En måde, hvorpå man kan reducere CO2-indholdet i atmosfæren, er ved at opsamle gassen og lagre den, f.eks. i undergrunden.
Opsamlingen kan ske fra skorstene, fra industri eller kraftværker, eller CO2 kan trækkes direkte ud af atmosfæren på separate anlæg.
Formentligt er sidstnævnte løsning den mest realistiske med den nuværende teknologi, men den indebærer meget store investeringer og driftsudgifter, ikke mindst til energi.
Det er svært at se, hvordan sådanne løsninger nogen sinde realistisk kan få nogen indflydelse på atmosfærens indhold af CO2, men teknologien indgår i overvejelserne vedr. den danske energiplan for 2030.
Indledning
Klimaforandringerne og den globale temperaturforøgelse tilskrives det stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Menneskets brug af fossile brændstoffer anses for en hovedårsag til ændringen i CO2-indholdet i luften omkring os.
Hovedfokus på at vende denne udvikling ligger klart i at skære ned på forbruget af brændstoffer, primært ved at skifte energiforsyningen til de vedvarende energikilder, vind, sol og vandkraft.
Men en anden, og i hvert fald i teorien nærliggende, vej at gå er simpelthen at fjerne CO2 fra luften. Den kan da enten bruges til fremstilling af nyttige ting (f.eks. nyt brændstof) eller lægges i deponi, dybt nede i jorden eller i havet.
I denne artikel kigger vi nærmere på teknologien ved CO2-fjernelse, dens muligheder, begrænsninger og ikke mindst forventede omkostninger.
Opsamling, hvor?
Der er to muligheder for hvor, man kan indfange CO2.
1. Direkte fra atmosfæren
Dette er på papiret en simpel og fleksibel løsning, idet man kan sætte sit anlæg op, hvor det skal være, og så bare begynde at pumpe luft igennem. CO2 filtreres fra, og resten lukkes ud igen.
Opblandingen af atmosfærens luft er meget effektiv, så der er ingen fare for, at man kan sænke CO2-indholdet i nærområdet i nævneværdig grad. Måske vil planter have svært ved at gro lige ved udblæsningen af den CO2-fattige luft, men det kan løses med en passende høj skorsten.
Anlægget vil være helt uafhængigt af anden industri, når bortses fra tilførsler af energi og vand. Hvis endemålet med opsamlingen er deponi, vil det give mening at placere anlægget tæt på deponeringsstedet.
Ulempen ved løsningen er, at CO2-indholdet i luften er meget beskedent. P.t. 416 ppm, der svarer til ca. 0,8 gram pr. kubikmeter. For at udvinde et ton CO2 skal vi derfor pumpe 1,3 millioner kubikmeter igennem vores anlæg. Det vil kræve, at CO2 kan frasorteres 100 % hvilket næppe er muligt, så vi får nok i praksis en noget større luftmængde, 1,6 – 1,7 millioner m3 pr. ton CO2.
Det koster elektrisk strøm at pumpe luft, og jo tættere en filterløsning vi bruger, desto mere modstand skal pumperne overvinde, og det kan blive meget dyrt i energi.
2. Fra en skorsten
Skorstenen vil typisk være på et kraftværk, fyret med fossile brændsler eller biomasse. Den kan også være på anden industri, hvor især en cementfabrik vil være egnet.
Forbrændingsluften (røggassen) i skorstenen har et meget højere CO2-indhold end den atmosfæriske luft. Den kan være helt oppe på 10.000 – 100.000 ppm (1) og derved bliver den mængde røggas, vi skal pumpe igennem opsamlingen, meget mindre. For at få 1 ton CO2 kan vi således komme ned på kun 7.000 m3 røggas.
Effekten på klimaet vil være den samme som opsamling fra luften. Til gengæld kan vi ikke mere frit vælge beliggenheden af opsamlingsanlægget, der måske ender langt væk fra et slut-deponeringssted. Størrelsen af anlægget skal også tilpasses kilden, det kan ikke opsamle mere CO2 end skorstenen udsender. Samtidigt skal kilden være pålidelig, er det et kraftværk, skal det helst køre nogenlunde kontinuerligt med høj effekt, ellers tabes der for meget kapacitet i CO2-opsamlingen.
