Den globale opvarmning del 1

– Gæste-indlæg

Det følgende indlæg giver et kort resumé af mange af problemstillingerne omkring klimaet og er et glimrende udgangspunkt, hvis man hurtigt vil have et overblik over de vigtigste spørgsmål. Indlægget er af pladshensyn delt i to, anden del bliver bragt i morgen (red.).

Grunden til, at klimaideologer (forskere, journalister og politikere) mener, at den øgede globale middeltemperatur siden 1980 skyldes menneskers frigivelse af CO₂ til atmosfæren ved afbrænding af træ og fossile brændstoffer, er et korrelat mellem den øgede globale middeltemperatur og den øgede mængde af kuldioxid i atmosfæren.

Der er dog en meget stor og afgørende forskel på en kurve over øget kuldioxid i atmosfæren og så en middeltemperatur i den samme atmosfære.

Den øgede mængde af kuldioxid fordeler sig jævnt i hele atmosfæren. Hvorimod temperaturen er meget forskellig fra sted til sted og tid til anden i atmosfæren. Middeltemperaturen er en beregnet størrelse, der ikke siger noget om, hvordan varme og kulde fordeler sig globalt set.

F.eks. har vi haft en faldende temperatur på det meste af Antarktis siden 1980.[1] Det siger kurven om middeltemperatur ikke noget om. Der er således regionale forskellige i temperaturens udvikling, som siger mere om temperaturen end en beregnet middeltemperatur for hele kloden.

Kortet her fra NASA viser med februar måned som eksempel, at middeltemperaturen er steget mest i de arktiske egne om vinteren siden 1980 sammenlignet med perioden fra 1951 til 1980. Dog ikke i Sydøstgrønland. Temperaturen er steget i polarnatten, f.eks. fra minus 45 gr. C. til minus 39 gr. C. lokalt.

Forskere taler ofte om global opvarmning som et globalt fænomen og søger at påvise virkninger af denne opvarmning i vejrmæssige forhold, hvor den arktiske middeltemperatur ikke spiller nogen afgørende rolle. Den øgede temperatur i polarnatten kan have direkte indflydelse på især havis og indlandsis i det arktiske område siden 1980.

Havis

Polarportal.dk har nogle oversigter over udbredelsen og mængden af havis i Arktis, der klart viser en mindre udbredelse fra 1980 og frem, samt en svindende mængde af is, som kan have med den gennemsnitlig højere temperatur i området at gøre. Strømforhold og vindforhold kan også medvirke til mindre is i området.

For at vurdere trenden med mindre havis i Arktis, må man kende udviklingen i de århundreder, der går forud. Klimaet blev ikke født i 1979, selvom man ikke havde satellitter før den tid til at holde øje. Nogle forskere har set på sedimenter i havbunden, som afslører havisens bevægelse i området gennem århundreder.

Kortet her viser de forskellige lokaliteter og strømforhold der viderebringer sedimenter, som er analyseret og tidsbestemt.

Tydeligvis er mængden og udbredelsen af havis i Arktis meget svingende over tid. Den udvikling, vi har set siden 1980, er ikke uden fortilfælde på tidspunkter, hvor menneskelig indflydelse helt sikkert ikke har spillet ind. I Arktis har der været flere perioder med stigende temperatur, mindre udbredt og mindre mængde af havis, ligesom vi oplever nu. Det gør det yderst vanskeligt at påvise, hvor meget en menneskeskabt tilførsel af kuldioxid til atmosfæren faktisk medvirker til. Ikke mindst fordi forskning i solens indflydelse på jordens temperatur trænger sig mere og mere på.[2]

Indlandsis

Der er en klar fysisk sammenhæng imellem temperatur og havis. Ligeledes er der en sammenhæng mellem temperatur og indlandsis i Arktis. Lad os derfor se lidt på Grønland. Vi har et forskningsresultat omtalt på Polarportal.dk fra 2013, som siger noget om, hvor meget indlandsisen på Grønland svinder ind år efter år for tiden. Den grønlandske indlandsis i perioden 2003-2011 har mistet i gennemsnit 234 km³ vand årligt, og det svarer til et årligt bidrag til den gennemsnitlige havstigning på 0,65 mm (Barletta et al.). Satellitmålinger siden 1979 anslår en global gennemsnitlig havstigning på 3,0 mm, så afsmeltningen fra Grønland giver et væsentlig bidrag. Men havne-målinger og kystmålinger før 1979 viser en tilsvarende havstigning i de foregående årtier.

Af det grønlandske bidrag til havstigningen er 30% afsmeltning fra Jakobshavns gletsjeren alene.[3]

Her er det relevant at spørge, om afsmeltningen er begyndt i 1970-80, hvor menneskelig påvirkning af den globale middeltemperatur siges at starte. Netop afsmeltningen fra Jakobshavns gletsjeren har man målinger på, helt tilbage til midten af 1800-tallet.

