Den globale opvarmning del 2

– Gæste-indlæg, fortsættelse fra i går

Varmerekorder

De førende medier er hurtigt ude, hvis der registreres en varmerekord et elle andet sted på kloden. Disse nye varmerekorder tages som bevis på global opvarmning. Meget sjældent omtaler medierne de kulderekorder, der også forekommer hvert år.

Temperaturrekorder skyldes især et fænomen, der kaldes Polar Vortex. Normalt er jetstrømmene over polerne stabilt hurtige, men om vinteren kan de tabe fart og gå i slyng. I en cyklus på 11 år, der følger den cyklus vi registrerer med solpletter, taber jetstrømmene endnu mere fart og går slyng med større udsving. Disse slyngninger sender varm og kold luft ind over områder, der normalt ikke har disse temperaturer. Det giver temperaturrekorder, som medierne kalder bevis på global opvarmning, når det er varmerekorder.

Det er forbigået i tavshed, at den amerikanske målestation GEOSummit på Grønlands indlandsis så sent som den 2. jan. 2020 registrerede ny absolut kulderekord for hele Arktis på minus 66 grader celsius. DMIs vejrstation i området var ude af drift, og de fandt efter nogle måneder en kulderekord i deres arkiv fra deres station på 69,6 grader celsius 22. dec. 1991, så de kunne ikke anerkende den nye rekord. Begge rekorder er dog sat i disse år med global opvarmning.

Permafrost

Lejlighedsvis har forskere argumenteret for, at den øgede temperatur i Arktis, vil føre til optøning af områder med permafrost. Denne optøning vil frigøre en masse kuldioxid og metangas til atmosfæren, som yderligere øger temperaturen.

Nyere forskning i en sådan optøning viser dog, at plantevæksten hurtigt øges i området. Denne plantevækst er så kraftig, at planterne ikke alene optager den frigivne kuldioxid men også indtager mere CO₂ fra luften, så mængden af kuldioxid formindskes i atmosfæren.

Den øgede temperatur i polarnatten har medført større afsmeltning af Grønlands indlandsis og mindre mængde og udbredelse af arktisk havis om sommeren. Hvor meget dette har med den øgede mængde af kuldioxid i atmosfæren at gøre er fortsat videnskabeligt set ganske uafklaret.[4]

Det globale klima er, hvad man kalder et kaotisk system, hvor uoverskueligt mange forskellige faktorer spiller ind og gør sig gældende.

Drivhusgasser

Det er almindeligt kendt, at CO₂ er en meget lille del af mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Men klimaideologers synspunkt er, at den varme, CO₂ holder på (7 % af atmosfærens varme), medfører mere vanddamp som også holder på varme. CO₂ forårsager således en stigning i temperaturen der er 3 gange så høj som den varme, CO₂ selv holder på. Vanddamp og de øvrige drivhusgasser absorberer infrarød stråling (varmestråling) fra jordens overflade, og reflekterer en del af den tilbage. Uden drivhusgasserne ville Jorden miste al dens varme til verdensrummet og nedkøles kraftigt. Det er således et åbenlyst problem for teorien, at vanddamp er langt den største drivhusgas i atmosfæren. Ændringer i mængden af vanddamp påvirker den globale middeltemperatur meget mere end ændring i mængden af CO₂ og metan.

Vanddamp er vand i gasform. Skyer og tåge er ikke vanddamp, men vand på væskeform. Vanddamp er usynlig. Når solens stråler opvarmer have, floder, og søer, fordamper noget af vandet op i luften og bliver til vanddamp. Der fordamper også vand direkte fra is og jordoverfladen. Planter producerer også vanddamp. Vanddampen i atmosfæren afkøles efterhånden og danner væske, hvorved der dannes skyer. Når atmosfæren ikke kan indeholde mere vand, kommer vandet tilbage til jordoverfladen som enten regn eller sne. Denne proces fra vanddamp til skydannelse har stor indflydelse på temperaturen i atmosfæren, fordi vanddamp holder på varme, og skyer reflekterer sollys tilbage til rummet, så det ikke kommer ned og opvarmer landjorden og havet. Aerosoler øger denne proces fra vanddamp til skyer.

Aerosoler

Aerosoler er partikler i atmosfæren. Disse kan være i fast form, såsom vulkansk aske, støv fra sandstorme, saltkrystaller, sod, pollen eller andet organisk materiale, eller de kan være i væskeform for eksempel i form af små svovlsyre-dråber. Nogle aerosoler er naturlige, mens andre er menneskeskabte. De menneskeskabte aerosoler opstår blandt andet ved afbrænding af fossile brændsler og biomasse og har en kort levetid i atmosfæren – typisk nogle få dage – dels fordi de omdannes kemisk og dels fordi de udvaskes af nedbør. Effekten af de menneskeskabte aerosoler ses dermed fortrinsvis i de områder, hvor de er blevet sluppet ud.

Effekten af aerosoler på klimaet varierer alt efter, hvilke aerosoler det drejer sig om. Forskellen kommer især af, at nogle aerosoler primært spreder sollys, mens andre i højere grad absorberer sollys. Begge disse typer af aerosoler dæmper mængden af sollys, der når ned til jordoverfladen.

