Der er megen fokus på havniveauet i disse tider, da stigninger her vil true alle kystbyerne med oversvømmelser og medføre ufattelige lidelser og tab. Stigningerne er selvfølgelig fremkaldt af den globale temperaturforøgelse, der igen er en følge af menneskehedens udledninger af CO2. For at vi bedre kan forstå, at vi er på ”motorvejen mod Helvede”, som António Guterres så malerisk udtrykker det, så hævdes det, at havstigningerne er accelererende og snart vil nå faretruende højder. Seriøst har nogen påstået, at vandet omkring Danmark kan forventes at stige med op til 3 meter inden år 2100.
Havstigningen f.eks. i København har imidlertid de seneste 130 år ligget jævnt på ca. 0,6 mm/år eller 6 cm på hundrede år. Det virker jo ikke så skræmmende. Generelt viser de kystbaserede målinger globalt set stigninger på omkring 2 mm/år, når man husker at se bort fra eventuelle landhævninger eller sænkninger.
Først for ca. 30 år siden begyndte man at bruge satellitter til måling af havniveauet. Det er en uhyggeligt svær opgave. På flere 100 km’s afstand forsøger man at måle nøjagtigt, hvor langt der er fra satellitten til havoverfladen, der er i uafbrudt bevægelse, og hvor målingerne ofte forstyrres af dis og tåge. Målingen skal være med en millimeters nøjagtighed eller helst endnu bedre. Der skal så måles over hele kloden og derefter udtages et gennemsnit. Intet under, at der skal bruges en del computermodel-kraft på foretagendet.
Generelt viser satellitterne imidlertid højere årlige stigninger end de kystbaserede målinger, man er oppe på 3-4 mm pr. år. Når man derefter splejser kurverne sammen – kystbaserede fra 1890-1995 og derefter satellitmålingerne fra 1993-2025, får man en pæn “acceleration” på den sidste del af kurven, og så er ”klimakrisen” reddet.
Men det generer alligevel forskningen lidt, at man ikke kan få satellitternes resultater til at stemme overens med de kystbaserede målinger. Her er der så forskellige teorier på bordet, og i det følgende skal vi kigge på én af dem: Varmeudvidelsen af havet.
Havstigningerne er forårsaget af flere ting. Primært er selvfølgelig afsmeltningen af indlandsis fra Grønland og is fra Antarktis. Hertil kommer smeltningen af gletsjere rundt omkring på Jorden. Alt smeltevandet løber ud i havene og forårsager stigningen af disse. Imidlertid er afsmeltningen relativt beskeden, I Grønland har den stabiliseret sig på et lavt niveau, og om der overhovedet er tale om noget tab af is fra Antarktis er uvist, og dermed kan det kun dreje sig om små mængder.
Der kan også være tale om tilførsel af vand fra floderne, hvis den ikke modvirkes én til én af nedbør.
Men ellers anses varmeudvidelsen af havet for at udgøre det andet store bidrag til havstigningerne. Næsten alle materialer udvider sig, når de bliver varmere, det ser man f.eks. med jernbaneskinner i solen, hvor det ind i mellem går galt. Vand udvider sig også, og f.eks. ved 10 grader vil en grad ekstra medføre at en meter vand i et lodret rør vil være vokset med 88 mikrometer, dvs. 88 milliontedele af en meter (0,088 mm). Man kan nu umiddelbart gange tallet op med både temperaturen og vandsøjlens højde. Ved to grader ville man få 176 mikrometer. Ved én grad vil en vandsøjle på f.eks. 1000 meter vokse med 88 mm.
Fig. 1 viser et bud på den fremtidige havstigning frem mod år 2100 fordelt på de forskellige faktorer. Man ser, hvordan varmeudvidelsen giver et væsentligt bidrag. Fig. 1 er en fremskrivning baseret på RCP8.5-scenariet, som giver nogle herligt høje temperaturstigninger, men som for længst er afskrevet som totalt urealistisk.
Lad os i stedet holde os til nutiden. Teorien vedr. satellitterne er nu, at ude midt på havet, hvor det er meget dybt, vil vandsøjlen være tilsvarende høj. Havniveauet vil derfor være højere ude på havet end inde ved kysterne og det ser satellitterne, mens de kystbaserede målinger ikke fanger det. Her skal man huske, at havet ikke fungerer som en balje med vand, hvor vandniveauet er helt jævnt. I praksis er der store variationer i havniveauet afhængigt af forskelle i tyngdekraften lokalt (er der bjerge i nærheden – eller ændrede forhold i undergrunden, f.eks.?). Havet kan derfor sagtens tænkes at ”bule” op på midten. Langt størstedelen af verdenshavene er mere end 2 km dybe, så situationen ved kysterne dækker kun en meget lille del af det samlede areal.
