Når vi taler om drivhusgasser og global opvarmning, er fokus som regel på CO2. Vi skal nedbringe vores brug af fossile brændstoffer og derved reducere udslippene af CO2. Derefter vil alting blive godt igen. Imidlertid er CO2 kun én af flere drivhusgasser. Metan (CH4) er nok den bedst kendte af de øvrige, og det forlyder altid, at metan virker meget kraftigere end CO2, så et givent metanudslip vil medføre en meget større temperaturstigning på jorden end et tilsvarende udslip af CO2.
En tredje drivhusgas af betydning er lattergas, N2O. Den har en drivhuseffekt, der er 10 gange højere end metan og dermed ca. 300 gange højere end CO2. Av, for pokker!
Heldigvis er både metan og lattergas tilstede i atmosfæren i mængder, der er langt lavere end CO2, så det må være derfor, at vi ikke er kogt væk for længst. Men deres bidrag til drivhuseffekten er ikke helt uvæsentlige, og især én sektor står alvorligt for skud: Landbruget.
Situationen i Danmark
Normalt omregner man klimavirkningen af de andre drivhusgasser til den mængde CO2, der ville have samme effekt, også kaldet CO2e. Så kan man umiddelbart addere tallene for de forskellige gasser, når man vil se, hvor slemt det er.
I Danmark har vi officielt et betydeligt udslip af metan og lattergas. Nogle af disse udslip kommer i forbindelse med håndtering og forbrug af fossile brændstoffer. Men størstedelen kommer fra landbruget, der i 2017 stod for en samlet udledning på ca. 15 mio. tons CO2e pr. år, hvilket var 30 % af Danmarks totale udslip (1). Landbruget bidrog med mængder svarende til 5,5 millioner tons CO2e af metan og 4,6 millioner tons CO2e lattergas (2). Af de 15 mio. tons CO2e udgøres to tredjedele således af metan og lattergas.
Klimarådet går lidt forsigtigt til landbruget i forbindelse med sin plan for 70 % reduktion i 2030. Landbruget skal primært bidrage med braklægning af lavbundsjord, hvilket vil binde en del CO2, og derudover nogle mindre omlægninger i dyrkningen og husdyrbruget. Generelt skal vi have mindre produktion af kød og mælkeprodukter og mere planteproduktion.
Men hvis vi skal videre, mod nul i emissioner i 2050, så er det nødvendigt at eliminere hele udslippet af lattergas og metan – eller at kompensere for det ved deponering af endnu større mængder af CO2 andetsteds.
I den forbindelse er det naturligvis relevant at spørge, hvordan vi kender de mængder af metan og lattergas, som dansk landbrug slipper ud?
Metan og lattergas
Metan udledes primært fra køer og andre husdyr og fra deres gødning (metan er jo undsluppet biogas).
Lattergas stammer i stort omfang fra gødskningen af marker og dyrkningen af afgrøder her. En stor del af den tilsatte gødning tjener netop til at forsyne planterne med kvælstof (N2). Det sker enten i form af nitrat (NO3) eller ammoniak (NH3). Nitrat kan udvindes fra mineraler, mens ammoniak produceres kemisk ud fra luftens kvælstof. I begge tilfælde vil en stor del af det kvælstof, som afgrøderne ikke formår at optage, ende som udslip til luften, i form af forbindelser mellem kvælstof og ilt (O2), og heraf udgør netop lattergas en større fraktion.
I de seneste årtier har man målt indholdet af metan og lattergas i atmosfæren, på samme måde, som man måler CO2. Teknikken er dog mere kompliceret, pga. de meget små indhold af de to førstnævnte gasser. Målingerne har vist en støt stigning i indholdet af metan og lattergas, se fig. 1.
Tallene i fig. 1 er i ppb, ”parts per billion”, dvs. milliardtedele. Til sammenligning er indholdet af CO2 målt i milliontedele, ppm. Hvor vi i atmosfæren i dag har godt 410 ppm CO2, bliver de tilsvarende tal for metan 1,9 ppm og for lattergas 0,3 ppm.
I iskerner fra Grønland og Antarktis har man udtaget luftprøver og målt deres sammensætning, inkl. indholdet af metan og lattergas. Dermed har man et indtryk af, hvor stor koncentrationen af disse gasser var i forhistorisk tid. Fig. 2 viser en kurve for metan, den går 800.000 år tilbage i tiden og frem til 1950. Man ser, at indholdet svinger noget, men ligger nede under 800 ppb. I dag er tallet mere en dobbelt så højt.