Målingerne viser, at afsmeltningen af gletsjeren startede længe før den formodede menneskelige påvirkning. Afsmeltningen af indlandsisen var i fuld gang, længe før menneskers frigivelse af kuldioxid til atmosfæren kunne spille nogen rolle. DMI har lavet en model af massebalancen, som viser, at siden 1840 er snefaldet over indlandsisen steget med 12-20 %, mængden af smeltevand med omkring 60 %, og outputtet fra gletsjerne med omkring 40 %.  Den største stigning har været de seneste årtier, hvor temperaturen i luften over og havet omkring Grønland er højest. Men temperaturen har været stigende ligeså længe, man har målt den i Grønland. Dette kan ikke forklares med henvisning til menneskers frigivelse af kuldioxid til atmosfæren.

Den stigende temperatur og deraf følgende begrænsning af havis og indlandsis har fået forskere til at rette opmærksomheden mod to eventuelle følger af mindre mængde is. Udstrømningen af mere optøet indlandsis i havet omkring Grønland kunne påvirke havstrømmene som Golfstrømmen. Mindre udbredelse af havis kunne påvirke isbjørnenes levevilkår. Nogle forskere har argumenteret for en alarmerende udvikling både for Golfstrømmen og for populationen af isbjørne, så lad os se nærmere på disse forhold.

Golfstrømmen

Hvis vi europæere med tiden oplever, at det bliver varmere, vil mange tilskrive det global opvarmning. Men hvis vi derimod oplever, at det bliver koldere, så siger nogle forskere, at det er fordi global opvarmning kan svække Golfstrømmen.

Uanset hvordan vi vil opleve vejret i fremtiden, så medfører Golfstrøms-argumentet altså at global opvarmning svært kan modbevises.

Fremtrædende forskere, der arbejder med data om Golfstrømmen, synes dog ikke at se nogen tendens eller trend i ændring af Golfstrømmen: ”Det, vi ser, er at strømmen er livlig i den forstand, at den varierer både sesongmessig og år for år – men nå når vi kan se 20 år under ett, viser det seg at vi ikke har noen klar tendens. Den er over lang tid ganske stabil,” sier professor og havforsker Kjell Arild Orvik ved Geofysisk Insitutt på Universitetet i Bergen. 

Isbjørnene

Mange husker de skræmmende isbjørnefortællinger fra medierne: Isen smelter hurtigere, end vi troede, og 2/3 af isbjørnene kommer til at dø!

Men i modsætning til disse forudsigelser trives isbjørne i bedste velgående på trods et tab af sommerhavis på mere end 40% i årene siden 1979. Det har ikke givet noget fald i den globale isbjørnebestand (Amstrup et al. 2007; Crockford 2017, 2019, 2021).

Vi har haft 20 års begrænset havisdækning om sommeren i Arktis, som nogle forskere forudsagde, ville indskrænke antallet af isbjørne og true artens eksistens. På trods af dette viser optælling af bjørne i de arktiske områder, ikke mindst de der er stærkt påvirket af is tab (Barentshavet og Chukchihavet), at bjørnene trives, og ikke er truet. (Aars 2018; Crockford 2021; Regehr et al. 2016, 2018; Rode et al. 2014, 2018). Isbjørnene trives med mindre havis om sommeren, fordi det bringer sælerne tættere på i et større antal. Isbjørne lever fortrinsvis af sæler. Nogle optællinger tyder endog på, at der er blevet flere isbjørne de senere år. Antallet af isbjørne er steget en del, fordi jagt på bjørnene blev forbudt i hele Arktis.

Indlægget fortsættes i morgen (red.)

Noter

[1] From 1979-2018 East Antarctica cooled -0.70°C/decade (-2.8°C), West Antarctica cooled -0.42°C/decade (-1.68°C), but the Antarctic Peninsula warmed 0.18°C/decade (0.72°C). Thus, as a whole, the Antarctic continent has cooled by about -1.5°C to -2°C during the same period CO2 rose from 337 to 410 ppm.

Zhu et al., 2021

[2] How much has the Sun influenced Northern Hemisphere temperature trends? An ongoing debate

Ronan Connolly1,2, Willie Soon1, Michael Connolly2, Sallie Baliunas3, Johan Berglund4, C. John Butler5, Rodolfo Gustavo Cionco6,7, Ana G. Elias8,9, Valery M. Fedorov10, Hermann Harde11.m.fl.

© 2021 National Astronomical Observatories, CAS and IOP Publishing Ltd.

Research in Astronomy and Astrophysics, Volume 21, Number 6, Ronan Connolly et al 2021.

[3] http://www.sci-news.com/othersciences/geophysics/science-sentinel1a-jakobshavn-glacier-03163.html.