Teorien er illustreret på fig. 2. Nu kan man begynde at regne på effekten, hvor vi, som det fremgår af ovennævnte, leder efter ca. 1,5-2 mm pr. år ekstra ude på havet.
Klimafolk ynder at beskrive havets opvarmning som en tilførsel af energi og ikke en temperaturstigning. Energitilførslen, målt i zettajoule (tusind milliarder milliarder joule) kan optegnes på kurver, der ser meget skræmmende ud. Det har vi kigget på i detaljer tidligere og her blev det opklaret, hvad alle de zettajoule faktisk betyder for temperaturen. Og det er ikke ret meget.
Reelt er temperaturen i de to øverste kilometer af havet (2000 m) i gennemsnit steget med 0,02 grader celsius pr. årti, eller 0,002 grader pr. år. 2000 meter, der opvarmes 1 grad vil, som vi har set, have en varmeudvidelse på de 176 mm. Derved vil en temperaturstigning på 0,002 grader give en vandstandsforhøjelse på ca. 0,35 mm pr. år.
Dette tal må betragtes at være i den høje ende, da udvidelsen er defineret ved 10 grader. Havet er væsentligt koldere, allerede nede omkring 200 meter er temperaturen nede omkring 4 grader, og her er varmeudvidelsen mindre, faktisk meget tæt på nul.
Vi kan således konkludere, at forskellen mellem satellit- og de kystbaserede målinger på de 1,5-2 mm ikke kan tilskrives havets varmeudvidelse – der i øvrigt er meget beskeden. Der må derfor findes en anden forklaring på afvigelsen – og mon ikke den reelt er, at man bare ikke kan måle havniveauet med satellitter med den nødvendige præcision?
Men spørgsmålet er jo også, om havet overhovedet buler op på den måde, som vist på fig. 1. En højere vandstand ude på havet vil jo i et eller andet omfang få vandet til at løbe ind mod kysterne og udjævne højdeforskellen. Herom er der delte meninger, men det siger sig selv, at sådan en højdeforskel naturligvis vil have sine begrænsninger, så en stigning ude midt på havet bør vise sig ved kysterne, før eller siden.
Her kan vi imidlertid slå fast, at vi indtil nu i praksis ikke har set noget til nogen acceleration i havstigningerne, så mon ikke man bør klappe hestene, inden man kaster sig ud i de store digebyggerier, hvis begrundelsen alene er beregninger på basis af det utroværdige RCP8.5-scenarie?
Danish
Man må ikke tage fejl af vandstandstigninger forårsaget af vindens pres på vandet, og vandstandsstigninger forårsaget af afsmeltninger og andet!
De omtale vandstandsstigninger – omtalt af Jørgen Staadsen Petersen, er alle forårsaget af lavtryk, som har passeret Danmark / Skandinavien, på helt en speciel måde, hvilket får vandmasserne i de indre farvande ( og undertiden den sydøstlige del del af Nordsøen) til at stemme op i ekstreme kortvarige vandstigninger, som da kan være katastrofale nok! Det hænder mest i vinterhalvåret – og kan komme helt uventet.
Der findes stenalderbopladser på 8 meters dybde i danske farvande. Hvordan vil klimaalarmisterne forklare det? Jeg tror at det er en måleteknisk umulig opgave at måle havniveauet præcist da havet hele tiden er i bevægelse. Der må være en en stor tidevandsbølge der skal tages højde for.
Vands densitet er størst ved 4 grader. Ved temperaturstigninger under 4 grader er der volumenreduktion, ved temperaturstigninger over 4 grader er der volumenforøgelse. Temperaturstigning fra 2 til 6 grader ændrer ikke volumen. Der er væsentligt mere vand under 200 m. dybde end over, temperatur-ændringerne under 200 m. dybde er små, men mængderne mange gange større. Så måske kan temperaturstigninger føre til en reduktion i havniveauet.
Stormfloden i 1872 ramte Østersø-området med en højeste vandstand på 3,3 meter over daglig vande. Vi må bare konstatere, at så højt har vandet ikke været oppe i dette område i de mellemliggende 153 år.
Tilsvarende ramte stormfloden i 1634 Vesterhavet og Vadehavet med en højeste vandstand på 6,3 meter over daglig vande. Vi må her tilsvarende konstatere, at så højt har vandet ikke været oppe i de mellemliggende 391 år.