Efterhånden udføres der en del forskning i effekten af atmosfærens stigende CO2-indhold på plantelivet på Jorden. Det er jo et kontroversielt emne, fordi man i klimakredse ikke ønsker at vores udledninger skal have bare den mindste positive effekt. Alt vedrørende CO2 og den globale opvarmning skal partout være negativ.
I andre sammenhænge er klimavidenskaben ellers ikke bange for at optræde med løse påstande, der bare lyder rigtige. Det er den videnskabelige metode, der er kendt som fortællingen. Den klassiske er teorien om, at det varmere havvand giver mere energi til orkanerne, der derfor bliver kraftigere og hyppigere. Intuitivt lyder den rigtig, men desværre holder den ikke til en nærmere efterprøvning. Dels fordi der faktisk ikke er sket nogen forværring i antallet eller den samlede kraft af orkanerne, og dels fordi man har identificeret andre og mere finurlige mekanismer, der bedre kan forklare orkanernes opståen. Det er, i al korthed, et spørgsmål om temperaturforskellene mellem Ækvator og Polerne, og da disse mindskes i disse år med global opvarmning (der jo slår mest igennem langt nord- og sydpå), er der mindre til at drive orkanerne.
Det var et sidespring, men man kan gribe til samme videnskabelige metode, når det drejer sig om Jordens plantevækst. Varmere vejr får generelt planter til at gro hurtigere – som vi ser i haven hvert forår. Det højere CO2-indhold i luften gør det lettere for planterne at optage den nødvendige føde, der jo netop er CO2. Derfor skulle man også mene, at vores udledninger gavner plantelivet.
Heldigvis er de tanker blevet underbygget af massevis af solid forskning. Her tænker jeg ikke på de idiotiske forsøg med ”simulering” af fremtidens klima, hvor CO2-indholdet i luften hæves, men til gengæld giver man planterne meget mindre vand eller gør noget andet skadeligt – fordi sådan siger computermodellerne, at det vil gå i fremtiden. Resultatet er som ønsket, at mere CO2 er dårligt for planterne.
Mere seriøst er alle bestræbelserne på at måle plantevæksten fra rummet, hvor man med satellitterne kan få et indtryk af arealet af blade, dvs. hvor stor en del af planeten, der er dækket med grønt, år for år. Stribevis af artikler har påvist, at Jorden virkeligt bliver grønnere, og tilvæksten er endda accelererende, dvs. år for år vokser det grønne areal mere og mere. Et studie konkluderede f.eks. at 55% af landjorden så en accelererende udvikling i retning af grønt, mens det kun var ca. 8%, hvor udviklingen gik den anden vej.
En faktor, der betyder en del, er den kendsgerning, at planterne vil reducere porestørrelsen i deres blade, når der er mere CO2 i luften omkring dem. De mindre porer giver så en mindre fordampning, dvs. planten taber mindre vand og kan derfor bedre klare sig, selvom omgivelserne er lidt mere tørre.
Nu vrøvles der p.t. eventyrligt meget om, hvorvidt fremtiden vil blive mere tør eller våd, begge dele opfattes naturligvis som noget negativt, men det er vel snarere udtryk for, at klimamodellerne ikke rigtigt evner at sige noget troværdigt om fremtidens klima.
En anden videnskabelig artikel her fra 2025 er, igen ved satellitmålinger, nået frem til, at 2020 faktisk slog alle rekorder mht. bladdække på Jorden. Især de såkaldte tempererede områder i Europa, Asien og Nordamerika så en kraftig tilvækst. Situationen er illustreret på fig. 1, hvor man for årene 2001 til 2020 direkte kan aflæse hvilke områder, der havde det største bladdække (LIA, Leaf Area Index). Her ser man klart, at i langt størstedelen af arealet var det 2020, der slog rekorden.
Forskerne her var specielt interesseret i, om man kunne se nogen effekt af covid-krisen, der jo netop resulterede i betydeligt lavere udledninger af CO2 netop i 2020. De er lidt skuffede over, at der ikke rigtigt er nogen synlig effekt og spekulerer på, om det kan skyldes renere luft pga. mindre flyvning og transport og ændret skydække og nedbørsmønstre.
Her overser de en meget mere nærliggende forklaring, som Dr. Roy Spencer jo har fremført. Planterne kan jo ikke ”se” vores udledninger, men kun hvor meget CO2, der er i luften omkring dem, og den mængde ændrer sig jo ikke, hvis vi kortvarigt eller over flere år nedskærer vores udledninger drastisk. Det er en forklaring, som hele det klimaindustrielle kompleks helst vil feje ind under gulvtæppet, fordi den effektivt fjerner enhver saglig begrundelse for at stræbe efter ”netto-nul”.
Tak til Chris Morrison fra The Daily Sceptic.
Danish
Klimaforskere på DTU Risø har længe været klar over det. Både forsøg i felten, og i klimakamre og målinger i skove har vist øget CO2-optagelse ved højere CO2-koncentration og temperatur. Bøgeskovene har fået en længere vækstsæson, bortset fra år med ekstrem tørke. Så det er velkendt i den del af klimaforskningen. Men de, der spekulerer i at finde tekniske løsninger som vedvarende energi og CO2-fangst, vil helst undgå at komme ind på naturens egen måde at løse klimaproblemer på. Folk skal ikke opdage, at de og deres opfindelser er ligegyldige i klimasammenhænge, og at man vinder mere ved at lade naturen gøre sit arbejde, eller også tror de ikke selv på det, fordi de ikke er i nærheden af store naturlige økosystemer.
For plantedækkets udbredelse spiller mennesket en stor rolle. Så jeg tror at øget energi (fossil) til fremstilling af kunstvanding, kunstgødning og mekanisering gør kloden grønnere sammen med virkningen fra CO2. Det der mere grønne plantemateriale vil samtidig blive enten spist eller brændt med det resultat at det respireres (CO2) til atmosfæren i stedet for at havne i jorden, som det i naturtilstanden mest gør. Så det er på den måde en kulturhjulpen proces at vi har en støt stigende CO2 andel i luften. Derfor vil også CO2 ppm kurven flade ud når folketallet stabiliserer sig og det dyrkede areal ikke vokser længere.