– Gæste-indlæg
Jeg har kendt klimaskeptikere i mange år snart, og skal jeg forsøge at beskrive den typiske skeptiker, skal vi tilbage til begyndelsen af 0’erne og søge blandt personer, som bekymrede sig om verden. Først og fremmest personer som stolede på nyhedsudsendelserne. Hørte dem hver dag og supplerede dem med dokumentarudsendelser, reportager, dybdeborende artikler og til dels fagligt stof af forskelligt individuelt præg. Fælles for dem var, at de købte ind på troen på en verden i forandring og fremdrift.
Skeptikeren troede dengang på demokratiets fremgang i verden, og ikke mindst den liberale markedsmekanismes succes og evne til at løfte verdens fattigste befolkning ud af armoden, afsondrede regimer og undertrykkelse. Det var desuden problemer med karteldannelser, organiseret kriminalitet, mafiaen, og de mange lokale krige som bekymrede meget og problemet i Palæstina, ikke at forglemme.
De aspirerende skeptikere var også politiske væsener med veludviklede livssyn og menneskesyn, af vidt forskellig forankring. En broget skare, men så alligevel meget samhørig, når det kom til generelt medmenneskeligt globalt ansvar, for det var især denne særlige fællesskabsfølelse, som blev berørt af det stigende antal indslag i presseudsendelserne, som fik skeptikerne til at rette fokus på dette lidt pudsige emne, som der altid kunne drejes en historie om, i agurketiden, selvom ingen rigtigt tog den alvorligt.
Det berørte de kommende skeptikere, fordi de følte sig berørt af den uansvarlighed, som truede os alle sammen, dersom truslen var oprigtig og ikke bare det pudsige og ligegyldige indslag, som mange anså det for at være, og meget få tog rigtigt alvorligt. Drevet af global ansvarlighed og hensyn til sine medmennesker, var de parate til at smide, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind i kampen, for at bevidne sagens alvor, men først skulle den sædvanlige formalitet gennemføres, og problemets observans udsættes for et grundigere og personligt eftersyn.
Der findes blandt mennesker mange medløbere, men er man drevet af interesse for sin omverden, sådan som denne særlige gruppe, jeg her forsøger at indkredse, er man anderledes indrettet end som så. Og her tæller kun personlig vished. Så i gang med at udforske videnskaben, som lå bag og tage et grundigt kig på den, samt granske evidensen, som vel måtte findes. Det burde vel næppe tage mere end en god eftermiddag, men om det så skulle tage dage, så pyt. Hellere det end at løbe med en halvkvædet vise, så på med vanten.
Herefter har den enkelte grebet opgaven meget forskelligt an, ligesom forskelligheden forblev stor blandt individerne i gruppen, men fælles for alle var, at ingen lykkedes med at finde de svar, eller det/de beviser, de søgte. De blev beriget med megen viden, men også en helt masse andet, som gjorde dem mistænksomme. Klimaindustriens iver efter at affærdige åben, ærlig og videnskabelig debat; mangel på vilje til at samarbejde, uvilje til at fremlægge originale datasæt, intern kommunikation og faglige problemstillinger skurrede i ørene. Sammenblanding af viden og påstande fik påstande til at fremstå som verificeret viden og meget mere.
Der berettes om utallige veritable shitstorme mod højt uddannede, og respektable borgere og videbegærlige forskere er blevet udskammet, mens andre har mistet deres job og stillingsbetegnelser, blot fordi de fremlagde viden eller pointer, som kunne give anledning til at betvivle truslen mod menneskeheden, som tog stærkt til op gennem 10’erne og endte med at blive til noget som gennem medierne dagligt omtales som fakta. Som om dette ikke skulle være nok, så er enhver debat herom, tillige blevet gjort til noget ulødigt og skadeligt. Noget ingen slipper godt fra at forsøge sig med.
Udforskningen og søgen efter evidens måtte primært foregå i det skjulte, hjemme i privaten, eller ved hjælp af Internettet, som fx rummer det ene podcast efter det andet, om forskere, forskning, og skeptikere, som er blevet ramt af den postulerede forståelse af en kommende klimakatastrofe, de endnu ikke selv har fundet grund til at frygte. Meldingerne er enslydende. Vores tvivl og spørgsmål til de ansvarlige politikere og personer, såvel som organisationer og institutioner, når ikke frem, og bliver ikke besvaret. Den kritiske presse ignorerer samtlige podcast med undtagelse af de gange, hvor de selv kontrollerer hvilke ord skeptikerne får lov at fremstå med, hvorefter de fint klarer at skyde stråmanden ned.
