Klimaindustriens målstolper

Her er en oversættelse af en udmærket artikel skrevet af Benjamin Zycher om temperaturmål og andre elementer i klimaindustriens forsøg på at bevare grebet om befolkningerne og ikke mindst deres penge.

Vil klimaindustrien flytte målstolperne igen?

Den internationale klima-alarmist-industri omfatter en række særinteresser. Der er aktivisterne, fundamentalt anti-menneskelige og stærkt utroværdige, de forlanger at milliarder af Verdens fattige skal lide og dø for at ”redde” planeten. Der er ”eksperterne” der er på jagt efter større budgetter og bevillinger til forskningen. Der er redaktørerne af de fagfællebedømte tidsskrifter, der forvandler ”videnskab” til en propaganda-øvelse. Der er bureaukraterne, der massivt forøger deres budgetter og magt, politikerne der stræber efter hele tiden at overføre endnu mere velstand, og journalisterne der er desperate efter fængende overskrifter, selvom deres uvidenhed forbliver ukuelig.

Der er de officielle ”miljøgrupper”, hvis forretningsmodel er brug af politiske, administrative og juridiske processer for at stjæle andre folks ejendom. Der er fondenes folk, der udskriver checks i hidsig jagt på invitationer til de rigtige receptioner. Der er Hollywood-ignoranter, der er afhængige af tordnende bifald på det røde tæppe. Glem ikke virksomhedernes vindbøjtler, nærsynede, uvidende, ude af stand til ideologiske kampe og så naive, at de tror, at de kan gøre de miljøbevidste socialister glade. Der er de internationale organisationer, der stræber mod Utopia med mere og mere magtanvendelse. Og – selvfølgeligt – der er de talløse nyttige idioter, der har travlt med at demonstrere, at de har de korrekte holdninger.

Ja, det er i sandhed en blandet gruppe, men dens medlemmer deler to tilbøjeligheder. Den ene er en almindelig (men ikke delt af alle) tøven med at beskæftige sig med beviserne på vores ikke-eksisterende klima-problem nødsituation krise katastrofe apokalypse. Mange forskere og eksperter i videnskab har behandlet den grundlæggende uoverensstemmelse mellem den udbredte historie om en ”eksistentiel trussel” og så de faktiske kendsgerninger i forbindelse med klimaet. Selv IPCC, i 5. og 6. hovedrapporter, udtrykker dyb tvivl om de forskellige alvorlige følger – skrækhistorierne – der ofte hævdes at være på trapperne som en konsekvens af menneskeskabt opvarmning, specielt i løbet af dette århundrede, hvilket er den maksimale tidshorisont, man med rimelighed kan sige noget om. 

Den anden grundlæggende idé er, at det er en grænse for, hvor meget opvarmning Jorden kan tåle, hvis vi skal forblive i ”sikkerhed”, en grænse hvis niveau næsten helt og holdent er drevet af klimaindustriens politiske behov, og stort set ikke af ”videnskaben”. Læg det faktum til side, at den officielle ”sikkerheds”-grænse slet ikke skelner mellem naturlige og menneskeskabte temperaturændringer, klimaindustrien forudsætter simpelthen, at al opvarmning er menneskeskabt. Det er derfor, at der ikke gøres noget forsøg på at forklare – for eksempel – den kraftige opvarmning der var mellem 1910 og 1945, hvilken ikke kan være forårsaget af stigende indhold af drivhusgasser i atmosfæren, primært kuldioxid, der kun ændrede sig fra ca. 300 til 310 ppm i den periode. Det er klart, at noget af opvarmningen i de senere år er menneskeskabt, noget er naturlig, og ingen ved, hvor store de to bidrag er.

Husk, at i 2009 var den officielle sikkerhedsgrænse for opvarmningen 2 grader celsius over det førindustrielle niveau, en grænse, der blev slået fast ved COP15 i København. Den grænse blev nævnt igen og igen af alle de sædvanlige hoveder, og den ”førindustrielle” periode blev defineret, rimeligt nok, til at være 1850-1900, dvs. de årtier der fulgte umiddelbart efter ophøret af Den Lille Istid. Kan der overraske nogen, at der ville komme noget opvarmning efter den tid?

