ud i store problemer, og kun en nedsættelse af drivhusgasudledningerne kan løse problemet. På den anden side er han en ærlig videnskabsmand, som råber vagt i gevær, når der som nu tales om helt urealistisk opvarmning. Her har han gjort det i form af en kommentar i tidsskriftet Nature.

Den er gal med den nye generation af klimamodeller, ca. 50 stk., samlet under betegnelsen CMIP6. Klimamodellernes fremskrivninger udgør grundlaget for de klimatiltag, som regeringerne skal planlægge for at afværge de værste følger af den globale opvarmning. Derfor skulle de helst være så troværdige og præcise som muligt. Hausfather skriver:

Brugere, pas på. En del af den nyeste generation af modeller er ”for varme”, og forudsiger opvarmning som følge af CO₂-udledninger, der kunne være større end, hvad anden viden kan underbygge. Nogle forestiller sig, at en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold sammenlignet med førindustrielle niveauer vil give en opvarmning, der f.eks. er større end 5 ^oC. Det var ikke tilfældet for den forrige generation af simplere modeller.

Hausfather forklarer, hvordan Jorden er et kompliceret system af sammenhængende oceaner, land, is og atmosfære og ingen computermodel kan simulere det hele præcist. Hver model har sine egne antagelser om disse processer og bruger deres egne tilnærmelser til f.eks. skydannelse, der foregår i lille skala. CMIP6 modellerne bruger mere avancerede metoder til at håndtere is, vand og skyer end forgængerne, inkl. CMIP5. De nye modeller inkluderer flere fysiske processer, end man gjorde før. Hausfather:

I takt med at modellerne bliver mere realistiske, kan man forvente, at deres resultater vil blive tættere på hinanden. I mellemtiden kan de individuelle forbedringer have indflydelse på, hvor følsomme modellerne er overfor visse opvarmende processer på måder, der ofte er umulige at forudse.

Hausfather fortsætter med at påpege, at selv IPCC ”til sin ros” har erkendt problemet med de varme modeller. De forskere, der har skrevet den sjette store rapport (AR6), har forsøgt at tilpasse modellerne til realiteterne, dvs. de målte tal for opvarmningen, havniveaustigningerne osv. De har benyttet statistiske metoder til at finde de mest sandsynlige fremskrivninger, hvor en række faktiske data er taget med i betragtning. Den metode kaldes ”bedømt opvarmning”.

Hausfather påpeger derefter det store problem:

Desværre blev der ikke givet megen vejledning til forskere, der ønskede at bruge forudsigelserne i andre sammenhænge. Vi er bekymrede for, at i fraværet af sådan vejledning vil megen af den videnskabelige litteratur være baseret på fremskrivninger, der ikke stemmer overens med IPCC’s tilgang, og som er alt for meget under indflydelse af de varme modeller.

(Redaktionen her kan påpege, at det netop er dette problem, der fører en dansk tv-station til at bygge alt for høje bænke, fordi man har fået den fejlagtige opfattelse, at havet vil stige til uanede højder i løbet af få år.)

Hausfather peger på, at man ofte bare tager gennemsnittet af alle CMIP6 klimamodellernes forudsigelser, men det giver en større opvarmning, end IPCC regner med. Derved når man hurtigt konklusioner om, at det hele ”bliver værre end vi troede”.

Jordens klimafølsomhed over for en fordobling af CO₂ beskrives med to begreber. Det ene er den midlertidige stigning, man med det samme vil se, lige så snart CO₂-indholdet er fordoblet, den kaldes TCR, (transient climate response). Men her er atmosfæren ikke nødvendigvis i ligevægt endnu, derfor har man så ECS (equilibrium climate sensitivity), klimaets følsomhed i ligevægt. Normalt vil et højt tal for TCR også give en høj værdi for ECS. Hausfather fortsætter:

I den forrige generation af klimamodeller CMIP5, var der ingen model med en ECS højere end 4,7 ^oC. I CMIP6, er det mere end en fjerdedel af modellerne, der har højere følsomheder end denne værdi, og ca. en femtedel viser en opvarmning på mindst 5 ^oC ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold. Flere videnskabelige studier har vist, at disse meget følsomme modeller ikke er gode til at simulere de historiske temperaturer eller klimaet langt tilbage i tiden. Især viser de ofte et forløb med stort set ingen opvarmning igennem det 20. århundrede og så en kraftig opvarmning i de seneste få årtier, og nogle simulerer at istiden er meget koldere, end diverse proxymålinger har vist.