Og det er så her, jeg finder skeptikeren i dag, ca. 20 år senere, hvor nye selvfølgeligt er kommet til undervejs. Hvor mange der omvendt har resigneret og er endt op desillusioneret, har jeg ingen ide om. Mange, sikkert. Nogle er givetvis døde og andre bare blevet gamle. Nogle går stille med dørene. Der er også job, hus og familie at tænke på. Var det sjovt? Var det rejsen værd at tage det famøse skridt og begynde at udforske sandheden om den overhængende trussel?
Vi kan jo prøve at spørge dem selv. Var det ikke en velkommen ide, her midt i agurketiden? Nej vel! Det kommer ikke til at ske. Uanset hvor mange gode og dygtige folk deres skare tæller, er de alle til hobe blevet forvist til en plads i skyggen – for altid.
Danish
Søren Hansen
Tak fordi du alligevel bragte mit indlæg. Jeg tillader mig så at håbe, at du også bringer dette indlæg, som handler om dit synspunkt om CO2 og vanddamp på som drivhusgasser. Her er du en lille smule på vildspor.
Du skriver helt rigtigt, at ”mht. effekten af CO2 er det jo almindeligt anerkendt at dens drivhuseffekt på egen hånd er beskeden, og den globale opvarmning vi har set kan kun tilskrives CO2 i det omfang, den får vanddamp (der er den store drivhusgas) til at forstærke effekten. Og hvor meget vanddamp vil forstærke drivhuseffekten af CO2 er omstridt blandt de lærde.
Lad mig præcisere tallene, så vi har proportionerne på plads.. Her får du et link til det seneste og efter min mening mest sobre, der er skrevet herom.
https://agupubs.onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1029/2010JD014287
Af abstractet fremgår det, at “With a straightforward scheme for allocating overlaps, we find that water vapor is the dominant contributor (∼50% of the effect), followed by clouds (∼25%) and then CO2 with ∼20%. All other absorbers play only minor roles.
Normalt inddrager man ikke skyer, når man taler om drivhusgassernes effekt, men da vi taler om vanddamp, kan der være god mening i at gøre det her. Fjerner du skyer, står CO2 for ca. 25 pct. af drivhuseffekten, vanddamp for knap 75 pct, og så er der lidt småtterier til resten af drivhusgasserne. I virkeligheden kan man ikke gøre det på denne enkle måde, men det giver alligevel et billede af størrelsesforholdene.
Hvad du ikke helt præciserer, er at det i alt væsentligt er drivhusgasserne ud over vanddamp, der har skabt vanddampen. Derfor kalder man ikke altid vanddamp for en drivhusgas, men bruger udtrykket feed-back efffekt. Uden de egentlige drivhusgasser ville jordkloden være en frossen isklump. Den geotermiske varme ville ikke være nok til at holde på varmen. Og den cirkelproces der hedder ”forøgelse af drivhusgasser fører til en forøgelse af vanddamp, som igen fører til en forøgelse, af drivhusgasser osv.” ville gå i stå.
Derfor er det de egentlige drivhusgasser, der er i centrum. Vanddamp er i sig selv uden betydning for fremtidens temperaturer, fordi vi ”ikke bare” kan tilføre atmosfæren mere vanddamp. Det forsvinder af sig selv igen på mindre end 14 dage.
På sin vis er det også det, du skriver, men du skriver det på en måde, der får vanddamp til at have en stor betydning. Det har den som nævnt ikke, fordi den i stor udstrækning er skabt af de øvrige drivhusgasser.
Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at jeg tillægger det så stor betydning, men så prøv lige at se, hvad Johannes Krüger skriveri sin forrige bog på s. 201 under afsnittet ”drivhuseffekten”.