Mange opsamlingsløsninger vil også stille ret strenge krav til kvaliteten af røggassen, der tilføres anlægget. Temperaturen skal være nogenlunde konstant, og røggassen må ikke indeholde skadelige mængder af partikler eller fordampede kemikalier. Det kan kræve en forholdsvis kostbar renselsesproces før gassen kan ledes til opsamlingen.
P.t. er der således mest fokus på løsninger med opsamling direkte fra atmosfærisk luft.
Opsamling fra atmosfæren
Det første trin i processen er selve opsamlingen, hvor luften blæses igennem et filter og CO2 separeres fra. Her er der principielt to typer løsninger.
1. ”Filteret” kan bestå af et fast materiale, som er i stand til at opsuge CO2 på overfladen. Der er forskellige udformninger, beholdere med små sten eller plasticstykker eller tætstillede plader med stor overflade, som luften passerer. For begge teknologier gælder, at de vil køre i en cyklus, hvor de først opsamler CO2, og når de er ”fyldt op” (mættet) vil man afbryde luftstrømmen og tage CO2-en ud, f.eks. med varmere luft (2).
Et åbenlyst problem her er, at filtreringen ikke må give for stor modstand mod luftstrømmen, fordi energien til pumpning af luften ellers bliver uacceptabelt høj (1). Men ringe modstand betyder, at filteret ikke kan opsamle så store mængder CO2 før det skal renses for CO2. Det betyder igen, at man skal have et meget stort filter, og da filtermaterialet er dyrt, bliver det let en meget stor investering, selv for en beskeden kapacitet. Der er, så vidt vides, ikke p.t. nogen seriøse forsøg i gang med sådan teknologi i større skala.
2. Mere realistiske synes løsningerne, hvor luften blandes med vand, og kemikalier i vandet derefter opsuger CO2-en. Vandet pumpes derefter væk til udtagning af CO2 mens luften blot slippes ud. Blandingen foregår ved at vandet forstøves og hvirvles godt sammen med luften. Det er velkendt teknologi f.eks. fra røggasrensning eller køletårne, og fordelen er, at modstanden mod luften er meget lille, således at pumpeopgaven bliver overkommelig.
Der er to systemer af kemikalier i den vandige proces. Den ene er baseret på aminer, der under tryk opsuger CO2 og derefter kan regenereres med damp. Det er en energikrævende proces og aminerne bliver let nedbrudt og skal erstattes, hvilket er en stor udgift (3).
Den anden løsning involverer stærke baser, f.eks. kaliumhydroxid. Vi vil i det følgende fokusere på denne teknologi, da den økonomisk forekommer at være den mest realistiske.
Løsning baseret på stærk base
Fig. 1 viser en oversigt over det maskineri og mængder af materialer, der skal cirkulere for at få processen til at fungere. Det ser voldsomt ud, og det er også meget kompliceret, men der er ikke nogen vej uden om.
I al korthed foregår der følgende: Luften blandes med vand med opløst kaliumhydroxid (KOH), hvorved CO2 overføres og danner kaliumcarbonat (K2CO3), der også er opløst i vandet. I næste trin bliver kaliumcarbonaten blandet med læsket kalk (Ca(OH)2), hvorved faste kalkpartikler (CaCO3) udfældes, mens kaliumcarbonaten genomdannes til kaliumhydroxid, klar til brug igen. Kalkpartiklerne skal herefter afvandes ved filtrering og derpå brændes de med naturgas i en såkaldt calciner. Forbrændingen sker med ren ilt, som er dannet i en separat proces. Fidusen ved den rene ilt er, at efterfølgende har man næsten ren CO2 i udgangsgassen, blandet med vanddamp. Ved afkøling kan man få vandet ud, og derpå er CO2-en klar til komprimering som det færdige produkt. Den brændte kalk, CaO bliver i et andet trin blandet med vand, dvs. læsket, og derved har man genvundet sin Ca(OH)2, den læskede kalk.
Hele processen kører således i ringe, man har atmosfærisk luft i den ene ende og ren CO2 i den anden. De andre materialer cirkulerer internt. I princippet er der ikke noget af dem, der går tabt, men i praksis sker det alligevel, og man er nødt til at spæde lidt til hele tiden.