Desværre for klima-alarmisterne vil satellitternes temperaturdata ikke samarbejde med ”videnskaben”. I gennemsnit forudsiger modellerne bag den seneste (6.) IPCC Rapport en opvarmning på 0,4 grader celsius pr. årti i perioden 1979-2019, og 0,5 grader pr. årti i 2019-2050, eller groft sagt 4-5 graders opvarmning i løbet af et århundrede. Den faktiske opvarmning, målt af satellitterne for 1979-2019: 0,16 ^oC pr. tiår, eller ca. 1,6 grader pr. århundrede. (Vejrballonerne måler meget tæt på det samme.)

Derved har de virkelige data skabt et massivt problem for klimaindustrien: De tyder stærkt på, at den 2-graders ”sikkerheds”-grænse vil blive overholdt helt uden, at der bliver tale om nogen klimaforandringer og uden, at der bliver behov for nogen klimapolitik. Med mindre det kan påvises, at satellitmålingerne er fejlagtige – hvilket på det nærmeste ville være umuligt – så er den eneste udvej til at redde klimaindustrien og dens massive finansiering, fordele og magt, at ændre på ”sikkerheds”-grænsen.

Hvilket er præcist, hvad klimaindustrien har gjort. I 2015 blev grænsen sat ned til 1,5 grader celsius, som FN gjorde det klart i en udtalelse:

Den globale aftales hovedformål er at holde stigningen i den globale temperatur et pænt stykke under 2 ^oC og fremme bestræbelserne på at begrænse stigningen yderligere, til 1,5 grader celsius over niveauet i den førindustrielle tid. Grænsen på de 1,5 grader celsius er en betydeligt mere sikker forsvarslinje mod de værste følger af klimaforandringerne.

Ja, IPCC har i et yderst tvivlsomt dokument flyttet målstolperne. Den ekstreme dumhed i den rapport kommer tydeligt frem med påstanden (s. 18) at pr. 2018 vil Veje der begrænser den globale opvarmning til 1,5 ^oC …. indebære betydelige nedgange i udledningerne i 2030. Med andre ord, vi – de udviklede og mindre udviklede økonomier – må heller se at komme i gang med alvorlige nedskæringer af udledningerne i løbet af de næste otte år, og denne gang mener vi det. Bemærk, at for 1990-2019 steg de globale udledninger af drivhusgasser med mere end 58 procent og næsten 13 procent for 2010-2019.

Lad os nu kigge på de seneste satellitdata for temperaturen, til og med december 2021: Siden 1979 har den gennemsnitlige stigning (”anomali”) af temperaturen på land og på havet været 0,14 ^oC pr. tiår, eller 1,4 ^oC på et århundrede. Således forbliver de seneste data i uoverensstemmelse med gennemsnittet af klimamodellerne, og specielt antyder de, at vi i løbet af dette århundrede vil kunne holde os indenfor den nye lavere ”sikkerheds”-grænse, i fald der kommer en periode med afkøling, et fænomen, der er meget langt fra at være usandsynligt.

Tænk på følgende citat fra Sammendraget for Beslutningstagere i IPCC’s sjette store rapport (AR6):

A.1.3 Det sandsynlige interval for menneskeskabt stigning i den globale overfladetemperatur fra 1850-1900 til 2010-2019 er 0,8 ^oC til 1,3 ^oC, med et bedste estimat på 1,07 ^oC. Det er sandsynligt, at godt opblandede drivhusgasser har bidraget med en opvarmning på 1,0 ^oC til 2,0 ^oC, mens andre menneskeskabte indflydelser (primært partikler i luften) bevirkede en afkøling på 0,0 ^oC til 0,8 ^oC, naturlige årsager ændrede den globale overfladetemperatur med -0,1 ^oC til +0,1 ^oC, og interne svingninger ændrede den med -0,2 ^oC til +0,2 ^oC.