Her vil en læser få indtryk af, at det næsten udelukkende er vanddamp, der er problemet. Jeg har endog set et læserbrev i Politiken, der forfægtede dette synspunkt ud fra det, han havde læst i Johannes Krügers bog. Egentlig er det utroligt, at Johannes Krüger ikke har fået en mindre skideballe af det videnskabelige samfund for at skrive, som han gør i en bog, der er beregnet til ”den interesserede lægmand”.
Vanddamp er ikke “problemet”. Vi skal selvfølgelig have en drivhuseffekt i vores atmosfære, ellers ville Jorden være alt for kold. Men dit udsagn om, at det er drivhusgasserne (dvs. primært CO2), der skaber vanddampen – og kontrollerer mængden af den – er nok det, der er uvist. Klimavidenskaben har brug for denne sammenhæng for at få CO2 til at blive en altdominerende faktor for den globale temperatur, men her er andre, bl.a. Johannnes Krüger uenige.
Lad os slutte diskussionen nu i denne kommentartråd. Tak for din indsats.
Konklusionen fra dit ‘abstract’:
“Ikke desto mindre kan klimafølsomheden kun fastsættes korrekt gennem undersøgelser af forandringer i klima”
Lad os tage din tyrkertro seriøst og antage at koncentrationsforøgelsen af CO2 i atmosfæren er hovedårsagen bag temperaturstigningen efter afslutningen på den lille istid til nu. Hvad har CO2s klimafølsomhed gennemsnitligt udgjort gennem de ~150 år ?
Før: 280 ppm CO2 med reference temperatur 0°K
Nu: 417 ppm CO2 med temperatur anomaly 1.1°K
CO2 koncentrationen er fordoblet: ln(417 / 280) / ln(2) = 0.5746 gange
CO2 klimafølsomhed ved een fordobling: 1.1 / 0.5746 = 1.9143°K
Med andre ord: Når vi når 560 ppm CO2, vil temperaturen være steget 1.9143°K
Bemærk at der her udelukkende anvendes velkendte data for klima (delta CO2 og delta temperatur), og resultatet indeholder derfor det direkte resultat af delta CO2 plus/minus samtlige naturens indbyggede positive og negative feedback processor undervejs, og værdierne kan løbende opdateres med de nyeste registreringer.
Hvis vi skal nå den værst tænkelige IPCC dystopi med en temperaturstigning på 8.5°K, kræver det 8.5 / 1.9143 = 4.44 fordoblinger af CO2, som så vil udgøre 280 * 2^4.44 = 6079 ppm !
Hvis en del af temperaturstigningen i den aktuelle periode har været en naturlig tilbagevenden mod gennemsnitstemperaturen for den nærværende mellemistidsperiode, vil den beregnede klimafølsomhed for CO2 naturligvis gå mod nul.
“Hvad du ikke helt præciserer, er at det i alt væsentligt er drivhusgasserne ud over vanddamp, der har skabt vanddampen. Derfor kalder man ikke altid vanddamp for en drivhusgas, men bruger udtrykket feed-back efffekt. Uden de egentlige drivhusgasser ville jordkloden være en frossen isklump”
Den hypotese vælger jeg – som det sympatiske gemyt jeg nu engang er, ikke at kommentere. Det er trods alt week-end.
En god en af dem til dig Mogens.
Et lille tillæg til den sidste bemærkning. Selvfølgeligt vil der være masser af vanddamp i atmosfæren, også selvom der slet ikke var drivhusgasser – CO2 & Co. Solen vil jo stadigvæk varme havet og landjorden op og give fordampning af vand. Om den fordampning så ændrer sig mærkbart med en lille stigning i temperaturen, er det store spørgsmål. Men den har ikke anden sammenhæng med drivhuseffekten end temperaturen. Vanddampen kan ikke “se” at der er større eller mindre mængder CO2 m.m. tilstede.
Hej Peder
Gennem mine diskussioner med dig har jeg erfaret, at du ved langt mere om klimaforskning end de tre ovennævnte herrer gør, så du har ikke brug på en forklaring på de 400 ppm. CO2 eller en afkræftning af påstanden om, at de 0,117 pct. skulle være det, som CO2 bidrager med til drivhuseffekten.