Og hertil kommer energitilførslen i form af naturgas og elektricitet. Afbrænding af naturgas giver selvfølgeligt CO2, og den vil ende sammen med den opsamlede CO2. Naturgasforbruget til brændingen af kalk er så stort, at den endelige mængde CO2 er næsten 1½ gange større end den oprindeligt opsamlede mængde fra luften. Dvs. hver gang der opsamles et ton fra atmosfæren, ender vi med at have 1,5 ton CO2 til deponering.
Processen vil dog generere noget overskudsvarme, der kan bruges til andre ting.
Økonomi
I litteraturen er der regnet på investeringen og driftsudgifterne til ovennævnte anlæg. Der er stor uenighed blandt forskerne, hvad et anlæg kommer til at koste. Forfatterne bag fig. 1 (4) skønner, at det første anlæg vil kræve en investering på 1,1 milliarder US$ for et 1-million-tons-CO2 / år anlæg, faldende til ca. 800 millioner efter optimeringer gennem bygning af en stribe anlæg.
Gasforbruget svarer til 5,25 GJ/t CO2 opsamlet og elforbruget til 366 kWh/t CO2. Det årlige gasforbrug ved 1 million tons CO2 svarer således til 5.250 TJ mens el-forbruget vil være 366 GWh/ år.
Der er også et vandforbrug på ca. 5 tons / t CO2, eller 5 millioner kubikmeter/år (1), (4). Det skal være ferskvand af god kvalitet. Bruger man f.eks. havvand, skal det afsaltes og renses.
Driftsudgifterne, inkl. afskrivninger på anlægget, bliver ca. 120 US$/ton CO2.
Til disse udgifter skal lægges omkostningerne ved lagringen, håndtering og nedpumpning af CO2 i slutdeponiet.
Den danske 2030-plan mangler aktuelt at reducere CO2-udslippet med ca. 19 millioner tons pr. år. Her kunne man for eksemplets skyld vælge, at 5 millioner tons skal udvindes fra luften og pumpes på deponi i undergrunden. Hertil får vi brug for 5 1-million tons anlæg.
Med den ovennævnte optimerede investeringspris kommer de til at koste 4 milliarder US$ eller ca. 27 milliarder danske kroner. Inkl. lagerfaciliteter bliver investeringen nok i hvert fald 30 milliarder kr.
De årlige udgifter bliver 600 millioner US$ eller knap 4 milliarder kr.
I alt skal der bruges gas med en brændværdi på 26.000 TJ. Det er en temmelig stor mængde, idet det samlede gasforbrug i Danmark ligger omkring 150.000 TJ pr. år. Elforbruget bliver i størrelsesordenen 1800 GWh, svarende til årsproduktionen fra ca. 50 store havvindmøller. Men strømmen skal tilføres kontinuerligt, så der skal være fuld backup fra andre kraftværker.
I princippet kunne man erstatte naturgassen med brint fremstillet ved elektrolyse. I tilgift ville man så også få den ilt, der skal bruges i forbrændingen. Det vil kræve en betydelig lagerkapacitet for brint og ilt til dækning af vindstille dage, eller også skal backup strømforsyning altid være til rådighed udefra. Projektet ville da, inkl. tab, lægge beslag på ca. 300 (10 MW) møllers fulde produktion.
Afsluttende bemærkninger
Danmark spiller jo en helt forsvindende rolle i det globale udslip af CO2. Men vi vil gerne være ”foregangsland”, et eksempel til efterfølgelse. Vælger vi opsamling af CO2 som en løsning, skal det helst være noget, der kan kopieres i stor skala i resten af verden.
Man kan regne på, hvad der skulle til, hvis hele verden ønskede at satse massivt på fjernelse af CO2. Hvis f.eks. man ønskede at fjerne én ppm fra atmosfæren årligt, svarende til en halvering af den nuværende tilvækst, skulle man opføre ca. 16.000 anlæg à 1 million tons CO2 (5).
Energiforbruget ville være enormt, således skulle der bruges ca. 500 gange Danmarks årlige gasforbrug.
Et problem er lækager fra systemet. Figur 2 viser en oversigt over situationen, hvor kun vejen via de violette og den grønne boks vil give anlægget succes.
Et andet problem er, at faldende CO2-indhold i atmosfæren kan tænkes at lede havet til at frigive ekstra mængder. Det vil betyde en reduktion af den fjernede netto-mængde og derfor et behov for endnu flere anlæg og endnu større energiforbrug for at nå målene (5).
