CO₂ fra et varmere hav

Blandt klimarealister findes der personer, der meget gerne på den ene eller den anden måde vil frikende menneskeheden for stigningen i atmosfærens CO₂-indhold over de sidste ca. 100 år. Det har vi været inde på før, og set finurlige regnestykker baseret på, at der forekommer en meget stor udveksling årligt af CO₂ mellem luften, havet og biomassen. Sammenlignet med den udveksling er vores årlige udledninger ret beskedne, måske kun 3%. Ergo kan menneskeheden kun være ansvarlig for de 3%.

Det er ikke så længe siden, at den teori blev grundigt tilbagevist her på siden, så den skal vi ikke bruge tid på her.

Imidlertid er der en anden tanke, der også finder vid udbredelse. Det er velkendt – ikke mindst fra den ofte misbrugte Henrys Lov, at indholdet af CO₂ opløst i vand afhænger af temperaturen. Ved højere temperatur falder den maksimalt mulige mængde, og i koldere vand kan der være mere CO₂. Nu er den globale temperatur jo steget med godt en grad siden 1850, og havtemperaturen er fulgt med, så derfor må den have afgasset en masse CO₂, og derved er atmosfærens stigning forklaret, helt eller i hvert fald delvist.

Nu har Willis Eschenbach taget spørgsmålet op i en artikel i WUWT og her kigger han nærmere på de faktiske tal. Han starter med at kigge på data fra Vostok (Antarktis) iskernerne, hvor man har målt sig frem til, at i overgangen mellem den seneste istid og vores nuværende mellemistid steg temperaturen med ca. 5 grader, og atmosfærens CO₂-indhold med omkring 100 ppm. Det giver et bidrag fra havet på 20 ppm pr. grad.

Nu var en del af havet jo dækket af is den gang, og derfor var der et mindre areal, der kunne afgive CO₂ frit. Eschenbach får her en effekt svarende til ca. 8%, hvorved vi kan regne med ca. 18 ppm CO₂ afgivet pr. grads stigning i temperaturen.

Eschenbach opsøger nu noget kunstig intelligens, der ud fra Henrys Lov når frem til, at hvis vi kun kigger på de øverste 100 meter af havet, vil en grads stigning give ca. 6 ppm forøgelse af atmosfærens indhold fra havet. Regner man i stedet på større havdybder, kunne man få et bidrag på op til 18 ppm. Nu er havet jo på ingen måde i en tilstand af ligevægt. Der sker en lodret udveksling af CO₂ mellem de forskellige lag, temperaturerne svinger mellem lagene og fra dag til dag, og samtidigt sker der et biologisk optag af CO₂, f.eks. når havdyrene bygger deres kalkskaller.  

Det er her, at misbruget af Henrys Lov kommer ind i billedet, fordi den i princippet kun gælder ved ligevægt. Men et 100 meter tykt lag havvand med strømme i alle retninger vil ikke give havet nogen ensartet temperatur og heller ikke et jævnt indhold af CO₂. Derfor er man nødt til at gøre sig nogle antagelser, der forsimpler udregningerne.

Den kunstige intelligens ender med at konkludere, at CO₂-udledningerne fra havet ligger mellem 6 og 20 ppm pr. grads opvarmning.

Derefter kommer vi tilbage i menneskehænder og Eschenbach påpeger, at det var nyt for ham, at man er nødt til at se på temperaturen i hele det godt opblandede lag i havet og ikke bare på overfladen. Tykkelsen af det opblandede hav varierer rundt omkring på kloden, fig. 1 giver et indtryk af variationerne. Middeltallet er ca. 60 meter og reelt er det dette lag, man skal se på, hvis man vil bedømme afgasningen til atmosfæren.

Skal man nu lægge sig på den forsigtige side, foreslår Eschenbach, at man konkluderer, at bidraget til atmosfæren vil være 10 ±4 ppm pr. grads stigning i det opblandede lag af havet.

Og hvor meget er det lag så steget i temperatur? Ser vi nu på de øverste 100 meter af havet, så er de ifølge NASA steget ca. 0,33 grader celsius i temperatur i perioden 1969 til 2020. I den samme periode er atmosfærens CO₂-indhold vokset med ca. 100 ppm.

Ud fra ovenstående tal kan man så konkludere, at havet har bidraget med 2-5 ppm, hvilket svarer til 2-5% af stigningen i atmosfæren.

Dermed er endnu et forsøg på at ”frikende” menneskeheden for atmosfærens stigende indhold af CO₂ manet i jorden. Lad os dog påtage os skylden, og i stedet glæde os over alle de fordele, det stigende indhold har medført – varmere vejr, bedre plantevækst og langt højere høstudbytter globalt set. Og samtidigt har vi haft alle fordelene i retning af økonomisk udvikling og sociale forbedringer for milliarder af mennesker som følge af vores forbrug af kul, olie og gas.