Du ved jo også udmærket, at jeg har langt mere at byde på, end det, jeg allerede har skrevet. Så hvorfor i alverden efterlyser du så min viden om klimaforskningens substans i en debat om et ”signalement af den typiske klimabenægter”. Emnet her er ganske enkelt et helt andet.
Hvad angår min ”anekdotiske ad Hominem argumenter” så kunne du måske overtales til at finde ud af, hvad ”anekdoter betyder”. Det er langt fra det samme som mine ”case studies”, som jeg her bruger i en videnskabelig betydning. Du kunne måske også være så venlig at spare på dine fremmedord, så deltagerne her i debatten kunne forstå, hvad du skriver.
Men jeg hjælper da gerne lidt til forståelsen: ”Ad hominem” er ifølge Wikipedia en forkortelse for ”argumentum ad hominem”. Det er en fejlsluttende argumenteringsstrategi, som anvendes ved at besvare en modparts argument ved at angribe modpartens karakter, motiv eller andre egenskaber ved personen bag argumentet eller ved personer associeret med argumentet i stedet for at angribe substansen i selve argumentet.
Det burde være en selvfølge for dig, at en beskrivelse af den typiske klimabenægter også kan omfatte klimabenægterens ”karakter, motiv eller andre egenskaber ved personen bag argumentet eller ved personer”. Som jeg skriver ovenfor, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg i et debatforum under navnet klimarealisterne skulle forklare, hvorfor de to herrers påstande er rent gak-gak”. Derfor gik jeg ikke ind i en argumentation mod substansen i deres påstande.
Forkortet af redaktionen
@ Villi+John+Petersen
Morten Riber har skrevet et indlæg, der kommer med et bud på, hvem den typiske klimaskeptiker er. Det er hans personlige bud, og er derfor præget af den subjektivitet, som sådanne beskrivelser har. Som jeg skriver nederst i mit indlæg, så er min hensigt at nuancere hans beskrivelse af den typiske klimaskeptiker med min egen personlige oplevelse. Morten Rieber skriver intet om drivhuseffekten som sådan, og det gør jeg så heller ikke.
Hvis I ikke har forstået dette, så læs Morten Ribers artikel en gang til. Så vil I forstå, at jeres indlæg er rimeligt irrelevant.
For nu at imødekomme jeres anmodning om at forklare, hvorfor de to klimaskeptikere intet har forstået, så vil jeg først komme med en tilståelse. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det i et forum, der kalder sig klimarealisterne, ville være nødvendigt at forklare, hvorfor de to klimaskeptikeres udsagn er rent ”gak gak”. Men OK da.
Måske ved I, at drivhuseffekten fremkommer ved at den infrarøde, elektromagnetiske stråling fra jordens sortlegemestråling rammer atmosfærens molekyler, og at den del af de forskellige molekyler, der har en symmetrisk opbygning, begynderat vibrere. Hermed dannes der kinetisk energi, der breder sig rundt om molekyler. I korthed så sendes 50 % af energien videre opad i atmosfæren, og de resterende 50 % nedad.
Måske kan det være svært at forstå, hvorfor en koncentration på 400 CO2-molekyler ud af en million af alle molekyler i atmosfæren kan bidrage til drivhuseffekten. Men forestil jer, at der gennem hvert CO2-molekyle i atmosfæren trækkes et gennemsigtigt plan. Læg så alle de planer sammen i har fundet i en 10 kilometer høj luftsøjle og projicer dem ned i ét plan. Så vil I finde et plan, der er så godt som dækket af ”sammenpressede” CO2-molekyler, og I kan næsten ikke ”se” gennem planet.
Hvis min forklaring ikke er forståelig, så lån eller køb en bog om elementær klimaforskning vedrørende drivhuseffekten.
Hvad angår postulatet om at CO2 kun bidrager til 0,117 procent af drivhuseffekten, så vil det nok tage for lang tid, at forklare jer hvor dette postulat også er ”gak, gak”. Jeg gør det skam gerne i et andet indlæg, men prøv først at spørge nogle mennesker, der bare ved en lille bitte smule om drivhuseffekten. Så sparer I både jer selv og mig for en del besvær.
Hvis I stadig synes, at mit indlæg er ”flovt”, så er i udenfor argumentatorisk og pædagogisk rækkevidde.