Hausfather og hans medforfattere gennemførte en undersøgelse af situationen og nåede frem til, at den mest sandsynlige opvarmning (ECS) som følge af en fordobling af CO₂-indholdet ville ligge mellem 2,6 og 3,9 grader. Med dette studie og tilsvarende som grundlag konkluderede IPCC, at opvarmningen sandsynligvis ville ligge mellem 2,5 og 4 grader – og meget sandsynligt mellem 2 og 5 grader.

Klimaverdenen har diskuteret hvad man skal gøre ved de varme modeller, siden de fremkom i 2019. Før da plejede IPCC bare at tage middelværdien og den statistiske spredning for at få et mål for usikkerheden. Sådant ”model-demokrati” forudsatte, at hver model er uafhængig af de andre og har den samme værdi.

I AR6 kan man ikke mere bruge den slags simple metoder. De meget følsomme modeller er ikke lige så gode til at forudsige opvarmningen som de andre. AR6-forfatterne besluttede at vægte hver model, før man tog gennemsnittet for at nå frem til ”bedømte” forudsigelser om opvarmningen. Vægtningen bestod bl.a. i at se på, hvor godt modellerne klarede sig med at simulere de historiske temperaturer.

Vægtningen består groft sagt i, at man f.eks. kun lader usandsynlige modeller tælle med halvt i gennemsnittet, mens de modeller, der anses for at være mere sandsynlige, får en større andel i udregningen.

IPCC brugte også en simplere model, der krævede mindre regnekraft, og som bygger på de seneste estimater af klimafølsomheden overfor CO₂-udledninger, baseret på anden forskning end klimamodellerne. Den fremgangsmåde giver ifølge Hausfather en mere realistisk størrelse på forudsigelserne, den passer bedre til realiteterne, end de rå CMIP6 modeller gør.

Hausfather gør opmærksom på, at mange forskere, der forsøger at opstille forudsigelser for lokale geografiske områder (f.eks. det danske ”Klima-atlas”) ikke tager med i betragtning, at mange de nye modeller regner alt for varmt, hvorved gennemsnittet også bliver for højt, og derfor ender de med resultater, der er alt for usandsynlige.

Hausfather & Co. ender med nogle ganske fornuftige anbefalinger. I stedet for at forsøge at forudsige hvornår ulykkerne vil ske, kan man i stedet for hægte dem op på temperaturstigningerne, dvs. hvad sker der, når opvarmningen f.eks. når 2, 3 eller 4 grader celsius. Om det så sker i år 2100 eller 2200, kan man se bort fra i første omgang. Den fremgangsmåde gør faktisk i vid udstrækning modellerne overflødige, fordi den ikke mere er sammenkædet med et givent udslip af drivhusgasser.

Hausfather anbefaler endvidere, at man blot med hård hånd sorterer de urealistiske modeller fra, og opgiver tanken om ”model-demokrati”. Man kan endda vælge at basere sin forskning på ganske få modeller, blandt dem, der synes at være mest i overensstemmelse med virkeligheden.

Som nævnt i starten er Zeke Hausfather en ærlig videnskabsmand. Han er angrebet af klimabacillen og tror fuldt og fast på, at ulykken står for døren. Men alligevel kigger han nøgternt på forskningen og må konstatere, at meget af modelsnedkeriet ikke giver noget brugbart resultat og at en ligelig vægtning af alle modeller, uanset hvor ekstreme deres resultater er, ikke er sund videnskab.

Det er et – omend lille – skridt på vejen til erkendelsen af, at klimavidenskaben lader meget tilbage at ønske som ”videnskab”. Som religion går det derimod fint.