Investeringen er der uenighed om. Ovenstående tal er baseret på et detaljeret skitseprojekt og pilotforsøg. Men andre forfattere har spillet ud med væsentligt lavere investeringer, helt ned til 100 millioner US$ / 1 million ton CO2 /år, men disse tal er ikke godt dokumenteret (1). Energiforbruget er der til gengæld generel enighed om.
Det skal påpeges, at opsamling og deponering af CO2 ikke tilfører verdenssamfundet nogen som helst værdi i sig selv. Kun hvis man er overbevist om, at et stigende indhold i atmosfæren udgør en eksistentiel trussel, giver det mening. Hvis CO2 viser sig at forvolde meget mindre skader end frygtet, vil pengene og ressourcerne være spildt. Det gode ved den situation er dog, at man så blot kan standse anlæggene og spare energien fremover. Men investeringerne er tabt.
Konklusion
Der er adskillige teknologier foreslået som middel til opsamling af CO2, enten fra skorstene eller fra atmosfæren. Generelt er sidstnævnte nok den mest fleksible og realistiske løsning.
Til gengæld giver det lave CO2 indhold i luften alvorlige udfordringer, når det skal trækkes ud. Der er f.eks. snævre grænser for, hvor meget man kan forøge trykket af luften for at hjælpe processen, idet trykforøgelse er meget energikrævende. Det udelukker stort set alle løsninger med fiksering af CO2 til faste overflader, og efterlader os med teknologi baseret på opsugning i vandige opløsninger.
Af disse synes løsningen baseret på stærke baser at være den bedste, både rent økonomisk og mht. modenheden og realismen af den involverede teknologi.
Der bliver dog tale om meget store og komplicerede installationer med betydelige investeringer involveret. Energiforbruget vil endvidere være en meget stor post i driftsregnskabet.
Som en global løsning på klimaproblemerne synes metoden ikke lovende, selv med kolossale investeringer vil indflydelsen på CO2-koncentrationen i luften være beskeden.
Referencer
(1): https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2665702
(2): https://pubs.rsc.org/en/content/articlelanding/2011/EE/C0EE00064G#!divAbstract
(3): https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2405656116301249
(4): https://www.cell.com/joule/pdf/S2542-4351(18)30225-3.pdf
(5): https://www.carbonbrief.org/direct-co2-capture-machines-could-use-quarter-global-energy-in-2100
(6): http://wp.lancs.ac.uk/amdeg/files/2018/12/AMDEG-Working-Paper-2-Quantifying-MD-GGR.pdf
Danish
Hej Mikkel,
tak for dine kommentarer.
Du har selvfølgeligt ret i, at CO2 ikke kan bruges som brændstof uden at det bliver skilt ad, og det koster en masse energi. Men “fidusen” er, at man blander det med brint, og reaktionen mellem brint og CO2 til methanol er faktisk svagt exotherm. Brinten er jo fremkommet ved elektrolyse af vand, hertil bruges uanede mængder af vindmøllestrøm, men den er jo pr. definition “gratis”. Glæd dig til i morgen, der kommer netop en artikel om elektrobrændsel – Power-to-X her på siden. Jeg kan godt røbe på forhånd, at det bliver svært og dyrt.
Artiklerne her er ikke udtryk for at undertegnede mener, at vi skal gøre alle disse ting: energiøer, opsamling af CO2, brintfremstilling eller power-to-X. Men de indgår alle som elementer i regeringens drømmerier for at opfylde 2030 målsætningen, og er derfor et nærmere studium værd. Konklusionen ind til videre er, at teknologien slet ikke er moden til stor skala, og at det formentlig altid vil være prohibitivt dyrt at kaste sig ud i den. Men sådan noget skal vi jo have på bordet.
Dine betragtninger omkring CO2 som skadelig eller ej er en anden diskussion, der bestemt er værd at tage. Men lige nu står vi overfor, at Dan Jørgensen & Co. er ved at rode Danmark ud i noget, der hverken er teknisk realistisk eller økonomisk forsvarligt. Det er min fokus lige her.
