Klimapolitikken her i Danmark er i øjeblikket stærkt fokuseret på landbruget. I følge de officielle statistikker tegner dette erhverv sig for en stor del af Danmarks udledninger af drivhusgasser, og 2030-målet med en 70% reduktion vil kun vanskeligt blive nået, medmindre landbruget også yder et stort bidrag.
Problemet med landbruget er, at udledningen kun i mindre grad kommer i form af CO2 fra brugen af fossile brændstoffer – til opvarmning, maskiner, transport osv. Størstedelen kommer fra udledninger fra marker og husdyr. Vi har tidligere omtalt udledningen af metan og lattergas fra hhv. husdyr (kvæg) og gødskning af markerne. Metan og lattergas er meget kraftigere virkende drivhusgasser end CO2, og derfor spiller de en stor rolle i regnskabet.
Men markerne udleder også CO2, og her er der især fokus på de såkaldte lavbundsjorde. Det er områder, der ligger meget lavt i forhold til grundvandsspejlet, og hvis de lades urørt, vil de være mere eller mindre oversvømmede – i hvert fald en del af året. De kan i nogle tilfælde permanent være dækket af græs, men i andre områder henligger de snarere som moser. De er karakteriseret ved, at jorden indeholder meget store mængder af kulstof, op til over 12 %. Det skyldes, at planterne om efteråret befinder sig under vandet og med meget lidt adgang til ilt. Derved går de ikke i forrådnelse og bliver omdannet til CO2. I stedet bliver planteresterne nede i jorden og over mange år har de hobet sig op. De kan ende som tørv, og hvis man venter 20-50 millioner år, kan de blive til kul.
Da landbruget for 50-100 år siden ekspanderede kraftigt, var man på udkig efter nye områder, der kunne bruges som marker. Der fandt man ud af, at lavbundsjordene mange steder kunne drænes, så vandet løb væk, grundvandsspejlet blev sænket, og jorden blev hård og tør nok til, at man kunne dyrke den og færdes på den med mennesker og maskiner. I dag opregner man et par hundrede tusind hektarer af den type arealer i Danmark.
Jorden er i mange tilfælde frugtbar, men en beklagelig bivirkning har vist sig ved, at drænede lavbundsjorde begynder at afgive store mængder af CO2. Kulstoffet nede i jorden får adgang til ilt og CO2-en dannes og slippes ud i atmosfæren. Denne proces fortsætter år efter år, og man taler om, at der afgives 20-40 tons CO2 / hektar jord pr. år.
Nu kan nervøse klimafolk begynde at gange antallet af hektarer af lavbundsjord op med disse tal, og Klimarådet er nået frem til, at disse jorde udgør ca. 170.000 hektarer og afgiver 4,1 millioner tons CO2 om året. Det er jo et faretruende højt tal, og ét vi ikke kan reducere ved at bygge flere vindmøller. Så vi må tage landmændene ved vingebenet og tvinge dem til at opgive driften på lavbundsjorde og ophøre med dræningen. Det kan f.eks. ske ved at smadre drænrørene (det foreslås faktisk).
Den politiske diskussion går så på, hvor meget landmændene skal kompenseres for disse tiltag. Da man udtog arealer omkring vandløb for at begrænse kvælstofudvaskningen, nøjedes man med at kompensere landmændene for værdien af jorden. Man gjorde ikke noget for at erstatte de tab i indtjening, som indskrænkningen i det produktive areal medførte. Det bragte en del bedrifter i betydelige økonomiske vanskeligheder. Man kan frygte, at noget tilsvarende vil ske, når man nu med tvang vil standse dræningen og udnyttelsen af lavbundsjorde.
Der er selvfølgeligt mange problemer med udtagningen, mange af områderne er ganske små, og andre er delt mellem flere lodsejere. Så det bliver en stor mundfuld at tage fat på.