Aerosoler afkøler på to måder:

1. Direkte, når vejret er klart, ved at reflektere noget af solindstrålingen. Med andre ord øger aerosoler atmosfærens albedo.
2. Indirekte, ved skyet vejr, ved at forøge skyernes refleksion og få skyerne til at holde længere.

Vanddråber og iskrystaller i skyer og i nedbør regnes ikke som aerosoler, men aerosoler øger dannelsen af lavtliggende skyer. Aerosolerne virker som kondensationskerner i skyerne og betyder, at der dannes flere mindre dråber i dem. Skyerne bliver derfor hvidere og holder længere. Det betyder igen, at de reflekterer mere af solens stråling til verdensrummet. Hvor vanddamp i atmosfæren holder på varmeudstråling fra jorden, ændres virkningen på temperaturen når dampen fortættes til skyer, der holder sollys tilbage fra jorden. Aerosoler øger fortætningen fra vanddamp til skyer.

Effekten af aerosoler er størst, når solen skinner mest, altså om dagen henover sommeren. En naturlig kilde til aerosoler er vulkanudbrud. Aktive vulkaner sender svovlgasser ud i atmosfæren, hvor de omdannes til sulfat-aerosoler. Når et vulkanudbrud er kraftigt nok, bliver store mængder af disse sendt op i stratosfæren (10 til 50 km op). Eftersom stratosfæren er meget stabil, bliver svovlsyre-dråberne deroppe i årevis, hvor de gradvist fordeles jævnt. Disse dråber skygger overalt på Jorden og reflekterer sollyset væk, og dermed afkøles klimaet.

Nyere forskning under ledelse af danske Henrik Svensmark har gennem målinger og laboratorieforsøg påvist, at kosmisk stråling medvirker til dannelse af aerosoler i atmosfæren, så det lavere skydække øges. Den kosmiske stråling er periodisk størst, når solens magnetfelt er svagest, og der dannes færrest solpletter med omkring 11 års mellemrum. Solens magnetfelt kan også variere i løbet af de 11 år. Hvis intensiteten af solpletter er høj, så stiger middeltemperaturen, og perioden med solpletter ebber ud før de 11 år er gået. Hvis intensiteten er lav, så er middeltemperaturen også lav, og solpletterne ebber langsommere ud, altså efter de 11 års periode. Historiske målinger, f.eks. fra de sidste 1000 år, viser, at den globale middeltemperatur har været lavere i forskellige årtier, hvor solpletterne har været på et minimum.

Processen fra vanddamp til skydannelse er særdeles afgørende for temperaturen i atmosfæren. Denne proces er i princippet kendt, men ikke kortlagt globalt.

For eksempel har et forskerhold for nyligt dokumenteret, at skovområder (især områder med nåleskov) ikke alene optager mere CO₂ fra luften end andre beplantede områder, men også danner lavthængende skyer af vanddamp mere end andre beplantede områder, hvilket sender sollys tilbage mod rummet, før det rammer jorden og omdannes til varmeenergi.[5]

Det er også almindelig kendt, at luft med vanddamp, der presses opad f.eks. ved en bjergskråning, køles og fortætter til skydannelse.

I hvor stor udstrækning kuldioxid i atmosfæren øger temperaturen, kan man først sige noget præcist om, når man kender den globale proces i atmosfæren fra vanddamp til skydannelse.

Kuldioxid i atmosfæren

Mens det er uklart, hvor meget CO₂ påvirker temperaturen i atmosfæren, så er der ingen tvivl om at den øgede mængde af kuldioxid i luften, har været godt for al Jordens planteliv. CO₂ har ganske enkelt allerede gjort Jorden grønnere. Ved fotosyntese optager planterne kulstof fra molekylet og frigiver ilten tilbage til atmosfæren.

Når planterne kan optage mere kuldioxid fra luften, behøver de ikke så meget vand, og varmen i forbindelse med CO₂-en giver også bedre livsbetingelser.

NASA har foretaget en opgørelse over, hvor meget grønnere Jorden er blevet siden 1980. Et areal på størrelse med Australien er blevet beplantet i disse år ved hjælp af den ekstra kuldioxid i atmosfæren og ved erstatning af træ til opvarmning og madlavning med fossile brændstoffer.

Varm luft

Bekymringen for følgerne af en højere temperatur i atmosfæren deles ikke af alle forskere. F.eks. er der lavet en opgørelse over, hvor mange dødsfald kulde og varme medfører om året blandt mennesker verden over.

Det er jo tankevækkende, at den øgede varme har fået antallet af dødsfald som følge af kulde til at falde med 166.000 menneskeliv på årsbasis.

Konklusion

Det er et lyspunkt ved den nuværende globale opvarmning, at vores civilisation på sigt er bedre rustet til at tilpasse os en varmere verden end at se genkomsten af kilometertykke iskapper, der skurer hen over den nordlige halvkugle i et bidende koldt og tørt klima, der umuliggør omfattende landbrug.[6]

Noter

[4] Steven E. Koonin: Unsettled, Dallas 2021.

[5] Amilcare Porporato: “Cloud cooling effects of afforestation and reforestation at midlatitudes,” published Aug. 9 2021 in the Proceedings of the National Academy of Sciences.

[6] C. Stager Our Future Earth, 2012.