Det eneste relevante ved artiklen er i øvrigt at diskutere, OM det på nogen måde er et PROBLEM, at der nu er ca. 420 ppm CO2 i atmosfæren. Jeg kan f.eks. henvise til CO2science.org til Dr. Patrick Moore’s foredrag: The Power of Truth, hvor han beskæftiger sig meget med CO2-problematikken (han har en Ph. D. i økologi fra University of Vancouver). Jeg kan ikke poste grafer her, men
1) i de sidste 500 mio. år af Jordens historie har CO2-koncentrationen i atmosfæren i langt hovedparten af tiden været meget højere end den er i dag. Den har i perioder været på 5.000 – 7.000 ppm, samtidig med et ekstremt rigt plante- og dyreliv. Og den har i perioder på millioner af år været på 700 ppm, samtidig med at det har været væsentligt KOLDERE på planeten, end det er nu.
2) Jordens planteliv er stresset af det nuværende komparativt lave CO2-indhold, og klarer sig bedre ved at indhold på 700-800 ppm, som de historisk er vant til. Den stigning i CO2-indholdet, som er sket fra 1850 – 2020 (hvor meget, det er steget, er i øvrigt meget omdiskuteret, henset til Ernst Georg Becks CO2-målinger, men det behøver vi ikke diskutere her) har helt udelt været til gavn for planterne, og har bevirket en grønnere klode. Afbrænding af mere kul – flere kulkraftværker – er derfor også noget af det “grønneste”, man kan gøre, og i så henseende er Kina jo et eksempel til efterfølgelse.
3) Jordens geologiske historie beviser, at atmosfærens CO2 indhold ikke regulerer eller væsentligt påvirker Jordens temperatur.
4) Mens atmosfæren indholder ca. 800 mia. tons C (som Co2), indeholder oceanerne 50 gange så meget. Mellem atmosfære og havvand fastholdes pga. Henrys lov en balance i forholdet 1:50. Hvis men derfor var i stand til at fjerne 100 mia. tons fra atmosfæren (det er vi naturligvis ikke), ville det blot medføre, at der – samtidig med fjernelsen – blev frigivet 100 mia. ton CO2 fra havet. For at fjerne 1 ton CO2 fra luften, skal der derfor både fjernes 1 ton fra luften og 50 ton fra havvandet.
Alle disse ting – og jeg har kun nævnt nogle af de mest indlysende argumenter – medfører at det er absolut vanvid at opbygge industrielle anlæg til at fjerne CO2 fra luften.
Det er under hensyn til disse simple fakta, at opsamling og lagri
CO2 kan ikke anvendes som “brændstof”. Det er 2 C og ét O molekyle forbundet med dobbeltbindinger: O = C = O.
Disse bindinger kan ikke skilles ad uden at TILFØRE energi, hvilket sker ved fotosyntese: E + CO2 –> C + O2, hvor altså ilten frigives til atmosfæren, og kulstoffet opbygger planterne. At der findes mennesker, som offentligt tør påstå, at CO2 kan blive til et “brændstof” er uhyggeligt og beskæmmende og viser en total kemisk analfabetisme i befolkningen.
Hvis “metoden” f.eks. er den beskrevne med vha. katalysatorer at omdanne CO2 til methanol, så vil der til enhver tid skulle bruges mere energi på omdannelsen til methanol, end der siden kan frigives ved afbrændingen af methanolen. Det følger – om ikke andet – at termodynamikkens 1. og 2. lov (er der mon nogen af læserne som ved hvad de handler om?).
I en af de linkede artikler (https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/ny-teknik-laver-co2-om-til-klimavenligt-braendstof) står der da også:
“Det vil dog altid kræve en vis mængde energi at omdanne CO2 til metanol, men ideen er ifølge Ib Chorkendorff, at energien skal komme fra vindmøller eller solceller – og på den måde kan produktionen af metanol komme til at tjene som en måde at lagre den klimavenlige energi. ”
Den med vindmøller eller solceller producerede energi ville være bedre anvendt til noget nyttigt – bruger man den til omdannelse af CO2 til methanol, vil methanolen herefter som nævnt frigive mere energi end det krævede at danne den, dvs. der vil ske et energitab (og i øvrigt er der herefter jo den samme mængde CO2 i atmosfæren). Hele forslaget er så ekstremt idiotisk, at det tåler sammenhæng med det ultimative idioti, nemlig forslagene om at opsamle og oplagre CO2 i undergrunden.
Når man omtaler extraktion af kuldioxid fra atmosfæren som den bedste løsning, må der vel foreligge nogle tal for investering og driftsomkostning?
