Lars Schernikau er en energiøkonom, som læsere med en god hukommelse vil huske for hans analyser af de forskellige energiløsningers tilbagebetaling af den investerede energi. Her ville hele det store system med vind og sol, backup fra brint og Power to X osv. komme ud med en energieffektivitet på niveau med Romerrigets for 2000 år siden.
Schernikau har en hjemmeside, The Unpopular Truth, hvor der på en blog er interessante indspark om elementerne i den grønne omstilling. For nyligt havde han et indlæg om biomasse, og herfra er det værd at viderebringe udvalgte pointer.
Schernikau indleder med noget statistik om det globale energiforbrug og biomassens rolle heri. Fig. 1 viser det velkendte billede, hvor man tydeligt ser, at der aldrig har været nogen ”overgang” fra den ene kilde til den anden. De nye kilder er bare kommet til oveni de gamle i et hastigt stigende totalt energiforbrug. Det gælder som bekendt også sol og vind, de udgør et supplement til det stadigt stigende forbrug af kul, olie og gas – men de har ikke afløst noget.
Biomasseforbruget er faktisk også steget let i løbet af de seneste 150 år, men hvor det frem til 1850 udgjorde næsten 100% af Verdens energiforbrug, er andelen nu faldet til ca. 9%.
Tabellen i fig. 2 viser hvad biomassen bliver brugt til i dag. 75% bruges til opvarmning og industriformål. 15% bruges til madlavning – primært i Afrika. 5% bruges til fremstilling af elektricitet og de sidste 5% går til transport. Dem vender vi tilbage til.
Schernikau nævner, at Jorden generelt er blevet grønnere de seneste mange år. Hvor f.eks. store dele af Europa næsten var helt uden træer omkring år 1900 – fordi menneskene havde fældet dem til tømmer eller brænde – er der sket en omfattende genplantning, og f.eks. de europæiske lande har nu meget mere skov end for 150 år siden. Men Jorden er jo også blevet grønnere pga. atmosfærens stigende CO2-indhold, som bl.a. NASA’s satellitmålinger så rigeligt har dokumenteret. Schernikau anfører, at ca. 75% af tilvæksten i det globale areal af grønne blade kan tilskrives CO2-en, mens de sidste 25% skyldes menneskelig indgriben med træplantning og anden naturforvaltning.
Afbrænding af træ til energiformål fører umiddelbart til større udledninger af CO2 pr. produceret energimængde, end hvis man bruger kul, og medfører også forurening med partikler af forskellig art. Schernikau nævner det paradoksale i, at naturbrande altid udråbes til at være ”klimakatastrofer”, mens storstilet afbrænding af træ i brændeovne eller kraftværker anses for at være helt acceptabel.
Schernikau giver nogle tal for det engelske kraftværk Drax, der er et af Verdens største biomassefyrede værker, primært baseret på import af træpiller fra Nordamerika. Det har vi beskrevet før. Drax er ikke profitabelt men afhængigt af en lind strøm af penge i regeringsstøtte.
Schernikau fokuserer herefter på energiafgrøderne, hvor man dyrker majs, raps eller sukkerrør, der primært skal bruges til fremstilling af ætanol, der kan blandes i benzin. På tankstationen har vi jo som bekendt valget mellem ”E10” eller ”E5”-benzin, hvor tallet angiver hvor mange procent ætanol, der er blandet i. Det er en praksis, der har mange år på bagen – den dulmer klima-samvittigheden, men i virkeligheden er de positive effekter meget tvivlsomme.
I dag brokker folk sig over, at solcelleparker tager alt for megen god landbrugsjord, men Schernikau gør opmærksom på, at energiafgrøder optager meget mere plads. Således vil én hektar solceller årligt producere lige så meget energi som hundrede hektarer med ”bio-brændstof”. Man kan dog selvfølgeligt ikke sammenligne de to direkte, da solcellerne giver en variabel og utilregnelig forsyning, hvor biobrændstoffet kan give regulerbar elektricitet.
Det er efterhånden enorme arealer, der er afsat til bio-brændstoffer. Alene i USA var der i 2020 afsat et område, der er større end Californien til dyrkningen af disse, og alligevel bidrog de kun med ca. 4% af landets forbrug af brændstoffer til transport.
Dyrkning af energiafgrøder er ikke uden tilhørende udledninger af drivhusgasser. Dyrkningen kræver gødning, brændstof til maskiner, energi til selve fremstillingen osv., alt sammen noget der kræver fossile brændstoffer i store mængder, så store, at deres energiindhold vil være tæt på, hvad den producerede ætanol kommer til at have. Hertil kommer, at den meget jord, der er afsat til formålet i stedet kunne have været udlagt som naturområder, hvor der ville være en løbende opsamling af CO2, fra træernes vækst og ophobning af CO2 i jordlaget.
Schernikau er således meget skeptisk over for store dele af anvendelsen af biomasse i klimaets navn. Det er mere til gunst for CO2-regnskaberne end for virkeligheden. Eneste undtagelse er udnyttelsen af bio-affald, som vi f.eks. gør med gyllen her i Danmark – den bliver omdannet til biogas – og det er rimeligt fornuftigt.
Danish