Økonomiske skader

En af de ting, der er vigtig for at holde klimasagen kørende, er ideen om de voldsomme økonomiske skader, der vil være en følge af den globale opvarmning. Hvorfor skulle vi bruge formuer på grøn omstilling, hvis ikke det var for at afværge Jordens undergang, eller noget der ligner?

Det har igennem årene knebet meget med at få nogle troværdige tal på bordet. Mange af dem er alt for lave til, at de virkeligt kan skræmme folk. Hvis klimaforandringerne i år 2100 f.eks. medfører en nedgang i bruttonationalproduktet (BNP) på 5%, så lyder det voldsomt, men hvis vi samtidigt pga. økonomisk vækst er blevet 4-5 gange rigere, så er der jo ingen, der i praksis vil bemærke tabet.

Det skal derfor være meget værre, og efterhånden er der en hel industri af forskere, der beskæftiger sig med at pumpe tallene op.

For nyligt udkom der en artikel, der i kort form beskriver problemstillingen. Man lægger ud med en figur (her gengivet som fig. 1), der viser forskellige bud på tabene i det globale BNP, når vi når frem til år 2100. Der er frit valg på alle hylder, tallene strækker sig fra 3% og op til 85% nedgang i BNP. Figuren viser også forskernes gæt på hvilken temperaturstigning, vi vil have i år 2100.

Artiklen gennemgår alle de måder, hvorpå økonomien kan lide skade. Her et eksempel:

Tænk på varme. Varme nedbryder elforsyningen og overførsel af strøm, når kraftværkerne stoppes pga. at deres kølevand er blevet for varmt, og ledningerne kun kan klare en mindre last. Varmen får togene til at standse, fordi skinnerne bøjer. Varmen underminerer sundheden, idet folk får flere tilfælde af varme-fremkaldte sygdomme. Varmen skader uddannelsen, da eleverne kæmper med at lære noget i de høje temperaturer. Varmen får afgrøder til at visne og bleger korallerne. Og tilgængeligheden af vand falder, idet fordampningen forøges.

Artiklen beskriver klima-økonomen Nordhaus, der bl.a. har udtalt, at varme ikke har nogen indflydelse på store dele af produktionen, da den jo foregår indendørs. Heri er vores artikel uenig:

Den antagelse ser imidlertid bort fra de virkninger, klimaforandringerne har på indendørs industri. For eksempel: Kraftig nedbør oversvømmer fabrikkerne, naturbrande brænder elværker ned, ekstrem varme får veje til at bule, tørke får vandforsyningerne til fabrikkerne til at bryde sammen, og spredningen af myg får medarbejderne til at blive syge.

Skal man le eller græde? Er der nogen af de ting her, der ikke kan forebygges ved simple tiltag, og som man allerede rutinemæssigt gør i dag? Undertegnede stod for mange år siden for bygning af en fabrik i de Forenede Arabiske Emirater. Det regnede stort set aldrig, og det var ikke normalt at tage særlige forholdsregler mod vand. Men kunden insisterede på, at vi hævede niveauet af fabriksgulvene overalt med ca. 25 cm. Selv ved kraftig nedbør var indendørs oversvømmelser derved effektivt forebygget – og for ganske små penge…

Det er sjældent, at man hører om naturbrande, der rammer et elværk. Det er jo nok fordi elselskaberne sørger for passende brandbælter rundt om deres installationer, hvis de står ude i naturen.

Man må spørge sig selv om, hvorvidt artiklens forfattere nogen sinde har været ude i det virkelige liv? Deres forskning er jo baseret på computermodeller, og her kan man få hvad som helst ud:

Klimamodeller har problemer med at beskrive accelerationen i følgerne af klimaforandringerne. Hvis skaderne bare steg i takt med, at temperaturen f.eks. blev forøget med 0,1 grad C, så var det måske overkommeligt. Men det er ikke tilfældet. For hver grads stigning vokser skaderne i et meget større omfang. 

Det mærkelige ved hele tankegangen her er, at man totalt ser bort fra de kolossale udsving der er i temperaturen – over døgnet og med årstiderne. Hvad er det præcist for en temperatur, der i det tilfælde er så skadelig?

Artiklen nævner til sidst, at skaderne selvfølgeligt vil være størst i ulandene, da de har færre ressourcer at modstå med. Det er jo rigtigt nok – i det omfang de lande overhovedet bliver ramt af noget. Opvarmningen er jo som bekendt kraftigst langt fra Ækvator, hvor der generelt er større velstand. 

