Energistyrelsen benægter fakta

Undertegnede havde egentligt besluttet at forbigå Energistyrelsens nye Havvindsanalyse i tavshed. Den fokuserer på en masse tekniske detaljer vedrørende hvordan, man kan forbedre udbudsbetingelserne for nye havvind-parker. Det bemærkelsesværdige ved den er, at den regner med, at der kan bygges ny havvind i massivt omfang (40-80 GW) mellem nu og 2050, og det helt uden støtte fra regeringen.

Det er jo interessant, set i lyset af de seneste måneders begivenheder, men det kunne måske skyldes at rapporten allerede er ca. et halvt år gammel, dvs. udsendt før det katastrofale udbud i december sidste år.

Det er imidlertid ikke tilfældet, rapporten udkom i slutningen af april her i år. Om behovet for støtte, der jo er højaktuelt p.t., kan man læse følgende:

At der på lang sigt under en række forudsætninger er et stort potentiale for at etablere støttefri havvind i Danmark, udelukker ikke, at der vil være perioder, hvor havvindssektoren er udfordret. Som alle andre sektorer vil havvindssektoren opleve op- og nedture. Det kan derfor også være nødvendigt kortvarigt eller over en længere periode at bringe støtte eller anden form for statslig risikominimering i spil, hvis der er ønske om løbende at holde gang i havvindsudbygningen. Analysen viser dog, at der på lang sigt kan forventes et betydeligt, støttefrit udbygningspotentiale, hvis der etableres de rette rammevilkår.

Det nævnes, at rapporten kun vil se på situationer, hvor vindmølleejerne skal betale til staten, ikke tilfælde, hvor statsstøtte er nødvendig. Det forklares på følgende måde:

[Der] forventes under de givne forudsætninger ikke umiddelbart at være behov for støtte i et 2050-perspektiv, hvis der fx udvikles internationale aftaler samt måder at tildele havarealer på, der understøtter sammentænkningen af produktion og forbrug. Udgangspunktet for analysen har derfor været at undersøge, hvordan havvind efter 2030 mest optimalt kan udbygges støttefrit, og hvordan udbygningen kan tilgodese en række andre hensyn.

Den nuværende situation, hvor der tilsyneladende er behov for massiv statsstøtte til Lars Aagaards 3 nye havvindparker affærdiges på følgende elegante måde:

I øjeblikket oplever havvindindustrien udfordringer med stigende priser og pressede leverandørkæder, men de rette værktøjer for nyttiggørelse af de danske havarealer på langt sigt kan godt være anderledes end på den korte bane.

Vi svinger tryllestaven, og så går problemet væk. Arbejdet er naturligvis baseret på modelberegninger, en special energisystem-investerings-model, man bare kan putte data ind i, og så få det ønskede resultat ud.

Det nævnes, at Danmark selv nok kun kan aftage ca. 20 GW. Skal vi op på de 80, kræver det en storstilet eksport af el og brint til udlandet. El-eksporten skal primært gå til Tyskland, hvor Danmark har store fordele, fordi vi har bedre plads i havet og derfor kan opstille møllerne med større indbyrdes afstand, så de ikke tager vinden fra hinanden.

Vi får også den gamle traver om nødvendigheden af energiuafhængighed af f.eks. Rusland:

Energipolitik er sikkerhedspolitik i Europa
Ruslands invasion af Ukraine har tydeliggjort, at europæisk energisamarbejde er vigtigere end nogensinde før. Investeringer i energi-uafhængighed er også investeringer i fælles sikkerhed, som afspejlet i de europæiske ambitioner om en energiunion. Udbygning af havvind i Danmark bidrager således ikke kun til grøn omstilling men øger også EU’s uafhængighed fra lande, der producerer fossile brændsler.

Ikke et ord om, at vi kunne komme langt ved at genoptage udnyttelsen af vores egne ressourcer af kul, olie og gas her i Europa.

Lad os slutte med en smagsprøve vedr. ”brinthubs”, dvs. brintcentraler langt ude på havet. Her er enhver teknisk betænkelighed verfet til side:

Brinthubs forstås som storskala, offshore brintproduktion som ilandføres til ét eller flere nabolande via rør, og som også kan være forbundet med et elkabel. Elkablet kan både forsyne hub’ens brintproduktion med strøm fra land, når vinden ikke blæser, samt bruges som ilandføringskabel for elektriciteten, når elpriserne er særligt høje. I potentialeanalysen tages der udgangspunkt i en brinthub med et brintrør til Tyskland og et elkabel til Danmark.

Man påtænker således seriøst at opstille kemisk industri på en lavtliggende ø i det værst tænkelige miljø med saltholdig luft, masser af fugt, omskifteligt vejr osv. Og det må ikke koste noget særligt, fordi energien jo skal være konkurrencedygtig.

Når jeg valgte at skrive lidt om rapporten, skyldes det, at den allerede i medierne bliver brugt som argument i diskussionerne vedr. havvind på den ene side og landvind/solceller på den anden. Tilhængerne af sidstnævnte fremfører, at selveste Energistyrelsen siger, at havvind kan etableres støttefrit, så hvorfor skal Aagaard så hoste op med alle de milliarder?

Men faktum er jo, at havvinden ikke er konkurrencedygtig og næppe nogensinde bliver det igen. Med dyrere materialer, en rente, der ikke længere befinder sig på det unaturlige nul, og alment stigende omkostninger, så bliver havvind noget, der vil kræve støtte i al fremtid. Medmindre, selvfølgeligt, at det bliver politisk vedtaget, at energi bare skal være meget dyrere, end den er p.t. – men så kan vi vinke farvel til vores velstand og velfærd, som vi kender den i dag.