Fig. 3 viser en tilsvarende kurve for lattergas. Her byder fortiden også på store udsving, mellem 200 og 300 ppb, men i de seneste år har der så været en yderligere stigning til de 330 ppb, jfr. fig. 1.
Både metan og lattergas har begrænsede levetider i atmosfæren. Metan reagerer med ilt og bliver til CO2 og vanddamp. Lattergas nedbrydes i flere trin ved ultraviolet stråling og ender som kvælstof og ilt igen. Levetiderne er anslået til ca. 100 år, hvilket er meget kortere end CO2.
Fig 2 og 3 viser, at indholdet af begge gasser svinger betydeligt over tid, og før 1850 har det selvfølgeligt primært været af naturlige årsager. Indholdet i atmosfæren vil til enhver tid være balancen mellem ovennævnte nedbrydning og ny dannelse. Metan opstår således naturligt primært ved forrådnelsen i sumpede vådområder. Mindre kilder er udslip fra geologiske forekomster i olierige områder og fra dyreafføring (6). I forhistorisk tid var der mange bøfler og bisonokser, der levede vildt, og som vore dages køer udledte de også meget metan. Lattergas dannes primært ved mikroorganismers omsætning af kvælstof i jorden og i havet (7).
De seneste års stigninger hænger imidlertid utvivlsomt sammen med menneskelige aktiviteter. Tabel 1 viser en oversigt over kilderne til det årlige metanudslip. Der er et væsentligt bidrag fra produktionen af olie og gas (lækager). Men den største faktor er landbruget, hvor kvæghold, risdyrkning og bio-affaldshåndtering tegner sig for broderparten.
I fig. 4 er illustreret kilderne til lattergasudledningerne. Her tegner landbruget sig for ca. 80 %, hvoraf en lille del kommer fra husdyrgødningen. Men ¾ af det samlede udslip af lattergas stammer fra kvælstofgødskningen af markerne, med nitrat eller ammoniak (8).
Beregning af udledningerne
Det er nemt at forstå, hvordan man beregner CO2-udledningerne i de enkelte lande. Størstedelen kommer fra brug af fossile brændstoffer, og kender man mængden af brændstof, så kan man umiddelbart beregne hvor meget CO2, den vil afgive. Resten af CO2-udslippet er straks mere spekulativt, fordi det hænger sammen med anvendelse af jorden, der jo fungerer som kulstofdepot. Fører vores anvendelse til et netto-optag af CO2 eller til en afgivelse?
Således forholder det sig også med metan og lattergas. Vi ved hvor meget ekstra, der er blevet tilført atmosfæren, men præcist hvorfra er straks mere usikkert. Man har udført en del forsøg, f.eks. med køer, hvor man har opsamlet alle deres udledninger af metan (fra begge ender af koen, om man så må sige), og derefter kan man gange op med antallet af dyr (9). Det siger sig selv, at dette er en temmelig usikker metode, da køernes udslip varierer meget med de nærmere omstændigheder.
Tilsvarende har man forsøgt at måle udslippet af lattergas fra marker, ved at oprette forsøgsområder i telte, gødske på forskellig vis og bagefter måle indholdet af lattergas i luften oven over (10). Herved når man frem til en faktor, der definerer forholdet mellem mængden (og arten) af gødning og det resulterende udslip af lattergas. Også det er selvfølgeligt en meget usikker beregning, da den i stort omfang vil afhænge af de lokale forhold, jorden, planterne, lyset, fugtighed og varmen.
Det er da også åbent erkendt, at de tal, der bruges som tommelfingerregler i beregningen af udslippene, er behæftet med store usikkerheder. For oksekød er udslippet, målt i CO2e, ved forskellige forsøg fundet til at ligge mellem 9 og 105 kg CO2e pr. 100 gram protein (11).
Danmarks udslip af metan og lattergas måles således ikke, men beregnes på grundlag af formler, som nævnt ovenfor. Man ganger antallet af dyr (primært kvæg) med de valgte faktorer og får et tal for metanudslippet. Tilsvarende beregner man lattergasudslippet ud fra forbruget af de forskellige typer gødning. Resultaterne har jo ikke nødvendigvis ret meget med virkeligheden at gøre, for at sige det mildt. Det blev tidligere nævnt, at Danmarks årlige udslip af lattergas er i størrelsesordenen 4,6 mio. tons CO2e. Med en faktor mellem lattergas og CO2 på 300 får vi, at der udledes ca. 15.000 tons lattergas pr. år. Det er jo ikke nogen stor mængde, og selv mindre unøjagtigheder kan give stærkt afvigende resultater.