Går vi tilbage til fig. 1 kunne man jo være nysgerrig efter at se, hvordan det øverste resultat i diagrammet, Winter et al. med kun to graders opvarmning når frem til et 85% tab af BNP i år 2100.

Winter et al. er fra 2023 og indleder med at vise fortidens temperaturer, der i 9.000 år har været fuldstændigt stabile, indtil vi mennesker begyndte at lave ulykker, se fig. 2. Alle variationer i fortiden er udvisket; væk er selv det såkaldte Holocæne Optimum for 6-8000 år siden, hvor temperaturen ellers normalt menes at have været betydeligt højere end vores ”førindustrielle tid” og formentligt også højere end i dag.

Det nævnes i artiklen undervejs, at man har valgt at se bort fra menneskehedens muligheder for at forebygge skaderne. Ingen hævede industrigulve her!

Ellers er det nye i artiklen, at man har valgt at opgøre skaderne land for land og derefter tælle alle ca. 190 sammen. Skaderne for hvert land opgøres ved hjælp af en lang matematisk formel, hvor man har sat tal på f.eks. hedebølger eller temperaturafvigelser på anden måde.

Grundantagelsen er, at hvert land – i løbet af de 9.000 stabile år, jfr. fig. 2 – allerede har optimeret alting til netop deres temperatur under Den Lille Istid. Det forklares på følgende måde:

Det rejser spørgsmålet, hvorvidt et land med en gennemsnitstemperatur på 13°C eller 11°C i forvejen skulle have en bedre produktion end et land med en gennemsnitstemperatur på 10°C, som andre studier har antydet. Vores tilgang undgår denne usikkerhed ved udelukkende at sætte tal på effekten af temperaturafvigelserne, der er observeret i de seneste årtier, hvorved vi prøver at få et rent billede af effekten af temperaturforandringerne.

Skaderne vil generelt ramme de varme lande hårdere, som vist på fig. 3, hvor Indien og Canada sammenlignes. Netop om Canada skriver Winter et al. følgende:

Herved ser det ud til, at Jorden allerede har overskredet den optimale temperatur, og at en yderligere opvarmning, især over 3 grader, vil gøre skaderne meget værre. Så mens køligere lande som Canada historisk har oplevet minimale og måske endda positive økonomiske effekter af klimaforandringerne, så vil de blive ramt af betydelige skader i løbet af få år, pga. den accelererende opvarmning.

Situationen i nutiden er vist på kortet på fig. 4. Her ser man, hvordan Europa tilsyneladende har haft lidt gavn af opvarmningen indtil nu, hvorimod effekten i resten af Verden, inkl. for Canadas vedkommende, har været negativ.

Det bliver naturligvis meget værre i 2050, som vist på fig. 5. Her har man endda ikke brugt det værste scenarie for CO₂-udledningerne, men kun det næstværste: RCP7.0.

Således når forfatterne frem til deres dystre konklusion – efter dog at have påberåbt sig nødvendigheden af mere forskning i emnet. Fig. 6 viser den forventede nedgang i Verdens BNP hen mod år 2100 sammenlignet med en situation, hvor temperaturen forblev, som den var i første halvdel af det 20. århundrede. Ved en 2 graders stigning får vi de 85% tab, mens vi ved 4,6 grader vil miste hele vores BNP allerede omkring 2080. Mener forskerne vitterligt, at alle vil dø af sult til den tid?

Situationen er kompliceret og forfatterne skriver:

Mens simple tal for klimaet, f.eks. de globale gennemsnitstemperaturer, gør det lettere at fortolke situationen, viser vores resultater her, at disse metoder måske giver et for optimistisk billede. Global opvarmning medfører en grundlæggende ødelæggelse af klima-systemet, og ikke bare en stigning i gennemsnitstemperaturerne. Vores metode sigter, trods dens begrænsninger, efter at opfange denne ødelæggelse og giver et indblik i de fordele, der vil være ved forebyggelse [dvs. grøn omstilling, red.] og tilpasning ved at kaste lys på de store omkostninger, der er forbundet med ikke at gøre noget.

Ja, forskerne tror måske ikke så meget selv på deres tal, men ideen er, at vi skal blive bange, og de skal have flere penge til mere forskning. Det hele er dog dybt meningsløst – ingen bliver klogere af model-fremstillede tal som disse her.