Nu er den konkrete viden bag ovennævnte tal forholdsvis begrænset. Der er udført nogle få forsøg med at måle CO2-udslippet fra de tørlagte marker, og på basis af disse har bl.a. EU vedtaget standardtal, som man skal bruge i beregningerne. Det er lige som problemet med f.eks. metanudslip fra køer, her er der også alle mulige tal, hvorefter man har vedtaget en ”standard-udledning” pr. ko. Derefter er det let at udregne det samlede udslip ved at tage disse politisk vedtagne standardværdier og gange dem med antallet af hektarer – eller antallet af køer.
Men vi ved jo, at i virkelighedens verden vil sådanne udslip i kolossal grad variere med de lokale forhold, og derfor kan vi være helt sikre på, at de beregnede værdier er forkerte. De kan være for lave eller alt for høje. Det er jo ikke noget særligt betryggende udgangspunkt, når man skal i gang med at aflive en stribe landbrug.
Klimarådet nævner, at når områderne bliver vådere, kan man forvente en stigning i udledningen af metan. Metan dannes jo netop i moser og andre iltfattige områder. Hvor meget metan, der vil vælte op, ved ingen. Da metan jo anses for at være en meget kraftigere virkende drivhusgas end CO2, skal der ikke så meget til, før fidusen ved vådlægningen forsvinder.
Der synes ikke at være nogen overvældende interesse for at finde tal for metanen. De forplumrer jo billedet af vores tiltag mod CO2-udslip.
Imidlertid er der for nyligt udkommet en artikel, hvor man har set på skovbrug, hvor der også har været tale om at ophøre med dræningen af lavtliggende områder. Her har en forsker forsøgt at måle udslippet af CO2 og metan efter, at skovbunden er blevet våd igen, og til stor overraskelse fandt man både et fortsat højt CO2-udslip og samtidigt et kraftigt forøget metanudslip. Det ser ud til, at den samlede klimagas-virkning slet ikke falder de første 10-15 år. Det betyder også, at en hurtig vådgøring af områder slet ikke vil have den klimaeffekt, som man ønsker allerede inden 2030.
Der er al mulig grund til at tro, at de samme forhold gør sig gældende for marker. Reelt har vi ingen viden om hvor meget (eller hvorvidt) vi reducerer udledningen af drivhusgasser ved at tage lavbundsjorde ud af drift. Til gengæld er de negative konsekvenser for de ramte landbrug kun alt for åbenlyse.
Det er klimapanikkens helt store problem, at den på et meget tvivlsomt grundlag fører til drastiske tiltag, der helt sikkert vil føre til en forringet økonomi – for mennesker og samfundet – og samtidigt ikke på nogen måde garanterer en ”forbedring” i klimaet. Har vi, bogstaveligt talt, helt mistet jordforbindelsen her?
Danish
HH
Har læst “Klimaplan 2030″
Søren Hansen
Jeg tror han har meget ret og ved noget on teknik og muligheder
At der er udledt ca. 50 tons CO2/ha gennem de seneste 100 år kan let beregnes, det har stået på en af mine hjemmesider i 20 år, fint nok hvis nogen har kopieret beregningen.
Alle mener at metan er en stærk klimagas, men ingen kan dokumentere dette.
Faktuelt er metan er ret svag klimagas, der stort set overlapper vanddampens område, men det orker ingen at regne på (bortset fra Hug/Barret.).
Metans absorbtionsområde ligger i øvrigt udenfor “det optiske vindue”, dvs. metan kan ikke bremse udadgående stråling fra Jorden til verdensrummet, den stråling bliver returneret til overfladen uanset om det er metan eller vanddamp. Drivhuseffekten er noget andet.
Beregningen af metans klimagasstørrelse er så forkert at det burde medføre dumpning i klimavidenskaben, metans GWP-værdi ansættes til ca 23 gange højere end CO2’s (nogle mener endda 83 gange). Den beregning er foretaget i en integrationsformel over 100 år!