Må en nysgerrig offentlighed få disse at se?
Eller har Eyvind DeKaa lige som alle de andre kun en power point præsentation fra “Illustreret Videnskab” at henvise til?
Der er ingen grund til at deponere CO2. Det kan blive til nyt brændstof.
https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/forskere-forvandler-co2-til-gront-braendstof
https://videnskab.dk/naturvidenskab/gennembrud-forskere-omdanner-co2-til-braendstof-ved-et-tilfaelde
https://videnskab.dk/naturvidenskab/co2-kan-blive-fremtidens-ressource
https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/ny-teknik-laver-co2-om-til-klimavenligt-braendstof
https://www.nature.com/articles/nchem.1873
Hvorfor ønsker du å fjerne CO2 fra atmosfæren ?
Det er gjort noen eksperimenter som med all tydelighet viser at hypotesen om drivhusgasser er gal. Her er noen av disse eksperimentene:
Jeg minner om følgende sitat fra Einstein: No amount of experimentation can ever prove me right; a single experiment can prove me wrong.
Thorstein Seim har publisert sitt forsøk på geoforskning.no, og det holder utmerket kvalitet.
ttp://www.geoforskning.no/nyheter/klima-og-co2/1308-et-lite-co2-eksperiment
Professor i astrofysikk, Jan-Erik Solheim m.fl. har publisert sitt forsøk her:
Ref: Fra Fysikkens Verden Nr. 3 – 2016 78. årgang
Fysikeren dr. Thomas Allmendinger har publisert sitt her:
https://www.omicsonline.org/open-access/a-novel-investigation-about-the-thermal-behaviour-of-gases-under-theinfluence-of-irradiation-a-further-argument-against-the-greenh-2157-7617-1000393.php?aid=87335
Disse eksperimentene og noen flere, viser at det er noe fundamentalt galt med CO2 hypotesen som drivende for varmen i atmosfæren.
Nå har jeg brukt litt av tiden din.
HVIS DU VIRKELIG VIL HA EN DYPERE FORSTÅELSE AV PROBLEMENE MED CO2 HYPOTESEN
så må du bruke litt mer tid.
Eksperimentalfysikeren Torstein Seim forklarer eksperimentene sine her:
https://www.youtube.com/watch?v=TgCEaJNAWDY
Du trenger ikke fysikk kunnskaper !
hvor er forskerne der ved noget om det her
vi har brug for mere co2, mindre co2 og livet på jorden er færdigt…måske ogsaa bedst.
i nævner ikke michael moores nye film eller bjørn lomborg s nye klima bog…FALSK ALARM
martin
Kunne CO2en fra indsamlingen indgå i drivhuses produktion, det vil jo gøre projektet mere bæredygtigt, hvis CO2 ikke bare blev deponeret.
Mest logisk er jo at benytte plantevækst til at opsuge CO2 fra atmosfæren, der kan immervæk plantes meget skov m.v. for den investering, der her nævnes.
Og hvad om man kunne spalte CO2 ved emmissionsstederne, O2 ud i atmosfæren (hvilket vel fortynder CO2 forholdet?) og Carbon er jo Carbon eller hvad?
Til Ian Ditlevsen:
Det er klart, at man altid kan køre den producerede CO2 væk i tankbiler til brug i produktion af sodavand, drivhuse, kulsyreslukkere osv. Problemet er selvfølgeligt, at det er meget små mængder, der er behov for, så størstedelen må på deponi, eller bruges til fremstilling af nyt brændstof (Power-to-X).
At skille CO2 i O2 og C (ilt og kulstof) kan i princippet godt lade sig gøre, men det vil koste lige så meget energi, som man fik ud af at brænde kulstoffet i første omgang + et tab. Så man vil ende med et netto forbrug af energi.
Så ja, det er en meget bedre ide at plante skov, omend den kræver tålmodighed.
Der er en skønnet reduktion på ca. 10% forbrug af fossile brændstoffer i 2020 grundet nedlukning. Det har ikke antydning af virkning på kuldioxidkoncentrationen i luften – det sørge udveksling af kuldioxid mellem luft, hav og land for. Indtil videre har vi kun set positive virkninger af den ekstra kuldioxid i luften, så man bør ikke give tilladelse til udvinding fra luft med mindre der er brug for kuldioxiden.