IPCC har her gang i svindelnummeret med tre nøddeskaller og en ært: Ud af den totale globale temperaturstigning siden 1850 på ca. 1,1 ^oC, er det ikke troværdigt, at menneskeskabte effekter kunne ses før 1960 (eller endda senere), hvor CO₂-indholdet nåede 317 ppm (CO₂-indholdet var ca. 284 ppm i 1850). Med en stigning på 0,14 ^oC pr. årti, vil temperaturerne i perioden 1960 – 2100 været steget med ca. 2 ^oC, og det helt uden grøn omstilling. 

Så IPCC skal på én eller anden måde retfærdiggøre den nye sikre grænse på 1,5 ^oC. Antagelserne, der blev citeret her, er, at drivhusgasserne har bidraget med opvarmning på mellem 1 ^oC og 2 ^oC siden afslutningen på Den Lille Istid, selv når man ser bort fra den afkølende effekt fra andre udledninger. Da disse andre udledninger – ”primært partikler” – bliver reduceret pga. begrænsningerne i brugen af fossile brændstoffer og andre udslip, vil den medfølgende afkøling blive mindre. Så selv hvis vi globalt sænkede udledningerne til nul allerede nu, er 1,5 ^oC-grænsen allerede nået, og al opvarmning i resten af århundredet vil medføre, at den bliver overskredet.

Men selv dette åbenlyse forsøg på i bagklogskabens lys at skabe en ”videnskabelig” begrundelse for et politisk vedtaget tal – synes ikke at være nok. Temperaturerne er steget ca. 1,1 ^oC siden afslutningen af Den Lille Istid og frem til 2020. Men 0,14 ^oC pr. årti vil temperaturen kun være steget en smule mere end 2 ^oC i 2100, uden nogen grøn omstilling. Derfor er der brug for den nye lavere ”sikkerheds”-grænse på 1,5 ^oC, men den vil vi nå i 2050, som det ser ud nu. Men hvad så hvis der igen indtræffer en periode med afkøling, måske mere udtalt end den i perioden 1945-1970, måske forårsaget af den lavere solaktivitet eller stigende partikeludledninger fra Asien eller en anden grund, vi ikke forstår særligt godt?

Så derfor kan klima-alarmisterne ikke slappe af: De kan ikke risikere en udvikling, hvor selv den nye ”sikkerheds”-grænse kan nås uden (tvungne) reduktioner af drivhusgas-udledningerne. Da man jo åbenlyst ikke kan vente, indtil der kommer en periode med afkøling, er det helt rimeligt at forudsige, at ”sikkerheds”-grænsen vil blive nedsat yderligere. Hvordan, det vil blive retfærdiggjort politisk, er uklart – først 2 ^oC og derefter 1,5 ^oC-grænserne fik enorm omtale i medierne – og stor offentlig skepsis kan helt sikkert forventes, hvis målstolperne bliver flyttet endnu engang. Så derfor er det givet, at retfærdiggørelsen – skrækhistorierne, katastrofens snarlige ankomst, masseuddøen, der hævdes allerede at finde sted, nødvendigheden af en omgående kapitulation over for klimaindustriens krav, udskamning af klimabenægtere, osv. – vil stige stejlt i lydstyrke, skingerhed og fuldstændig mangel på logik.

Formaningerne og hysteriet bliver mere og mere højlydte. Dette faktum er fint illustreret af den nylige beslutning fra Googles side om at tage reklamepengene fra den mest betydningsfulde hjemmeside, der rapporterer de månedlige temperaturdata fra satellitter – nej, det er ikke en spøg – på grund af ”upålidelige og skadelige påstande”. Det er Googles karakteristik af to videnskabsfolk – John R. Christy og Roy W. Spencer – og en hjemmeside, der simpelthen har rapporteret satellitdata siden 1979! Kort sagt, Google censurerer nu den faktiske videnskab i et forsøg på at holde klimaindustrien i live.

På sin egen måde er denne proces enormt underholdende. Men hvad ellers kan klimaindustrien gøre for at redde planeten, og dens egen interesser, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge?

https://www.realclearenergy.org/articles/2022/01/13/will_the_climate_industry_move_the_goalposts_again_811874.html