Først skal jeg beklage, at det tog lidt tid før Mogens Kjærs indlæg blev offentliggjort, men sådan er det ind i mellem.
Mht effekten af CO2 er det jo almindeligt anerkendt at dens drivhuseffekt på egen hånd er beskeden, og den globale opvarmning vi har set kan kun tilskrives CO2 i det omfang, den får vanddamp (der er den store drivhusgas) til at forstærke effekten. Og hvor meget vanddamp vil forstærke drivhuseffekten af CO2 er omstridt blandt de lærde.
Da jeg så Al Gores film og de horrible fremskrivninger tænkte jeg, what, det kan man da ikke.
Jeg læste Michael Crichtons bog State of Fear, der kørte på klimaindustrien og hvad pengene kunne drive folk til, den gav mig indtrykket af, hvad der kunne være i spil. Bogen indeholder i øvrigt henvisninger til virkelige data, der afkræfter dele af hysteriet.
Værst blev det dog, da en person delte en masse links på Børsens side. De gav en masse kryptonisk læsning, med kritiske kilder herunder opgør med konsensus påstanden.
Rapporter, der slet ikke beskæftigede sig med klima, blev taget til indtægt for effekter, selvom de egentlig konkluderede, at effekten var mindre end den statistiske usikkerhed.
Peer Review systemet afsløret af tyske journalister, der fik fiktive rapporter blåstemplet og Gud hjælpe mig figurerer som bekræftende materiale i konsensuskoret, selvom det er ren fiktion.
Hele systemet og så gennemsyret af bias og positiv særbehandling, at der er adskillige Cauling priser at få for en hæderlig journalist, hvis en sådan ellers findes?
Jamen jeg kender da også et par klimaskeptikere De er begge ingeniører med rimelig succes. Hvis jeg skal finde et fælles personlighedstræk for dem, må det være en overdrevet skepsis overfor autoriteter og en tro på, at ”markedet” løser alt. Skrækken for autoriteter er for den ene nærmest blevet et patologisk karaktertræk. Fx mener han, at det ville være bedst, hvis dronning Margrethe suverænt styrer landet uden indblanding.
Han indledte i øvrigt vores diskussion med, at det var helt utænkeligt, at et CO2-indhold på 400 parts per million (ppm) kunne have nogen som helst virkning på klimaet. På dette tidspunkt vidste jeg ikke meget om klimaforskning, men jeg er blevet en del klogere her 16 år efter.
Den anden ingeniør har været klimaskeptiker, så længe jeg har kendt ham, og vi har snakket en del om klimaet uden at gøre et stort nummer ud af det. Det ændrede sig, da han pludselig ved en større middag i mit hjem uopfordret begyndte et længere foredrag om vanddamp som drivhusgas, og endte med, at den menneskeskabte del af CO2 kun var ansvarlig for 0,117 procent af drivhuseffekten.
Da jeg fik taget mig sammen til at læse artiklen, som han baserede sit foredrag på, tog det mig ca. 20 minutter at konkludere, at artiklen var en usædvanlig uskøn sammenblanding af svindel, manipulation og uvidenhed.
Den var skrevet af Monte Hieb, som var en (kul)mineingeniør fra West Virginia. Artiklen er skrevet i midten af 90-erne og opdateret i 2007.
Hvis nogen ellers kan huske så langt tilbage, kan de måske også huske, at DONG fik store problemer med et kulkraftværk, som de ville opføre i Greifswald i Tyskland. De trak sig ud af projektet i december 2009, men forinden var der foregået en lang debat.
Nu kommer så det virkelig chokerende. Ingeniøren, der holdt det omtalte foredrag, var ansat i DONG, og hans foredrag var et led i nogle DONG-medarbejderes propaganda for at undgå, at DONG skulle tabe milliarder på projektet.
Lad mig understrege, at jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at DONG´s ledelse var bekendt med disse medarbejderes helt uantagelige propagandavirksomhed – snarere tværtimod.
Nogle år senere blev den anden ingeniør tvunget til at forholde sig i ro i længere tid. Jeg modstod ikke fristelsen til at sende ham Monte Hiebs artikel. Han svarede hurtigt, at han var glad for, at jeg nu havde forstået sagens sammenhæng.