Hvorfor ingen tilsyneladende har set den fadæse kan synes underligt, for klimaeffekten stopper når metan er omdannet til stoffer uden drivhuseffekt. Tænk på H. C. Andersens fortælling om “Kejserens nye Klæder”, alle synes de var flotte, bortset fra en enkelt.
Desværre ved matematikerne ikke, at metans levetid kun er ca. 10 år, så omdannes den til 1 stk. CO2 og 2 stk H2O. D.v.s. at klimaeksperterne fortsætter beregningen af klimagassen metan 70-780 år efter, at den er totalt atomiseret.
De helt overvejende CO2-udledninger stammer fra plantevæksten og mikroorganismernes virksomhed. Alene termitternes virksomhed udleder 2-3 gange så meget som homo sapiens.
Hvorfor ikke afvente klodens anstrengelser for at komme op på de normale varmere klimatilstande vi har haft de seneste ca. 8000 år?
Klodens anstrengelser med at forsøge at stoppe CO2-udledningerne har ingen målelig effekt på klimaet, men at nedsætte forbruget af fossil energi er nødvendigt, hvis vore efterkommere skal sikres et ordentligt liv.
Vedrørende metans omdannelse har ingen i ingeniørkredse kunne forklare metans “store” klimaeffekt, ingen potente klimagasser fra metans omdannelse er nævnt udover ozon, men med en levetid på ca. 1 måned kan den ikke bidrage til noget i den retning.
“Men vi ved jo, at i virkelighedens verden vil sådanne udslip i kolossal grad variere med de lokale forhold, og derfor kan vi være helt sikre på, at de beregnede værdier er forkerte. De kan være for lave eller alt for høje…”
– ja: At opgøre (reduktion i) udledninger på basis af MODELLER må kræve en etik, der er (mindst) lige så høj som salg af elastik i metermål! 🙂
At vi efter nederlaget i 1864, under sloganet hvad udad tabes skal indad vindes, “stjal” de lavtliggende områder fra naturens mangfoldighed, vil det set med mine “naturøjne” være i orden, at vi nu langt om længe leverer dem tilbage.
For har man haft den tankevækkende oplevelse at have læst Keld Hansens bog “Det tabte land”, så vil man også erfare, at mange af de tørlagte områder aldrig økonomisk har kunne betale sig. De fleste af de mange tørlægninger kom da også kun i stand, fordi staten finansierede projekterne med 50% … altså tilskud som kendes ved anlæggelsen af mange private jernbaner for hundrede år siden og i vor tid ved opførelsen af vindmøller.
Og i den sag må jeg erkende, at snakken om at det vil spare på CO2 udslippet eller ej, er mig ligegyldig. Egentlig er jeg af den opfattelse, at den mening deler jeg med ret så mange, uanset om man tror på CO2-spøgelset eller ej. En del af områderne er faktisk allerede nu blevet leveret tilbage til naturens egen verden, eksempelvis Filsø ved Varde, og om et par år følger Søborg Sø i Nordsjælland trop.
Kolindsund på Djursland, samt Lamme- og Sidingefjorden i Odsherred, er faktisk nogle af de få områder, hvorom man kan sige, at de har tjent deres formål mht. tørlægning.
Lad os glemme alt om klimabavlet og i stedet glæde os over, at naturen med rette får det tilbage, vi for omkring hundrede år siden stjal.
Modellernes absurditet kommer med al tydelighed frem ved betragtning af landbruget. Den halm som nødvendigvis produceres ved korndyrkning, og som sælges til varmeværker for afbrænding og produktion af strøm og fjernvarme, godskrives ikke i landbrugets CO2-regnskab, men tilsyneladende i energisektoren. Hvem kan forklare logikken i dette?
Naturlig reaktion fra landbruget ville være at pløje halmen ned, da det vist betales marginalt over omkostningerne ved presning, indsamling og transport.