Bloomberg er et af de førende medier i verden med stor politisk indflydelse og vidtstrakte aktiviteter i mange lande. Bloomberg gør sig absolut ikke bemærket ved at fremme klimarealismen, tværtimod, her flyder man med strømmen som så mange andre. Her er et eksempel, hvor en redaktør, Mark Gongloff har skrevet et stykke om klimaskader, hvordan de bør opgøres og hvem, der skal betale.
Gongloff lægger ud i fin stil:
De fleste klimabenægtere orker ikke engang mere at bekæmpe den etablerede videnskab: Planeten bliver varmere, menneskelige aktiviteter er årsagen, og vi kan gøre noget ved det, hvis vi virkelig prøver. Moderne benægtere vil erklære sig enige i alt dette men vil så svare igen med, at det dér med at ”gøre noget ved det” er for vanskeligt og for dyrt til, at det er værd at forsøge. Vi er nødt til at være pragmatiske, vil de sige, og fortsætte med afbrænding af kul, olie og gas for at gøre livet lettere for folk.
Men vi fortsætter med at samle beviser sammen, der klart peger på, at ikke at gøre noget vil være langt dyrere og værre for menneskene. Skal vi virkeligt være pragmatiske, skal vi opgive brugen af kul, olie og gas hurtigst muligt.
Så kommer vi til sagens kerne, hvor Gongloff citerer nogle forskere, der har kigget på de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne. Forskerne er nået frem til, at samfundsomkostningerne ved CO2-udledningerne (social cost of carbon) forårsaget af amerikanske virksomheder vil løbe op i 87.000 milliarder (87 billioner) dollars frem til 2050. Det svarer til 131% af virksomhedernes børsværdi og ca. 3 gange USA’s årlige bruttonationalprodukt.
Fig. 1 viser, hvordan de enkelte brancher bidrager til ansvaret, her er energiselskaberne naturligvis absolutte topscorere. Gongloff skriver:
Resultaterne viser, at 111 kul-, olie- og gasselskaber har påført samfundet 28 billioner dollars i tab mellem 1991 og 2020. Der bliver endda givet tal for de enkelte selskaber – 2,05 billioner $ for Saudi Aramco, 2 billioner for Gazprom [russisk, red.], 1,98 billioner for Chevron osv.
På fig. 1 er vist tre kategorier af skader, de såkaldte ”Scope” 1, 2 og 3. ”Scope” 1 er udledninger fra virksomhedernes egne aktiviteter og energiforbrug. ”Scope” 2 er uden betydning, mens ”Scope” 3, som er absolut det største for energiselskaberne, er de udledninger som følger af kundernes brug af brændstofferne. Hvis Chevron således har solgt en tankfuld benzin til mr. Jones, der derefter kører en lang tur og bruger al benzinen, så skal Chevron hæfte for udledningerne!
Som Charles Rotter på WUWT tørt bemærker:
Så nu skal energiproducenterne tage ansvaret for, hvordan forbrugerne anvender deres produkter? Det er ikke retfærdighed – det er kriminalisering på bagkant. Med den logik er Ford ansvarlig for trafikken og McDonalds for din livvidde.
Gongloff forklarer, at de 87 billioner dollars er udregnet på basis af tal for samfundsomkostningerne pr. udledt ton CO2, fremlagt af EPA, Den Amerikanske Miljøstyrelse:
Ideen er at få en pris på alle de mange måder, hvorpå et kaotisk klima har indflydelse på menneskenes helbred, ejendom, samfundsmæssige stabilitet, landbrug osv.
Gongloff forklarer videre, at tallet under Præsident Trumps første periode var 1 dollar/ton. Under Biden fik EPA imidlertid arbejdet sig op på et beløb på 190 $/ton i 2020 og stigende omkostninger derefter. Det tal finder Gongloff meget mere realistisk
Vi har jo imidlertid allerede her på siden set på det tal, og konklusionen var éntydigt, at det var resultatet af en grov manipulation med data.
Gongloff er godt klar over, at den grønne omstilling bliver særdeles kostbar, et bud er vist på fig. 2. Her når man frem til et totalbeløb på 192 billioner dollars. Interessant nok er udgiften til elbiler langt den største post på listen. Alle tallene forekommer at være grebet mere eller mindre ud af luften.
Enorme beløb fyger gennem luften, og ingen bliver klogere. Gongloff får også lige luftet den sædvanlige påstand om, at kul- olie og gas-industrien årligt får 7 billioner dollars i statstilskud. Det er et tal, der bliver slynget ud, hver gang nogen ønsker at forsvare de astronomiske tilskud til ”vedvarende energi”. Charles Rotters kommentar:
Det tal er fup. Det betragter fraværet af CO2-beskatning som et ”tilskud”. Hvis regeringen ikke opkræver et fiktivt beløb fra dig, så er det nu et tilskud. Det er ligesom at kalde din månedsløn for en gave, fordi regeringen ikke snuppede den.
Rigtige direkte støttebeløb til brændstofindustrien er meget små. Men den grønne energi? Det er et sort hul af støtte, som uden ophør propper sig med tilskud, skattefradrag og finansielle redningsaktioner.
Indtil videre har vores CO2-udledninger ikke medført nogen målbare økonomiske følger for verdensøkonomien, måske endda tvært imod, da de højere indhold i atmosfæren har fremmet høstudbytterne og gjort Jorden grønnere. Hele begrebet med CO2-samfundsomkostninger er derfor falsk, og intet tyder på, at det nogensinde vil blive noget seriøst problem – som vi ikke med lethed kan tackle med vores øgede velstand i fremtiden.
Som det er sagt så mange gange, den største trussel mod menneskeheden er så absolut forsøgene på en hovedløs og i praksis umulig grøn omstilling.
Danish