Jeg har næsten ikke ord for hans raseri, da jeg i en mail forklarede ham, at jeg havde sendt ham artiklen for at undersøge, hvor meget han egentlig vidste om klimaforskning. Et ord er dog dækkende – nemlig et patologisk, ukontrolleret raseri, hvor han efterfølgende var helt udenfor argumentatorisk rækkevidde.
Den tredje klimaskeptiker, som jeg kender, har jeg ikke diskuteret meget med. Hver gang drivhuseffekten blev bragt på bane dirrede han af indestængt, umotiveret raseri, og jeg fandt det bedst ikke at fortsætte diskussionen.
Dette blot for at nuancere den ovenfor nævnte beskrivelse af klimaskeptikere.
Hej Mogens
Har du slet ikke et indspark i klimadebatten ud over disse anekdotiske ad Hominem argumenter fra kælderen i Grahams uenigheds pyramide ?
Du plejer da at være frisk med at recitere klippefaste sandheder fra Kong Sensus’ annaler.
Du tilføjer intet til klimadebatten. Hvorfor har de to-tre latterlige skeptikere ikke ret? Kunne du forklare det på en saglig måde? Når du har gjort så meget for at sætte dig ind det faktuelle klima, kunne du så ikke give udtryk for, hvad du er nået frem til og hvorfor? Dette flove indlæg viser formentlig slet ikke dit sande jeg.
Jeg genkender mig selv i denne beskrivelse. Oprindelig overbevist om den simple sammenhæng mellem CO2 og “radiative forcing”. Helt til jeg netop begyndte at grave dybere for bedre at kunne overbevise skeptikerne som stadig væk var “deniers”. Jeg fandt så mange huller, fordrejninger, udeladelser og manglende historiske sammenhænge mellem CO2 og temperatur at jeg til sidst måtte indse at jeg var blevet vildledet. Og ja, jeg er også desillusioneret og resigneret. Absolut intet kan forhindre de døde fisk i at flyde med strømmen, når det gælder klimaspørgsmålet. Jeg afstår nu fra enhver klimadiskussion på sociale medier, og lader tingene passe sig selv.
”Klimaet” har været et chok for mange af os i den ældre generation. Da vi begyndte i skole, fik vi at vide, at nu var det slut med Den Sorte Skole. Nu skulle vi ikke længere blindt tro på, hvad læreren og præsten sagde. Nu skulle vi være kritiske og danne os vores egen mening. Men med klimaet lærte vi noget andet. Hvis vejret blev lidt varmt og tørt, fik vi at vide, at det var på grund af CO2, og hvis vejret blev lidt koldt og vådt, var det også på grund af CO2. Hvis vi ikke kunne forstå det, så var det fordi vi ikke troede på videnskaben, og fordi vi ikke ville tage et medansvar for klodens fremtid.
Samtlige folketingets partier er enige om, at Danmarks bidrag til klimaet er under 0,1 % af det globale og derfor aldeles uden praktisk betydning. Alligevel diskuterer samtlige partier (Bort set fra NyeBorgerlige) hvor mange 100 milliarder af vores velfærd og råderum Danmark skal bruge på Klimaet. Vore dages vindmøller og energiøer er præcis lige så meget religiøst aflad som den katolske kirkes i det 16. århundrede.
”Skolen” er præcist så sort, som den altid har været. Og det har været et chok for mange af os.
Det forekommer mig, at det mest mærkelige er, at jo mere “klimakatastrofen” afmonteres af virkeligheden, des mere skråsikre bliver påstandene og jo værre forudsigelserne. Og det hele kører bare upåvirket derudad, som om alle verdens medier bare er et rungende ekkokammer af De Sidste Dages Hellige. “Havene stiger og stiger” (ja , 25 cm pr. århundrede – som de seneste 300 år), “isen ved polerne smelter” (nej, ikke på Grønland (DMI), ishavet er stadig fyldt med is om sommeren og ingen nedadgående tendens (DMI), der er kommet mere is i Antarktis), “temperaturen går stejlt op ad” (Nej, den går relativt langsomt op ad. 0,8 grad på 150 år). “CO2 koncentrationen stiger stejlt” (ja, men der er ingen evidens for, at det har nogen særlig effekt på klimaet) “Der bliver mere ekstremt vejr” (nej, der er ikke statistisk belæg for den påstand, og dødstallet af ekstremt vejr er faldet med 95% siden begyndelsen af 1900-tallet). “Ørkener breder sig” (nej, kloden er blevet grønnere (NASA)). Flere katastrofale oversvømmelser. (ja, men de skyldes ikke klimaet eller CO2; men menneskelig fejlplanlægning).