Konklusion
Hvis landbruget skal sænke sine udledninger af drivhusgasser, er der reelt to veje, man skal følge. Den ene er at begrænse husdyrholdet, især kvæg. Det vil så gå ud over ikke bare oksekødet, men også alle mælke-baserede produkter. Det forlyder, at man ved kosttilskud kan nedsætte kvægets udledninger af metan (12), men i lyset af ovennævnte usikkerheder vil det vist mere være gavnligt på papiret end i realiteten. Vil man virkeligt nå ned på nul-emission, er man nødt til helt at eliminere kød som et element i vores føde. Til nød kunne man, som nævnt, forøge mængden af opsamling og deponering af CO2, men det er en meget dyr og ressourcekrævende løsning.
De manglende proteiner kan i teorien fremskaffes ved dyrkning af soya, bønner og ærter.
Ophør af al animalsk produktion vil i øvrigt få den konsekvens, at grundlaget for biogasproduktion stort set bortfalder. Det er jo mindre godt, da netop biogassen er udset til at spille en væsentlig rolle i de fremtidige energiscenarier. Men fremstilling af biogas fra f.eks. halm eller energiafgrøder er generelt en meget lidt energieffektiv proces og ikke særligt bæredygtig (13).
Den anden store kilde til metanudslip er risdyrkning. Her er det svært at se, at der kan gøres noget drastisk.
Den stigning, der har været i atmosfærens lattergas-indhold over de sidste 50 år, skyldes helt sikkert den store befolkningstilvækst på jorden og dertil hørende ekspansion af landbruget. Det samlede dyrkede areal er steget voldsomt samtidigt med en kraftig forøgelse af gødningsmængden, der spredes ud. Denne gødskning er helt uundgåelig hvis verdens befolkning fortsat skal brødfødes, ikke mindst i det tilfælde hvor man vil sætte begrænsninger på adgangen til protein i form af kød.
Danmark har faktisk, igen på papiret, reduceret sin udledning af lattergas. Det skyldes nedsat eller optimeret gødskning, primært i forbindelse med vandmiljøplanerne. En uheldig bivirkning har så været, at dansk korn generelt har et relativt lavt proteinindhold (indholdet af protein hænger sammen med mængden af kvælstof), og det har gjort, at der er rejst tvivl om, hvor egnet dansk hvedemel er til brødfremstilling (14). Så yderligere besparelser på gødningen vil have uheldige følger.
Det er således åbenbart, at uanset hvor meget selvpineri vi kaster os ud i på fødevarefronten, er det helt umuligt at reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser til nul.
Forsøgene på at reducere udledningerne drastisk vil medføre dårligere ernæring og livskvalitet, og i praksis vil de kun tjene til forbedring af nogle teoretiske drivhusgas-regnskaber, der nok ikke har så meget med virkeligheden at gøre. Det er åbenlyst, at Klimarådet har set rigtigt i den forsigtige tilgang til landbruget frem til 2030.
Referencer
(1): Klimarådet: ”Kendte veje og nye spor til 70% reduktion”, marts 2020, s. 45
(2): https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/pdfscache/16817.pdf
(3): https://phys.org/news/2018-11-greenhouse-gas-atmosphere-high.html
(4): https://cdiac.ess-dive.lbl.gov/images/air_bubbles_historical.jpg
(5): https://www.n2olevels.org/
(6): IPCC, 5th Assessment Report, 2013, s. 507
(7): IPCC 5 , 2013, s. 512
(9): https://wattsupwiththat.com/2011/07/19/quantifying-the-moo/
(10): https://www.sciencelearn.org.nz/resources/2630-measuring-greenhouse-gas-emissions
(11): https://ourworldindata.org/less-meat-or-sustainable-meat
(12): Klimarådet, s. 57
(13): S. Hansen: ”Klimaplan 2030”, Jyllinge 2020, s. 47
(14): https://politiken.dk/mad/art5588453/Det-meste-af-melet-i-posen-er-ikke-l%C3%A6ngere-dansk
Danish 
Rigtig god artikel, men glemmer man ikke helt, at den metan, dyrene udleder, er produceret af nogle planter, der har optaget CO2?
Jeg har aldrig set et regnestykke der medtager den optagede CO2.