Det er en sejlivet myte blandt fortalerne for grøn omstilling, at sol og vind vil give lavere elpriser. Det virker jo også intuitivt rigtigt; tager man f.eks. en vindmølle og dividerer investeringsprisen med det antal MWh, den vil fremstille over hele sin levetid, bliver det til et lavt beløb pr. MWh. Og vinden er jo ”gratis”, så der er ikke nogen løbende driftsudgifter, der kommer oveni. Det er så ikke helt korrekt, og slet ikke for havvind, hvor eftersyn og reparationer meget let bliver en kostbar affære pga. møllernes utilgængelighed.
Men vi ser det jo også med solcellerne, hvor bl.a. Tyskland har fået installeret alt for mange, og derfor falder strømprisen på solrige dage ned til nul eller endnu lavere ved middagstid. De danske priser bliver trukket med ned. At solcelleejerne derved får en meget lav indtægt og dermed elendig forrentning af investeringen, ser man behændigt bort fra.
Men det er jo ikke hele historien, fordi en elforsyning med en stor andel af sol og vind har brug for nødforsyninger, når vinden er løjet af, og Solen gået ned. Der skal stå backup-kapacitet klar til med minutters varsel at træde ind på scenen. Det er dyrt, hvis f.eks. gasfyrede kraftværker skal drives på den måde.
Og nu kommer ingen anden end Bjørn Lomborg på banen med en ny artikel i Financial Post, hvor han rammer en pæl igennem påstandene om, at sol og vind gør elforsyningen billigere. Det illustrerer han med grafen vist på fig. 1.
Her ser man for en stribe lande sammenhængen mellem elpriserne og procentdelen af vind og sol i elforsyningen. Elpriserne er et gennemsnit af industriens og husholdningernes takster. Der er stor spredning i data fra land til land, men en umiskendelig sammenhæng i retning af højere priser, jo mere sol og vind der er.
Bjørn Lomborg nævner som eksempel Canada, hvor man aggressivt tog fat på grøn omstilling fra 2005 og fremefter. Det medførte en fordobling i elprisen mellem 2005 og 2020 – i tal renset for inflation. Netop for Canadas vedkommende skal man være opmærksom på, at ikke hele udgiften er synlig i eltaksterne, regeringen giver ved siden af et massivt tilskud – og så er det bare som skatteborgere, at canadierne kommer til at betale.
Bjørn Lomborg udtrykker det lysende klart:
Sol og vind er kun billige når Solen skinner og vinden blæser. På alle andre tidspunkter er prisen uendeligt høj; uanset hvor meget man betaler, får man ingenting. Men moderne samfund har brug for strøm døgnet rundt. Sol og vinds upålidelighed betyder, at backup er nødvendig, ofte fra kul eller gas. Det betyder, at folk ender med at skulle betale for to elforsyninger, både de vedvarende og deres backup. Hertil kommer, at der skal etableres flere forbindelser for at få strømmen fra vind og sol frem til forbrugerne, mens backup-kraftværkerne, der bliver brugt mindre, har færre driftstimer til tilbagebetalingen og forrentningen af investeringerne. Begge disse faktorer forøger elprisen yderligere.
Fortalerne for påstanden om, at elektricitet fra sol og vind er billig, fokuserer ofte på den rene ”rå” elpris og ser bort fra tarifferne fra netselskaberne. Men her ligger der ofte en del udgifter gemt, som er en direkte følge af solcellerne og vindmøllerne, fordi alle investeringerne i det kraftigt udbyggede elnet skal dækkes herved. Vindmøller og solcelleparker etableres jo ofte på fjerntliggende steder, og så skal f.eks. Energinet herhjemme etablere forbindelser fra dem til nærmeste større knudepunkt i elnettet. Der er tale om store beløb her.
