Brint er jo som bekendt en farveløs og lugtfri gas, men sådan er det ikke i klimasagens besynderlige verden. Her tales om blå brint, grøn brint, grå brint osv. Hvad sker der?
Brint er i princippet et brændstof lige som naturgas, det findes som en gas ved stuetemperatur og brænder lystigt (ofte eksplosivt) sammen med luftens ilt. Der er dog også forskelle, brint er meget lettere end naturgas, og det betyder, at et gram brint fylder meget mere end et gram naturgas ved det samme tryk. Brint er så let, at for at kunne oplagre rimelige mængder, uden at den fylder alt for meget, er man nødt til enten at gøre den flydende eller også komprimere den til meget høje tryk. Brint skal køles meget langt ned, før den bliver flydende, vi skal ned under minus 253 grader. Hvis man i stedet vælger at oplagre den under tryk, skal vi typisk op i 400-700 bar, hvilket svarer til 400-700 gange trykket i atmosfæren her ved jordoverfladen (til sammenligning har en normal trykflaske, f.eks. til brug ved svejsning, et tryk på op til 150 bar). Det er et voldsomt tryk, der stiller store krav til en lagertank, og selve komprimeringen – dvs. forøgelse af trykket fra 1 til 700 bar – koster store mængder af energi.
Snakker vi vedvarende energi, har brint den store fordel frem for vind og sol, at den kan lagres og tages i anvendelse, når der er brug for den. I den henseende ligner brint de fossile brændstoffer.
I dag fremstilles brint ved at blande naturgas, der jo består af kulstof og brint med vanddamp ved høje temperaturer. Kulstoffet bliver til CO2 og brinten isoleres. Det er den såkaldte ”grå” brint.
En anden metode er at reagere kul med vanddamp ved høje temperaturer, derved kan man få brint og kulmonooxid (CO), der let kan skilles fra hinanden. Denne brint kaldes ”brun” brint. Blandingen af brint og CO er i øvrigt det, man i gamle dage kaldte bygas, og som folk brugte i deres komfurer. Bygas havde den ulempe, at CO er meget giftig, og der skete en del ulykker.
Nu kan man kombinere fremstillingen af den ”grå” eller ”brune” brint med opsamling og deponering af CO2-en. Så får man det, der kaldes ”blå” brint.
Og endeligt har vi så den ”grønne” brint fremstillet ved elektrolyse med strøm fra solceller og vindmøller med backup fra fossile kilder.
Hvis ”grøn” brint virkeligt er fremstillet 100 % ved sol eller vind, så har den jo i princippet et meget lavt CO2-udslip og kan med god samvittighed indgå i energiforsyningen. Men processen er ikke så simpel og meget sårbar over for en fluktuerende elforsyning, som jo karakteriserer vind og sol.
Det er derfor, at det er fristende at kigge på den ”blå” løsning, som jo i princippet også vil give et lavt CO2-udslip. Det vil jo kun være den lille del af CO2-en, der undslipper opsamlingen, som vil bidrage til drivhusgasserne.
Det har man så desværre regnet sig frem til, nok ikke er tilfældet alligevel. CO2-opsamlingen kan ikke fange 100 % og koster i sig selv betydelige energimængder, som vil medføre yderligere forbrug af fossile brændstoffer. Hvis brinten er fremstillet ud fra naturgas, som jo er metan, må man ligeledes forvente betydelige udslip af denne, og da metanen er en meget kraftigere virkende drivhusgas end CO2, så er slutresultatet, at den ”blå” brint kun er marginalt bedre, end hvis man bare brugte naturgassen direkte og samlede CO2-en op bagefter.
Men hvorfor i alverden tænker man overhovedet på at forsøge at etablere energiløsninger baseret på ”blå” brint? Meget tyder på, at det er et udslag af grøn virketrang. Der skal ske noget, og det kan f.eks. være etablering af en ”brint-infrastruktur”, som så senere kan overtages af rigtig ”grøn” brint. Brinten er her således ikke en energikilde, men en energibærer.
Det er en dyr vej at gå, og i første omgang har den ingen indflydelse på drivhusgas-regnskaberne. Men det er karakteristisk for den tid, vi lever i, at man for enhver pris vil ”gøre noget”, uanset hvor tosset det ser ud.
Danish