Her er et lidt teknisk input, der kaster lys over hvor megen tiltro, vi kan have til klimamodellerne, der forudser kraftig global opvarmning i de kommende årtier.
Der er almindelig enighed om, at den mest betydningsfulde drivhusgas er vanddamp. Det er vanddampen i atmosfæren, der opretholder en temperatur, som gør livet muligt. CO2 er også en drivhusgas, men bidrager i sig selv med ganske lidt opvarmning. Grunden til at klimavidenskaben anser CO2 for så vigtig er, at selv en lille stigning i CO2-koncentrationen på én eller anden måde fører til en betydelig forøgelse af indholdet af vanddamp i atmosfæren, og dermed den forstærkede drivhuseffekt.
Imidlertid er der flere faktorer på spil, fordi hvis vanddampen i atmosfæren fortættes til skyer, vil de medføre den modsatte effekt. Skyerne reflekterer en del af solens stråler tilbage til verdensrummet og derved giver de en mindre opvarmning af jorden.
Alle klimamodeller har ifølge vedlagte artikel antaget, at hvis havets temperatur stiger, bliver mængden af skyer mindre. Derved fører stigende temperaturer til mindre refleksion og derved en yderligere opvarmning af kloden. I sin artikel påviser Mike Jonas imidlertid, at det forholder sig omvendt. Ved en højere temperatur i havets overflade (”SST” = Sea Surface Temperature”), bliver der dannet flere skyer, og derved fås en afkølende effekt.
Hans konklusion vil nødvendigvis føre til, at klimamodellerne skal justeres, i hvert fald i et vist omfang.
torsdag, november 21, 2024
Bestil IPCC’s fastfrosne klimasyn
Hvad er klimarealisme?
Klimarealistiske bøger
Danish