Under præsidenterne Obama og (især) Biden, blev der udfoldet store anstrengelser for at det amerikanske militær skulle være ”grønt” og stræbe mod ”netto-nul” inden 2050. Der blev iværksat programmer for både hær, flåde og luftvåben. Fælles for dem alle var, at de var særdeles kostbare for skatteyderne og det havde – som sædvanligt – absolut ingen indflydelse på atmosfærens CO2-indhold.
Næsten hele energiforbruget i militæret er flydende brændstoffer baseret på olie. Køretøjer, krigsskibe og ikke mindst flyvemaskiner har et massivt forbrug, som målt i CO2-udledninger kan konkurrere med mange nationer i Verden. Ca. 15 millioner tons brændstoffer bliver det til pr. år, og CO2-udledningen overstiger således Danmarks årlige officielle tal i henhold til klimaregnskaberne.
Fordelingen af forbruget mellem de tre værn fremgår af fig. 1. Her ser man, hvordan flyvemaskinerne klart tegner sig for størstedelen af forbruget: 76%. Den årvågne læser vil bemærke, at den amerikanske flåde imidlertid tegner sig for 31% af totalen (cirklen i midten), men det skyldes naturligvis, at Flåden har sit eget luftvåben, der opererer f.eks. fra hangarskibene.

Men der blev opstillet klimaprogrammer for hvert af de tre værn. For flyvemaskinernes vedkommende var man godt klar over, at den eneste udvej ville være at indføre brugen af ”bæredygtigt” brændstof, baseret på biomasse. Batterier er alt for tunge, pr. kg rummer de kun 5% af energien i jetbrændstof. Men det bæredygtige brændstof – også kendt som SAF (Sustainable Aircraft Fuel), koster ca. 7 gange mere pr. liter end almindeligt brændstof – og udleder jo i øvrigt den samme mængde CO2 pr. fløjet km.
I Flåden var man langt fremme med et tilsvarende program, der endda fik det smukke navn The Great Green Fleet (”Den Store Grønne Flåde”), se fig. 2, igen skulle dieselolie erstattes af bæredygtigt brændstof. Samtidigt skulle helt op til 34 destroyere udstyres med elmotorer, så de både kunne sejle med konventionel maskinkraft og med brændselsceller til elmotorerne.

Flåden fik formøblet hele 57 milliarder dollars på sagen, men det hele er endt i en total fiasko. Det bæredygtige brændstof er igen 7 gange dyrere end konventionelt, og det er i øvrigt ikke til at skaffe i alle de havne i udlandet, hvor skibene skal ind og bunkre. Elektromotorerne gjorde destroyerne for langsomme, de kunne ikke følge med hangarskibene, når de skulle sejle som eskorte.
For hærens vedkommende var planerne primært en omlægning til elektriske køretøjer, først de biler, der ikke er direkte involveret i kamp, men i anden omgang skulle man også se på f.eks. elektriske kampvogne. Det hele skulle være godt i gang allerede i 2027. Der skulle etableres systemer, således at køretøjerne ind i mellem kampene kunne blive ladet op helt ude ved frontlinjen. Vi har for nyligt set, at de tanker næppe er særligt realistiske. Men den amerikanske hær skulle efter planen bruge ca. 2 milliarder dollars pr. år på sagen.
Men nu blæser der andre vinde. Donald Trump er blevet præsident, og han er i fuld gang med at få gennemført en generaloprydning i hele klimajunglen. Hans nye forsvarsminister, Pete Hegseth har sat sig i spidsen for processen i forsvaret og skrev for nyligt:
Forsvarsministeriet arbejder ikke med klimaforandrings-vrøvl. Vi træner til og udkæmper krige.
Så alle de grønne tiltag bliver nu skrottet, der bliver ikke mere satset på bæredygtigt brændstof eller elektriske skibe og køretøjer. USA’s forsvar vender tilbage til sin kerneopgave: At forberede sig på den næste krig.
De eneste rester af de store klimaprogrammer, der får lov til at overleve, er initiativerne til klimasikring, f.eks. mod oversvømmelser, i det omfang de giver mening. Den slags giver altid mening. Men at tro, at man kan ”styre” klimaforandringerne på anden vis, er naiv og farlig – og nu heldigvis opgivet.
Genialt.
Så mangler de bare at opfinde bomber og raketter, som ikke udleder CO2 og antænder brande som udleder CO2, og ikke slår ihjel så der ikke ligger rådnende lig og udleder CO2.
Velkommen til den politisk korrekte og økologiske krig.
Så skal vi bare have alle andre med på vognen også, så er det bare at give den gas..
Øh… strøm.