Basuner uden luft

Den tyske hjemmeside Klimanachrichten havde for nyligt en interessant historie om et videnskabeligt arbejde vedr. klimaet i Arktis og den tilhørende pressemeddelelse. I sidstnævnte får dommedagsbasunerne fuldt skrald, mens artiklens budskab nærmest giver det modsatte indtryk.

Artiklen, Athanase et al., er på mange måder en alvorlig kritik af den nyeste generation af klimamodeller, CMIP6. De bliver brugt i et studie af den såkaldte Beaufort-hvirvelstrøm, der er en cirkulerende havstrøm nord for Canada, se fig. 1. Drevet af vinden strømmer havvandet her rundt i en cirkel med stor kraft. En af konsekvenserne er, at der i midten af strømmen ophober sig ferskvand.

Klimaforskningen interesserer sig naturligvis for, hvad der sker i fremtiden med denne strøm, når nu det hele bliver varmere og havisen forsvinder. Her kommer Athanese et al. på banen, hvor de kigger på et udvalg af CMIP6-modellerne og ser, hvad de forventer for perioden 2070-2099, hvis vi følger to forskellige scenarier, et middel: SSP2-4.5 og så den sædvanlige gamle cirkushest, høj-udlednings-scenariet SSP5-8.5. Sidstnævnte er jo arvtageren til RCP8.5, som allerede for længst er fastslået som helt urealistisk (som det i øvrigt også blev født til).

Hvirvelstrømmen vides at svinge meget over året, den bliver mere eller mindre kraftig, men satellitmålinger antyder, at mængden af ferskvand i midten er vokset i perioden 2003-2021 og samtidigt er hvirvelstrømmens areal vokset mod nord. Hvirvelstrømmen styres primært af vinden, men mængden af havis har også en indflydelse, mere is bremser strømmen.

Hvad den globale opvarmning vil medføre, er uvist. Mindre havis giver vinden bedre adgang og vil styrke hvirvelstrømmen. På den anden side er der også teorier om, at højtrykket i området vil falde i fremtiden, og det vil svække strømmen.

Det kigger Athanese et al. så nærmere på, ved at studere resultaterne af en række kørsler med i alt 27 CMIP6-modeller. Man kigger her først på, hvor godt modellerne kunne simulere situationen i 1985-2014 og derefter deres fremskrivninger til 2070-2099 for de to udlednings-scenarier.

Det blev en broget oplevelse. 4 af de 27 modeller kunne slet ikke genskabe Beaufort-hvirvelstrømmen i den historiske periode. De duer naturligvis ikke. De fleste af de øvrige modeller overvurderede generelt hvirvelstrømmens udstrækning, helt op til 10 gange arealet. Da hvirvelstrømmen rent fysisk er afgrænset af Canadas kystlinje, betyder det, at den bredte sig alt for langt nordpå med et centrum nærmere Nordpolen.

Generelt kunne modellerne bedre simulere luftstrømmene i området.

Derimod gik det galt, når det drejede sig om forholdene nede ved vandet, f.eks. havisens tykkelse, hvor 11 ud af de 27 modeller endte med en ”uacceptabel” fordeling af havisen. Der var således én model, der nåede frem til 30 meter tyk havis i et område. Fig. 2 giver et indtryk af situationen.

Man endte med at arbejde videre med 18 ud af de 27 modeller men kunne konstatere, at de var meget uenige om det meste, og i øvrigt ikke simulerede virkeligheden i den historiske periode særlig godt.  

15 ud af de 18 modeller forudser et fald i hvirvelstrømmens udbredelse ved SSP5-8.5 scenariet og 10 af modellerne når frem til at hvirvelstrømmen helt bortfalder inden 2099. Hvornår det vil ske, er der dog stor uenighed om imellem modellerne. Fig. 3 viser gennemsnittet af deres resultater. Man bemærker her, hvordan deres simulering af den historiske periode skyder langt over virkeligheden, hvilket jo ikke ligefrem øger tilliden.

