Klimarealisme i medierne, Rekonstruerede temperaturer

Lille Istid

I følge Michael Mann og hans hockeystavkurve over den globale temperatur var der meget små udsving i de seneste 1000 år, indtil opvarmningen forårsaget af menneskehedens udslip af drivhusgasser startede for ca. 150 år siden. Fig. 1 viser den originale hockeystav, der dækker den nordlige halvkugle. Man ser, at temperaturanomalien i perioden 1500-1900 kun varierer med 0,2-0,3 grader celsius. Her er slet ikke nogen Lille Istid at se.

Fig. 1: Michael Manns oprindelige hockeystav, temperaturen år 1000-1999 på den nordlige halvkugle

De mennesker der levede, eller prøvede at overleve, den gang, ville nok være noget uenige. Vedlagte artikel fortæller historien om Franklin-ekspeditionen i 1845, der havde som formål at finde Nordvest-passagen nord om Canada. Franklin havde planlagt at overvintre ved Canadas østkyst, og forventede så isfrit farvand i løbet af den korte sommer, hvorved hans ekspedition kunne nå frem til Beringsstrædet vest for Alaska.

Desværre blev det aldrig isfrit den sommer, tværtimod forblev det så koldt at ismængderne voksede hen over sommeren. Ekspeditionen endte tragisk, alle deltagerne døde under lidt mystiske omstændigheder. Man fandt nogle efterladte optegnelser, som tydede på, at de var blevet mere eller mindre tossede og i hvert fald ikke kunne tænke klart. Årsagen var formentligt, at de havde medbragt rigeligt med konservesdåser, som var noget helt nyt den gang. Desværre var dåserne, der var fremstillet af tin, loddet med bly, så når man spiste indholdet fik man samtidigt en solid dosis af det giftige metal. Ekspeditionen omkom således givetvis af blyforgiftning.

I 1845 var det ikke kun koldt i Canada. I England havde man den koldeste sommer i mange år, temperaturen var 2 grader lavere end normalt. Vintrene 1846 og 1847 var også usædvanligt kolde i England. Sommeren 1845 var meget våd, hvilket i Irland medførte, at kartoffelhøsten slog fejl med hungersnød til følge. 

En dansk forsker, Jørgen Peder Steffensen, har fundet en ny metode til at måle fortidens temperaturer på basis af iskerneboringer på Grønland. Han målte simpelthen isens temperatur i borehullet umiddelbart efter, at kernen var taget op. Isen har bevaret sin temperatur fra den gang, så derfor får man en præcis måling.

Fig. 2: Rekonstruktion af Grønlands temperatur de seneste 8.000 år, baseret på direkte temperaturmålinger i borehuller til iskerner.

Fig. 2 viser Steffensens kurve for de seneste 8.000 år. Her ser man klart Den Middelalderlige Varmeperiode for ca. 1000 år siden og derefter Den Lille Istid, der startede ca. 500 år tilbage. Temperaturen svingede undervejs, men tog netop det sidste dyk omkring 1850-70.

Når klimaforskningen derfor i dag vælger 1850 som udgangspunktet for den globale temperatur, den såkaldte ”førindustrielle tid”, så vælger man netop et tidspunkt, hvor der var rekordkoldt på Jorden, formentligt den koldeste tid i de seneste 10.000 år. Derved kommer den nuværende opvarmning til at se alvorlig ud, men kigger man på Steffensens kurve, ser det snarere ud til at være en tilbagevenden til mere normale tilstande.

Steffensens kurve viser meget større udsving end Michael Manns. Det er rigtigt, at Steffensen kun måler lokalt i Grønland, men hans kurve stemmer meget bedre overens med, hvad man ellers oplevede tilbage i tiden, hvor vi her har givet eksempler fra Canada og England/Irland.

Men klimapolitisk er hockeystaven helt ideel for fortællingen om en tilstundende krise. Alt for ideel til at være sand.

https://notrickszone.com/2022/03/12/franklins-ill-fated-expedition-contradicts-dr-michael-manns-hockey-stick-temperature-reconstruction/

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Sven Ove Thimm

    Metoden er ikke ny. Den viste graf er fra en artikel i Science fra 1998, som ikke er åben tilgængelig. Det er derimod en artikel i et festskrift for dronningen i 2012, hvor Jørgen Peder Steffensen og Dorthe Dahl-Jensen har en fin oversigtsartikel om iskerner.
    Ovenstående konklusion er imidlertid korrekt. Den Lille Istid kulminerede omkring 1850, hvor også mængden af is på Jorden var størst. Herefter blev det hurtigt varmere og den store smeltning startede. Ser vi på den “navnkundige” Jakobshavn isbræ, hvor mange udenlandske statsledere får “klimakrisen” demonstreret, skete ca 1/3 af tilbagegangen indtil nu allerede før år 1900!
    Generelt undervurderer IPCC temperaturen i slutningen af 1800-tallet, hvilket får stigningen i 1900-tallet til at se ekstra stort ud. Johannes Krüger nævner også dette i sin nyeste bog.

  2. Knud Larsen

    Den lille istid, middelaldervarmen, romertidsvarmen og bronzealdervarmen er nogle af de fakta, der allertydeligst taler imod de senere års klima-hysteri.
    Er det for meget at kalde dette fakta-resistens?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*