Behovet for evidens på klimaområdet er tilsyneladende omvendt proportionalt med de finansielle omkostninger man bruger på “forebyggelse”. Man får helt forståelse for fortidens hekseprocesser. Når man tror på djævelen og alle hans gerninger, så må man udrydde så mange hekse og trolde som muligt, så verden kan blive “ren” igen.
Spændende indlæg – især set i lyset af, at jeg under en middag forleden blev spurgt hvad, der drev mig til ikke at stole på medierne og den viden, som verden bedste forskere fremlagde.
Jeg kan til fulde genkende den kritiske ældre akademiker, og kan også gennem min egen søgen se, at de mest kritiske klimaskeptiske forskere, er dem, som karrieremæssigt ikke længere har noget i klemme.
Det gør ondt i mig, når jeg dagligt hører og ser mediernes og politikernes enorme fordrejning af sandheden. Alt som bare lugter lidt af katastrofe relateres til “klimaforandringerne”. Det er som at tygge på et sår igen og igen, så man nærmest frygter at der kommer en tordenbyge eller at temperaturen går over 25C.
Fra min barndom i 50′-60’ne husker jeg fortsat de dejlige varme somre, jeg oplevede, men også billeder af en bonde som roede rundt i en båd ude på sin kornmark, jo der kunne også være “ekstremt” vejr den gang, vi vidste blot ikke at det var “ekstremt”.
Var der blot plads til en åben diskussion og debat. Hver gang der i pressen har været et klimakritisk indlæg, så bliver indlægget straks mødt af en ganske usaglig kritik med ubegrundede udsagn om, at det fremlagte er usagligt og direkte forkert, ikke med hvad der er forkert og med hvilke data det er begrundet i.
Det bliver mere og mere tydeligt, at klimaet er blevet et levebrød for både forskere, politikere og mediefolk.
Men selvom vi møder modstand, så bør vi stå sammen, så vi kan komme til orde og få råbt resten af befolkningen op, inden vor vestlige økonomier bliver skudt i sænk på et efter al sandsynlighed fejlagtigt grundlag.
mvh
Steen Rasmussen
Tak for dit indlæg. Når man kan huske mere end 50 år tilbage, så ved man, at der findes mange forskellige slags vejr. Men klimaet er derimod meget konstant. Klimaet er et statistisk fænomen, som i virkeligheden kun fremtræder i plantevæksten. Så vidt jeg er orienteret, kan man stadig bruge et 1940´er atlas, når man vil finde de tropiske plantebælter – regnskov, savanne og ørken eller subtropernes maki og skov. Den tempererede zone løvskov- og nåleskovsområder ligger også, hvor de lå dengang. De arktiske områder har heller ikke flyttet sig.
Du udtrykker også: “Det gør ondt i mig, når jeg dagligt hører og ser mediernes og politikernes enorme fordrejning af sandheden”. Jeg er helt enig; men vil godt skærpe det til sorg over at se den forfærdelige erodering af de offentlige mediers troværdighed på så kort tid.
Ja, lige her i disse dage forsøger medierne at skræmme os fra vid og sans med “meldinger” om vores snarlige undergang.
Jeg tror nok, at vi skal slå koldt vand i blodet i bevidstheden om, at forandringer altid har fundet sted, så længe jorden har eksisteret.
Vi er blevet kættere som i gamle dage blev brændt på bålet eller sendt i fangekælderen på livstid. Tænk at det kan foregå i vores oplyste dage…
Det er påfaldende, at den videnskabelige kritik oftest kommer fra akademikere, der enten er gået på pension eller er tæt på det. Mennesker der ikke risikerer job, anseelse, og økonomisk ruin ved at tale bjerget midt imod. Ligesom kritikere af coronaen. Vi befinder os stadig omkring 1300, hvor det var livsfarligt at kritisere den katolske kirke.