Lomborg citerer diverse kilder for interessante oplysninger. F.eks. er omkostningen til solcellestrøm i Kina, inklusive alle udgifterne til backup, den dobbelte af hvad kulkraft koster. Studier i hhv. Tyskland og Texas konkluderede, at vindkraft var 12 gange og strøm fra solceller 38 gange dyrere end kul, olie og gas, når man så på de såkaldte ”fulde udjævnede system-omkostninger ved energien”.
De tal lyder umiddelbart voldsomme, men at energiforsyningen er blevet dyr, er hævet over enhver tvivl.
Bjørn Lomborg nævner også batterier, men trods historier om en voldsom udbygning i Tyskland, dækker batterierne reelt kun ca. 20 minutters forbrug og spiller således ingen rolle overhovedet.
Lomborg slutter med at påpege, at der ikke findes nogen lande med lave elpriser og stor procentdel af vind og sol i elforsyningen. Det nederste højre hjørne i fig. 1 er simpelthen tomt.
Danish
Det sjove ved (lineær) regression er at den ikke viser om kausaliteten er mellem netop disse to variable.
Bemærk at det måske slet ikke er vind eller sol der gør priserne høje.
Hvad er sammenhængen mellem vandkraft og elpriser? (Norge og Island har MEGET vandkraft, og tjener blandt andet en del på at vi bruger dem som backup)
Eller forsyningssikkerhed og elpriser (antal minutter med timer med strømafbrydelse) Mange lande med kulkraft har jo misligholdt deres elnet, og kan på ingen måde trække det vores kan, f.eks elbiler.
Betaler gladeligt det dobbelte i el for at slippe for amerikanske tilstande med blackouts konstant
Eller sammenhængen mellem elpriser og udgifter til privat nødbackup? Hvor mange firmaer og private i Danmark bruger penge på en nødgenerator?
Ja det er dyrere at redde verden end at lade være
Det kan man ret præcist slå fast
Men det medregner som jeg kan se jo ikke de milliarder vi (hele jorden) sparer ved at lande omstiller sig – altså de positive eksternaliteter (eller manglende negative)
Men regnestykket siger heller ikke om at det bliver billigere og billigere at lave både vedvarende energi og backup. Og at backuppen ikke behøver være fossil (vi bruger jo norsk vandkraft). Derudover gør kunstig intelligens og andre innovation er præcisionen i backuppen meget større = over backuppen forsvinder gradvist. Endeligt vil elektrificeringen af hele elektrificeringen af transportsektoren muliggøre backup den vej på sigt.
De høje elpriser medfører jo endeligt at man bruger strømmen mere fornuftigt, og faktisk laver innovation er der så gør forbruget mindre.
Så det er da bare at komme i gang 😉
Det er jo så en påstand, at man skulle spare mange milliarder ved at gennemføre den grønne omstilling. Den holder kun, hvis “klimaforandringerne” ender i meget store skader, og det er der imidlertid ikke meget praktisk belæg for at tro på.
Det er også en påstand at solceller, vindmøller og batterier bliver billigere og billigere. Den udvikling er standset for havvindens vedkommende og de andres pris kan heller ikke forventes at falde meget mere, da man er ramlet ind i nogle teknologiske grænser for hvad de kan.
Så ethvert forsøg på at gennemtvinge en grøn omstilling vil uvægerligt ende galt. Backup i tilstrækkeligt omfang bliver økonomisk helt umulig at etablere i det omfang, der skal til – hvis man kun vil have sol og vind som energikilder. Danmark overlever, fordi vi lever på nas hos nordmændene og deres vandkraft. Den mulighed har de fleste andre lande ikke.
En meget nødvendig analyse, som nok ikke kommer til at spille nogen rolle. I de seneste årtier har teologer haft det store ord ved planlægning af dansk elforsyning (stud. theol. Siegfred Christiansen, grundlægger af OOA, Margrethe Auken og Ida Auken). Resten er medløbere uden nogen viden om elforsyning. Stakkels Danmark!