Klimarealisme i medierne, Modeller

Klimamodellernes triste tilstand

IPCC’s femte rapport (AR5) var baseret på den femte generation af klimamodeller, også kendt som CMIP5. Til den nye rapport, AR6, var der blevet udviklet en ny generation af klimamodeller, CMIP6, der skulle være mere robuste og bedre kunne simulere forskellige klimafænomener.

IPCC var selv klar over, at der var problemer med CMIP5-modellerne. I AR6 tog man spørgsmålet op, men uden at tage det specielt seriøst:

AR5 bedømte med lav tiltro at de fleste, men dog ikke alle, CMIP3 og CMIP5-modeller overvurderede den observerede opvarmning i den tropiske troposfære i satellitperioden 1979-2012, og at en tredjedel til halvdelen af denne forskel var på grund af en overvurdering af havoverflade-temperaturens ændring i den periode. Siden AR5 viser yderligere undersøgelser, baseret på CMIP5 og CMIP6-modeller, at denne afvigelse i opvarmningen er uforandret.

Så selv IPCC erkender, at de nye modeller ikke er bedre end de gamle.

Fig. 1 viser en sammenligning af de to generationer af modeller holdt op i mod virkeligheden. Her ser man, at problemet ikke bare er ”uforandret”, det er blevet værre. I figurens venstre side handler det om de nyeste modeller CMIP6. Resultaterne er vist som opvarmning pr. 10-år. Modellernes bud er vist med de røde vandrette streger, de viser en betydelig spredning, men ligger alle langt over realiteterne. Man har så forsøgt at fortælle modellerne, hvad den faktiske stigning ved havoverfladen har været, men selv med den oplysning inkluderet viser de for høje temperaturer længere op i atmosfæren (de blå streger).

Fig. 1: Temperaturstigningen i oC pr. årti op gennem atmosfæren, 1979-2014, i bunden ved jordoverfladen. Til højre tal fra IPCC’s AR5, hvor 3 målte kurver sammenlignes med forskellige modelberegninger (rød er modellernes samlede resultater). Til venstre tilsvarende tal fra AR6, sorte kurver er målte, røde streger modellernes resultater. Blå streger er modelresultater, hvor den faktiske havoverfladetemperatur er lagt ind.

Der er tale om meget betydelige forskelle. I 12 km’s højde (200 hPa) er der således målt en temperaturstigning på ca. 0,15 oC/årti, hvor modellerne ligger på mellem 0,25 og 0,55 oC/årti, med et gennemsnit på omkring 0,4 oC/årti. I virkelighedens verden vil temperaturen således stige med godt 0,7 grader i løbet af de næste 50 år, mens modellerne får en stigning på 2 grader. Det gør jo en stor forskel, hvis man bekymrer sig om Paris-aftalens grænser på 1,5-2 grader.

Hvad siger modelmagerne til det rod? Her er en kommentar fra én af dem:

Den observerede temperaturkurve er bare ét muligt resultat af mange mulige resultater, der kunne være kommet, set i lyset af klimaets store omskiftelighed.

Nej, det er ikke et ”resultat”. Det er realiteterne, det er sådan, naturen har gjort det. Hvis der er afvigelser mellem modelresultater og virkeligheden, så er det modellerne, der tager fejl, og ikke virkeligheden der er ”forkert”.

Problemet med de alt for varme modeller har nu stået på siden 1975, dvs. i 46 år, og det står værre til nu end nogensinde før. Det har kostet os milliarder af dollars og millioner af arbejdstimer og har slet ikke medført nogen forbedring. Hvordan er det muligt? IPCC skriver:

I gennemsnit har CMIP6-modellerne højere gennemsnitlige ECS og TSR [ligevægts- og midlertidig temperaturstigning ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold – red.] end CMIP5-generationen af modeller. De har også højere middelværdier og større spredning end de niveauer, der i denne rapport bedømmes som de mest sandsynlige. Disse højere ECS og TCR-værdier kan, i nogle af modellerne, spores til ændringer i feedback fra skyer uden for troperne, hvilke er opstået som en følge af bestræbelserne på at reducere afvigelserne i disse skyer sammenlignet med satellitmålinger (middel tiltro). De bredere ECS- og TCR-intervaller i CMIP6 fører også til, at modellerne forudsiger et større spænd i den fremtidige opvarmning, end man vil vurdere opvarmningen til at blive ud fra en række kendsgerninger. Imidlertid er nogle af de meget følsomme CMIP6-modeller i mindre god overensstemmelse med den observerede seneste udvikling i den globale opvarmning og med fortidens temperaturer bestemt ved proxyer, end det er tilfældet for de modeller der har ECS inden for det meget sandsynlige område. Tilsvarende er nogle af modellerne med lav følsomhed i mindre god overensstemmelse med de fortidige temperaturer. CMIP-modellerne med de højeste ECS- og TCR-værdier giver indsigt i fremtidige scenarier med høj risiko og lav sandsynlighed, som ikke kan udelukkes på basis af den nuværende viden (stor tiltro). (AR6 s. 7-8 til 7-9). 

Oversat fra IPCC’sk: Vores modeller er blevet værre siden AR5, de giver også en højere klimafølsomhed over for CO2, end vi selv tror på. Usikkerheden på vores fremskrivninger af den fremtidige opvarmning er steget, og vores modeller stemmer ikke ret godt overens med faktiske målinger eller data for fortiden baseret på proxyer, men modellerne må alligevel være rigtige, så I skal være bekymrede.

Fig. 2: Tal for temperaturstigningen pr. årti i to højder, 1,5 km og 12 km. Sorte mærker er de målte værdier, røde streger de forskellige modellers resultater. Blå streger er forskellige deludvalg af modeller.

Fig. 2 viser et udsnit af figuren til venstre i fig. 1, her vises tallene for to højder, hhv. 1,5 km (850 hPa) og ca. 12 km (200 hPa). De målte temperaturstigninger er vist med sort til venstre og de røde bjælker og streger er så CMIP6-modellernes resultater. De ligger på værdier, der er 2-4 gange højere end realiteterne – og ingen af dem overlapper faktisk med de målte resultater. Det eneste man kan konkludere ud fra sådanne tal er, at modellerne simpelthen ikke regner rigtigt.

Nu er der skrevet 6 store IPCC-rapporter + alt det løse, og stadigvæk er så fundamentalt et problem ikke kommet spor nærmere en løsning. Hvor længe skal vi fortsætte ad det spor?

https://wattsupwiththat.com/2022/03/13/comparing-ar5-to-ar6/

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*