Athanese et al. konkluderer, at næsten alle modellerne når frem til en hvirvelstrøm, der er alt for kraftig og fylder alt for meget. Lufttrykket i området har de bedre styr på, men de øvrige vanskeligheder er givetvis en følge af programmørernes utallige valg vedr. f.eks. havisen. Konklusionen fortsætter:

Vi viser, at blandt de udvalgte mindst urealistiske 18 modeller forudser de fleste et fald eller en forsvinding af hvirvelstrømmen ved århundredets afslutning, især ved brug af SSP5-8.5-scenariet…. Frigørelse af ferskvand fra en svækket hvirvelstrøm ud i de ydre arktiske have og det nordlige Atlanterhav kan gøre vandet lokalt mere ferskt, og derved forhindre, at tungere saltvand strømmer ned i dybet. En mulig efterfølgende nedsættelse af mængden af vand, der synker ned, kunne bidrage til at AMOC bliver langsommere eller rykkes længere nordpå.

Så er vi tilbage til truslen mod den Atlantiske Nord-Syd-gående Havstrøm, AMOC, hvoraf Golfstrømmen er en del, og som forsyner os i Skandinavien med behagelig varme. Den anses normalt for at være truet af afsmeltningen af Grønland, men Beaufort-hvirvelstrømmen er så yderligere en kilde til det ”farlige” ferskvand. Konklusionen fortsætter:

Det er værd at bemærke, at CMIP6-modellerne mangler en masse funktioner til at beskrive den komplicerede vekselvirkning mellem luften, havisen og havet.
Men alligevel … er alle modellerne enige om en fremtidig svækkelse af højtrykket i området og derfor når flertallet af modellerne også frem til, at hvirvelstrømmen vil svækkes eller forsvinde. Vi påviser, at det er mest sandsynligt at hvirvelstrømmen forsvinder i scenariet med de højeste udledninger, hvorimod den vil stabilisere sig i middel-udlednings-scenariet [SSP2-4.5, red]. Studiet understreger således endnu en gang at enhver brøkdel af en grad er betydningsfuld for at forebygge store forandringer i det arktiske og globale klimasystem.

Så fik vi lige den med udledningerne og behovet for grøn omstilling med her til allersidst. Det er dog en noget spinkelt underbygget sag, der præsenteres her. Middel-scenariet giver ikke de store ændringer, og modellerne kan reelt ikke magte opgaven med at simulere situationen. Sætningerne er formuleret med mange ”kan” og ”kunne” eller ”bidrage til”, osv. Usikkerheden er kolossal, og artiklens egentlige værdi er vel, at den endnu en gang understreger, hvor ringe klimamodellerne er til at spille den rolle, de er udset til, og som hele det klima-industrielle kompleks hviler på.

Men så kommer vi til pressemeddelelsen, hvor forfattere til artiklen får lov til at optræde uden filter. Her hedder det til indledning:

En af de store havstrømme i Arktis, Beaufort-hvirvelstrømmen, ændrer sig hastigt pga. det varmere klima, og det kunne udløse en kædereaktion, hvor AMOC bliver standset.
Forskerne advarer om, at smeltende havis kan nå et væltepunkt (tipping point), som kunne få hvirvelstrømmen til at slippe enorme mængder af ferskvand ind i Nordatlanten. Hvis det sker, kan AMOC blev svækket eller bryde sammen og ændre klimaet på den Nordlige Halvkugle, især i Europa. Nye modelberegninger viser, at hurtige nedskæringer af [CO₂-]udledningerne er afgørende for at undgå denne farlige forandring.

Og så kommer forfatterne til mikrofonen:

”Resultatet af dette arbejde gør os bekymrede for, at en reduktion af havisen i området kunne føre til et væltepunkt, hvor AMOC vil bryde sammen,” udtaler en forfatter.

”Hvis drivhusgas-udledningerne ikke hurtigt nedbringes, viser fremskrivningerne at Beaufort-hvirvelstrømmen vil svækkes og frigøre det ferskvand, den holder på … og derefter få en negativ indflydelse på AMOC,” udtaler hovedforfatteren.

Der er penge og prestige i at forudse AMOC’s sammenbrud, men her kan man vist roligt sige, at det videnskabelige grundlag for de bombastiske udtalelser er noget mangelfuldt.